Søskende i kærlighed og konflikter
SPONSORERET indhold

Hjælp dine børn til at blive lykkelige søskende

Fra kys og kram til hyl og larm. Nogle gange kan forholdet mellem søskende være knap så rosenrødt. Men bare rolig, konflikter og kærlighed kan sagtens gå hånd i hånd.

Af: Birgitte Muldbjerg og Louise Mørup Sonne, Vores Børn Junior, august 2012
11. sep. 2012 | Børn | Vores Børn

Han driller!’. ‘Hun slår!’. ‘Han slog først’. ‘Hun hører ikke efter, hvad jeg siger!’. ‘Moar!’. En gang imellem er det en utrolig stor udfordring at have fået mere end et barn.

Ikke bare fordi der skal mægles og trøstes og bruges tid på at snakke til rette, men også fordi alle skænderierne og konflikterne får dig til at frygte for de to rivalers forhold til hinanden.

Bliver de sådan nogle søskende, der ikke kan udstå synet af hinanden? Eller bliver de det, du ønsker så inderligt for dem: Søskende med et tæt bånd, der holder hele livet?

LÆS OGSÅ: Søskendekonflikter – det kan faktisk være lærerigt

Godt selvværd giver gode søskende

Det vil styrke deres selvværd, og hvis dine børn hver især har et godt selvværd, vil det styrke deres indbyrdes forhold, fordi de ved, at de er okay, som de er.

– Du skal hjælpe dine børn til at udvikle sig ud fra det potentiale, de har. Det potentiale er forskelligt – også blandt søskende.

Derfor skal du imødekomme dine børn som de personer, de hver især er, så de også bliver set og forstået i den sammenhæng, en søskenderelation er, siger psykoterapeut Iben Sandahl.

LÆS OGSÅ: Giv dit barn et godt selvværd

Vi hjælper hinanden

Hvis storebror har flair for at lave mad, og lillesøster er en ørn til at folde servietter, så går samarbejdet om en festmiddag jo op i en højere enhed.

Det betyder selvfølgelig ikke, at storebror altid skal hjælpe med at lave mad, mens lillesøster dækker bord. Men det betyder, at du kan hjælpe dem med at se deres potentialer – og at de har brug for hinanden.

Selv om du lykkes med at dele selvværd ud til hele søskendeflokken, kan du ikke undgå, at dine børn kommer op at toppes en gang imellem.

Og ja, i mange familier er det ikke bare en gang imellem, men tit eller nærmest hele tiden.

Konflikter er ikke et dårligt tegn

 Kan det virkelig lade sig gøre at have et godt forhold, når man skændes så meget, tænker du sikkert. Ja, det kan det!

– Mange konflikter er ikke noget dårligt tegn, og frem for alt er det helt almindeligt, siger Iben Sandahl og fortsætter:

– Det kan selvfølgelig være hårdt at være i som forælder, men når du når dertil, hvor du tænker, at nu er det nok, så prøv at træde et skridt tilbage – måske finder de selv ud af det.

Gør de ikke det, må du være den, der har overblikket og træder til, så du kan vise, hvordan de løser konflikten.

LÆS OGSÅ: Derfor skal junior hjælpe til

– De dårlige konflikter er dem, som ingen kommer videre fra, og som forbliver uforløste, fastslår psykoterapeuten.

De øver sig bare

Konflikter, der bliver løst, kan du med andre ord lære af. Så selv om dine børn skændes halvdelen af tiden, betyder det ikke, at de kommer til at hade hinanden, når de bliver voksne. Tværtimod er konflikter inden for familien en genial måde at øve sine sociale færdigheder på.

Prøv at tænke på det, når de ryger i totterne på hinanden igen: De øver sig bare.

– Hjemmet er en lille model af samfundet. Søskende prøver sig selv og hinanden af, og det er jo bare godt, at de kan gøre det det sted i verden, hvor de er allermest trygge, siger

Iben Sandahl og minder om, at hver eneste konflikt lærer dine børn noget og gør dem bedre til at agere både i og uden for familien, så de bliver bedre mennesker, venner, kærester – og altså også søskende.

Læs videre på næste side…

Små størrelser, store følelser. Ind i mellem er søster din bedste ven. Foto: NimastockDet går op og ned

Dine små poder har det sikkert sådan, at de i perioder har det super godt sammen, leger fint og har stor glæde af hinanden.

Og så er der andre perioder, hvor den ene flejner fuldstændig ud over alt det, den anden kan finde på at sige eller gøre. Sådan er det bare:

Konflikter fødes nemmere og vokser sig større, når dine børn af en eller anden grund har mindre mentalt overskud. Når de rykker op i børnehave eller begynder i skole eller andet, der bare kræver ekstra energi.

– Dine børn har ligesom dig en vis portion energi, og hvis man bruger alt krudtet på at være ny i 0. klasse, har man ikke så meget overskud til at klare konflikter derhjemme, påpeger Iben Sandahl.

Konflikterne vil altid være der

Hun minder kærligt om, at mængden af konflikter mellem søskende ikke bliver mindre, jo ældre børnene bliver. Men det bliver en anden slags konflikter, fordi dine børn bliver større, forstår flere sammenhænge og får et større ordforråd.– Dine børn ser, hører eller oplever nye måder at gøre tingene på hos andre børn, og det skal prøves af derhjemme.LÆS OGSÅ: Søskenderækken – ældst, yngst eller midtimellemBarnet skal se, om eksempelvis en ny måde at tale på er noget, det kan gøre til sit eget. Det bliver prøvet af på store- eller lillebror, og det kan også udløse konflikter.

Styrk fællesskabsfølelsen

Derfor er det også en god ide at fjerne fokus fra de mange konflikter og i stedet lægge mærke til, hvornår og hvordan dine børn faktisk er søde over for hinanden og behandler hinanden godt – og sætte ord på det.

Fortæl dem, hvor glad du bliver, når den ene hjælper den anden eller krammer den tredje. Sig, hvor dejligt det er, at de er gode venner.

Du kan også indirekte styrke deres familie og fællesskabsfølelse ved at fortælle andre om, hvad dine unger har gjort af ting, som er gode for jeres familie.

– Du kan være med til at fortælle dine børn ‘den gode historie’ om dem. For eksempel fortælle bedsteforældrene, at ‘så gik Caroline hen til Rasmus og pustede på hans sår’, siger Iben Sandahl.

– På den måde får børnene noget at vide om sig selv og hinanden, som de måske ikke havde fået øje på af sig selv. Det styrker deres forhold og skaber identifikation omkring søskendeforholdet.

LÆS OGSÅ: Myter om søskende