Ramasjang-værter: ”Vi har gode forældre i det her land, der bekymrer sig om deres børn”

To granvoksne mænd står og skutter sig i støvregnen i en krog af Københavns Kødbys grå kulisse. Om lidt skal de drives rundt i manegen mellem slagterforretninger og barer af en garvet fotograf, der vil forsøge at lokke dem ud af barndommens land og ind i de voksnes rækker i anledning af det interview, de lige har givet. Mens de står og tripper med skuldre i kæbehøjde, falder snakken på dårlige vaner. Hvis nogen fik et billede af dem med en cigaret i mundvigen eller en øl i hånden, ville det være karriereselvmord, er de enige om.

Taget i betragtning af, at 16 procent af den danske befolkning ryger hver dag, og alkohol er en ligeså stor del af vores liv som ”hygge”, kan det lyde en anelse hysterisk. Men de er ikke hvem som helst.

Spørg bare den første fem-årige, du kan komme i tanke om, og barnet vil svare: Hr. Skæg og Sebastian! Og tredjemanden, der slutter sig til sine to kolleger nu? Kristian fra Ramasjang Mysteriet. Der vil ikke være nogen tvivl.

Privat går de under navnene Mikkel Lomborg, Sebastian Klein og Kristian Gintberg og har alle det til fælles, at de er værter på DRs børnekanal; Ramasjang. På skærmen agerer de altid på børnenes præmisser, og det har givet dem en særlig plads hos de mindste. De lever et rockstjerneliv i knæhøjde, om man vil. Som et slags Metallica for miniputter, lever de med en evig opmærksomhed fra deres publikum. Forskellen fra bandet i virkeligheden – blandt et par andre, bevares – er bare, at børnetrioens fanskare endnu ikke har lært, at vi hvisker om de kendte, ikke peger. Heldigvis ved de tre alt om, hvordan dét skal håndteres.

MAN PEGER IKKE! – KUN PÅ BØRNEVÆRTEN

– Jeg har prøvet at være ude på en skole og skulle på toilettet, og pludselig var der børn kravlende op ad væggene, som råbte: ”Han er derinde! Han er derinde!”. Helt sindssyg oplevelse. Nu bruger jeg kun handicaplokummet. Hver gang, siger Sebastian Klein, og hans to kolleger bryder ud i højrøstet latter.

Graden af absurditet er ikke til at overse. Selvom visse situationer kan hyle de garvede børneværter ud af den, så mestrer de alle sammen et eksemplarisk overskud i kontakten med deres dedikerede fanskare – også når de har fri.

Det er Kleins private videosvar på to børnehavedrenges mail et godt eksempel på. Efter at have læst hans bog ’Verdens 100 farligste dyr’ forfra og bagfra, ville de høre, om en frø får malaria, hvis den spiser myggen – og i øvrigt også, hvor honninggrævlingen mon bor? Med den velkendte hyperpædagogiske begejstring, med hvilken han har gjort børn klogere på dyr og deres fæces, siden Dr. Pjuskebusk så dagens lys i 90’erne, fortæller han i en video til brødrene, at grævlingen er ”møghamrende sej” og nej, frøen får ikke malaria, for man skal stikkes for at få virus ind i blodet. Sådan.

Kristian er ikke meget anderledes. Han kvitterer med gakkede grimasser, når folk prøver at tage et billede af ham i smug. Som når han står til en Gnags-koncert, og han begejstret udbryder til teenageflokken, der hvisker om ham: ”Fedt, I ser Ramasjang!? Skal I ikke have en lille autograf?”.

Historierne fra småbørnsforældre om Hr. Skæg, der som Mikkel Lomborg tager sig tid til at tale med de børn, som tydeligvis har spottet deres store idol uden at ænse, at han er i civil eller ude med sin familie, er utallige.

LÆS OGSÅ: Ramasjang-vært Kristian Gintberg: ”Børn elsker prutter, bøvser og mænd i dametøj, men der er ikke langt fra grin til gråd”

NEJ ER KUN ET FATTIGT ORD

De har været i ”gamet” i hhv. 22 år, 10 år og seks år og går ind i det med alt, hvad de har. Også i deres fritid. De kunne ikke forestille sig det anderledes.

S: – Jeg siger aldrig nej til at få taget et billede. Det synes jeg ikke, man kan tillade sig.

Hvorfor ikke?

S: – Fordi det er mit publikum. Det er næsten ligegyldigt, hvilken sammenhæng du befinder dig i, hvis du siger ”nej, ikke lige nu”, vil du på en eller anden måde fremstå krukket eller gøre nogen ked af det. Og det er det sidste, jeg gider, så jeg tager det med, selvom det nogle gange går ud over familien, hvis jeg er sammen med mine børn.

M: – De har et splitsekund til at dømme dig, og det billede sidder bedre fast end alt, hvad de læser, og alt, hvad de ser i fjernsynet, for det er deres personlige møde med dig. Jeg har prøvet at sige nej til en ung mor, som henvendte sig meget ydmygt, da jeg var på museum med familien. Vi havde aftalt inden, at i dag var vi bare ude som familie, og det sagde jeg til hende. Hun gik derfra helt flov, og både min kone og jeg havde helt ondt i maven over det i en time bagefter. Det er jo ikke det værd. Så hellere lige tage sig de 30 sekunder. Jeg hader selv Oliver Stone af samme grund, fordi jeg er stødt ind i ham på vej ud af DR-byen, hvor han ikke gengældte mit ’hej’… Arrogante stodder! griner Mikkel og fortsætter:

– Det er gamet. Det er jo dét, vi lever af. Og jeg må indrømme, jeg hele mit liv har drømt om det. Før jeg lavede børnefjernsyn, gik jeg også rundt med det her skæg; en relativt tydelig indikator for, at jeg har behov for at blive set.

Alle tre værter er enige om, at regnestykket går op.

K: – Det mere end udligner sig. Altså, da jeg lå med tømmermænd i går efter premiere-festen, kunne jeg godt tænke, det er nederen at blive genkendt i Netto. Men jeg synes, det er nederen at tale med alle mennesker, når jeg har tømmermænd. Også min mor og far. For mig hedder den 70/30. Det er 70 procent fedt. Hvis ikke 80. Eller 90.

M: – Det er det nemlig!

K: – Og det er jo god opmærksomhed.

M: – Det er ren ros til os som personer, og det er fælles for os alle tre, at det er det bedste af vores personligheder, der kommer frem og får lov at få en rolle. Det er svært ikke at blive lidt beruset og afhængig af.

S: – Vi har jo alle sammen prøvet at gå hen ad en vej, og så kommer der en børnehave gående imod en. Og man tænker: ”Åh nej. Orker det ikke”. Og så går den bare forbi, og der er ikke en ENESTE, der lægger mærke til en. Så har jeg næsten lyst til at vende mig rundt og råbe ”Hey!”.

Hvorfor er I blevet værter?

S: – DR ringede flere gange, da jeg var teenager for at få mig til casting, men det skulle jeg fandme ikke. Jeg skulle ikke være ligesom min far (skuespiller Sebastian Klein, red.), der altid har været dårlig til at håndtere opmærksomheden. Han var meget sky. Men da jeg var i starten af 20’erne, ringede de igen. Og så tænkte jeg, at det kunne jeg måske godt alligevel. Jeg var rødhåret og havde briller. Så… Måske det kunne give nogle damer at være på TV, griner Sebastian ironisk.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Børn burde ikke være i et tv-studie"

I MANGEL PÅ UDKLÆDNING

Havde de to timer, dette interview varer, været tv-transmitteret før klokken 20, havde der været flere næsten lydløse passager med det formål at udelukke fy-ord fra sendefladen. Sebastians kommentar er et godt eksempel. De tre mænd er tydeligt også bare drengerøve på slap line og udnytter, at de mødes med ligesindede for en gangs skyld. Det sker ellers kun omtrent en gang årligt, når Cirkus Summarum har premiere. Uden deres ligesindede ville de være meget alene som voksne i børnenes univers, hvor anarkiet hersker, og diskretion er ikke-eksisterende.

K: – Der er jo ikke andre, vi kan tale med på samme måde. Min tilrettelægger og producer laver for eksempel noget helt andet. I er de nærmeste kolleger, jeg har, og også dem, jeg ser mindst, fordi vi laver hver vores ting. Men det er jo egentlig jer, der allerbedst forstår, hvordan det hele hænger sammen.

De to andre nikker.

Én af de ting, de alle har til fælles, er, at de ikke kan smide deres kostumer og få en pause fra opmærksomheden. En hat og et par seler som Kristians gør ikke den store forskel. Hverken til eller fra. Og det gør et par meter i længden på skægfronten for den sags skyld heller ikke. De ligner alle den karakter, de legemliggør på skærmen. To af dem deler endda navn med dem.

K: – På tv er jeg ham den aseksuelle, faderlige figur, der bare er helt plain og aldrig brokker sig, men jeg er jo også bare en ung fyr i slutningen af tyverne, der drikker og hygger sig. Folk spørger altid: ”Har du bare aldrig en dårlig dag?” Jo! Du skulle møde mig om morgenen, jeg er pissesur før klokken 11!

Hvordan oplever du det at blive kendt?

K: – I begyndelsen var det ikke noget problem for mig. Jeg overtog en rolle i Lille Nørd efter Anders, hvor man har neonfarvede T-shirts på, og i det første lange stykke tid kom børn hen og spurgte, om de måtte få Anders’ autograf, og blev helt skuffede, når der stod Kristian. Til sidst stoppede jeg med at skrive Kristian. Så skrev jeg bare Anders. Så da jeg skulle lave ’Ramasjang Mysteriet’, skrev jeg en sang om, at nu var jeg blevet detektiv bare for at få kværnet mit eget navn ind. I hele omkvædet synger jeg ”Kristian, åh Kristian, nu er du endelig blevet detektiv”. Det hjalp! Nu bliver jeg ikke kaldt Anders. Anders bliver vist kaldt Kristian!

M: – Du vandt!

K: – Ja, jeg gjorde, haha.

M: – Jeg havde jo det her skæg 10 år, før jeg blev Hr. Skæg. Det var allerede på det tidspunkt en traffic stopper. Så begyndte jeg at lave børne-tv, og det blev til Hr. Skægs skæg mere end Mikkel Lomborgs. Det er længe siden, Mikkel Lomborg er druknet. Der er ikke rigtig nogen mulighed for mig for at være anonym. De gange, jeg har været ude og bade ved stranden, har jeg et kæmpe badehåndklæde beduinet omkring halsen og rundt om hovedet og har solbriller på.

S: – Så der ikke er nogen, der lægger mærke til dig…? M: – Jo, der er mange, der lægger mærke til mig. Men der er ingen, der sender deres børn over til mig. Der er ikke nogen, der kommer for at tage en selfie. Jeg har prøvet at stå i havet med 20-30 børn, og det er jo livsfarligt. De er ned til to år gamle. Min papdatter og jeg har simpelthen været nødt til at flygte fra stranden.

Hvor tit oplever I at blive stoppet, når I er ude som jer selv?

M: – Tre, fire gange om dagen. Jeg er jo ”klædt ud” 24 timer i døgnet. Det er min skæbne på en eller anden måde. Det er enhver tur til bageren eller tankstationen. Eller kommunekontoret. Eller MR-scanning.

S: – Du er også den mest udsatte. Det sker ikke lige så tit for mig. Du kunne jo også bare lade være med at rende rundt med det der i hovedet, griner Sebastian med reference til Mikkels sorte skæg og cykelstyr.

K: – Har du aldrig lyst til bare at hive en trimmer frem?

M: – Nogen gange. Jeg røver en bank, inden jeg barberer det af. Ingen vil kunne genkende mig bagefter. Ikke engang min mor. Det er helt sikkert. Det er bedre end et facelift! Det er dejligt at vide, at jeg har den mulighed. Men jeg har haft det, siden jeg var midt i tyverne, og nu er jeg 46. Det værste er, at det går ud over familien. Der er ting, vi ikke kan; tage i Tivoli, zoologisk have eller på stranden. Det er luksusting, vi bliver nødt til at tage til udlandet for gøre. Til Sverige.

S: – I tager derover?

M: – Ja, det gør vi. Gøteborg eller Malmø. Så er jeg jo anonym og kan være far. Det er ret sejt.

CURLINGFORÆLDRE FINDES IKKE

Nu har I ordet og mulighed for at sige noget til forældrene derude. Hvad er jeres budskab?

M: – I er så dygtige og seje og kloge og geniale, forældre! I gør alt rigtigt! Udråbstegn, udråbstegn, udråbstegn. Stop.

S: – Hahaha.

M: – De gør sig så fucking umage. De skal bare have kærlighed!

Også curlingforældrene?

S: – Jeg vil gerne sige noget om de curlingforældre. De får så mange smæk. Det er det vildeste hetz-pislort! Jeg gider slet ikke høre på det. Der har været en eller anden mor, der brokkede sig til Roskilde festivalen på sin datters vegne. So fucking what? Det er ÉN! Og hvad sker der med folk på Facebook, som skriver: ”Curlingforældre, de er bare nogle sviiin”? Lad dem da være! Hvad er det for en generalisering?

M: – Det er en folkesygdom!

S: – Vi generaliserer, og vi hater. Vi skal altid hate. Jeg synes det samme som Mikkel. Jeg troede faktisk, du var i gang med at sige noget for sjov, men du mener det?

M: – Jeg mener det!

S: – Jeg synes, vi har gode forældre i det her land, der bekymrer sig om deres børn og vil dem det bedste. Hvad fanden skal man mere forvente? Det må da være det, der er meningen.

Du har været i gamet i lang tid, Sebastian. Er der noget, der har ændret sig i måden, vi er forældre på?

S: – Jeg har den største respekt for forældre, der vil deres børn det bedste. Generelt synes jeg ikke, man kan være kritisk over for dem. Men nogen gange kan de faktisk være mere irriterende end deres børn. For eksempel når de vil skubbe børn frem, der ikke vil skubbes frem, i forventningen om, at de vil blive glade for det senere hen.

K: – Der er jo nogle børn, der gerne vil, og så synes jeg, det er fint nok. Men der er helt klart også mange børn, der ikke vil. Så er det blevet et forældreprojekt.

S: – Der er jo noget med forældre ligeså snart, de har deres børn. Så har de lov til at gøre mere. Hvis de ser Preben Elkjær eller Peter Schmeichel, så hvisker de måske lidt.

M: – Ja, ”men han har fri”.

S: – De lader ham som regel være. Men ser de Hr. Skæg, råber de: ”Prøv at se. Prøv at se!” til børnene, og til os siger de: ”Prøv lige at stop. Stop!” Og så skal vi stå der. ”Kan du ikke se, hvem det er? Kan du ikke se det?”

M: – Ja, badadammm (nynner intromelodien til serien ’Skæg med bogstaver’).

K: – De har en samtale med barnet om én foran én, hvor man ikke er inddraget. Det er som om, man ikke har et sprog, og det er så mærkeligt.

S: – Nogle gange, begynder jeg at skælde forældrene lidt ud. Jeg taler til barnet og fortæller det: ”Man må jo normalt ikke pege, så nu skal du ikke gøre, som din far eller mor gør. Det betragtes som uhøfligt,” siger jeg. Selvfølgelig med et smil. Men nogle forældre har ingen pli.

M: – De er skruppelløse, haha. Igen giver lydbarometret på diktafonen maksimalt udslag, da de tre forenes i drengerøvens signatur: brølet, der ruller helt nede fra maven og ud gennem et åbent gab på ophavsmanden som en næsten unison lyd, der overdøver alt, til de igen får hold i sig selv. Tiden er inde til at klæde om og gøre klar til, at de tre barnlige sjæle skal styles som de mænd, de også er, men som småsnakken tidligere på dagen afslører, er det ikke kun børn og deres dedikerede forældre, der har svært ved at skille privatperson fra børnevært.

S: – Spillede du bare dig selv i ’Cirkus Summarum’-filmen?

M: – Ja, det gjorde jeg.

S: – Eller, du hedder jo Mikkel Lomborg, men altså.

M: – Nårh ja! Jeg spillede Hr. Skæg.

Trioen træder ind foran linsen. Klar til at blive forevigede som dem selv – for en gangs skyld.