Vægttab efter graviditet
Foto: Klaus Rudbæk | Katrine Memborg har svært ved at tabe sig efter sin fødsel.
Fit living

Vægttab efter graviditet

“Jeg stoppede med at veje mig, da jeg havde taget 37 kilo på”

37-årige Katrine Memborg tog hurtigt – og meget – på, da hun var gravid med sin søn Karl. I dag er han 15 måneder, og hun kæmper stadig for at få sin krop tilbage.

Af Maria Præst 25.dec.2017 Børn

Når Katrine Memborg kigger sig selv i spejlet, kan hun slet ikke genkende sit spejlbillede. Det er lidt over et år siden, hun har født, men hendes krop er stadig langt fra udgangspunktet.

“Jeg mangler stadig at tabe 10 kilo, min mave er slap, og mine arme er større, end de plejer. Jeg har vel fået mig en såkaldt morkrop, og selv om alle siger, at du skal omfavne din morkrop, så synes jeg, at konceptet er frygteligt. Jeg vil bare have min krop tilbage,” fortæller hun.

Inden Katrine blev gravid, var hun nemlig i topform. Hun trænede reformertræning fire-fem gange om ugen og elskede det.

“Jeg var endelig blevet rigtig glad og stolt af min krop, men da jeg blev gravid, skete der noget inden i mig. Jeg blev helt panisk for, at der skulle ske noget med barnet, så jeg stoppede med at træne fra den ene dag til den anden. Og så åd jeg bare, alt hvad jeg havde lyst til.”

Og det satte hurtigt sine spor. Katrine tog mange kilo på – meget hurtigt.

“Allerede da jeg var til det første lægetjek, hvor du egentlig ikke ved, om du er gravid endnu, havde jeg taget otte kilo på. Jeg ved ikke, hvad jeg vejede til sidst. Jeg stoppede med at veje mig, da jeg havde taget 37 kilo på.”

LÆS OGSÅ: 73 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid

Hård barsel

Fødslen var en hård omgang. Katrine blev indlagt med svangerskabsforgiftning, og Karl måtte efter to døgn til sidst tages ved kejsersnit. Og det gjorde det ikke lettere at komme i form igen efter fødslen.

“Såret blev ved med at springe op de første fire måneder, så jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke gå med barnevognen. Jeg kunne ikke en gang løfte min søn.”

På det tidspunkt var hun selvstændig forfatter og i fuld gang med at skrive en bog. Hun havde planlagt at skrive halvdelen inden fødslen og den anden halvdel bagefter.

“Jeg ved slet ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg var så ødelagt efter fødslen, men forlaget rykkede. Jeg sad nogle gange og græd midt om natten, mens jeg skrev, fordi det var så hårdt. Men jeg skrev bogen færdig – og jeg skrev faktisk også en til. Jeg arbejdede rigtig meget under det, der skulle være min barsel. Som selvstændig var jeg bare nødt til det for at få nogle penge i kassen.”

LÆS OGSÅ: Hvert år bliver flere tusinde kvinder gravide på p-piller

Nu skal det være

I dag er Katrine vikarierende redaktionschef på magasinet Vores Børn, Karl er begyndt i vuggestue, og nu, hvor der er mere faste rammer i hverdagen, er hun klar til at tage kampen op mod de sidste kilo med reformertræning, cykling og gåture.

“Jeg kan mærke, at jeg er på vej tilbage – også mentalt. Jeg har lavet en fast aftale med Karls bedsteforældre om, at de henter ham i vuggestuen et par gange om ugen, så jeg kan få trænet. Det er dét, jeg har brug for – jeg er ligeglad med at få en ansigtsbehandling eller komme i biografen. Jeg vil bare gerne have min krop tilbage.”

Katrine har som følge af det store pres på hendes krop under graviditeten også fået en hælspore under begge fødder, hvilket gør det umuligt for hende at løbe en tur.

“Jeg har virkelig fortrudt, at jeg bare gav slip, sådan som jeg gjorde, og ikke holdt mere igen med kiloene. Hælsporen er en direkte konsekvens af min overvægt, så det gælder bare om at passe på sig selv. Hvis jeg bliver gravid igen, skal jeg aldrig, aldrig nogensinde misbruge min krop sådan igen. Jeg vil tænke over, hvad jeg spiser og vil helt sikkert aldrig stoppe min træning igen.”

Katrine Memborg

Katrine Memborg er 37 år, redaktionschef på Vores Børn og forfatter til flere bøger – senest Piger 2018. Katrine bor i Hellerup med sin kæreste og søn
Karl på 1 år.


Henter...