“Hva’ så, far, hvordan går det?”

En far fortæller…

“Ring-ring-ring – det’ til dig, far!”

“Hallo, det er Thure.”

“Hej, det er Kasper. Hvordan går det med dig?”

“Tjo, det går såmænd fint. Hvad med dig?”

“Det går da fint. Hvad har du gang i?”

Ovenstående kunne være en samtale mellem to venner. Hvis ikke det var, fordi jeg stod og talte ind i min lillefinger med min tommelfinger inde i øret, mens min søn gjorde det samme og skraldgrinende fortalte, at de havde lavet popcorn på et kæmpe bål oppe i skovbørnehaven.

Lange boller

I stedet er det et glimrende eksempel på hverdagen med en treårig, der snakker som et tærskeværk, kæmper ihærdigt for at leve uden sin ble og troskyldigt har lært at forhandle sig til flere stykker slik, når hans forældre forsøger sig med klassikeren ‘så får du ét stykke, o.k.?’

“Nej, vi siger to. Så er det åukay, ik’ os’, far?”

For Kasper er blevet stor. Her er ikke mere babypludder og ikke mere løben rundt efter 23 forskellige stykker legetøj i håb om, at det er den grønne bil og ikke den blå delfin, der kan gøre den ikke-snakkende, bevægelseshæmmede halvandetårige tilfreds.

Næh nej. Nu sidder der en treårig i sofaen og storkommanderer: “Jeg vil se tegnefilm og have min Lillepude, Storedyne, Tigermis og Kisser og min sut!” De sidste to ord sagt i falset. Jeg har måttet vænne mig til at høre ordene ‘far, far, jeg har fået lange boller!’ – fordi knægten er ellevild over, at han har fået en mad på de aflange rugboller fra Brugsen.

Hvortil han går ind i stuen med et: “Nej, jeg vil have min sut i fred!”

Til fest med Kiki

Mundlam blev jeg også, da jeg for nylig havde Kasper med på café. Der stod et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine, og Kasper betragtede den nysgerrigt. Jeg begyndte straks at fortælle malende om, at det her er noget, der hedder en skrivemaskine, og sådan én startede far med at skrive på, og der skal rigtigt papir i, for dengang fandtes der slet ikke computere – og så videre.

Kasper satte sig til rette foran den, kiggede lettere irriteret på mig og sagde: “Nej, far, du skal ikke snakke nu, jeg skriver altså en sms til mormor!”

Mens han klampende skrev sin sms på skrivemaskinen, tog jeg en slurk kaffe og tænkte, at hvis min søn er i fuld gang med sine sproglige tigerspring, må det betyde, at jeg begynder at lyde som min egen far – han kan nemlig også fortælle laaange historier fra dengang, han boede på Grønland og måtte sende breve med posten, mens jeg tænker ‘hold nu mund, så jeg kan skrive min sms i fred!’

Jeg gruer for den dag, Kasper beder mig om at klappe kaje, fordi han vil ned i klubben til fest med Kiki. Og hvis jeg vil vide mere om den sag, kan jeg tjekke det ud på iPad’en. Så kan jeg sidde der med min Nokia 6210 og være total outdated … Så meget for tigerspring.