Pernille Rosenkilde om at blive gravid: ”Jeg tog det personligt, at et barn ikke ville bo inden i mig”

– Mor har en baby i maven!

Snart 3-årige Lizzi er ikke i tvivl, da hun omkring juletid peger på Pernilles mave og ytrer sig skråsikkert om, at der; er en baby, der banker inde i maven. 

– Der kiggede Jeppe og jeg på hinanden med vantro. For vi var jo ikke engang selv sikre på, at jeg var blevet gravid. Og vi havde ikke talt om det på nogen måde, så Lizzi ville kunne forstå, at muligheden var der. Vi brugt ord som ’ægoplægning’, og det troede Lizzi handlede om høns, fortæller Pernille Rosenkilde, og fortsætter; 

– Men omvendt – det æg jeg havde fået lagt op, var fra samme batch, som det æg, der blev til Lizzi. Så på den måde er de teknisk set lige gamle og har jo ligget fem dage og udviklet sig sammen på fertilitetsklinikken, så på den måde er de måske særligt connected?, siger Pernille Rosenkilde eftertænksomt, da Vores Børn møder hende over en velvoksen Cæsar-salat. 

Pernille er sulten – hun er gravid, kvalmen har lettet og appetitten er tilbage. Til sommer får Lizzi ganske rigtigt en lillebror, for Pernille og hendes mand Jeppe har taget endnu en tur med fertilitetsbehandling, selv om det første skridt i denne omgang var svært. 

LÆS OGSÅ

”Det er en lille sorg for mig ikke at kunne overskue endnu en fertilitetsbehandling”

Hvornår bliver man klar til barn nummer to, når man ved, at det kræver en opslidende fertilitetsbehandling? For P3-vært Maria Josefine, bedre kendt som JoJo, føles det som at stå ved foden af Mount Everest, så spørgsmålet er – hvad vejer tungest – den nye følelse af frihed i familien eller ønsket om en søskende til Delphine?

– Jeg udsatte og udsatte den opringning til fertilitetsklinikken – og jeg plejer ellers at være den, der krydser ting af på to do-listen hjemme hos os. Til sidst sagde Jeppe, ”nu ringer jeg altså lige til dem” – og så fik vi sat skub i det. Jeg tror, at jeg tøvede, fordi hele min krop så godt husker vores første omgang. Og den var hård, fortæller Pernille.

Drømmen om at kalde sig mor 

Da Pernille delte nyheden om, at hun er gravid for anden gang til sine 180.000 følgere, der følger med i hendes farvestrålende univers på Instagram, var det med billeder af sin spæde topmave i en lyserød kjole. Og billeder af alle de kanyler og ampuller, Jeppe har måttet stikke hende med hver dag i mere end 100 dage. 

For sådan er det også, når moderskabet ikke kommer nemt – og det er vigtigt at dele. Især når det lykkes. 

– Jeg har ikke behov for, at der er én ting, der skal definere mig, og jeg er langt fra en stor stemme i fertilitetsdebatten, men jeg vil gerne dele. Jeg føler mig privilegeret over, at det kunne lade sig gøre, og at jeg klarede mig igennem det endnu en gang – det er en succeshistorie, der begyndte svært, men som endte lykkeligt. Det synes jeg mangler lidt derude, fortæller Pernille, hvis indbakke efterfølgende blev oversvømmet. 

– Der var så mange, der skrev til mig at de stod midt i deres fertilitetsbehandling lige nu, og at de var glade for at se en positiv og håbefuld historie. For selv om det var hårdt, så lykkedes det! 

Pernille er typen, der insisterer på glæden, også når tingene ikke er så lyserøde, som en stor del af hendes garderobe er det. Hun holder fast i humoren og i at iklæde sig lyserøde fjer på en halvgrå tirsdag, hvor hun bare skal ned og hente nogle pakker i kiosken om hjørnet. Det er en måde at hive sig selv op af det mørke, en lang fertilitetsbehandling kan sende et følsomt menneske ned i. 

LÆS OGSÅ

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

– Min første fertilitetsbehandling var virkelig hård, fordi jeg ikke havde regnet med at det ville være et problem. Jeg synes, det er så sigende, at vi bruger vores 20’ere på at være rædselsslagne for at blive gravide. Vi bruger al mulig prævention og hormoner for ikke at blive det, og så pludseligt bliver du 30, og så opdager du, at du slet ikke kan blive gravid – så det var i virkeligheden det, man skulle have forberedt sig på eller fået noget mere viden om. Det kom bare som et chok for mig.

Pernille og Jeppe var i gang med fertilitetsbehandlingen i mere end to år første gang, de prøvede at blive gravide. Og det sled på parret. Især Pernille, der i en periode ikke kunne få adgang til den grundglæde, der ellers er så stor en del af hendes person. 

– Jeg er et meget følsomt menneske, der føler både stor glæde og stor sorg, og det er en styrke – men også noget, man på godt og ondt må lære at leve med. Jeg følte, at jeg var en mor, der ikke havde et barn. Det var ensomt for mig, og jeg tog det meget personligt, at der ikke var et barn, der ville bo inden i mig. Jeg begyndte på alle mulige kure og regimer, og hver gang nogen meget velmenende mennesker havde ny viden om noget, så prøvede jeg det, og det sled på mig.

Jeppe, Pernilles mand, kunne se, hvordan Pernille blev mere og mere tyndslidt, og han var meget tæt på at insistere på en pause i projektet.

– Problemet er jo bare, at tiden går, mens man holder pause, og det er en stressfaktor – så det er jo ikke en rigtig pause, der giver en ro. Og du ved jo godt, hvad du vil – så længe du venter, så sker det jo ikke. Så jeg havde det rigtig svært – og når jeg ser tilbage, ville jeg ønske at jeg havde haft lidt mere tiltro til, at det ville lykkes. Jeg gik til en psykolog med speciale inden for fertilitetsproblematikker, der sagde til mig, at jeg skulle prøve at se på alle de mennesker og fagpersoner omkring mig, der sagde at det nok ville komme til at lykkes. Og at mit verdenssyn var farvet af min frygt. Jeg var så bange for, at vi aldrig ville kunne få børn og tanken om ikke at kunne få dem, gjorde mig desperat. Men så blev jeg gravid! Og så ser man sig ikke tilbage. Indtil man altså står der igen.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Runde to 

Pernille og Jeppe har været forældre til deres rødhårede hvirvelvind Lizzi i snart tre år nu. En charmetrold med smil fra øre til øre og samme forkærlighed for en farverig garderobe som sin mor. Så hvem kunne ikke tænke sig mere af det? 

– Den store frygt for ikke at kunne blive forældre, den var jeg ovre. Vi har et barn. Vi er allerede fuldendte. Resten er bare Cherry on top. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv. Problemet er bare, at kroppen husker. Bare det at skulle bruge alle de her ord omkring behandlingen, gjorde mig nærmest dårlig. Here we go again, husker Pernille, der fik det fysisk dårligt på vej op ad trapperne til klinikken. 

I første runde var parret igennem flere inseminationer, før Pernille fik lagt et æg op – og her lykkedes det første gang. Denne gang gik de derfor direkte til at sætte et æg op – og herefter fulgte tre en halv måned med daglige stik i maven med hormoner, der gjorde Pernille dårlig, oppustet og fuld af blå mærker. 

– Da jeg skulle hente medicinen på apoteket, brød jeg helt sammen og cyklede stortudende ned ad Vesterbrogade. Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for, at jeg måtte se to afsnit af ”The Office”. Det var den serie, der fik mig igennem første fertilitetsbehandling – Dwight Shrute (en af karaktererne fra serien ”The Office”, red.) var min mental hero. Jeg skulle bare se noget sjovt. Og så besluttede jeg mig for, at jeg nægtede at lade mig blive opslugt af frygt. Og så gik vi ellers i gang. Og Jeppe gav mig hvert eneste stik.

Noget må gerne være nemt 

Som mor har Pernille besluttet sig for, at det er glæden, der sidder i førersædet nu, hvor frygten styrede igennem store dele af fertilitetsbehandlingen. Nu er det lykkedes. Og nu skal vi nyde det. 

LÆS OGSÅ

Katrine har det ”pænt stramt” over en besked fra sin søns skole: ”Den slags er noget værre fis”

Katrine Memborgs søn er begyndt i 1. klasse - men det er ikke kun ham, der er kommet på skolebænken. Forskellen er bare, at han er bedre til det. Især når det kommer til de tvungne, sociale fællesskaber.

– Min første graviditet med Lizzi var rimelig nem, men jeg havde også brug for at afkomplicere det hele, fordi hele optakten havde været så besværlig. Jeg havde behov for at mærke den kvindelige urkraft. Det her kan jeg godt! Jeg ville jo godt kunne hægte mig på alle de dårlige historier – og de skal også have lov til at være der, for de oplevelser kan lære andre noget – men jeg havde ikke brugt for mere frygt, fordi det netop har været så hårdt at blive gravid. Jeg har det samme blik på forældreskabet – det er uden dogmer og forestillinger om, hvordan tingene skal være. Jeg VIL være afslappet omkring det her, nu er vi her jo. Vi ER blevet forældre, det var det vi drømte om!, siger Pernille, der er sig pinligt bevidst om sit held. Og sine privilegier. 

Så mens hun var en del af debatten om fertilitetsbehandling og var med i Mette Frederiksens arbejdsgruppe, der var med til at ændre loven omkring den – så er hun ikke at finde i gruppen af meningsdannere på SoMe, der taler om fx mental load. 

– Jeg tænker ekstremt tit over de privilegier vi har. Vi bor i Danmark. Jeg har et sundt og velfungerende familieliv. Vi har et hjem og et job. Vi er blandt verdens 0,00001 % mest heldige mennesker, og de problemer vi har, de er så megasmå i det store billede, selv om jeg godt ved, at alt er relativt. Men jeg er mig pinligt bevidst om mit eget privilegium – og det er det, fertilitetsbehandlingen har gjort ved mig. At jeg har lært ikke at tage tingene for givet – for jeg føler, jeg er blevet ramt af den største lykke, fortæller Pernille og fortsætter: 

– Jeg følger sjældent med, når det bliver for negativt, og jeg har ikke brug for at blive en del af koret. Det gør ikke noget godt for mit forældreskab, jeg synes det gør, at vi forstærker hinanden i, at det er hårdt at være børnefamilie. Jeg vil gerne deltage i debatter, og jeg syntes det var meningsfuldt at være en del af den gruppe, der sammen med statsministeren arbejdede for at ændre fertilitetsloven. Det gav super meget mening for mig. Men jeg føler, at vi kunne gøre mere for at løfte hinanden i en mere positiv retning. 

– Jeg respekterer fx hele mental load-debatten, men man kan nemt falde i et hul, hvor dårligdommen bliver dyrket, og det giver mere mening for mig at bide sig fast, når der er noget der skal ændres. Som fx Cathrine Widunok Wichmand, der har gjort et enormt stykke arbejde for at kaste lys på vilkårene indenfor fertilitetsbehandling. Og måske er mit syn på det også præget af, at jeg ved, hvor mange, der kæmper for at blive mødre derude. Hvor det er deres største ønske – men som ikke bliver opfyldt for alle.

Fjer og lyserøde briller 

På Pernille Rosenkildes Instagramprofil kalder hun sig kunstner. Pernille er uddannet designer og har arbejdet som stylist i mange år – ligesom hun kuraterer sit eget lille modebrand ’Per and the Zoo’, hvor hun finder tekstiler og tøj rundt om i verden, som hun syr om og forvandler til noget nyt. Det er en måde at udtrykke, lige den Pernille er. 

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

– Min store plan med livet er at prøve at være så autentisk som mulig. Det var hårdt, da jeg var ung og teenager at være anderledes med tøj og blive grint af. Men jeg har hele tiden tænk, at det er bedre at blive grint af end ikke at blive opdaget. Og for mig er det vigtigt at Lizzi kan mærke, hvem hun er. Tøjet er en udtryksform for mig, så det er det også for Lizzi lige nu, hvor hun ser meget op til sin mor. Så kan det jo være, hun kun vil have sort på, når hun bliver teenager – og det glæder Jeppe og jeg os bare til. At hun skal lære os noget. Jeg vil bare gerne have hun kan leve et liv, hvor der er plads til at være hende. Jeg vil også gerne selv være et selvstændigt individ, som kan tage ansvar for sin egen lykke – og som hun kan bruge som forbillede. Lizzi har også set mig være ked af det, men det er også ok – for det er også en del af livet. Man skal kunne stå selv. Når det så er sagt, så er det ikke sådan, jeg selv er vokset op, fortæller Pernille. 

Hun kommer fra en familie, hvor en skilsmisse vendte op og ned i tilværelsen, for den dengang 10-årige Pernille. 

– Min far flyttede til Jylland, og jeg endte med at tage toget derover med min lillesøster hver anden weekend som tiårig. Skilsmissen påvirkede selvfølgelig også min mor meget, og som voksen kan jeg sagtens forstå det. Men som barn er det meget svært at se sin familie falde fra hinanden. Jeg husker, at jeg tog meget ansvar for andres følelser og blev lidt et antennebarn, der gerne ville sikre sig, at der var styr på sagerne. Derfor er det også vigtigt for mig, at Lizzi vokser op i et hjem, hvor hun også ser forældre, der er glade for hinanden. Hvor der er kærlighed – og at den ikke kun er rettet mod hende, men at den også løber imellem de voksne. For det har jeg ikke selv prøvet. 

Pernille har arbejdet målrettet med sig selv for ikke at tage nogle af de mønstre, hun er rundet af med sig ind i sit familieliv. For at bryde cirklen, som hun siger. 

– Nogle gange skal man have hjælp til det. Det kan være fra psykologer, fra venner eller fra fjer. Vi har alle sammen vores hjælpere her i livet, og hvis man beslutter sig for det, kan man godt arbejde med de her ting og udvikle sig. 

Og her er vi tilbage ved de lyserøde fjer og den opsigtsvækkende garderobe, der har gjort Pernille til et tyggegummi-boblende stilikon. For Pernille er det en kunstform. 

– For mig er mit tøj et visitkort for min sjæl. Så du kan let afkode mig, og der er meget glæde i min garderobe, og det er selvforstærkende. Det ikke alle dage, jeg tager fjer på – men jeg bruger mit tøj som et energiboost. Det hjælper, for man møder verden på en anden måde. Folk kigger på dig, du får smil og komplimenter, og folk reagerer positivt. Det sætter en bevægelse i gang, og det gode bliver forstærket. Jeg kan også se Lizzis glæde, når hun får noget sjovt tøj på – hun danser rundt i det! Det gør mig glad. 

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Meget af Pernilles, og Lizzis, garderobe er vintage, genbrug og redesignet af Pernille selv. 

– Det har altid været en del af, hvem jeg er. Og en stor drivkraft for mig. Jeg kommer ikke fra en familie, hvor man kunne få alt, hvad man pegede på. Men det gjorde jo så, at jeg blev kreativ og gik i genbrugsbutikker, syede ting om, fordi jeg ikke havde mulighed for bare at købe det, jeg gerne ville have, fortæller Pernille. 

Influencer-mor, eller mor og influencer? 

Pernille har mange ben at stå på i sit professionelle liv, og de sociale medier, der – uagtet at det er en del af hendes arbejde – indimellem volder hende nogle problemer. Både som afsender og modtager. 

– Jeg synes nærmest, at det er pinligt at sige, jeg er influencer. Det er et dilemma, for jeg synes det er svært at promovere tøj og ting i en verden, hvor vi skal skære ned på den slags. Jeg er jo en del af problemet. Men jeg prøver at bidrage til at sprede glæde og håb på Instagram – og jeg hører fra folk, at de bliver inspireret til at udtrykke sig med deres tøj.

Pernille deler også Lizzi på sin Instagram, men er lige nu i tænkeboks omkring, hvor længe hun skal blive ved med at gøre det. 

– Det er svært, fordi jeg er så stolt af vores familie, og jeg vil så gerne vise dem frem. Nu er der den her nye debat om børnenes GDPR, og jeg lytter til det, der bliver sagt og besluttet. Det her er en branche, hvor det går ekstremt hurtigt, og lovgivningen halser efter. Teknologien udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at tænke over, hvad den gør ved os, reflekterer Pernille, og trækker en tråd til de temaer, der ind imellem også overtager samtalen på især de sociale medier. Om moderskab, mental load og meget andet.

– Debatten kan hurtigt blive overstyret, for det går jo så sindssygt hurtigt. Det løber afsted som en steppebrand – fx hvis man siger noget om bæredygtighed, så er der straks et kor, der er efter dig med alle de ting, du gør forkert. Jeg kan også godt mærke, at jeg er bange for at sige noget her, der kan komme tilbage i hovedet for mig. Fx mine tanker om mental load eller at man deler sine børn på sine sociale medier. Der kommer med garanti nogen nu og bliver rigtig vrede på mig. Det synes jeg er ærgerligt, for det forstummer en debat, der er vigtig at have. For det er jo ikke det, der er svaret. 

– Hvad nu hvis vi tillader os selv at være i tvivl og at være sårbare? Det kan være, Lizzi kommer om ti år og er virkelig vred over, at jeg har delt billeder af hende, og så vil jeg være klar til at tale med hende om det. Men jeg håber nærmest, at Instagram er lukket til den tid, hvilket jo er paradoksalt, når det er det, jeg lever af. Der er så mange slagsider ved de sociale medier, især for børn og unge – men det er en hel artikel for sig.

LÆS OGSÅ

Udadtil havde Lisbeth et perfekt liv, men hun var fuld af hjertesorg og skyldfølelse

For Lisbeth Fabricius begyndte hjertesorgen længe før, forholdet sluttede. Den voksede i stilhed mellem madpakker og skoleferier – midt i et liv, der både på papiret og på tv i "Årgang 20"-programmerne lignede lykken. Men den tomhed, Lisbeth mærkede indeni, kunne hverken kureres med en ny baby, drømmehuset eller et stort bryllup. Så hvad gør man, når lykkefølelsen udebliver i det liv, man troede ville være drømmen?

Når Pernille deler sit liv som mor, er det som en del af hele det liv, hun lever. Med rejser, timer på legepladsen, en farveeksplosion af en garderobe og ting, der begejstrer hende. Her er ikke så meget havregrød, udmattelse og krise, selv om alle de ting selvfølgelig også jævnligt er på besøg i Pernilles liv. 

– Jeg deler mit liv som mor, men det er jo ikke det eneste, jeg er. Mit liv kan godt se glansbilledeagtigt ud, men jeg deler også ting, som jeg helt oprigtigt og inderligt synes er vigtige, og derfor føler jeg, at det er vigtigt fx at dele min fertilitetsrejse. Og den taknemmelighed jeg føler over, at det er lykkedes for os. To gange nu. Det er en indgang til forældreskabet, som jeg synes, man kan bruge aktivt. Jeg er meget bevidst om, at jeg sidder oppe på toppen af behovspyramiden. Og det gør, at jeg kan huske taknemmeligheden.