Julie Døssing Frost og datter

Foto: Martin Bubandt For fem år siden blev Julie Døssing Frost udsat for enhver forældres værste mareridt.

”Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre”

Julie Døssing Frost har oplevet en forælders værste mareridt. En morgen for fem år siden fandt hun sin 10,5 måneder gamle søn liggende livløs i sin seng. I dag skriver hun bøger om sorg til børn.

Det er lørdag morgen. Leo, familiens næstældste, er ved at stå op. Han er lige knap tre år. Julie tager ham op og går ind for at kigge til familiens yngste, Bille på 10,5 måneder. Han ligger, som om han sover. Men Julie kan alligevel se, at der er noget galt.

"Jeg rusker Mads vågen. Han siger “nej nej nej” og løfter Bille op. Men han kan også godt se, at der er noget helt galt. Jeg ringer til 112. Vores ældste, Nora, vågner også. Begge børn står og kigger ind i værelset, hvor deres far giver deres lillebror hjertemassage."

Damen i røret spørger, om Billes læber er blå. Og det er de, og han er kold. Hun guider i at give hjertemassage, og hun siger, at Julie skal sørge for at skærme børnene, så hun forsøger at få dem ind i værelset ved siden af, men de kommer selv ind igen.

"Jeg skifter mellem at se os udefra og være i min egen krop i fuld panik. Det er uvirkeligt, og jeg kan ikke acceptere, hvad der sker. Det vælter pludselig ind med ambulancefolk. De tager over på Bille, og familien kommer ind i værelset ved siden af sammen med deres to ældste børn. Politiet kommer også, og hele gaden bliver spærret af."

"Jeg går ind og råber, at de skal redde ham. Og så begynder jeg at tænke praktisk. Hvem af os skal tage med ham på hospitalet? Hvem skal blive med de andre børn?"

Men Bille kan ikke reddes, og der er ikke nogen, som skal med ham. For han er død.

VUGGEDOED.jpg
Et af mange fine minder om familiens søn, Bille, der døde af vuggedød 10,5 måned gammel.

Den værste dag

Bille er Julie og Mads’ tredje barn. Det er ikke en stor omvæltning, da de bliver endnu et familiemedlem, for maskinen kører ligesom allerede, og der er gang i den med Nora på fire år og Leo på to. Ofte sidder Bille i bæreselen hos Julie og observerer, imens hun har hænderne fri til de andre børn. Bille elsker bæreselen, han er med ude og handle i den, og han sover lur der. Julie elsker at have ham helt tæt, ansigt til ansigt og dufte ham.

Julie siger sit job op, fordi hun vil gå hjemme med Bille. Hun har ikke lyst til at aflevere ham. Sådan havde hun det egentlig også med de to store, men nu står hun over for det, som hun tror er hendes sidste barsel, og nu skal det være. Men den tid kommer aldrig.

"Mads bryder fuldstændig sammen, da de siger, at Bille er død. Han råber ‘det kan jeg ikke klare’. Nora og Leo kigger på os. Jeg tager fat i Mads og siger, ‘vi kommer igennem det her.’ Mens jeg ser for mig, hvordan hele vores familie smuldrer."

Hukommelsen er sløret og tåget, da Julie tænker tilbage på den værste dag i sit liv. Den morgen hun vågner op, og Bille er død.

"Jeg ligger ind over ham og kysser ham og siger undskyld. Jeg føler ikke, at vi har passet godt nok på ham. Det er det sidste, jeg husker af at være sammen med Bille. Ambulancefolkene har lagt et lille hvidt klæde over Bille. Han ligger stadigvæk i sit nattøj og har sin natble på. Han er på en måde helt levende og helt væk."

LÆS OGSÅ: "Jeg måtte ringe og sige, at jeg desværre ikke kunne komme, for mit barn var lige dødt"

Mads og Julie bliver afhørt af politiet. De får at vide, at de er her for Billes skyld, de er her ikke for Mads og Julies skyld. De skal være sikre på, at der ikke er sket noget ulovligt. De spørger, hvor har de sovet, og hvad er der sket. Politimanden spørger om det samme igen og igen.

"Da vi kommer ud af værelset, kigger jeg ud ad vinduet, og så ser jeg, at de bærer Bille ud i ambulancen. Det hvide klæde flagrer i vinden. Jeg har ikke haft ham i mine arme efter han døde, og så bliver han bare kørt væk, uden vi ved det. Det er det allersværeste.

De er bange for, at der er sket en ulykke i løbet af natten, at han har ligget uheldigt og ikke har kunne få luft. Men det var ikke tilfældet. Bille bliver obduceret, og de ville kunne se det, hvis han var død af iltmangel. De finder aldrig dødsårsagen. Man kalder det vuggedød, fordi man ikke kender dødsårsagen, og barnet er under et år.

"Det er en lettelse, at der ikke var noget galt. Der var ikke noget genetisk, der ikke fungerede. Men det er også mærkeligt, hvorfor skulle han dø? Han var en sund, rask og glad dreng. Vores egen forklaring er, at det har været et hjertestop."

Intet kan hjælpe

I løbet af formiddagen, hvor Bille er død, får familien at vide, at de kan tage ud på Psykiatrisk afsnit på Glostrup Hospital for at få hjælp.

I bilen derud sidder Julie på bagsædet mellem Nora og Leo, der diskuterer noget helt ligegyldigt, som søskende gør. Julie holder på sig selv. Hun er irriteret over, at de skal helt til Glostrup, når nu der er en psykiatrisk afdeling på Amager, hvor de bor. Hun har stadigvæk ikke reageret på Billes død.

"Jeg føler, at jeg går rundt i en spændetrøje. Og børnene er hele tiden omkring os. Der kommer en, som skal tale med børnene. Men børnene er slet ikke interesserede i at tale med hende om det."

VUGGEDOED02.jpg

Julies mor og hendes mand er også taget med ud på Glostrup Hospital. Pludselig ser Julie sin mor stå og græde og kramme en fremmed dame. Og dér kommer Julies reaktion. Gråden vælter ind over hende.

"Det er et helvede, og jeg vil bare ud af min krop. Julie beder om en samtale med personalet uden børnene."

"Under samtalen går det op for mig, at jeg har en naiv forestilling om, at der er nogen, der redder Bille eller nogen, som griber os og hjælper os. Men der er ingen, som kan tage sorgen fra os. Vi er i et helvede, og ingen kan gøre det bedre. En psykolog kan ikke sige noget, som hjælper. Han siger, at vi skal huske at spise, og hvis ikke vi kan sove om natten, så kan vi tage sovemedicin. Vi er magtesløse."

Begravelsen

Julie og Mads’ familie kontakter en bededame, så de kan arrangere Billes begravelse. Hun kommer på besøg hjemme hos familien.

"Man har ikke lyst til at sidde og arrangere sit barns begravelse. Vi vidste godt, at han skulle bisættes, men vi havde på en måde ikke lyst til, at der skulle komme nogen. Men det var også en vigtig dag for folk omkring os. De ønskede at tage del i det."

Bededamen fortæller, at Julie og Mads må få Bille med hjem inden begravelsen. De har kun set ham på kapellet, og børnene har ikke set ham, siden har var hjemme. Det er en god ting for familien at få ham hjem.

"Vi har ham hjemme natten inden begravelsen og tager ham selv med i kirken. Jeg har behov for selv at gøre noget. Vi har siddet og været helt handlingslammede. Det blev også konkret for børnene, da han kom hjem, og de kunne se, at han ikke kunne noget. Inden da sagde Nora, ‘når Bille kommer hjem igen, så skal han skiftes og have mad’."

LÆS OGSÅ: En måned efter Martin sover ind, bliver Natasia gravid med hans barn: ”Konrad er ikke en erstatning for Martin”

Bille bliver bisat 10 dage efter sin død. Julie og Mads kommer tidligt og sætter sig helt oppe foran, og der bliver de siddende. De kan ikke overskue at tale med nogen. Det er først, da Julie står ved Mads’ side under hans tale, at hun ser hvordan kirken er propfyldt med mennesker. Efter bisættelsen bærer de Bille ud i sin lille fletkurv, og så kører de ham på kapellet.

Bille får gravsted på en kirkegård tæt på deres hus. Det er en kirkegård, som Julie ofte trillede rundt med Bille i, da han lå i barnevognen.

Børnenes sorg

I tiden efter kommer familien og hjælper. I tre måneder tager de sig af indkøb, madlavning og alt det praktiske. Der er også folk, der kommer og stiller mad til fryseren og hjemmebagte boller foran deres dør. Børnene fortsætter deres hverdag så vidt som muligt. Og så kan Julie og Mads bruge deres overskud på dem, når de kommer hjem fra institution.

"Sorgen er fuldstændig altoverskyggende. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg er en mor, der har mistet min søn. Men vi havde jo stadigvæk to børn, som vi var forældre for."

Julie har en optagelse på sin telefon nogle dage efter Billes død. Den viser Nora og Leo, som står og fjoller og optræder.

"Børn er så umiddelbare. De lever videre og kan stadigvæk grine og fjolle rundt, det var befriende. Og vi fik stadigvæk lov til at være forældre for dem. Vi kunne være sammen med dem og spille spil og tegne. Men selvfølgelig var vi også kede af det, vi græd helt vildt meget, og de måtte gerne se os græde. Men de behøvede ikke at se os være helt ude af kroppen, hvor vi kastede os rundt og råbte og skreg."

Om Knirke-bøgerne

Julie har skrevet Knirke-bøgerne, som kan hjælpe børn til at få sat ord på døden, savn og sorg. Bøgerne er udarbejdet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg og kan bruges som redskab til sorgbearbejdning for børn, der har mistet. Eller læses for børn, som ikke har mistet, men som er interesserede i emnet.

Der findes fem bøger i Knirke-serien, de er udgivet på Beetle Publishing, 129,95 kr.

knirke.jpg

Og der er også svære tider med børnene. Som at putte dem og ligge med dem i mørket i sengen. Og lære deres sorg at kende.

"Vi skulle lære deres sorg at kende. De græd jo ikke som os, og de var hurtigt tilbage. Det kunne virke helt skørt på os. Når vi spurgte ind til det, kunne vi ikke få gang i samtalen med dem. Men indimellem kom der kommentarer og spørgsmål, og så skulle vi være klar med et svar, og så var der typisk også lukket igen. Man kunne godt tro, at de var ligeglade, men det fyldte for dem, og de havde en masse tanker."

Julie og Mads bruger meget tid på at tale med deres psykolog om, hvordan de skal håndtere Billes død over for Nora og Leo. Psykologen foreslår, at de skal digte en historie, som minder om deres, men som handler om nogle andre. Og det virker, der kommer hul igennem. Og der dukker ting op, som børnene har undret sig over.

"En dag spørger Nora Mads, hvorfor han slog Bille, da han døde. Vi spørger, hvad hun mener med det, for Mads har jo ikke slået Bille. Men så viser hun med fagter, at det er hjertemassagen, hun tænker på. Så var det godt, at vi kunne sige, at Mads ikke slog, men at han prøvede på at redde Bille."

Nyt hus og flere børn

Mads og Julie har også noget andet, som gør, at de kommer igennem dagene. De har købt et hus, som er et stort renoveringsprojekt. Bille har været med henne og se det, men han dør, inden de overtager. Og de er i tvivl, om de overhovedet skal overtage det, når de står midt i deres livs største krise. Men de ender med at gøre det.

"Vi hamrer, graver og fejer, og det er rigtig dejligt at gå i vores flyverdragter og græde. Det er bedre for os end at ligge på sofaen. Det nye hus betyder også, at de flytter fra det hjem, hvor de har minder med Bille. Men som også var det sted, hvor han døde."

"Jeg var i tvivl, om det var det rigtige, for der var mange gode minder, men der var også mange traumer."

Et halvt år efter Billes død begynder Julie på arbejde igen. Og det gør hun, fordi det giver en ro.

Hun lægger ud med at være der fire timer om ugen og kommer med tiden op på 16 timer. Det er svært at være tilbage på arbejde. Pludselig virker deadlines ligegyldige. Hun har brug for at lave noget, som gør en forskel for andre. Hun græder til og fra arbejde. Og så bliver hun gravid igen.

VUGGEDOED01.jpg
Siden Billes død er familien flyttet ind i et nyt hus, og søstrene Klara, 4, og Naja, 1, er kommet til verden. Selv om de aldrig har mødt Bille, ved de godt, at de har en bror, der ikke er her længere, og at mor og far derfor bliver kede af det ind i mellem.

"Vi var pludselig en familie på fire i stedet for fem, det føltes amputeret. Så det var et stort ønske at få endnu et barn. Alligevel har vi ikke lyst til at fortælle omverdenen, at vi skal have et barn mere. Vi kan ikke overskue, at folk skal være glade på vores vegne, for vi er ikke færdige med at sørge over Bille."

Julie er ikke nervøs under graviditeten, men det er alligevel anderledes. Hun længes efter Bille, men hun ved godt, at hun ikke får ham igen. Hun savner ham bare så inderligt.

Da Klara bliver født, er Julie en anderledes mor end ved de foregående tre børn. Klara sover med en plade under sin madras, som udløser en alarm, hvis hun stopper med at trække vejret. Det gør, at Julie og Mads kan sove om natten, og at de kan slappe af om aftenen, efter hun er lagt.

Når Klara er tre år, bliver parret forældre til deres femte barn, lille Naja.

Accept

Julie og Mads er nu forældre til Nora, Leo, Bille, Klara og Naja. De to yngste har aldrig mødt Bille, men de ved godt, at de har en bror, som ikke længere er her. Børnene lever et fuldstændig almindeligt børneliv, også selv om de og deres forældre for altid vil leve med tabet af Bille, og at de af og til bliver kede af det. Men de er blevet glade igen. Og det skyldes børnene.

"Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre. Det er svært at tænke tilbage på en tid, der føles som det rene helvede."

"Jo mere vi kæmpede imod, jo mere smertefuldt var det. Når ens indre kæmper en kamp, man ikke kan vinde, så gør det ondt. Men vi kunne ikke gøre det om. Julie får en tanke om at skrive bøger om sorg til børn. Det tager hende to år at komme i gang og yderligere tre år at gøre dem færdige."

LÆS OGSÅ: Rikke og Daniel kunne ikke få børn: "Jeg fik mange jalousifølelser. Det føltes virkelig grimt, og jeg kunne slet ikke kende mig selv"

"Bøgerne giver forhåbentlig børn nogle svar og beskrivelser, men de giver også den voksne læser viden om sorg i børnehøjde. Formålet med dem er, at flere vil tale med deres børn om døden. Også selv om det ikke virker aktuelt lige nu. Men en samtale om døden er altid aktuel, og den kan sagtens være ufarlig."

Man kan som menneske ikke holde ud at være i det, som er smertefuldt hele tiden. Men med tiden har Julie fundet kærlighed og liv i sorgen.

"På et tidspunkt kom ordet accept, og det fik sorgen til at føles anderledes. Den blev mere fyldt med kærlighed. Der var noget smukkere at hente i accepten, end alt det uretfærdige, smertefulde og tunge i sorgen."

Om familien

Julie Døssing Frost er tidligere konsulent og skriver nu bøger om sorg til børn. Bor på Amager og er gift med Mads, som er advokat, sammen har de børnene Nora, 10 år, Leo 8 år, Klara, 4 år, Naja, 1,5 år og Bille, som blev 11 måneder.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg og Børnesygdomme

610x200_woordy_knap2.jpeg