Går vores liv kun op i arbejde frem for familie?

Da jeg ringede til min fagforening under min barsel for at få opklaret nogle ting, fik jeg hurtigt indtrykket af, at alle kvinder på barsel ringer ind. For at lufte tanker – for at finde ud af, hvad det er, de vil og har ret til. Det er jo en betalt tænkepause.

“Du er ikke den eneste”, får du at vide, og jeg syntes faktisk, at det var skræmmende. Jeg har tit hørt fra kvinder, at de godt kunne trænge til en pause, men samtidig var det jo også hårdt at få barn – men så kunne de jo få en pause – en lovlig pause fra livet, altså arbejdet. Livet er jo at arbejde, den ene dag efter den anden, og pludselig er man 100 år.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi bruger den bedste tid af døgnet på at leve – dér hvor vi selvfølgelig er mest friske. Vi har jo sovet natten igennem med familien og er blevet ladet op, og så er det morgen. Den skal du bruge på at gøre børnene klar, få pakket og sendt afsted. Ud til andre. Og du. Du skal på arbejde og (over)leve. Du skal ikke bruge den bedste tid af dagen på din familie, men for at være en familie.

Dine børn har det fint i vuggestuen – græder nogle gange når du afleverer, men det er jo en sund reaktion, og kort efter stopper gråden, og de hygger sig. De leger jo med de andre og lærer mange ting derhenne – og de har jo brug for at være sammen med andre børn.

Ja, den har jeg tit hørt fra folk, der syntes, at det var vildt, at jeg ville tage orlov for at være mere sammen med Isak: “Han har jo brug for at lege med andre og lære at være social”. Det er da også rigtigt, og han elsker at være omringet af andre børn, men sandheden er faktisk, at vi ikke går rundt om os selv hele dagen derhjemme og ikke har kontakt til omverdenen. Det er som om, at det eneste sted, de kan blive stimuleret, er institutionen.

Hvis du er heldig at bo i en større kommune, kan du jo benytte tilbuddene om legestue. Møde andre mennesker, der tilfældigvis viser sig at være dine naboer, som du bare normalt ikke plejer at se eller ikke “har tid” til at snakke med. Og jo, det meste af tiden er du hjemme og laver ikke andet end at være vågen med barnet eller sove med det. Ikke engang aftensmaden til familien når du at lave eller tage opvasken.

Så er der de populære café-besøg, hvor forestillingen er bedre end oplevelsen, og du finder hurtigt ud af, at du er nødt til at overgive dig til barnets behov og droppe dine egne interesser.

Nyder at kede sig

Tilbage på arbejde

Trygheden er farlig

Jeg synes, at trygheden er ligeså farlig som utrygheden. Vi vil den, og den koster noget – livet. Vi er trygge, når vi ikke har tid til andre, eller når vi ikke skal eller behøver at tænke på andre. Vi opdrages til, at vi er de vigtigste. Jeg’et. Det hele handler om os selv, og i virkeligheden er dette jo med til at dyrke tanken om, at vi ikke behøver at tænke på andre.

At vi ikke har et behov for at kende naboen eller have et forhold til den. Vi kan lide trygheden, og den er jo også mest sikret, når vi ikke lukker andre ind eller åbner op for andre. Men har vi overhovedet tiden til at lukke vores egen familie ind til os selv?

Jeg mener ikke i tiden fra klokken 17 til 19, men altid. Og måske er der ikke noget at sige til, at vi ikke har tiden eller overskuddet til at tænke på andre, når vi ikke engang har den til os selv og vores familie. Men er det virkelig det liv, vi vil leve?

Nåh, men! I stedet for at have dårlig samvittighed over, at jeg skal have nummer 3 barn nu, at jeg skal på barsel igen, at jeg skal bilde mig selv ind, at jeg gør en samfundstjeneste ved at sætte børn i verden, at jeg er med til at reproducere os selv og sikre overlevelsen af vores land, at det er min største ret, og at jeg ikke er den eneste, at jeg skal overbevise folk om, at jeg ikke er typen, der ikke gider arbejde, og at mit arbejde er løndækket af sin forsikring – ja, så vil jeg gerne bare kunne sige: Vi skal have nummer 3 barn!

Læs mere på www.2verdener.dk