Kristin skammede sig over sin sygdom – først efter 15 år søgte hun hjælp

I tilbageblik har Kristin Johansson indset, at hendes problemer allerede var der i gymnasietiden, men det var i forbindelse med, at hun flyttede hjemmefra, at hendes tvangstanker eskalerede.

– Jeg begyndte at studere på universitetet og flyttede ind i en studiebolig. Pludselig var jeg ansvarlig for mit eget hjem, og fra den ene dag til den anden begyndte jeg at kontrollere, at jeg havde slukket for komfuret og lukket for vandet, og at døren var låst. 

Det kunne tage timer, selvom jeg kun boede på 19 kvadratmeter, fortæller Kristin, 41.

Hvis hun ikke tjekkede, kunne der ske noget forfærdeligt, f.eks. en brand eller en vandskade.

– Det er jo ting, der faktisk kan være farlige, men i mit tilfælde kunne det tage mig tre timer bare at komme i seng. Når jeg var i seng, kunne jeg bruge yderligere en time på at tjekke, at jeg havde slået vækkeuret til.

Da hun boede hjemme i gymnasietiden, kunne hun nøjes med at kigge ind gennem køkkenvinduet for at sikre sig, at komfuret var slukket. Men nu kom kontrollen ud af kontrol.

– Jeg vidste godt, at det var helt urimeligt at tjekke komfuret og vandhanen i timevis. Jeg havde ingen klar idé om, hvad der præcis ville ske, hvis jeg ikke gjorde det, for jeg turde ikke lade være. Det var så pinagtigt, siger Kristin.

Hun var også klar over, at hun led af tvangslidelsen OCD (obsessive-compulsive disorder), og at hun aldrig nogensinde ville søge hjælp.

– Jeg har altid været en glad og positiv ”dygtig pige”, der har klaret sig selv. Jeg troede, at jeg også kunne klare dette på egen hånd. Jeg vidste, at jeg ikke ville bede om hjælp, fordi skammen var så stor.

Derimod fandt hun en patientforening for mennesker med OCD. På foreningens hjemmeside var der en selvhjælpsmanual med anvisninger til, hvordan man lærer at håndtere tvangshandlinger.

– Men jeg kom ikke engang så langt som til at gøre et forsøg. Jeg ville bare have fred og ro i kroppen og tænkte: ”Jeg gør det i morgen”. Sådan fortsatte jeg med at tænke i 15 år, siger Kristin.

Skjult for kæresten

Det var normalt kun derhjemme, hun følte behov for at tjekke ting for at undgå en mulig katastrofe. Da hun på et tidspunkt flyttede i hus med sin kæreste, eskalerede problemerne.

– Det var værst, når jeg var alene hjemme. Så var det jo mit ansvar, hvis der skete noget forfærdeligt. Jeg turde ikke bruge vaskemaskinen, når jeg var alene, og jeg turde ikke gå ud på altanen for at nyde solen, for så skulle jeg åbne en dør.

En stor del af dagen gik med at undgå forskellige situationer. For eksempel ville hun ikke være den sidste, der gik i seng, for så ville det være hendes ansvar, hvis der skete noget forfærdeligt. I stedet gik hun i seng på samme tid som sin kæreste, selvom han arbejdede på skiftehold og gik i seng meget tidligt på aftenen.

– Så var jeg ikke den sidste, der forlod stueetagen, og det ville ikke udelukkende være min skyld, hvis der skete noget.

Hendes kæreste havde ingen anelse om, hvad der foregik i Kristins hoved.

– Jeg vidste, at der var visse ting, jeg ikke kunne spørge ham om for tit, f.eks. ”Er komfuret slukket?”. Det ville vække mistanke, og så kunne jeg blive afsløret. Jeg har også været meget omhyggelig med at passe mit arbejde, så ingen ville bemærke noget.

Da Kristin fik sine to børn, dukkede nye tvangstanker op. Når børnene sov, måtte hun tælle deres åndedrag for at kontrollere, at de var i live.

– At have børn er et stort ansvar. Det betød også, at der var mange flere ting i hjemmet. Så blev der rodet i mit hoved, og jeg fik endnu mere angst.

Nu kom der også diffuse tanker om, at noget var galt. Det forsøgte Kristin at løse ved at placere ting på det ”rigtige” sted i hjemmet.

– Jeg var konstant i gang med at organisere ting. Alle rum skulle se pæne ud, og jeg kunne tænde og slukke for en lampe i timevis.

LÆS OGSÅ

Lisbeth Høj var kun 52, da hun fik arvelig sygdom fra sin mor: ”Det var en mavepuster”

Knogleskørhed er arveligt, og løber sygdommen i din nærmeste familie, gør du klogt i at være ekstra opmærksom og leve knoglevenligt. Lisbeth Høj fik knogleskørhed fra sin mor, men opdagede det heldigvis i god tid og tager i dag alle forholdsregler.

Skyhøj angst

Kristin følte sig ikke deprimeret og overvejede aldrig at tage sit eget liv. Hendes kæreste havde stadig ingen anelse, da både han og Kristin kunne lide orden og system i hjemmet. Men situationen blev mere og mere uholdbar. 

Da Kristin begyndte at cykle hjem fra arbejde for at tjekke hjemmet – inden hun cyklede til vuggestuen for at hente børnene – indså hun, at hun ikke kunne fortsætte sådan.

– Mit liv var som et puslespil med tusind brikker, som jeg forsøgte at få til at passe sammen. Jeg kunne ikke sove og havde det så dårligt, siger hun.

Hos lægen blev det konstateret, at Kristins angst var skyhøj, men at hun ikke var deprimeret, og hun fik ordineret medicin, SSRI. Det hjalp på den generelle angst, men ikke på den angst, der var forbundet med Kristins OCD.

Ved et tilfælde hørte hun om et digitalt behandlingsprogram i Stockholm. Kristin ansøgte og blev accepteret. Behandlingen består bl.a. af hjemmeopgaver og øvelser, som man udfører på egen hånd. Kristin begyndte med det, der føltes mindst svært.

– Det var første gang nogensinde, jeg turde prøve at udholde angsten uden at handle på den. Så indså jeg, at ”det her er jo muligt”. For mig var det afgørende, at der var nogen i den anden ende, som jeg kunne rapportere til. Jeg kunne ikke udskyde opgaverne.

Samtidig følte Kristin, at hun var nødt til at fortælle sin kæreste om sin OCD.

Den værste dag

– Det var den værste dag i mit liv. Jeg kunne ikke udtrykke mig mundtligt. I stedet skrev jeg alt ned i note-appen på min mobiltelefon og lod ham læse det.

Hans reaktion var: ”Det her løser vi”. Og i dag, lidt over tre år senere, er de fleste ting faktisk blevet løst.

– Jeg har det meget bedre, men jeg vil altid skulle være opmærksom på mine tanker. Nu tænker jeg: ”Nu kom den tanke, men jeg vil ikke lytte til den.”

Kristin gør også bevidst ting, hun finder vanskelige, for at udfordre sine tanker. Hun kan f.eks. tænde levende lys derhjemme, noget hun aldrig ville have gjort før.

Hun tager stadig medicin mod sin angst.

– Jeg havde det så svært i så mange år, at jeg tænker: ”Nu skal der være ro på et stykke tid.” I dag går jeg ud og holder foredrag om min OCD, og det hjælper mig meget. 

Det eneste, jeg fortryder nu, er, at jeg ikke søgte hjælp tidligere.

Psykolog Erik Andersson:

Der findes effektiv behandling for OCD

Psykolog Erik Andersson har spøgefuldt beskrevet mennesker med OCD som mennesker med for meget skam i kroppen.

– De skammer sig over deres tanker og ønsker ikke at være onde mennesker, siger han.

Erik Andersson er lektor i klinisk psykologi ved det medicinske universitet Karolinska Institutet og har sammen med sin kollega Tove Wahlund skrevet bogen ”Orosboken”, der giver råd om at håndtere sin uro.

– Alle har indimellem forbudte tanker. For eksempel kæmper omkring 20 procent af alle forældre til små børn med forbudte tanker om at skade deres børn. Halvdelen af alle mennesker har nogle gange vanskelige tanker, men kun en lille andel, to procent, har fuldt udviklet OCD, siger han.

Tvangstanker og tvangshandlinger kommer ofte snigende i teenageårene. Derimod er det sjældent at udvikle lidelsen midt i livet, og det er usædvanligt, at en specifik traumatisk begivenhed udløser den.

Forskellige typer af OCD

– OCD kan ytre sig på forskellige måder. Det kan være, at man ønsker, at tingene skal være symmetriske. Men det er ikke det samme som at ønske orden. Man kan godt gå op i at have orden i hjemmet, uden at det er en lidelse. Nogle tjekker komfuret flere gange, inden de går hjemmefra. Hvis det ikke forstyrrer livet, er det okay. Så er det ikke en sygdom, siger Erik Andersson.

Han mener, at vi alle kan have små, obskure adfærdsvaner, der måske er mærkelige, men ikke nødvendigvis er lidelser. Det er først, når det tager så lang tid at opretholde systemerne, at det begrænser livet, at adfærden klassificeres som en sygdom.

– Hvis en vane er ekstremt svær at bryde, kan det være OCD. Man må helt enkelt prøve at gøre tingene anderledes og se, hvad der sker.

Erik Andersson kalder denne type OCD for ”det føles forkert OCD”.

– En anden form for OCD er tabubelagte tanker som at gøre noget forfærdeligt. Det kan være tanker som, ”hvad nu hvis jeg skubber nogen ud på togskinnerne”. I denne form for OCD får man meget angst af sine tanker, i modsætning til ”det føles forkert OCD”, hvor man mest har en vag fornemmelse af, at noget er galt.

Mennesker med tabubelagte tanker forsøger at undertrykke deres tanker for at slippe for angsten. Det er dog meget svært og resulterer ofte i det, Erik Andersson beskriver som en indre krig.

– Man skammer sig så meget over sine tanker, at man holder dem for sig selv, siger han.

Det centrale i begge former for OCD er moral. Man vil ikke være et ondt menneske.

– Mennesker med OCD er bange for at skade andre, som at komme til at begå en fejl, der får andre til at komme til skade, f.eks. i en brand. Andre vasker sig overdrevent meget for ikke at smitte andre, siger Erik Andersson.

Man skal turde øve sig

Sygdommen er i høj grad genetisk betinget og varer ved over tid, hvis den er ubehandlet.

– OCD går ikke over af sig selv, men der findes i dag meget effektiv behandling, siger han.

Han arbejder med KAT, kognitiv adfærdsterapi, undertiden i kombination med medicin.

– Målet er at turde blive i en skræmmende tanke og turde øve sig i at opføre sig anderledes. For de fleste bliver problemerne håndterbare, og de kan begynde at gøre ting, de ikke kunne før.

Lidt over 60 procent oplever en betydelig forbedring efter behandlingen, mens en fjerdedel slipper helt af med deres symptomer.

– Men der er risiko for tilbagefald. At have OCD kan sammenlignes med en afhængighed – det er et livslangt projekt at holde det i skak.

Nogle kan have brug for medicin for at få gavn af terapien. Oftest anvendes antidepressive SSRI-præparater.

– Et problem ved dem er, at nogle kan opleve bivirkninger, men i dag er der mange forskellige typer SSRI, man kan prøve, siger Erik Andersson.

Hvis man bemærker, at nogen i ens omgangskreds kæmper med tvangshandlinger, for eksempel et barn eller barnebarn, kan man forsøge at tage emnet op.

– Man kan for eksempel sige: ”Jeg har bemærket, at du ofte hænger fast i det her. Vil du fortælle mig mere, så vi kan undersøge det sammen?” Næste skridt kan være at sige: ”Skal vi prøve at gøre noget andet og se, hvad der sker? Jeg hjælper dig.”

LÆS OGSÅ

Er det cøliaki eller hvedeallergi? Lægen forklarer forskellen her

At du får ondt i maven og bliver oppustet eller får hududslæt kan være tegn på, at du ikke kan tåle hvede. Hvedeallergi er en form for madallergi og forveksles let med cøliaki, men det er to vidt forskellige sygdomme.