Når det er alvor, er det alvor!

Såvel min dejlige kone som jeg selv hører under den mærkværdige kategori, vi kalder De Selvstændige Erhvervsdrivende – ja, det klinger lidt som en eksotisk hudsygdom eller bylder i røven, men hvorom alting er: Vi er vores egne chefer på godt og ondt.

Barselsorlov, til eksempel, er for os en ikkeeksisterende luksus. De foreløbigt tre gange vi har fået børn, er det lykkedes min kone at passe sit arbejde op til en uge før samt dyrke den søde (selvfinansierede) barselsorlov fjorten dage derefter.

I praksis betyder det, at ungerne i en ret tidlig alder kommer med mor eller far på job. Min stillingsbeskrivelse hedder noget i stil med … pep-talk… foredragsvirksomhed… rejsende i gøgl og fis.

40.000 årlige kilometer på kørselsregnskabet.

Det er mit lod i livet, mit job, og jeg har ofte mine unger med. Når de er spæde, er det nemt nok: Man holder dem vågne i bilen ved hjælp af høj musik, åbne vinduer, rusken i autostolen og sang.

Vel fremme er der masser af point, særligt hos det kvindelige publikum, når man som mand kommer anstigende med et spædbarn – godt begyndt er halvt fuldendt!

Hvis taktikken ellers har fungeret, vil ungen nu være svært søvnig, og liften placeres i et hjørne tæt ved scenen, sutteflasken med aftappet modermælk eller vælling serveres, og baby falder straks i en dyb søvn af tre timers varighed – keine Hexerei, nur Behändigheit.

Når min mellemstore dreng skal med, duer tricket med sutteflasken ikke – her må andre metoder i spil. Fire dage on the road med far er en kærkommen afveksling fra børnehaven. Vi sover på hotel, spiser sen morgenmad og oplever Randers Regnskov, Knuthenborg Safaripark eller Fregatten Jylland, men om aftenen bliver det alvor.

For hvordan får man en treårig til at sidde ned og holde kæft i to timer?

Elementært, min kære Watson: Ved en samtidig indsættelse af pædagogikkens to hjørnestene: bestikkelse og trusler.

Små krydsede ben

Vi pakker en taske med lego, malebog, gamebo og Hot-Wheels-biler. Vi køber en pakke vingummibamser eller de der chips-i-et-paprør.

Vi går på toilettet to gange for en sikkerheds skyld, og så bliver han ellers sat bag i lokalet med sit pik pak samt strenge formaninger om, at man IKKE må afbryde far de næste to timer – under nogen omstændigheder! For nu er det alvor!

Som regel går det godt. Meeen, for nylig var det godt nok tæt på: Jeg skulle pep-talke et firma på et kursuscenter ved Ebeltoft. Der var to hundrede mennesker, og ved et bord op ad bagvæggen sad lille Hannibal med snolder, SuperMario dyne og farveblyanter.

Den første halvanden time går strygende; han kender mine vandede vitser og hører desuden kun halvdelen, fordi han netop har fået sin egen iPod. Men da der er tyve minutter igen, observerer jeg, at han sidder uroligt – oh, shit!

Da der er 15 minutter tilbage, har han rejst sig, søger bekymret øjenkontakt og har de der små fødder, der peger indad. Ti minutter, han hopper på stedet med begge hænder i skridtet. Otte minutter, han traver hvileløst frem og tilbage. Fem minutter, jeg snyder lidt og iværksætter en hurtig afrunding. To minutter, panikken stråler ud af ham.

Afslutning, klapsalver, og drengen spæner op på scenen og råber: ”FAR, JEG SKAL TISSE!” Mere applaus, denne gang for ham, og jeg ser da også mindst 10 kvinder i salen, der fælder en lille tåre. På vej hjem i bilen ringer han stolt til sin mor og fortæller, at han var liiige ved at tisse i bukserne, men klarede det, fordi han vidste, at man IKKE må afbryde, når det er alvor.