"HJÆLP, vores søn bliver drillet!"

Forældrene Rasmus og Signe vil lære deres søn at sige fra, så det bliver hørt af de andre børn i børnehaven, hvor han ind imellem bliver meget ked af de andres drillerier.

William på 5 år har svært ved at sætte grænser og sige fra, når han bliver drillet i børnehaven. Det bekymrer hans forældre, som nu har taget kontakt til familieterapeut Jesper Juul:

RASMUS: Vi har haft en samtale med dem i børnehaven, hvor de siger, at han har svært ved at sige fra. For eksempel hvis han er inde i puderummet, og det bliver for vildt, så knækker filmen lige pludselig for ham, og han bryder sammen.

SIGNE: De voksne støtter ham ved at tage ham i hånden og gå tilbage til puderummet for på hans vegne at sige ”William siger nej”. Det, tror jeg helt ærligt, ikke virker. Jeg frygter, at de andre børn lige om lidt begynder at synes, at det er rigtig sjovt at få ham hylet ud af den. Jeg kunne godt tænke mig at få nogle redskaber til at støtte ham i at få sagt ordentlig fra.

JESPER JUUL: Det at sige nej er jo noget, børn skal lære af deres forældre. Så det bedste redskab er, at I siger fra, når han for eksempel driller eller provokerer jer. Sig det kort og kategorisk, for eksempel: Hold så op! Mere skal der ikke siges.

SIGNE: Det kunne vi også godt øve os noget mere i.

JESPER JUUL: I behøver ikke være verdensmestre til det, men det er en god idé at øve jer i at sige det kort, frem for at holde et langt foredrag. Det skal på en eller anden måde være VREDT, fordi det skal der til. Det hjælper ikke med det der Girafsprog, de underviser i i børnehaven, når det handler om at sige fra. Det eneste, der gør indtryk, er, når der er kraft på. Jeg vil ikke ha det! Det handler om at udtrykke sig definitivt.

SIGNE: Kropsligt har han noget at indhente, fordi han i lang tid gik med for hævede mandler, uden vi opdagede det. Han kunne ikke spise særlig meget og tog bare ikke på, selv om lægen sagde, at det var helt normalt. Derfor har han jo været en fjer både mentalt og følelsesmæssigt.

RASMUS: Heldigvis er han begyndt at få fysikken lidt med sig. Tidligere var han tit træt og afkræftet. Jeg får det helt dårligt med at sige det men så er det jo klart, at han har følt sig sårbar og svag over for kammeraterne.

JESPER JUUL: Men han har jo så heller ikke haft hul igennem til at kunne udtrykke sig selv. Det er faktisk lidt interessant, at han har været præget af det med halsen og heller ikke er vokset så meget. For man skal også have en vis tyngde for at kunne sige: ”Nu er det nok!” Og specielt i den alder, hvor blodsukkeret flyver op og ned.

RASMUS: Han er heller ikke så pivet længere, men han bliver stadig ukontrollabelt rasende over at få nej. Når han bliver hentet i børnehaven, så er det første, han spørger om: Hvem skal jeg lege med? Han remser alle sine venners navne op. Hvis han får et nej til at måtte lege med en, bliver han megafrustreret og rasende over det. Men jeg tænker, har du virkelig brug for at lege mere efter en hel dag i børnehaven? Har du ikke mere brug for at komme hjem og få en ostemad, et glas mælk og køle ned.

SIGNE: Han er jo ellers meget populær blandt sine venner, fordi han er sjov og opfindsom at lege med. Men han mangler sådan en indre stopklods. Han er lidt flakkende.

JESPER JUUL: Jeg tror, at jeres antagelser er rigtige. Det er jo karakteristisk, at de fleste danske børn efterhånden er godt overstimulerede klokken 14. Derfor er det enormt fornuftigt at sætte en stopper for det, indtil han kommer tilbage i sig selv og bliver kreativ, i stedet for at blive helt livsvild. Det kan han undgå ved, at I lærer ham at trække vejret og komme ind i kroppen. Hvis han ikke er med på at gøre det af sig selv, kan I lægge jer ned på sengen og sige: Puha, jeg er stresset, gider du at lægge din hånd på min mave og hjælpe mig med at trække vejret. Han vil helt automatisk begynde at trække vejret i samme tempo som jer. Den øvelse kan man også lave med yngre børn. Hvis han har svært ved at mærke sig selv, har han jo vanvittig svært ved at sætte sine grænser, så bliver det jo nærmest umuligt. En anden mulighed er også at instruere ham i det som i en leg, hvor det bliver sjovt ved at sige: ”Prøv nu at stille dig op og stamp i gulvet og sig ”nej” eller ”hold op”, så højt du kan. Og se, hvordan han ville have det med at blive så tydelig. Fordi det, som pædagogerne gør, det virker tydeligvis ikke.

RASMUS: Han er jo en mesterlig forhandler, og vi har nok ikke været særlig gode til at sige fra så kategorisk. Jeg synes egentlig også, det er et meget charmerende træk, at han forhandler, men nogle gange så gælder det jo. Så skal han holde op nu.

SIGNE: Jeg synes godt, det kan være svært at sige nogen gange.

JESPER JUUL: Så det er selvfølgelig svært for ham. Hvor skal han få sit eksempel fra? Når man er 5 år, så kan man jo ikke forestille sig, hvad de mener. Så han må have et eller andet forbillede: Sådan gør man det. Nogle råber højt, og andre råber ikke så højt.

SIGNE: Vi oplever også en vrangvillighed over for for eksempel at komme i tøjet selv eller rydde op på sit værelse. Dér får jeg virkelig lyst til at råbe højt.

RASMUS: Men må man godt råbe af børn? For nogle gange, når jeg siger nej, så bliver han ved med at sige jov, og til sidst så råber jeg NEJ! Og så begynder han nogle gange at græde. Jeg kunne godt tænke mig at blive fri for at råbe så højt.

JESPER JUUL: Der behøver ikke at være et problem i at råbe. Det kommer an på, hvad man råber, og hvilken relation man har. Nogle gange så må man helt derop og råbe slut, færdig. Det er en misforståelse at tro, at børn tager skade af det. De bliver forskrækkede, og det gør indtryk, men det gør ikke skade. Det samme sker jo i et parforhold, der prøver man jo også nogle gange at forklare tingene over lang tid, uden at der sker noget, så må man også nogle gange sige det højere, så det bliver hørt. Man prøver med det gode først, men det er jo rent teater og fuldstændig utroværdigt.

SIGNE: Jeg kan godt genkende det med at sige det med det søde først, for så ser jeg, om jeg kan slippe for at blive vred. Men jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at integrere min vrede.

JESPER JUUL: I moderne pædagogik er det med at hæve stemmen og sætte foden ned børnefjendsk, men det er det overhovedet ikke. Så sker der det, at man får en reaktion tilbage. Så trækker han vejret i to sekunder, så siger han: Dumme far. Og det er helt fint. Så er vi på niveau. Ikke noget med at begynde at belære i den situation. Hvis man ikke går rundt og taler grimt (både voksne og børn), så lærer børn begge dele. Men det der med at tale ordentligt, det er blevet til at tale sødt eller pædagogisk, og så bliver de så viklet ind i forklaringer, som er enormt aggressive. Du skal rette dig efter det, jeg siger. Det vikler børn ind i søforklaringer, og det er akkurat lige så aggressivt og grænseoverskridende, men det er bedre for pædagogernes image.

RASMUS: Hvor bange bliver han, når jeg råber? For jeg kan tydeligt huske, hvor bange jeg blev for min fars vrede, da jeg var barn.

JESPER JUUL: Men hang det ikke sammen med det, der skete bagefter?

RASMUS: Jeg var bange for den følelse, jeg fik, når han råbte.

JESPER JUUL: Det kan du nemt teste. For når du har sagt fra, så kan du jo se, hvordan han har det fem minutter efter. Men du kan også gå hen og sige: Hold kæft, hvor blev jeg tosset før, blev du bange? Så får du et svar på, hvordan han har det. Det gør ikke noget, han bliver forskrækket.

RASMUS: Hvad så hvis han siger, jeg blev simpelthen så bange?

JESPER JUUL: Så må man spørge: Hvordan synes du så, jeg skal gøre det? Jeg er ikke ude på at gøre dig bange, men jeg ved ikke hvordan, jeg ellers skal gøre det. Hvis han får lært at sige fra, så kommer nogle af hans venner også til at komme og spørge: Er du stadig sur?

Hvordan gik det?

SIGNE: Samme aften, hvor vi havde talt med Jesper Juul, lagde jeg mig sammen med William for at trække vejret. Først kartede han rundt, men efter fem-ti minutter faldt han til ro og faldt faktisk nærmest ind i sig selv. Det var rørende at opleve, hvor rolig han pludselig var, og det er klart en øvelse, vi skal lave jævnligt. Vi er også begyndt at lege Stop-legen, som vi kalder det. Vi slås, og så siger han stop rigtig højt og rejser sig op og stamper i gulvet samtidig. Der kommer mere og mere kraft på fra gang til gang, og det er så fedt at opleve ham få den styrke. Jeg er ikke i tvivl om, at det er præcis disse redskaber, vi alle sammen har haft brug for at lære, så vi alle sammen kan blive bedre til at sige fra.

OM JESPER JUUL

Jesper Juul er, siden han i 1995 skrev Danmarks mest solgte bog om børn, ’Dit kompetente barn’, blevet betragtet som én af Skandinaviens førende familie- og børneterapeuter. Siden da har han udgivet en lang række populære bøger om familieliv. I 2003 stiftede han Familielaboratoriet, som tilbyder en lang række seminarer til forældre i hele Danmark.

Baggrund

Familien tæller forældrene Rasmus og Signe og drengene Vitus og William på tre og fem år. I modsætning til sin lillebror, har William svært ved at mærke sine egne grænser og får ikke sagt fra, når han bliver drillet af kammeraterne. Det bekymrer hans far og mor, at de med jævne mellemrum ser de andre børn drille ham, og William går med på legen frem for at trække sig.

COACHING MED JESPER JUUL

Har du et konkret problem i din familie, som du har lyst til at tale med familieterapeut Jesper Juul om?

Så skriv til familie@juniormag.dk. Så kan du blive én af de heldige, som får en gratis session. Din historie vil blive beskrevet i Junior, men under fuld anonymitet.

VIND et besøg!

William på 5 år bliver meget ked af det, når de andre i børnehaven driller.