Ved du hvor du skal finde inspiration til vinterens hyggelæsning?
Bogudsalg, krimimesse og spændende forfatterforedrag. ALT for damerne har fundet tre interessante litteraturarrangementer, hvor du med garanti kan finde inspiration til, hvad du skal fordrive den sidste bid vinter med at læse.
Gør et kup på det store bogudsalg
Boghandlerkæden Arnold Busck skyder bogudsalget i gang den 29. februar med stakkevis af gode bogfund til små penge. Endnu holder de kortene tæt til kroppen og vil ikke afsløre præcis hvilke kup, du kan finde i deres udsalgsreoler, men er du nysgerrig, så hold øje med deres hjemmeside, hvor de snart vil offentliggøre årets stærke tilbud.
Bogudsalget kører fra den 29. februar og et par uger frem.
Mød forfatteren bag den romantiske ”Samme dag næste år”
Elskede du også Lone Scherfigs ”Samme dag næste år”? Det gjorde vi her på ALT for damerne. Ja, vores faste filmanmelder, Iben Albinus Sabroe, gav den faktisk fem stjerner og skrev, at hun slet ikke kunne anbefale den nok.
Nu har du muligheden for at opleve forfatteren bag filmen, David Nicholls, når han gæster København den 22. februar. Mød ham i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek og hør ham fortælle, hvad der skal til for at skrive en historie, som har potentiale til at tryllebinde læsere verden over.
Arrangementet finder sted onsdag den 22. februar klokken 20. Køb din billet her.
Find inspiration til vinterens krimilæsning i Horsens
Nu er det snart igen tid til at lade de små nakkehår rejse sig og mærke suget i maven, når Horsens Statsfængsel endnu en gang lægger lokaler til årets krimimesse. Den 24. og 25. marts kan du på Krimimessen opleve en lang række af tidens krimiforfattere. I flæng kan vi nævne Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel, Elsebeth Egholm og Hanne Bech Hansen.
Krimimessen findersted den 24. og 25. marts i Horsens Statsfængsel. Besøg Krimimessens hjemmeside her.