Karin Prehst Lund Madsen
SPONSORERET indhold

"I det øjeblik, jeg rejser mig fra toilettet, kommer der et barn sejlende med ud"

Hun har været tæt på at føde datteren Fri i en toiletkumme, og sønnen Stærk blev hjulpet til verden af hele fem topseje kvinder. Ikke to fødsler er ens. Det kan Karin Prehst Lund Madsen om nogen skrive under på. Hun er mor til fire, professionel havfrue og har forgæves forsøgt at føde i vand alle fire gange. Men er der noget, hun har lært, så er det, hvordan hun tager toppen af veerne med dette helt simple trick.

Af: Simone Brandt Hald Foto: Martin Bubandt
10. jan. 2022 | Børn | Vores Børn

Logik for pattedyr

Som den eneste af parrets fire børn kommer Modig til verden på hospitalet. Fødslen af Anders’ tre første børn fra et tidligere ægteskab forløb nemlig ikke helt ukompliceret, så den kommende far er noget betænkelig ved en hjemmefødsel – og så synes han vist i øvrigt også, at det er noget lidt langhåret noget.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Karin går 11 dage over termin med Modig og prøver til sidst alverdens ting og sager for at sætte fødslen i gang. Hun flytter tunge skabe, får utallige hindeløsninger og akupunktur, men der sker ikke en fløjtende fis. Først da hun på 11. dagen får tilbudt at få taget vandet. Op til fødslen har hun forberedt sig grundigt.

"Det undrer mig oprigtigt, at vi forbereder os på alt muligt andet i det her samfund, men når det kommer til fødsler, er der stadig sådan en idé om, at det har vi jo gjort i tusind år, så det klarer vi bare – også kvinde til kvinde – uden at sætte os ind i det."

"Jeg syntes, det var enormt dejligt at få at vide, hvad det er for nogle hormonelle forandringer, der sker, og hvad kærlighedshormonet kan gøre for dine veer og din fødsel. Det er lidt underligt, at vi tager kørekort til bilen og forbereder os på alt muligt andet, men der er stadig utroligt mange kvinder, som stort set ikke forbereder sig på en fødsel. Så er det da, at man kommer til at ligge og skrige på den der briks!"

LÆS OGSÅ: "Baby på vej": Nybygger-vinderne Caroline og Reece skal være forældre

Selv gik Karin på det fødselsforberedende kursus Smertefri Fødsel, hvor hun frem for alt fik hjælp til at kontrollere sit åndedræt.

"Du skal gispe, og det er ud fra devisen: Hvis du kigger på, hvordan pattedyr føder, så gisper de instinktivt. Det gav fuldstændig mening for mig, for jeg har set enormt mange køer, får, katte og hunde føde. Og det er rigtigt: Fællesnævneren for dem er, at de gisper. Sgu! Det er ren og skær biologi", siger Karin, der er vokset op på en bondegård med malkekvæg og massevis af dyr omkring sig.

Nå, tilbage til Rigshospitalet, hvor Karin har været så heldig at få Kronprinsesse Marys fødesuite. Det er stadig et relativt kønsløst hospitalsværelse, bevares, men der er god plads og et stort badekar, som Karin har store planer om at føde i. Til daglig svømmer hun rundt i et gigantisk akvarium blandt hajer og rokker som professionel havfrue bl.a. på Den Blå Planet, så hun har det vitterligt som en fisk i vandet. Den allerførste ve kommer i kantinekøen.

"Jeg nåede at tænke: “Oh my god, er det sådan, det føles at have veer?” Men så gik jeg i gang med at gispe, og så var det faktisk ikke så slemt. Det er også godt at have et projekt rent mentalt. Der er noget fake it, till you make it over en fødsel. Hvis du holder dig beskæftiget med noget andet, kan du bedre abstrahere fra smerterne", siger Karin.

Hun og Anders skynder sig op i fødesuiten, og en jordemoder tilser hende løbende. Timerne går og for at sætte fut i fødslen, får Karin akupunktur. Anders og jordemoderen hyggesludrer jævnligt undervejs, men på et tidspunkt bliver den højlydte knevren for meget for Karin. Hun har brug for ro, så hun går ud på toilettet, lukker døren efter sig og stiller sig under den rindende bruser. Og så sker der noget meget, meget mystisk.

"Lige dér, under bruseren, begyndte jeg at messe mantraet: “I’m going to be big as a giant, I’m going to be big as a giant.” Igen og igen og igen. Jeg forsvandt ind i min helt egen verden. I det, jeg kommer ud igen fra det badeværelse, har jeg udvidet mig fra fire til otte cm og er i aktiv fødsel", fortæller hun.

karin-lund-madsen01.jpg
Lille Vild blev født i stuen med tre søskende som heppekor. Tre ud af fire af Karins børn er kommet til verden ved en hjemmefødsel.

Anders står på sidelinjen og hepper det bedste, han har lært, selvom man som far nemt kan føle sig ret så magtesløs under en fødsel. Summa summarum er det jo mamma, der skal gøre det hårde arbejde.

"Jeg havde ikke behov for, at han tog imod barnet eller noget i den stil, tværtimod. Han måtte gerne blive oppe ved hovedgærdet. Så kunne jordemoderen klare dét. Det er jo lidt grænseoverskridende, at ens mand skal kigge lige op i ens skræv. Kan man nogensinde dyrke sex igen efter det, tænker man? Så jeg instruerede ham i at blive oppe ved mit hoved", fortæller Karin.

Kort efter sætter presseveerne ind, men arvæv omkring livmodermunden, som følge af et keglesnit som ung, gør det vanskeligt for Karin at presse igennem, så pressefasen trækker ud. Hun har sat sig til rette i badekarret, men jordemoderen vil gerne have hende op på briksen, og lige akkurat dér føder hun Modig, og lidt over fire kilo ren kærlighed lander på hendes bryst.

LÆS OGSÅ: Anders Lund Madsen: Dét er spørgsmålet, som hele Danmark tænker på lige nu

Oven på strabadserne får Karin en syltetøjsmad og den bedste kop saft, hun nogensinde har smagt. Hun bliver bedt om at gå på toilettet, får et isbind og “en aberøv” på, som hun kalder den famøse hospitalsnettrusse, og så må trioen ellers gerne trille over til Rigshospitalets barselshotel, et par kilometer væk, hvor den lille familie tager en enkelt overnatning for at få en god start på forældreskabet. Derefter vil Karin gerne hjem til byhuset på Østerbro, hvor nærmeste toilet ikke befinder sig 50 meter nede af en lang gang. Men det er meget overvældende at forlade barselsgangen så hurtigt, husker Karin.

"Det er ret vildt lige at have født et barn og så rejse sig og gå ud og sætte sig i en bil. Det føles virkelig grænseoverskridende."

One big italian family

To år senere står Karin midt i sit livs anden fødsel. Denne gang har også Anders fået mod på en hjemmefødsel, og Karin har planlagt, at veninden Gertrud passer Modig, mens veninden Rita er kaldt ind som forstærkning. Hun skal agere doula under hele forløbet, altså fødselshjælper, og tage aktiv del i fødslen. Blot et par måneder forinden har Rita selv gennemgået en fødsel, hvor Karin var doula, så mere kampklar sidekick finder man næppe. I starten er veerne dog så milde, at Karin sagtens kan lege i sandkassen med Modig imens.

"Jeg kan huske, at en af nabodamerne sagde: “Okay, sidder du og har en ve lige nu” – fordi jeg blev lidt stille. Og ja, det havde jeg", siger Karin.

Som dagen skrider frem, tager veerne imidlertid til, og der bliver ringet efter en jordemoder. Med sig har hun en jordemoderstuderende, og før Karin ved af det, er hun pludselig omringet af en hel hær af topseje medsøstre, som får hende guidet godt igennem hver en ve.

"Det var en vidunderlig følelse. Sådan helt big Italian family-agtigt! Men jeg tror også, at Anders følte sig lidt sat ud af spillet. Rita gav mig massage og tog nærmest veerne med mig, Gertrud så efter Modig, og de to jordemødre monitorerede mig. Så det bimlede og bamlede med kvinder. Undervejs gik det op for Anders, at han var lidt overflødig – oprigtigt talt, der var ikke rigtigt plads til ham – så han gav sig til at grille pølser. Men det var også ved at være aftensmadstid, griner hun ved tanken om Anders, der står og vender frankfurtere ude i gårdhaven, mens dameholdet er i infight."

karin-lund-madsen02.jpg
Familien Lund Madsen samlet.

Heller ikke denne gang når Karin i karret. Omkring aftensmadstid tager fødslen pludselig fart, og der er badekarret endnu kun halvt fyldt op. I stedet bliver lille Stærk hjulpet til verden på en seriøs dosis girl power lige midt på badeværelsesgulvet. Han bliver vejet og vasket, og Karin føder moderkagen, inden fødselshjælperne og den stolte far forlader lokalet. Hun tager sig god tid til at knuge sin lille rynkede baby helt tæt ind til sig, og så er det tid til at vise lillebror frem for flokken.

"Da jeg så kom ned ad trappen, var der dækket op ved bordet, og alle fem fødselshjælpere og Anders og Modig sad klar og ventede på Stærk og jeg. Det var ret fantastisk! Der var en stor fællesskabsfølelse, det kan virkelig anbefales at have veninder med. At give sin medsøster den oplevelse, en fødsel er, siger Karin, der til enhver tid ville vælge hjemmefødsel igen. I hvert fald skal man ikke lade sig skræmme af den praktiske del", mener hun.

"Nogen tror, at der er blod og lort og fostervand over det hele, og at moderkagen splatter op ad væggene. Sådan er det overhovedet ikke. Det sviner nærmest ikke. Vi havde kun en lille affaldspose med skrald efter hjemmefødslen", fortæller Karin.

Lillesøster på afveje 

Fødslen af Stærk var på mange måder magisk. Eneste minus var, at Anders var kørt lidt ud på et sidespor. Denne gang drømmer parret derfor om en noget mere intim oplevelse. Bare de to og en jordemoder hjemme i vante omgivelser.

En augustdag i 2017 mærker Karin den velkendte murren i maven, men derfra stopper al sammenligning med tidligere fødsler også. Veerne med Fri er endnu meget milde, så milde, at Karin er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er veer eller ej, og hun har derfor ingen grund til at tro, at fødslen er særligt fremskreden. Tværtimod er hun parat til at sende Anders ud ad døren for at spise frokost med sine tre ældste børn, som han ikke har set i evigheder, fordi han har været på tv-optagelser på Færøerne.

"Jeg blev ved med at sige: “Du kan sagtens tage af sted. Der kan gå lang tid endnu!” Men så fik jeg pludselig trang til at sidde på toilettet. Veerne gjorde bare ikke ondt, der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg gispede, derfor troede jeg slet ikke, jeg var i fødsel", fortæller Karin.

Anders er noget urolig ved at gå fra sin hustru, men indvilger alligevel i at tage afsted. Restauranten ligger trods alt kun to minutter fra, hvor parret bor, så han kan være hjemme på et splitsekund. Men den kommende far når knap at få overtøjet på, før det går op for ham, at den rørte tartar må vente.

karin-lund-madsen03.jpg
Karin har altid drømt om at føde i vand. Men det er endnu ikke lykkes, selvom hun har haft fire forsøg. Mon der kommer en chance til?

"“Jeg skriver til dig, så snart jeg får den første ve,” råber jeg til ham oppe fra badeværelset. Han står for foden af trappen og kan se mig fra en vinkel, hvor han har et ret godt udsyn. Og så siger han: “Karin, du er nødt til at rejse dig op, for jeg kan se et hoved!” Aldrig har en mand spænet så hurtigt op ad en trappe. I det øjeblik, jeg rejser mig fra toilettet, der går vandet i én stor skylle, og med det vand kommer der et barn sejlende ud. Jeg havde ikke en eneste presseve! Miraklet er, at min mand har sindssygt gode reflekser, så han får grebet Fri, der bliver født som stjernekigger", fortæller Karin om den dramatiske eftermiddag.

Kort forinden har hun heldigvis ringet efter en jordemoder. Fra fødslen med Stærk havde hun lært, at det pludselig godt kunne gå tjept. Da Fri er født, får den nybagte far fat i fødeafdelingen, som kan forsikre ham om, at jordemoderen er på vej, men en monsunregnslignende byge forhindrer hende i at praje en taxa. Derfor går der knap 20 minutter, før hun dukker op, klipper navlestrengen og tilser mor og barn. I mellemtiden betragter de nybagte forældre deres første fælles datter. Hun trækker vejret, er lyserød og fin og har åbne øjne. Akkurat, som det skal være.

"Det var meget romantisk. Vi var faktisk ikke nervøse på noget tidspunkt, for vi havde det alle tre helt fint", siger Karin.

Da jordemoderen endelig når frem, får de to små stolte storebrødre lov til at overvære navlestrengen blive klippet. Også Anders’ store børn strømmer til. De har ventet spændt på at få det første glimt af lillesøster Fri. Nummer seks i rækken.

To topspændte tilskuere 

Seneste tilføjelse til familiestamtræet hedder Vild, og lige siden hun blot var et lillebitte foster på størrelse med en fingernegl, har særligt hendes to storebrødre ventet i spænding på at tage imod hende. De har fulgt graviditeten meget minutiøst og skulle oprindeligt også have været med til nakkefoldsscanningen, men det satte 2020’s største slyngel, corona, en brat stopper for.

"Vi havde lovet, særligt drengene, at de skulle være med til Vilds fødsel. Det var de meget optagede af. Modig var meget skuffet over, at han ikke så Fris fødsel. Han var faktisk decideret mopset over, at han ikke fik lov til at være med. Stærk er meget, meget vild med babyer, og han har haft en app, hvor han har fulgt med i, hvad der har foregået uge for uge. Han har været meget spændt på, om jeg skulle gå over uge 40, og allerede fra uge 28, da appen fortalte, at nu var babyen næsten færdig, var han klar til at tage imod sin lillesøster eller lillebror, for kønnet kendte vi ikke", forklarer Karin.

Alle tre børn har en naturlig interesse for naturvidenskab. Så da muligheden for at være med til en vaskeægte fødsel bød sig, var de hurtige til at melde sig på banen som tilskuere.

"Spørg Modig, hvad DNA er, og han kan forklare dig det. Fri er lige gået i gang med dinosaurerne, og sådan var det også med de to store, da de var små, så jeg tror også, hun går den vej. Hun interesserer sig mere for kroppen og vil gerne være læge", siger Karin.

Ingen tvivl om, at treårige Fri i hvert fald har fanget den med blomsten og bien, for hun fortæller stolt, at baby Vild altså er kommet ud af mors tissekone!

"Som den eneste så hun faktisk ikke hovedet komme ud, for hun var travlt optaget af at lege med togbane. Så hun har mange gange spurgt: “Hvor kom babyen ud henne?” Det har vi måttet forklare hende en del gange, og nu sidder det åbenbart fast. “Babyen kom ud af vulkanen,” som hun ofte kalder den. Det er ikke noget, vi har lært hende", griner Karin og konstaterer, at hendes børn bestemt ikke er kropsforskrækkede.

For Karins eget vedkommende har fjerde graviditet været den hårdeste af dem alle. Lænden har drillet, og nattesøvnen er blevet forstyrret, men værre var det heller ikke, som hun siger.

"Jeg har stadig cyklet, hentet, bragt og båret Fri ned ad trappen fra anden sal. Fuldstændigt, som jeg plejede. Men jeg betalte også prisen for det om aftenen, for der havde jeg ondt. Så er det godt, jeg har en mand, der er god til at give massage", siger Karin.

Dagen efter terminsdatoen går vandet. Men det kræver en google-søgning at verificere, for Hollywood-plasket er denne gang erstattet af en stille siven fra underlivet. Selv en fjerdegangsmor kan åbenbart få brug for en livline. I de efterfølgende timer når Karin både at cykle ned til dyrehandleren efter fiskefoder, at lufte hunde og bage kage med ungerne – alt imens vandet siver. I manualen for hjemmefødsler står der, at hjemmet skal være pinligt rent, så støvsugeren når hun også at svinge. I mellemtiden er Anders blevet sendt en tur ned til den lokale købmand for at handle lidt proviant.

karin-lund-madsen04.jpg
Karin arbejder bl.a. som havfrue på Den Blå Planet og kan holde vejret i 4 minutter og 20 sekunder. Her står hun med datteren Fri hjemme i haven i 2019.

"Da vi står og rører glasur til kagerne, får jeg den første ve, og så kaster jeg flormelissen over til Modig og siger: “Modig, nu tager du over, for nu starter fødslen, nu får jeg veer.” Det vidste de godt, hvad var, så de blev alle sammen meget begejstrede. Jeg skrev til Anders, at han skulle blive færdig i det supermarked og komme hjem", fortæller Karin.

Tidligere på dagen havde hun haft fat i hospitalet, som gerne så, at veerne indfandt sig før klokken 17. Og det gjorde de. Heldigvis.

"Når du gerne vil føde hjemme, er den største bekymring, at noget ikke går efter drejebogen, så du skal på hospitalet. Under corona må der kun være én med, og det ville jo forpurre vores familiefødsel fuldstændigt", forklarer hun.

I det hele taget har fjerde graviditet været noget anderledes som følge af den verdensomspændende virus. For at forhindre smitte mellem fødende, familie og fagpersonale har man indført en række corona-restriktioner, som også gælder ved en hjemmefødsel, forklarer Karin.

"For eksempel stod der i papirerne, at man skulle få de andre børn passet eller få dem til at opholde sig i et andet rum for jordemoderens skyld. Og vi havde jo planlagt, at de skulle se det. Derfor havde jeg skrevet i mine papirer, at jordemoderen gerne måtte være i et andet rum, for jeg behøvede hende ikke."

Som fjerdegangsmor føler Karin sig rustet til selv at løbe den i mål, hvis det ikke kan være anderledes. Men det bliver til alt held aldrig nødvendigt.

"Elin – verdens bedste jordemoder – kommer ind ad døren og er simpelthen så sød og nærværende. Som noget af det første spørger hun mig: “Er det okay, jeg tager mundbindet af?” Og ja, det er det!"

"Jeg tager veerne på en stor hoppebold, mens jeg synger med Stærk. Det lærte jeg under min første fødsel. Når jeg synger, fjerner det mit fokus fra smerten, og så hjælper det åndedrættet på vej. Første gang, jeg fødte, var det mere chanten end sang. Sådan helt stamme-agtigt. Denne gang var det reel sang. Vi sang ‘Sorte tyr fra Mambostammen’, fordi den er tredelt. Når du har en ve, skal du peake et sted på toppen, og så ride den af", forklarer Karin.

På det her tidspunkt er badekarret allerede fyldt. For fjerde gang skal altså være lykkens gang.

"Den her gang skal jeg megameget føde i vand. Jeg er jo en havfrue! Men som man jo kan lære – også fjerde gang – så forløber fødsler ikke altid, som man selv vil. Jeg har forsøgt at føde i vand alle fire gange, og det er ikke lykkedes endnu. Ja, der røbede jeg lige slutningen", sukker Karin.

Da jordemoder Elin hører Karin synge, tænker hun, at der er et stykke vej endnu, før Vild melder sin ankomst. Men hun bliver snart klogere. Øjeblikket efter får Karin sin første presseve.

"Det går det op for Elin, at det kan godt gå hurtigt det her, så hun kaster afdækningspapir ud over sofa og alting, og Anders kalder: “Så er det nu drenge!” De er i gang med at lave togbane nedenunder, men de skynder sig op. Jeg kan godt se, at jeg under ingen omstændigheder kan nå ud på badeværelset. Der er 10-20 skridt derud, men det kommer ikke til at ske. Så jeg plumper ned på den ene side, får Anders til at holde mit ben, og så kommer presseve nummer to, og så er Vild født. Og hun var en pige. Det havde jeg sagt til gud og hver mand. Jeg har gættet rigtigt med dem alle sammen", siger Karin stolt.

LÆS OGSÅ: Sofie fødte spontant på badeværelset: ”Jordmoderen siger, at jeg skal lægges ned, men det kan jeg slet ikke overskue”

Der gik lige præcis 20 minutter, fra jordemoderen kom, til lille Vild var født. Det havde en erfaren jordemoder som Elin alligevel aldrig prøvet før. For Stærk og Modig var oplevelsen også helt særlig. Modig lagde især mærke til den kraftige lugt af kød og blod, mens Stærk levede sig helt ind i rollen som loyal fødselshjælper

"Stærk var fuldstændig fascineret. Han sagde efterfølgende, at han ville ønske, han var en kvinde, så han kunne føde en baby. Så er man jo ikke traumatiseret! Vi har udnævnt ham til jordefader, ikke jordemoder, for så kan han få lov til at være med til en masse fødsler alligevel, siger Karin, der gang på gang forbløffes over kroppens evne til at hele sig selv. Selv her efter fire fødsler arbejder den på højtryk. Og så bliver man nok også bare udstyret med ekstra superkræfter, når man bliver mor", mener hun.

"Jeg kan skrive under på, at alt bliver normalt igen. Det handler bare om at få lavet sine bækkenbundsøvelser. Jeg fødte Vild en lørdag kl. 17, og mandag morgen cyklede jeg med de små over i børnehaven. Det var kun brostenene på Rosenørns Allé, der liiige nev lidt", griner Karin og minder om, at vi alle har forskellige udgangspunkter, både når det kommer til graviditetsforløb, fødsel og des lige.

"Hvis jeg havde haft bækkenbundsløsning eller fået et kolikbarn, havde jeg nok heller ikke fået så mange børn. Jeg har simpelthen været utrolig heldig, for mine har – alle gode gange fire – været meget nemme og sover virkelig godt om natten, og babyer er jo vidunderlige. Så jeg er ikke helt parat til at opgive ideen om en femte."

Anbefalet til dig