Vores tatoveringer viser, hvem vi er

Hvad er det, der gør, at vi pludselig skal have vores navn stående på anklen eller vores fødselsdag i nakken, et digt på læggen eller det kinesiske tegn for lykke på maven? Hvor tatoveringer i mange år har rimet på kriminalitet og underverden, sene nattetimer og lumske baglokaler, har vores opfattelse af tatoveringer ændret sig. I dag har den britiske premierministers kone en tatovering på anklen, og store stjerner, der oser mere af glamour end undergrund, viser stolt deres tatoveringer frem.

Når tatoverede budskaber som navne på familiemedlemmer, digte og bibelcitater bliver det nye sort, handler det om, at vi langsomt har adopteret en tendens, som forskellige kendisser har været med til at bære frem. Desuden spiller reklameverdenen en stor rolle for vores accept og lyst til at tage tatoveringer til os. Flere store og anerkendte luksusbrands, blandt andet Georg Jensen, har brugt modeller med tydelige tatoveringer. I deres kampagne fra 2011 sidder den danske topmodel Freja Beha Erichsen med en svungen skråskrift om håndleddet. Og Armani har flere gange brugt modeller med skrift på kroppen i deres kampagner.

Professor og forsker i branding ved Syddansk Universitet Dannie Kjeldgaard forklarer:
– Når man ser en reklame for Calvin Klein-watches i begyndelsen af 00'erne, hvor en mandearm er tatoveret, eller en Dove-reklame under titlen "Rigtige kvinder", som skal forestille helt almindelige kvinder, og en af dem er tatoveret, så er det med til at signalere, at det er helt normal praksis – en helt almindelig kropspraksis. Reklamebranchen og modeverdenen normaliserer det at have tatoveringer.

Fra at være noget, der sad på armen af mænd med fast gang på dækket, en pibe i skrutten og mere vand end land under fødderne, er sandsynligheden for, at tatoveringer i dag sidder under skjorten og fortæller historier om et liv i jakkesæt, ganske stor.

– Fra at sømænd rejste rundt og opdagede fremmede folkeslag og kulturer og bragte tatoveringer til vores del af verden, er tatoveringer i dag blevet en fast del af vores måde at udtrykke os på. Over for os selv, men også over for andre. Mange vil gerne signalere en identitet, som er noget særligt, og at man adskiller sig fra andre.

Ifølge Dannie Kjeldgaard er tendensen en naturlig udvikling af, at vi i dag opfatter vores krop som en vigtig brik i vores fortælling om os selv. Vi bruger meget tid på at ændre den ved hjælp af forskellige skønhedsrutiner og i fitnesscentre.

– Hvor kroppen før bare var et hylster for ånden, sjælen og tanken, er den i dag noget, vi i meget højere grad forholder os til. Hvilken type krop vil jeg gerne have? Hvad vil jeg gerne signalere med den? Og hvordan gør jeg bedst dét? Pludselig er kroppen blevet noget, du kan bruge aktivt, og med tatoveringer bliver den et lærred, som kan fortælle historier og sige noget om bæreren.

En længsel efter essens
Med den store popularitet og efterspørgsel, der er kommet på tatoveringer, er det blevet en noget anden og mere velordnet sag at komme hos en tatovør. Nu foregår det ligesom hos frisøren, med tidsbestilling og ved højlys dag. Jon Nordstrøm, fotograf og forfatter til to bøger om tatoveringer, siger:

– I dag er det blevet så ordentligt at få en tatovering, at man bestiller tid i forvejen, og det kan lige så godt være en tirsdag formiddag, hvor man tidligere forbandt det at få en tatovering med nogle sene nattetimer. Der er også ofte tænkt enormt meget over, hvordan tatoveringen skal se ud, og hvilket budskab, den sender til omverdenen. Selv om de, der i dag får tatoveret et sejlskib og et anker, sjældent har været på søen, fortæller det alligevel en historie om at være sej. Og det er sjældent de allermest religiøse mennesker, som får tatoveret bibelcitater på kroppen, men derfor kan betydningen af citatet godt føles stor og vigtig for den, der lader sig tatovere.

Antropolog Emilia Van Hauen peger på, at den måde, vi lever på i dag, er præget af, at alting er flygtigt og let foranderligt. Derfor opstår der hos det moderne menneske et behov for at træffe valg, der forpligter i et livslangt perspektiv.

– Du kan blive gift og skilt mange gange, du kan ændre din karriere mange gange. Du kan ændre dit udseende mange gange, men når du først tatoverer noget ind i kroppen, så er det uforgængeligt. Der er en længsel efter en essens, der transcenderer alle livets omskifteligheder. Det er enormt tiltrækkende på rigtig mange mennesker, fordi alt andet netop er så omskifteligt.

– Hvis nu budskabet eksempelvis er "carpe diem", så er det typisk et udtryk for noget, man gerne vil blive til. Ofte vil man få tatoveret noget, som i begyndelsen er noget, man virkelig tror på, men som måske endnu ikke er blevet en integreret del af én selv. Med tatoveringen vil du så blive mindet om det: Du tager et budskab ind og gør det til en del af dig og din adfærd.

Emilia Van Hauen forklarer det som en indgribende måde at tvinge sig selv til at gøre noget ved de ting, man gerne vil ændre og forbedre i sit liv, på. Og uddyber:

– Man vælger altså ofte et budskab, som endnu ikke er en naturlig del af en selv. Det kan være et slags oprør mod det, man kommer fra, så selv om det ikke føles som en naturlig del af dig selv, bliver det det med tiden: "Denne her sandhed skal altid være en del af mig, altid, det skal være mit lys i mørket".

Læs de personlige tatoveringshistorier på næste side...1. historie: "En påmindelse om, at det hele nok skal gå"
Dina Plesner, 22, idrætstuderende. Tatoveret i efteråret 2011

"I 2009 fik jeg et tilbagefald af leukæmi. Jeg fik at vide, at jeg skulle indstille mig på at få en knoglemarvstransplantation, da risikoen for, at leukæmien kan komme igen, når man stopper kemobehandlingen, er større, når det ikke er første gang, sygdommen rammer.

Da der ikke var nogen donorer, som passede, blev jeg af Rigshospitalet tilbudt at blive den første herhjemme, som fik en navlesnorstransplantation. Det vil sige, at jeg fik blod fra to nyfødte spædbørn i USA. Under hele mit sygdomsforløb var min familie der for mig, og især min søster spillede en kæmpe rolle i forhold til at støtte mig og hjælpe med at holde humøret oppe, når det hele virkede uoverskueligt.

Min søster og jeg talte i den periode meget om at få en søstertatovering, en tatovering der skulle sidde det samme sted og symbolisere vores bånd til hinanden, og have betydning for os selv hver især.

Efter min udskrivelse var vi sammen til et Chris MacDonald-foredrag. Et af hans nøglepunkter var at Tro På Lortet – TPL. Og der vidste min søster og jeg, at det var det, vi ville have tatoveret: TPL. Gennem hele min sygdom troede vi på, at jeg nok skulle klare det, at alt ville blive godt. Det betød så meget at tænke positivt, min stue på hospitalet blev til Komikstuen, fordi vi altid fortalte vittigheder og hele vejen gennem sygdomsforløbet huskede at grine.

Når jeg i dag kigger på min tatovering, tænker jeg på min søster og vores tætte bånd. Og så tænker jeg også, hvor vigtigt det er ikke at sidde og have ondt af sig selv, når man havner i en lortesituation, men i stedet forsøge at vende det til noget positivt. Så skal man nok klare det. Tatoveringen er ikke tænkt som en stor flot udsmykning. Den er tænkt som tre små bogstaver, som er en påmindelse om, at det hele nok skal gå, hvis bare man TPL!"


2. historie: "Jeg bærer lidt af min søster på mig"
Louise Brolin, 30, butiksassistent. Tatoveret i 2009.

"Jeg har min tvillingesøsters initialer tatoveret på anklen. MB, enkelt og rent. Ideen til tatoveringen fik vi, da vi kendte flere med enkle og meget smukke tatoveringer, og så var det jo nok lidt en modeting. Men derudover var det også et fint symbol på, at vi er meget tætte og deler alt med hinanden.

Jeg bestilte tid hos en tatovør, og min gode veninde tegnede bogstaverne for mig. Jeg tænkte selvfølgelig over, at den jo var for evigt. Og det passede mig rigtig godt, at jeg skulle have min søsters navn stående i en udsmykning, jeg altid ville gå rundt med.

Jeg glemmer tit, at jeg har den, men når jeg tænker på den, er det hyggeligt at bære lidt af min søster på mig. Jeg har kun den ene tatovering, og jeg har heller ikke lyst til at få flere. Min søster har aldrig fået tatoveret mit navn. Det griner vi ret meget af."


3. historie: "En af de bedste opskrifter jeg kender"
Carsten Sand, 24, køkkenchef i Restaurant Cofoco. Tatoveret i 2009

"Da jeg var barn og boede hjemme i Esbjerg, var søndagskage en helt fast tradition. Hele familien var samlet, og min mor havde bagt – som regel var det hendes banankage, der stod på bordet. Og så sad hele familien og så dårlige serier i fjernsynet.

En dag var vi nogle venner, der mødtes og skulle holde sommerfest. Min gode ven, som var kommet fra Århus, fortalte, at han var blevet dygtig til at tatovere, og han havde købt en maskine til det. Han ville gerne tatovere mig.

I løbet af dagen tænkte jeg over, hvad motivet skulle være. Jeg nåede at få en del indenbords, før jeg besluttede mig for opskriften på min mors banankage. Den skulle sidde på benet. Det er en af de bedste opskrifter jeg kender – en helt-nede-på-jorden-banankage – og lige nu er den faktisk på menuen i Cofoco.

Senere gjorde en pige mig opmærksom på at sukker, som er en ret vigtig ingrediens i kagen, manglede i tatoveringen. To år senere fik jeg tilføjet en post-it seddel: Husk sukker, står der."

Læs resten af artiklen på næste side...4. historie: "Skrevet med min egen håndskrift"
Julie Kragh, 28, journalist. Tatoveret i 2010

"Jeg fik lyst til at få en tatovering, da jeg så min venindes. Den sad på hendes håndled og var fin og feminin. Jeg fandt hurtigt ud af, at der i min tatovering skulle stå lev vel – i bedste poesibogs-stil. Men der gik et godt stykke tid, før jeg rent faktisk gjorde noget ved det. Jeg ville være helt sikker på, at jeg ikke kunne finde på noget bedre.

Efter halvandet års overvejelse tog jeg mig sammen, indimellem skrev jeg lev vel med en sprittusch på håndleddet, og det var virkelig pænt.

Jeg kan godt lide dobbeltheden i betydningen af lev vel. Den kan både betyde, at man skal leve rigtigt forstået som godt eller fornuftigt, men også at man skal leve godt – altså fuldt ud.

Placeringen af tatoveringen betyder ligeså meget som selve motivet. Det er vigtigt, at det er et sted på kroppen, som holder sig pænt.

Jeg har aldrig fortrudt tatoveringen, som er skrevet med min egen håndskrift."


5. historie: "Åh nej, hvor dum kan man være"
Jakob Schaarup, 40, programdirektør. Tatoveret i 2008

"Jeg fik min tatovering en aften, jeg var ude og spise med min rigtig gode veninde. Vi fik en del drinks, og på et tidspunkt kom vi til at tale om tatoveringer. Lige dér på stedet blev vi enige om, at sådan én måtte vi bare have nu – altså lige nu. I høj fart betalte vi vores regning og sprang ud i en taxa med retning mod Istedgade.

Der skulle jeg tage stilling til et motiv. Vi endte med at sætte os på en bar og fik vendt situationen. Helt safe endte jeg med at vælge min søns navn. Ludvig, skulle der stå – og så fik jeg den lavet. Det gjorde ikke ondt. Jeg forstår slet ikke dem, der siger at det gør ondt.

I løbet af den nat skete der så mange mærkelige ting, at jeg glemte alt om tatoveringen. Om morgenen, da jeg strækkede mig, opdagede jeg den så!

FUCK, det hele vender tilbage. Åh nej! Hvor dum kan man være.

Der gik 14 dage, hvor jeg simpelthen syntes, det var så ufedt med den tatovering.

Så vendte det. Hver aften søgte jeg på nettet efter tatoveringer, jeg kunne få. Jeg gik op i det, som kun en mand kan gøre, når han skal købe ny bil eller computer. Men jeg har aldrig fået flere."