Efterårsferie med børn
SPONSORERET indhold

Efterårsferie med børn: 29 sjove og kreative oplevelser for hele familien

Uge 42 er lige om hjørnet, men hvad skal du og børnene lave i efterårsferien? Vi har samlet vores bedste bud på kreative og hyggelige ideer fra hele landet til en familievenlig efterårsferie 2022 - og mange er endda gratis!

Af: Redaktionen Foto: Getty Images
28. sep. 2022 | Børn | Vores Børn

Ungerne har fri, fritten, børnehaver og vuggestuer er halvtomme og kedelige, og du bryder din hjerne med, hvordan i alverden du skal finde på solid underholdning til børnenes efterårsferie.

Bare rolig, vi hjælper dig!

Uge 42 kan sagtens være fuld af sjov og ballade, selvom den hverken byder på en tur til lunere himmelstrøg eller i sommerhus – og så behøver den slet ikke at koste en formue. Det bugner med børnevenlige aktiviteter i efterårsferien 2022 – både gratis aktiviteter i efterårsferien for børn, billig underholdning og familieaktiviteter, der koster lidt. Og både indendørs og udendørs.

Tag med tilbage til fortiden og se, hvordan de levede, og prøv på egen krop, hvordan de festede. Undersøg eksotiske dyr eller sving jer som aber i trækronerne. I kan også bryde ud af et fængsel, lade uhyggen sprede sig i Tivoli eller bruge efterårsnaturen til kreative hobbyprojekter over en lun kop kakao med skumfiduser.

Vi har samlet 29 bud på sjove oplevelser for børn i efterårsferien 2022.

Indendørs efterårsaktiviteter med børn:

1. Tag en tur bag tremmer

Vinden er ikke det eneste, der rusker denne efterårsferie – I kan også prøve en tur bag tremmer i den gamle arrest i Faaborg. Her kan I blive klogere på, hvordan kachotten ser ud indefra, lære om hvornår og hvorfor vi har spærret folk inde og samtidig føle jeres egne retfærdighedskompas af. I kan også leje en IPad og høre historier fra tidligere indsatte og pårørende, ligesom voksne og større børn kan prøve evnerne af som detektiver og se, om I kan løse mysteriet om mordet i arresten. Mordet i arresten er en fiktiv gåde, der finder sted i Arresten Faaborg lige efter Anden Verdenskrig. Arresten er åben alle dage i efterårsferien 10-16 og prisen er 75 kroner pr. voksne. Børn under 18 år er gratis.

Arresten, Øhavsmuseet Faaborg
Banegårdspladsen 2B
5600 Faaborg

2. Besøg en bolsjefabrik

Måske efterårsferien skal forsødes med et besøg på en vaskeægte bolsjefabrik, hvor I både kan se og dufte, hvordan produktionen forgår? Hos Sømods bolsjer kan I få lidt af en oplevelse, når I træder ind i den gamle bolsjebutik, der ligger i en baggård til Nørregade i København. Her får gæster nemlig lov til at se, hvordan bolsjerne bliver til på helt gammeldags manér ved håndkraft og efter samme hundrede år gamle opskrift baseret på perlesukker. Tjek Facebook-gruppen for nærmere information omkring besøgstider, og vær opmærksom på, at grupper skal reservere tid.

Sømods Bolcher
Nørregade 36B
1165 København K

SMK
Foto: Statens Museum for Kunst

3. Kreative dage på Statens Museum for Kunst

Har I nogle små, der skal prøve at udtrykke sig gennem kunst? Statens Museum for Kunst byder inden i Børnenes Værksted hele efterårsferien, hvor man kan afprøve de tre teknikker, som den franske mestermaler Henri Matisse elskede at bruge i sin kunst: Papirklip, maleri og skulptur. Her kan ungerne give gas med vilde farver, klippe flotte figurer og afprøve talentet, når der skal formes i let. Prøv det fra 15.- 23. oktober i Børnenes Værksted ved Statens Museum for Kunst. Entre er gratis for børn under 18 år.

Hvis I derimod holder efterårsferie i Nordjylland, kan I svinge forbi Statens Museum for Kunst i Thy. Her holder værkstedet åbent, og fokus er på arkitektur. Lad ungerne bygge deres drømmeslot, en bondegård eller et kunstmuseum med alverdens materialer. I Thy kan I også hoppe med til bords ved den store fællesspisning i Doveroddersalen, hvor alle er velkomne. Der bliver budt på bobler og buffet. Drikkevarer købes særskilt. Aftenen afsluttes med et musikalsk indslag. Fællesspisning foregår d. 22. oktober kl. 17.00-19.00.

Statens Museum for Kunst i København
Sølvgade 48-50
1307 København K

Statens Museum for Kunst  i Thy
Fjordstræde 1
7760 Hurup Thy

4. Tag på gådefuld skattejagt på Esrum Kloster

På det gamle kloster i Esrum kan ungerne kaste sig ud i gådespillet "De hvide munkes hemmelighed". Gådespillet består af en række breve, puslespil og koder, der sender alle små opdagere rundt på hele klostret og på området udenfor. Opgaverne skal løses, så I kan få adgang til en hemmelighed, der har været bevaret i 800 år. Gådespillet anbefales til børn fra cirka 8 år, men der er hjælpende ledetråde og hints undervejs, så alle kan være med.

Esrum kloster byder også på andre børnevenlige oplevelser: lav fx jeres egne popkorn drysset med mærkelige smage, der giver særlige kræfter, skriv jeres egen hemmelighed med usynlig skrift eller hør de gådefulde historier i den uhyggelige fangekælder.

Esrum kloster
Klostergade 11-12
3230 Græsted

5. Klap en haj

I efterårsferien kan I komme tæt på vaskeægte hajer i mange forskellige størrelser. Også dem, der lever i de danske farvande! Tag mod til dig og ræk ud efter hajerne i rørebassinet i Kattegatcentret, se dyrepasserne fodre hajerne med blæksprutte og flænse fladfisk eller oplev bare 6 centimeters glas mellem dig og de store dyr i hajtunellen. Der er også søde sæler, man kan se tumle og lege. For de allermindste er der både hyggehjørne og rørebassiner, I kan udforske med hav-eksperten, ligesom I kan prøve at ae en søstjerne eller læse bøger og lave tegninger af dyrene i blækhuset. Kattegatcentret er spækket med spændende oplevelser for hele familien.

Kattegatcentret
Færgevej 4
8500 Grenå

Kattegatcentret efterårsferie
Foto: Kattegatcentret

6. Tag en tur i teater

Ligegyldigt hvor gammelt dit barn er, er teateret garant for god underholdning, og her er altid hyggeligt - selv når efterårsvinden rusker udenfor. Der findes et hav af lokale teatre med børneforestillinger rundt om i landet, som absolut er et besøg værd.

Tag fx i Teaterhuset Filuren og se forestillingen "Tænk engang". En humorisk, farverig og TANKEvækkende opsætning om vores tanker - for hvorfor tænker og reagerer vi egentlig, som vi gør?  
På Teater V i Valby genopsættes klassikeren Karius og Baktus – om de to drillesyge tandtrolde, der bor inde i munden på drengen, Jens. De elsker søde sager, men hader tandbørsten og tandlægen. Forestilling er for børn fra 4 år.
I kan også se gode gamle Alfons Åberg på Teater Vestvolden i Hvidovre. Alfons Åberg er en dreng med livlig fantasi, der bor sammen med sin rare og en smule distræte far. Stykket kommer omkring de store og små undringer, der optager en energisk dreng i hverdagen – fx om der findes spøgelser og marsmænd. Forestilling er for børn fra 3 til 8 år og deres forældre.

Se mange flere teaterforestillinger for børn her.

7. Spil brætspil på Bastard

Efterårsferie er lig brætspil! Men er I trætte af de gamle, slidte spil i skabet, som børnene efterhånden kan i søvne, kan en tur på spil-café måske være jeres redning? Prøv for eksempel Bastard Café, som har mere end 2100 brætspil at vælge imellem i alverdens kategorier og til alverdens aldre. Mens I spiller og familiehygger for fuld skrue, kan I mæske jer i varm kakao, kaffe, nachos og burgere. En fuld dag med spil koster 25 kroner per næse for alle over 12 år, 20 kr. for yngre børn.

Bastard Café
Rådhusstræde 13
1466 København K

LÆS OGSÅ: 9 sjove brætspil til store og små

8. Kom til fest som i gamle dage

På Arbejdermuseet byder de op til en vaskeægte arbejderfest i børnehøjde i efterårsferien. Lad ungerne prøve kræfter med at lave genbrugsgaver og deres egne indbydelser med inspiration i de mange fester, som den gamle festsal har rummet over årene. De små kan også sidde med til voksenfest og få læst gode festminder højt, mens de slubrer varm kakao. Husk også danseskoene, så I kan indtage Per Rocks danseskole, hvor ingen dansetrin længere er forbudte. I kan også på nærmeste hold se, hvordan familien Sørensen levede i København for 150 år siden, hvor børneværelset er meget, meget langt fra dem, vi kender i dag.

Arbejdermuseet
Rømersgade 22
1362 København K

Arbejdermuseet
Foto: Malthe Folke Ivarsson / Arbejdermuseet

9. Fuld fart på ferien i Dansk Arkitektur Center

Ferietid kan hurtigt også blive noget med krudt i rumperne hos de mindste. Når det bliver tilfældet, så pak bare familien sammen og sus afsted til sjove og aktive dage i Dansk Arkitektur Center. Her kan store som små få afløb for lopperne på den fire etagers høje kunstrutsjebane, gå planken ud i virtual reality og i det hele taget få sanserne i spil, når kunst, design og arkitektur udforskes på nært hold i udstillingerne eller fx på guidet tur ud i byen, der afsluttes med en varm kop chokolade. I kan også prøve egne, kreative evner af og designe jeres eget værelse i familieværkstedet eller bygge arkitektur til Månen i den store LEGO-workshop. Der er gratis entré for børn.

Dansk Arkitektur Center 
Bryghuspladsen 10
1473 København K

 

DAC_3.jpg
Foto: Dansk Arkitektur Center

10. Kalder alle dyreelskere!

Hvem elsker ikke dyr? Alt fra de helt små plyssede kæledyr til de helt store giganter på savanen. På Arken er der dømt poter og pels i efterårsferien med udstillingen "Dyr i kunsten." Udstillingen er fyldt med blandt andet nuttede killinger, væghængte elefanter, hunde med tøj på og meget mere. Fra tirsdag til lørdag kan de 8-12-årige derudover deltage i en kreativ workshop, der står i farvernes tegn. Billetprisen er 140 kroner for voksne, børn under 18 år er gratis.

ARKEN Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100,
2635 Ishøj

11. Invitér i hjemmebio

Skal den indendørs underholdning helst være gratis, kan I gøre det til et helt efterårsferie-event, at I skal se den nye tegnefilm, børnene har snakket om i ugevis. Lav billetter, popcorn og forbered stuen til en lille biografsal med nedrullede gardiner, bløde madrasser og masser af puder. Lad børnene indrette biografen efter deres fantasi og sørg for at popcornene serveres i en ægte, amerikansk papholder. Det er hyggeligt for hele familien.

LÆS OGSÅ: Hjemmebio i ferien? Her er 20 gode børnefilm I kan se sammen - helt gratis

12. Grin og gøgl på Cirkusmuseet

Er der en lille cirkusartist gemt i dit barn - eller måske i dig selv? På Cirkusmuseet er der alle muligheder for at indfri drømmen og prøve kræfter med de klassiske cirkusdiscipliner. I uge 42 skyder Cirkusmuseet nemlig efteråret i gang med cirkusdage med forestilling (mandag til fredag) og cirkusleg (søndag til fredag), hvor I selv kan pudse jeres indre cirkusartister af i manegen. Kom med ind i cirkussalen, hvor hele familien kan boltre sig og afprøve alverdens cirkusudstyr - alt lige fra trapezer og liner til kegler, diablo’er og hulahopringe. Hvis du har mod på det, kan du svinge dig højt under loftet eller afprøve, hvor mange bolde du kan have i luften på én gang - alt sammen under kyndigt opsyn af en professionel cirkusartist. Herudover er det også muligt at gå en tur i kreaværkstedet, ligesom at cirkusudstillingen holder åbent i efterårsferien. Voksenbilletter koster 85 kroner, mens børn koster 20 kroner.

Cirkusmuseet
Hovedporten 6
2650 Hvidovre

Cirkusmuseet
Foto: Cirkusmuseet

 

13. (U)hyggelige LEGO-legeaftaler

Er der nogle LEGO-fans på linjen? I kan nemlig også fordrive en efterårsferiedag med hygge-uhygge i LEGO House og klodser så langt øjet rækker. I hele oktober er der halloween-tema med masser af spændende LEGO-leg. Hvem kan bygge det fedeste eller mest uhyggelige LEGO-græskar, eller de allerhæsligste mini-hekse, monstre og zombier? Man kan også konstruere sine egne uhyggelige historier i Story Lab eller gå på LEGO-spøgelsesjagt og hjælpe med at finde alle de vildfarne spøgelser i World Explorer. Se priser og bestil billetter på hjemmesiden.

LEGO House
Ole Kirks Plads 1
7190 Billund

LEGO
Foto:© LEGO House

14. Hej følsomme monster

I Ruinerne under Christiansborg Slot er monstrene flyttet, og de er både farverige og følsomme. Shane Brox har skabt udstillingen "Monster - stygge skabninger med store følelser",  som formidler alle de svære følelser, som både børn og voksne kan opleve. For hvilke følelser oplever vi, bår vi bliver mobbet, har angst, er forelsket, kede af det eller glade? Følelserne gengives gennem historiske skikkelser som Kraken og Blemiaen og 10 af deres monstre-venner, og de følsomme væsner skal få både børn og voksne til at tale om deres følelser.

Ruinerne
Indre Slotsgård
1218 København K  

Udendørsaktiviteter til efterårsferie med børn:

15. (U)hyggelig Halloween i Tivoli og Tivoli Friheden

Tivoli i København er mester i at levere sjov for alle aldre, og i efterårsferien kan I gå på opdagelse blandt mere end 20.000 græskar i alle farver og nuancer, svævende koste, masser af halloween-leg og forlystelser forklædt som græskar. Der er nemlig dømt Halloween i den gamle have, hvor alle forlystelser er åbne. Rasmus Klump sørger for sjov på plænen for de mindste, mens monstrene har travlt med at sprede uhygge og skræmme gæster fra vid og sans.

Tilbringer I efterårsferien nær Århus, kan I også lade uhyggen sprede sig i Tivoli Friheden. Skær gruvækkende græskarlygter, bliv forvandlet til et farligt monster og mæt sultne maver i usunde sager. Når mørket falder på, er Tivoli Friheden stedet for uhyggelige skikkelser, behårdede edderkopper og hvindende spøgelser. Vi tør godt love, at det bliver (uuuu)hyggeligt! For de mindre børn kigger Hr. Skæg heldigvis også forbi og laver show alle dage i efterårsferien klokken 14.00.

Halloween i Tivoli
Vesterbrogade 3
1630 København V

Halloween i Tivoli Friheden
Skovbrynet 5
8000 Århus C

Tivoli
Foto: Tivoli

16. Leg aber i trækronerne

Er I udstyret med en god portion mod, skal I tage at slippe familiens indre aber løs. Kravl højt op i trækronerne og sving jer fra gren til gren med karabinhagerne godt klikket fast til linerne i en af de mange klatreparker rundt om i landet. I kan f.eks. lægge vejen forbi GoMonkey i Søborg, GorillaPark i Svendborg og Vejle eller Camp Adventure i Rønnede, hvor I også kan besøge det populære Skovtårn. Er du ikke selv den store adrenalin-haj, kan du tage en god picnic-kurv under armen og se på, mens ungerne suser afsted i trætoppene. Der findes baner til alle aldre og i alle sværhedsgrader.

17. Kast lys på nattens jægere

De giftige dyr er både skræmmende, men også lidt fascinerende. I efterårsferien sætter Givskud Zoo - Zootropia fokus på netop de giftige dyr i både Danmark og i udlandet. Du kan også kommen en tur med bag kulissen, når Givskud inviterer på en Go'morgen-tur rundt til parkens vilde dyr, før dørene åbnes for andre besøgende.

Givskud Zoo
Løveparkvej 3
7323 Give

18. Gå på skattejagt

Hvis en almindelig gåtur bliver lidt for kedelig, vil familiens mindste helt sikkert elske, at I er ude for at jage en skjult skat – og lige netop dét kan Geocaching hjælpe jer med. Udstyret med en telefon med GPS kan I gå på jagt efter massevis af gemte skatte i netop det område, hvor I befinder jer. Når skatten er fundet, er den ofte udstyret med små hilsner og souvenirs ilagt af andre skattejægere. I kan også lægge jeres bidrag i skatten til nye eventyrere. Se mere om, hvad det går ud på her.

19. Besøg en lysfestival

Søg lyset i den mørke tid og invitér familien på mageløs lysfestival. I Slagelse kan man fx komme til en spændende, interaktiv af slagsen under navnet LUMAICA Magic Forest, som er en visuel nyskabende lysfestival. I Horsens kan man få en uhyggelig oplevelse, når lysfestivalen ”LUMAGICA– Spooky LumiNights” bliver afholdt. Her kommer selveste Frankenstein og tænder lyset, men græskar bliver vækket til live, og mystikken spreder sig i. Billetter købes på LUMAGICA’s hjemmeside, pris fra 85-175 kroner.

Lumagica
C. A. Olesensvej 2,
4200 Slagelse

Lysfestival
Foto: LUMAGICA

20. Find trækæmperne

Der gemmer sig seks imponerende trækæmper i skovene omkring Vestegnen. Teddy Venlig, Thomas på Bjerget og deres fire søskende har fundet til ro på bakketoppene i idylliske omgivelser og venter bare på at få besøg fra nysgerrige børn. Lav et skattekort og tag ungerne med på jagt efter de glemte kæmper, som både er et imponerende syn og samtidig er ganske sjove at klatre rundt på eller gemme sig indeni. Skal I opleve alle seks kæmper, er det en god idé at alliere jer med en bil. Der findes i alt 11 danske trolde rundt om i landet. Find trækæmpernes præcise lokationer her.

21. Bliv dyreekspert på Zoo-skole

Skolen har godt nok lukket, men en del af efterårsferien kunne også bruges på at have det sjovt og blive klogere på samme tid. Er dit barn vild med dyr og naturinteresseret, så er Zoo-skole i Odense ZOO stensikkert et hit. I løbet af to spændende dage lærer ungerne om, hvordan dyrene kommer igennem de kolde vintermåneder. Der skal både mærkes på skind, der kan klare kulden bedst og høres om, hvordan dyr går i vinterhi. Børnene oplever både med øjne, fingre, næse, ører og gennem leg, og de får også lov til at være assisterende dyrepassere og hjælpe med at fodre og træne dyr. Zoo-skolen er for børn i 0.-4. klasse og foregår den 17.-18. oktober. Pris 850 kr. inkl. drikkedunk og overraskelse. Booking er nødvendigt.

Odense ZOO
Søndre Blvd. 306,
5000 Odense

22. Tag på bondegårdsvisit

Trænger I til at snuse lidt landlig duft ind, klappe en ko og nusse en kanin, så tag en dag på bondegårdstur – børnene vil elske det! På stråtækkede Grønnehavegård i Frederiksværk kan ungerne både få en tur på hesteryg, kæle med marsvin, kaniner, kyllinger, katte, ællinger og gæslinger. Der er guidet rundvisning på gården, og man også kan komme på en tur i traktorens ladvogn ud over engene. Pris: 90 kroner for alle, der er fyldt 2 år.

Grønnehavegård
Helsingevej 98
3300 Frederiksværk

På_bondegaard.jpg
Foto: Getty Images

23. Stå på ski på Amager

Vinterferien plejer ganske vist at være højsæson for skiture, men nu kan I også tage på skiudflugt i efterårsferien – helt uden at rejse langt, langt væk og helt uden hvid puddersne. Københavns første skibakke, Copenhill, giver nemlig rig mulighed for at lade ungerne finpudse deres slalom, når ferien nærmer sig. En god og aktiv oplevelse for både børn og deres voksne!

CopenHill
Kraftværksvej 25
2300 København S

Inspiration til kreativ og gratis efterårsferie:

24. Lav snobrød over bål

Få ting er mere hyggeligt end at lave bål med børnene. Skru ned i gear og lyt til bålets knitren, put jer i varme tæpper og fortæl gode røverhistorier, mens I rister snobrød og skumfiduser. En efterårsferieaktivitet, hele familien er vilde med! Få gode idéer til spændende snobrødsopskrifter lige her – prøv for eksempel sprøde snobrød med hjemmelavet chokodyp. HAPS, siger vi bare!

GettyImages-1154780847.jpg
Foto: Snobrød

 

25. Mal på sten

Både store og små kan få en hyggelig eftermiddag til at gå med at male og tegne på sten, I selv har været ude at samle. Sten kan forvandles til alt fra biller og mariehøns til små hilsner eller abstrakte kunststykker. Som bonus er det også enormt afstressende for forældre!

Sten-maling.jpg
Foto: Getty Images

26. Bag uhyggelige småkager

Med Halloween lige om hjørnet kan I forvandle sødt hjemmebag til uhyggelige spøgelser, orange græskar eller skøre skeletter, som får det til at hvine sødt i tænderne og risle koldt ned ad ryggen. Hjælp ungerne med at samle en god småkagedej, lad dem forme den med sjove udstikkere og mal til sidst de mest uhyggelige motiver, I kan komme på. Det skader jo heller ikke, at denne aktivitet er næsten lige så sjov at sætte tænderne i efterfølgende, som den er at lave! I kan finde gode opskrifter her.

LÆS OGSÅ: 18 ting du kan lave i København med børn

27. Lav fine kastanjedyr

Efterår går hånd i hånd med kastanjer, så glem ikke at tage ungerne med på kastanjejagt, der giver sjov underholdning til hele dagen. Ifør jer en varm sweater og gå på jagt i skoven. Derefter kan I lune jer på varm kakao og lave sjove, søde og skøre kastanjedyr hjemme ved køkkenbordet. Det kræver ikke meget mere end en syl, lim, tændstikker - og så selvfølgelig masser af kastanjer! Er I ekstra kreative, kan I toppe kastanjedyrene med påklistrede øjne og garnrester eller forlænge hyggen ved at tegne en landsby til figurerne med kridt på terrassen. Find inspiration til flere flotte kastanjedyr her.

28. Hold kunststue med smukke bladtegninger

Efterårets flotte løvfald kan bruges til en masse sjove og børnevenlige, kreative projekter. Prøv at lægge nogle blade under et stykke papir og farvelæg med farvekridt i let hånd ovenpå, og vupti – bladenes konturer og forgreninger træder frem. Man kan også tegne en flot løve eller hest og lave løvemanke og man af påklistrede blade i alskens farver. Superhyggeligt og supernemt!

29. Skær græskarlygter

At lave græskarlygter er nærmest en obligatorisk efterårsferieaktivitet. I kan få flere timer til at gå med projektet, og bagefter kan græskarlanternerne pynte og skabe (u)hygge på jeres dørtrin og terrasse. Ungerne vil ikke være til at skyde igennem! Find inspiration til gakkede græskarudskæringer her

Pumpkin-foto.jpg
Foto: Getty Images

Psst…! Husk at bruge græskarkødet til at koge en god græskarsuppe - og nyd så jeres efterårsferie! 

Anbefalet til dig