Klumme: Når Martin tager på job, ved han ikke, om han kommer hjem til sine børn igen

"Tænk, hvis det er sidste gang, jeg ser dem,” tænker jeg, mens jeg går langs Christianshavns Kanal mod metroen på Torvegade.

Jeg har lige kysset min højgravide hustru og 3-årige datter farvel, og nu er jeg på vej i lufthavnen. Min destination er det uroplagede Sydsudan i det nordøstlige Afrika. Jeg har altid drømt om at rejse til de steder, ingen andre kan finde på, men lige inden jeg skal ud ad døren, har jeg altid mest lyst til at blive hjemme hos min lille familie.

Jeg var soldat i den danske Hær i 18 år og i den periode udsendt til både Kosovo, Irak og Afghanistan. Jeg har været tæt på at miste livet i kamp flere gange, og jeg vidste med mig selv, at jeg først var klar til at blive far, når jeg havde lagt livet som soldat bag mig.

Da jeg i 2017 forlod Hæren blev min, dengang kæreste nu hustru, Amalie, gravid dagen efter min sidste arbejdsdag. Jeg var klar til en ny tilværelse.

Godt nok var jeg ikke soldat længere, men jeg forlod Hæren for en ny karriere som dokumentarist. Der var jo kun én ting, jeg virkelig vidste noget om, og det var krig.

Den efterfølgende tid bød på rejser til frontlinjerne i Irak, Ukraine og Sydsudan, og i dag, med en datter på tre år og en lille ny på vej, er jeg igen på vej til et sted, som, jeg udmærket godt ved, er farligt og varmt, og hvor man selv skal have sterile kanyler med.

I 2017 var rejsen til Sydsudan på mange måder værre. Graviditeten holdt ikke, og vi mistede vores ufødte barn i 18. uge. Selv om jeg inderst inde ikke havde lyst til at tage afsted, var arbejdet solgt, og måske, tør jeg godt indrømme, tænkte jeg, at det kunne få tankerne et andet sted hen.

Udsyn i børnehøjde

Denne gang er det et anderledes scenarie. Inden jeg går ud ad døren, siger min datter, Bobbie: “Hvorfor må jeg ikke komme med til Afrika?” Hun har krydsede arme og ser meget betuttet ud. Jeg lover hende, at hun må komme med, når hun er blevet en stor pige. Hun returner svaret med en udstoppet tøjgris, som hun mener skal passe på mig, mens jeg er væk. Jeg bliver rørt til tårer.

Jeg er stolt over, at hun er mere interesseret i at komme med far på eventyr end fokuseret på, at jeg skal blive hjemme. I hendes korte liv har jeg rejst meget, og allerede i vuggestuen udbrød hun stolt: “Min far er i Ghanistan!”. Det blev senere fulgt op med: “Når jeg bliver stor, skal jeg til Afghanistan, og jeg skal have min lille dyne og min bamse med og sove.”

Om ikke andet har jeg vækket eventyret i hende, og heldigvis føler min hustru også en stolthed over, hvad vi som forældre synes, er et meget stort udsyn.

Savnet som drivkraft

Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke altid lige populært at skulle på arbejde i en konfliktzone.

Ved siden af arbejdet som dokumentarist arbejder jeg også som sikkerhedsrådgiver for NGO’er og andre journalister, og det er i den forbindelse, at jeg nu er på vej til Sydsudan. Tilsammen giver det en del rejseaktivitet og som så mange andre, der rejser meget med deres arbejde, bliver det med tiden en kunst at finde balancen og nogle gange hinanden, når man har været længe eller meget væk.

Over tid har vi som forældre bevidst prøvet at gøre savnet til hinanden til en drivkraft i vores forhold. Prøvet at gøre tiden væk fra hinanden til en måde at gense og genfinde kærligheden og samhørigheden som familie.

Det koster altid et sted, men vi har sammen besluttet, at det ikke er hos os som familie, at den regning skal betales. Så må det være sociale arrangementer, venner og udflugter, vi skærer ned på for at prioritere det tætte familieliv i en travl børnefamiliehverdag.

Selv om mit arbejde fører mig til steder, hvor civilisationen, som vi kender den, er på grænsen til opløsning, er der sjovt nok altid 4G, der virker fint med et lokalt simkort. Det er rart at vågne om morgenen til lyden af en iMessage om, at aflevering i børnehaven er gået fint. Det stikker dog også lidt i hjertet, for det plejer at være min tjans.

Hverdagen kører altid videre, og jeg har indset, at tilknytning bygges, når man er hjemme og til stede og ikke lider af at være langt væk. Jeg har også lært, at FaceTime er en dårlig løsning. Bobbie kan ikke rigtig forstå, hvordan jeg kan være der og så ikke være der alligevel. Den gode løsning er små videoer med dem, jeg er sammen med, hvor jeg siger godnat eller godmorgen. Bobbie ser dem igen og igen, og jeg føler ro ved, at min datter ved, at jeg er derude et sted.

Frygten for aldrig at se min familie forsvinder hurtigt igen, når jeg sidder i flyet og er på vej – tøjgrisen ligger trygt i min håndbagage. Min grundlæggende lyst til at se verdens- og livets yderpunkter forsvinder nok aldrig, men jeg ved at jeg kommer hjem med ny energi til at nyde livet som far.