Når jobbet er på deltid: Drømmer du også om at gå ned i tid?

Der er noget, der ulmer i Danmark. Nogen vil kalde det et opbrud. Andre vil kalde det en reaktion. En reaktion på årtiers stressepidemi, der, som en kold klud i ansigtet, har tvunget mange danskere til at stoppe op og sadle om. Selv folk, der ikke har haft stress, kender højst sandsynligt en, der har døjet med symptomer på stress.

Derfor er der mange, der er blevet klar over, at man skal passe på sig selv og kun prioritere det vigtigste, hvis det hele ikke skal brænde på. Det har ført til, at et stigende antal danskere har valgt at gå ned i arbejdstid eller helt tage orlov i en periode. En tendens, som har fået betegnelsen less work-bevægelsen af ph.d. studerende Sofie Marie Billekop fra Roskilde Universitet.

For selvom de fleste, der arbejder deltid, gør det, fordi de enten studerer eller ikke kan få et fuldtidsarbejde, så er der også flere og flere, som aktivt vælger et liv med mindre arbejde. Tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at 20 procent af dem, der er på deltid, ikke ønsker et fuldtidsjob.

"Der er utrolig mange, der efterspørger noget andet end det, som det meget dominerende arbejdsliv kan give os. Jeg kalder det en bevægelse, fordi der bliver talt mere og mere om det. Både i medierne og blandt borgere. Mange oplever, at de er en del af et nybrud. At flere vil hjemmepasse eller arbejde mindre og vælger at tage nogle lidt radikale valg om, at nu vil de ikke være en del af den her samfundsnorm længere, hvor børn er i institution hele dagen, og man selv arbejder fuldtid", siger Sofie Marie Billekop.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik ønsker hver sjette dansker at arbejde færre timer, og det gælder særligt børnefamilier. Tendensen er også tydelig for Thomas P. Boje fra Roskilde Universitet, der forsker i forholdet mellem arbejdsliv og familieliv. Han har skrevet en bog om uligevægten mellem arbejdslivet og familielivet i Europa og er ikke i tvivl om, at mange danskere er trætte af at arbejde så meget.

"Stort set alle på fuldtid er interesserede i at arbejde mindre. Både højt- og lavtuddannede. Det er især i børnefamilier, hvor der er pres på familien, at man gerne vil gå ned i tid. Men også når man skal videreuddannes. Den generelle tendens er, at folk ønsker mere fleksibilitet. Det handler både om, at de gerne vil bestemme deres arbejdstid selv, og at de gerne vil have mulighed for at arbejde mindre eller mere i perioder af deres liv", siger han. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Det er ikke talentspild at være sammen med sine børn

Stress tvinger mange ned i gear

Ifølge tal fra Stressforeningen oplever 430.000 danskere symptomer på alvorlig stress hver dag. Det svarer til cirka 12 procent af den danske befolkning. Stress er ovenikøbet blevet erklæret den største sygdomsfaktor i Danmark af WHO, og stress koster samfundet 14 milliarder kroner om året. Derfor er stress katalysatoren, der har sat gang i less work-bevægelsen. For når et menneske bliver ramt af stress, er der kun én måde at blive rask på. At få sorteret ud i gøremålene, presse sig selv mindre og gå ned i gear.

"Selvom dem, jeg har interviewet, har meget forskellige liv, så er der særligt én ting, der går igen. Stress. Flere har en oplevelse af, at de ikke kan følge med. At de konstant er bagud og skal løbe hurtigere, end de kan. Nogen bliver ramt af en følelse af meningsløshed. De sætter spørgsmålstegn ved, om det, de laver, er særlig vigtigt. Er det afgørende for noget som helst, eller knokler jeg bare, fordi det gør man?", siger Sofie Marie Billekop.

Thomas P. Boje lægger vægt på, at stress ikke skyldes, at vi er for overambitiøse og perfektionistiske. Det er ikke, fordi vi absolut vil have både villa, nye biler og økologisk hjemmebag. Ifølge ham er det, fordi det simpelthen er for svært at få dagligdagen til at fungere.

"Der er så mange modsatrettede krav. Der er krav til karrieren og til at være en ordentlig far eller mor. Der er krav til, at man passer på sine børn, samtidig med at man er dygtig og stabil på sit arbejde og videreuddanner sig. Og der kommer hele tiden nye krav til, så vi kan blive mere effektive borgere. Og det gør alt sammen, at mange får stress og bryder sammen", siger han.

Bevægelsen består også af folk, der måske ikke selv har haft stress, men som er meget bevidste om, hvor hurtigt de kan slide sig selv ned, hvis de ikke prioriterer rigtigt. Det er noget, fremtidsforsker Anne-Marie Dahl har undersøgt. Hun ser en tendens til, at særligt den yngre generation helst ikke vil presse sig selv for meget, og for at undgå det stiller de sig selv spørgsmålet hvorfor?

"Hvorfor er jeg sat her på planten? Hvad er vigtigt for mig? Er det egentlig det her rotteræs, jeg vil? De vil mærke efter i maven i stedet for bare at gøre det, generationer før dem har gjort. For er det overhovedet vigtigt med det her fede hus og de rigtige møbler, dyre ferier og nye biler?", siger hun.

Den yngre generation af forældre reagerer på den ældre generations arbejdskultur og forbrug. Efterkrigsgenerationen oplevede enorm vækst i samfundet, hvor der var brug for, at alle knoklede derudaf. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og det traditionelle familiemønster blev brudt op.

Normen blev, at begge forældre arbejdede ude, mens børnene var i institution. Senere kom finanskrisen, som, ifølge fremtidsforskeren, gjorde os endnu mere performance orienterede. Nu skulle vi også efteruddannes og være online hele tiden.

"Den her generation, der får børn nu, mærker svirpet fra finanskrisen. De mærker, hvordan vi alle sammen pludselig skulle arbejde ekstra meget og ser, hvordan mange falder omkuld med stress. Flere og flere får psykiske diagnoser, fordi de skal performe mere og mere. Kravene er steget, samtidig med at arbejdsmarkedet er blevet langt mere usikkert. Du bliver hele tiden målt, men du når aldrig i mål. De får at vide, at de skal være den bedste version af sig selv. Men kan jeg holde til det? Og er det det her liv, jeg vil give videre til mine børn? Vil jeg ukritisk aflevere dem klokken syv om morgen i al slags vejr, ligesom mine forældre gjorde det med mig?", siger Anne-Marie Dahl.

Mange i bevægelsen har små børn

Udover stress og behovet for ikke at presse sig selv unødvendigt, er der et andet fællestræk ved bevægelsens frontløbere. Børn. Langt de fleste, der selv vælger at arbejde mindre, har små børn. For det er særligt i den periode af livet, de er i stor risiko for, at det hele brænder sammen, hvis de ikke passer på. Samtidig er mange af dem påvirket af de økonomiske besparelser, der har været på daginstitutionsområdet.

"Dem med børn har enten valgt at hjemmepasse eller skrue en tilværelse sammen, hvor de har et prekært arbejdsliv med al den usikkerhed, der følger med. Men de vælger det alligevel for at have mere tid med deres børn. Normeringsdebatten har været med til at vende op og ned på nogen prioriteter. Det er blevet mere legalt at prioritere familien og privatlivet. Det får mere anerkendelse, hvis man vælger at gå hjemme med sit barn, hvor det tidligere skulle forsvares", siger Sofie Marie Billekop.

De økonomiske nedskæringer på daginstitutionsområdet spiller, ifølge Thomas P. Boje, også en stor rolle for de børnefamilier, der har valgt at gå ned i arbejdstid. Ligesom Sofie Marie Billekop tror han på, at omsorgsarbejde har fået en større værdi, og i højere grad er blevet ligestillet med karriere og arbejde.

"Normeringerne er langt under anbefalingerne, og der er for meget uuddannet personale. Børnene kommer i institution snotforkølede, fordi forældrene ikke har mulighed for at blive hjemme fra arbejde og passe dem. Det betyder, at pædagogerne bliver syge, så der er endnu færre til at passe børnene. Så jeg kan godt forstå, at forældre ikke har det godt med at sende deres børn i institution, når de er så underbemandede, som de er i dag", siger Thomas P. Boje.

LÆS OGSÅ: Christine arbejder op til 70 timer om ugen: "Mange spørger, hvorfor jeg overhovedet har valgt at få børn"

Lavt forbrug er en nødvendighed

En af dem, der har valgt at skrue ned for arbejdslivet, er Kristina Hobbs, mor til fem. Dengang hun blev færdig med sin kandidat i antropologi og havde to børn, startede hun med at arbejde 35 timer om ugen. Men allerede efter få år og endnu en graviditet fandt hun ud af, at det slet ikke kunne hænge sammen. Det var for stressende at arbejde så meget og have små børn samtidig.

"Jeg var bare smadret, når jeg kom hjem fra arbejde. Den måde, jeg arbejdede på, hang ikke sammen med den måde, jeg gerne ville være forælder. Og jeg hadede at sende mit yngste barn i vuggestue, fordi der var alt for få ressourcer i institutionen til at give mit barn det, hun havde brug for", siger Kristina Hobbs.

Da familiens fjerde barn blev født, flyttede de ud af byen. Kristina Hobbs begyndte at gå hjemme med de mindste af børnene, og det gjorde hun i seks år, indtil barn nummer tre, fire og fem var klar til børnehave. Sideløbende arbejdede hun som tekstforfatter for Legeakademiet, en webshop med legetøj, hvor hun i dag er ansat 25 timer om ugen. Selvom det ikke har noget med antropologi at gøre, så var det vigtigere for hende at få noget på deltid end at få job inden for sit fag.

"Jeg har lyttet til mig selv og mine børn og brugt dagtilbud, når mine børn havde lyst. Ellers har jeg selv eller en veninde passet dem og nydt det. Nu arbejder jeg så meget, jeg kan overskue, så arbejdet ikke bliver et stressmoment, men et ekstra tilskud", siger Kristina Hobbs.

Men livet med kun en eller halvanden indkomst er ikke bare lutter idyl. Det kræver, at man kan undvære ferierejser og køber genbrug. På den måde har det et bæredygtigt skær over sig, hvor lavt forbrug er pinedød nødvendigt.

"Hverken min mand eller jeg har sparet op til pension. Vi tager sjældent på ferie, går ikke til frisør og spiser datomad. Man skal ikke gøre det, fordi man har set et idyllisk glansbillede på Instagram. Man skal gøre det, fordi man vil være mere sammen. Og det valg kan alle træffe", siger Kristina Hobbs.

Less work er godt for kloden

De færreste er blevet en del af less work-bevægelsen udelukkende for at støtte op om klimakampen. Men selvom et lavere C02-aftryk ikke er det primære mål, spiller bæredygtighed en rolle. For ligesom Kristina Hobbs bliver mange nødt til at tænke over deres forbrug for at få deres liv til at hænge sammen. 

"Vælger man en livsstil, hvor man tjener mindre, så bliver man også nødt til at holde forbruget nede og være mere selvforsynende, genbruge mere og så videre. De prioriterer at bruge færre penge, som samtidig er godt for kloden", siger Sofie Marie Billekop.

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl ser også en sammenhæng mellem det voksende fokus på klimaet og de mennesker, der vælger at gå ned i gear. For dem er den ældre generation symbol på et højt forbrug og de ansvarlige for klodens tilstand.

"Klimadiskussionen får mange til at stille spørgsmål. Var det sådan her, vi skulle leve på vores klode? De unge gør oprør mod boomer-generationen, som, de mener, ødelagde vores klode, fordi de bare ville forbruge og optimere. Nogen mener jo også, at coronakrisen er naturens måde at svare tilbage på. At de ældre generationer bare ville effektivisere uden at pleje vores planet", siger hun.

Trenden med at leve mere simpelt og forbruge mindre kræver også et vist overskud. For det er slet ikke alle, der har råd til at arbejde mindre og tid til at bygge deres eget spisebord. For mange er det en luksus, som hører de privilegerede til.

"Det lader til, at det især er de privilegerede, der vælger at arbejde mindre. Ikke nødvendigvis dem, der har mange penge. For de fleste af dem lever for en rød reje. Men det er folk, der kan overskue at træffe det her valg og selv skrue en tilværelse sammen, som ingen andre har banet vejen for. De føler sig som first movers, og det kræver ressourcer og overskud", siger fremtidsforskeren.

LÆS OGSÅ: Klumme: Undskyld, kære mødre! Jeg har vendt øjne af jer, men jeg vidste ikke bedre

Corona har givet mere fleksibilitet

Der er også mange, som drømmer om at gå ned i arbejdstid, men som simpelthen ikke har muligheden for det. Det er nemlig langt fra alle jobs, som findes på deltid, og rigtig mange funktioner er ikke særlig fleksible. Så hvis less work-bevægelsen skal have lov til at vokse, kræver det politisk opbakning, lyder det fra Thomas P. Boje.

"Der er et kæmpe modsætningsforhold mellem det, borgerne ønsker, og så det, politikerne ønsker. Politikerne tager ikke konsekvensen af, at danskerne gerne vil gå ned i tid. De tager ikke konsekvensen af, at danskerne er stressede. For de har den holdning, at det bedste er vækst og højt forbrug. De vil have, at man skal arbejde – helst mere og i længere tid", siger han.

Her kan det være, at coronakrisen kommer til at spille en rolle. For arbejdsgiverne har været tvunget til at lade deres ansatte arbejde hjemmefra og fundet ud af, at det faktisk fungerer. At medarbejderne godt kan udføre deres opgaver, selvom de ikke sidder på kontoret.

"Kriser stimulerer tendenser, der allerede er på vej. Længe har folk ville have mere fleksibilitet, men arbejdsgiverne har ikke turde lade dem arbejde mere hjemmefra. Men nu har de fået øjnene op for, hvor meget der kan løses digitalt på distance. Og måske arbejder folk faktisk mere effektivt, fordi de kan tilrettelægge arbejdet selv. Nu har mange fået smagt på friheden, og arbejdsgiverne har fået tillid til, at det fungerer. Så det tror jeg vil hænge fast fremover", siger Anne-Marie Dahl.

Hun forudser, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere flydende, hvor man har mange forskellige småjobs og arbejder mindre i nogen perioder og mere i andre.

"Mere og mere arbejde er projektorienteret. Det traditionelle arbejde på 37 timer om ugen i et langt liv bliver der mindre af. Nu springer folk mere rundt i forskellige typer af ansættelser. Det er ikke længere sådan, at enten har du et fuldtidsjob, eller også arbejder du ikke."

Og det er godt for dem, der gerne vil arbejde mindre og selv bestemme, hvornår de udfører arbejdet. Men det kommer også med en pris. For indkomsten er meget mere usikker, og der er ingen dækning, hvis man pludselig skal gå hjemme med syge børn eller ikke kan få noget arbejde i en periode. På den måde kan et meget skiftende arbejdsliv faktisk være temmelig stressende.

"I Magisterforeningen er det omkring en fjerdedel, der har korte projekter og tidsbegrænsede ansættelser. Og det er en meget stressende form for ansættelser, som er yderst usikker, stiller store krav til arbejdet, og man ved ikke, om man er i arbejde om nogle måneder. Samtidigt er lønvilkårene ofte ringe og i mange tilfælde uden pension og ansættelsestryghed ved sygdom. De er et bevis på, at vi har fået øget fleksibilitet på arbejdsgiverens præmisser", siger Thomas P. Boje.  

Flest kvinder i bevægelsen

Hvis man ser på dem, der arbejder på nedsat tid eller går hjemme, så er langt hovedparten kvinder. Både når det gælder dem, der er en del af less work-bevægelsen, og dem, der ikke har kunnet få et almindeligt fuldtidsjob.

Hvor kun 12 procent af mændene er på deltid, gælder det 34 procent af kvinderne, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening. Det betyder, at det mest er kvinder, der står for børnepasning og husarbejdet og har en væsentlig lavere indkomst end mændene. Og det synes Thomas P. Boje er et problem.

"Fleksibilitet og mindre arbejdstid er godt. Men det skal sørme kombineres med ligestilling. For ellers er det kvinderne, der påtager sig deltidsarbejdet, tager barnets sygedage og tager de lange orlov. Mænd tager stadig kun 10-12 procent af barselsorloven, og det er en stor ulighedsskabende faktor.Både karrieremæssigt, lønmæssigt og uafhængighedsmæssigt, fordi kvinderne bliver afhængig af en mandlig indtægt, ikke sparer op til pension og risikerer et dårligt liv efter en skilsmisse", siger han.

Spørger man ophavskvinden til begrebet less work, så forstår hun godt bekymringen for, om mindre arbejde betyder mindre ligestilling. I hvert fald som arbejdsmarkedet ser ud i dag. Men fore
stiller man sig en fremtid, hvor arbejde ikke spiller så vigtig en rolle, som det gør i dag, så kunne less work måske bane vejen for mere ligestilling.

"Hvis man tager fremtidsbrillerne på, så er der nogen tænkere, der overvejer, om et ændret syn på arbejde ligefrem er godt for ligestillingen. For hvis hele vores kultur så anderledes på det at arbejde, så ville det ikke være så centralt i vores liv. Og så ville det være mere normalt for både mænd og kvinder at fokusere på noget andet. På den måde kunne skelnen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet også forsvinde. Hvis reproduktivt arbejde blev fordelt ligeligt, så ville vi få mere ligestilling", siger Sofie Marie Billekop.

Hjemme hos familien Hobbs er det Kristina, der har ansvaret for børnene, mens hendes mand arbejder op mod 75 timer om ugen som selvstændig snedker. Det ser hun absolut intet problem i, for parrets roller er, ifølge hende, lige værdige og lige vigtige.

"Et liv med mange børn var og er mit store ønske. Vi aftalte fra starten, at jeg har ansvaret for dem, mens han har det økonomiske ansvar. Vi har en klar rollefordeling, der giver ro og fungerer for os. Jeg gør det, jeg helst vil, og han gør det, han gerne vil. Vi respekterer hinanden og trives", siger Kristina Hobbs.