Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Sofie Münster
Foto: Franne Voigt Sofie Münster er stifter af onlinemagasinet NOPA – Nordic Parenting.

Sofie Münster: ”Der bliver råbt ’curling’ og peget utrolig meget fingre af forældre”

Det, forældre skal blive bedre til, er faktisk det samme, som vi skal lære vores børn: At vi ikke kan det hele fra starten, at det er i orden at fejle. Sofie Münster vil gøre det acceptabelt, at opdragelse ikke er noget, vi kan ved et trylleslag.

Sofie Münsters datter, Filippa, går i fjerde klasse, da hun en eftermiddag kommer hjem og fortæller sin mor om en fremlæggelse, hun har lavet i skolen. Nerverne sitrer på Sofie Münster, mens hun lytter til den tiårige gengive sin oplevelse af at stille sig selv og sine talenter til skue foran ikke bare sin egen klasse, men hele skolen. Det lyder som om, det er gået godt, indtil Filippa kommer til historiens klimaks: ”Og mor, så skete der det, at jeg gik i stå midt i det hele”. Sofie Münster kan nærmest mærke luften blive slået ud af sig, og udbryder spontant: ”Åh gud, skat, er du okay?!” Hvortil den tiårige helt cool svarer: ”Ja, for jeg lærte jo bare, at jeg skulle starte forfra”.

– Der reddede min datter mig virkelig på målstregen, griner Sofie Münster.   

– For ved at lyde helt forfærdet over den fejl, hun havde lavet, var jeg jo i gang med at lære hende, at hun aldrig igen skulle løbe risikoen ved at stille sig op på en scene. Og er der noget, jeg håber, så er det, at min datter får modet til at fejle med sig hjemmefra. At hun lærer, at det ikke en korrekthedskultur, der er det væsentlige, men det at hun udfordrer sig selv. Som forældre rammer vi desværre bare ikke plet med vores opdragelse hver gang, erkender Sofie Münster.

Men måske viser oplevelsen netop det: At det er lykkedes Sofie Münster at ramme plet tilstrækkelig mange gange til, at det er blevet en indgroet del af datterens bevidsthed, at et enkelt kiks ikke skal slå hende ud af kurs. Som mor til en pige i samme alder kender jeg kun alt for godt fornemmelsen af at stå på sidelinjen og heppe på, at min datter skal komme godt i mål med de ting, hun kaster sig ud i. Når hun ikke gør det, har jeg lyst til at putte hende ind under min vinge og beskytte hende fra nogensinde igen at blive konfronteret med ydmygende nederlag. Men som vi sidder ved spisebordet i Sofie Münsters lille, hyggelige strandvejshus i Hellebæk nord for Helsingør med kaffe i kopperne i den ene ende af bordet og en to måneder gammel baby sovende fredfyldt i sin lift i den anden, giver det så meget mening, at jeg skal blive bedre til at have is i maven. Ikke at have så ondt af hende og hendes to brødre når de snubler på målstregen, og i stedet vise dem, at de faktisk lærer meget mere, når de gør det. Jeg kan ikke lade være med at være lidt imponeret over, at en kvinde, der blev mor som 20-årig, tilsyneladende har så godt greb om forældrerollen. Jeg havde knap nok styr på mig selv i den alder, men netop dét, mener Sofie Münster, har nærmest været en fordel.

– Jeg var så ung, at jeg ikke havde gjort mig særlig mange forestillinger om, hvordan jeg ville være som mor. Jeg havde ikke alle mulige idealer, jeg forsøgte at leve op til, så jeg tror, at min tilgang blev mindre tænkt, funderer Sofie Münster. 

 LÆS OGSÅ: Børns følelser: Lær at forstå dem

Tigermødre & curling

I dag er hun 32 år, uddannet cand.scient.pol og egentlig på barsel Filippas lillesøster Lucca – den lille pige i liften. Men det er en arbejdende én af slagsen, for hun driver onlinemagasinet NOPA – Nordic Parenting, hvor op til en halv million månedlige læsere har vænnet sig til, at hun delagtiggør dem i seneste forskning inden for neurologi og psykologi på børneområdet. Læserne kan hun ikke svigte, synes hun, så når babyen sover, skriver hun. Desuden ringede børne- og socialminister Mai Mercado (K) dagen efter, at Sofie Münster havde født, og spurgte, om den meget nybagte mor ville være formand for ministerens nye opdragelsespanel.

– Jeg var kommet hjem om natten og sad totalt forvirret og helt omtumlet, da hun ringede. Jeg tænkte ikke så meget, men sagde egentlig bare ja, griner Sofie Münster.

Det kunne nemlig stå bedre til med danske forældres opdragelsesevner, mener ministeren, og derfor har hun nedsat dette panel til at kortlægge forskning og indsamle viden om, hvilken rolle i samfundet vi forældre skal have, hvilke værdier der er vigtige at give vores børn, og hvordan vi klæder dem bedst på til at indgå i fællesskaber i daginstitution, skole, fritidsliv og videre i livet. Det lyder som en rimelig stor opgave at få fikset imellem amning, bleskift og natteroderi. Men Sofie Münster får det til at fungere. For hun brænder for at opkvalificere debatten og opfinde en ny måde at tale om forældre, børn og opdragelse på. Uden at det bliver sådan noget, hvor forargelse, bedrevidenhed og skældsord sidder løst.

– Den måde, vi i øjeblikket taler om forældre og opdragelse i det offentlige rum, er enormt polariserende. Der bliver råbt ’curling’ til rigtig meget og peget utrolig meget fingre af forældre. I medierne er historien enten, at vi er tigermødre, der skubber vores børn foran os og presser dem til at udleve vores egne ambitioner, eller sådan nogle dyrekort-forældre, der fjerner hver en sten på vores børn vej, siger Sofie Münster med henvisning til sagen, hvor en gruppe forældre klagede til ombudsmanden over Dansk Supermarked, fordi de mente, at det var svært for deres børn at indsamle de dyrekort, som blev delt ud i butikkerne sammen med indkøbene.

– Det er selvfølgelig ikke hele sandheden. Og uanset hvad tror jeg ikke, vi bliver bedre af at blive gjort til grin og peget fingre af, siger Sofie Münster.

Men som det er med de fleste klichéer, kommer de om et sted fra. De gør ondt, fordi der er noget rigtigt i dem. Børn har fået mere medbestemmelse, flere valgmuligheder og mere frihed, og som forældre er vi blevet mere famlende og mere tilbøjelige til at pakke gymnastisktasken og sørge for, at der er koldt vand i drikkedunken for dem. Sofie Münster mener, at det hænger sammen med, at samfundet i dag ændrer sig så hurtigt, at vi ikke aner, hvad det er, vi opdrager til. Samtidig har vi i Norden et børnesyn, som gør det naturligt for os at betragte vores mindste som fuldgyldige medlemmer af familien med ret til egne holdninger og følelser.

– Vi er virkelig gode til at tage børn alvorligt, og det er utrolig sundt. Vi glemmer bare ind imellem at skelne mellem børn og voksne og forfremmer nærmest vores børn til små voksne. Alt den frihed stiller enormt store krav, både til os som forældre og til vores børn. Når de oveni bliver hjulpet rigtig meget, fordi vi har travlt og gerne vil hygge os, når vi endelig er sammen, går de glip af den indre styrke og karakterdannelse, der ligger i at være selvhjulpen. Risikoen er, at de lærer at navigere efter, hvad der er nemmest i situationen, og så får vi nogle børn, der får svært ved at magte livet og alle de bump, de møder undervejs.

LÆS OGSÅ: Overlægens opsang: Børn i dag har alt for meget medbestemmelse

Drop præstationsræset

Indre styrke. Karakter. Værdier. Det er sådanne gammeldags ord, der flyder fra den unge kvindes mund igen og igen undervejs i interviewet. For hun har fundet ud af noget i de syv år, hun har beskæftiget sig professionelt med, hvordan vi bedre kan ruste vores børn til det liv, der venter. Det er, at de vigtigste forudsætninger for at klare sig godt i livet ikke er det sociale lag eller den IQ, vores børn får i dåbsgave. Det er derimod personlige egenskaber som arbejdsomhed, velholdenhed, styrke til at kaste sig ud i nye udfordringer og rejse sig igen (når man eksempelvis kløjes i sin skolefremlæggelse), der er afgørende for at få sig en uddannelse, holde på et job og lykkes med parforhold, venskaber og familiedannelse. Og det er faktisk noget, alle kan lære.

– Det handler om at fokusere mindre på præstationer og mere på indsatsen og det, at man øver sig. At vise vores børn, at det vigtige ikke er, om de som udgangspunkt er kloge, men at de arbejder hårdt og bliver ved, selv om det er svært, for så tør de i højere grad sætte sig selv på spil, siger Sofie Münster og henviser til forskning, der viser, at den måde, vi roser børn på i to-tre års alderen er afgørende for den måde, de arbejder på, når de kommer i skole.

Jeg får lidt røde ører her. Mine børn får masser af ros for netop deres resultater og medfødte evner. Jeg bliver da pivstolt, når min otteårige søn ubesværet læser engelsk eller fremviser en vildt flot tegning, og det sker helt spontant, at jeg udbryder: ”Hvor er du bare sej!”. Skal det nu være forbudt? Sofie Münster griner lidt og indrømmer, at det er vildt svært at lægge låg på den naturlige forældre-stolthed. Problemet er bare at:

– Dit barn bliver enormt afhængig af den ros, du giver for selve præstationen. Kommer han hjem med en tegning, og du siger ”hvor er du god til at tegne!” vil han få lyst til at bekræfte, at han er god – og vil være mere tilbøjelig til at tegne den samme, flotte bil end at kaste sig ud i den svære flyvemaskine og dermed afsløre, at han faktisk ikke var så god, som du og han selv troede, forklarer Sofie Münster, som har et forslag til, hvad jeg i stedet kan gøre: 

– Prøv at udskifte ros med interesse og i stedet spørge ”wow, hvordan gjorde du det? Jeg kan se, at du har tegnet mere detaljeret end du plejer, jeg synes, det er mega sejt, når du prøver noget nyt.” For når du holder fokus på processen, roser du det, at dit barn har gjort sig umage og udfordret sig selv, og det vil han få lyst til at gøre igen. 

LÆS OGSÅ: 8 tips til at gøre hverdagen lettere

Stå ved egne fejl

Jeg forstår, hvad hun mener. Jeg synes bare, det svært ikke at hoppe med på den præstationskultur, der også er dominerende i samfundet. Vores børn bliver jo målt og vejet og sat på formel, nærmest fra de tager deres første åndedrag. Sundhedsplejersken tjekker, om babyens vægt, motorik og pludren er alderssvarende, vuggestue og børnehave udfylder skemaer for, om læringsmålene er opnået, og i skolen går det helt amok med nationaltest og skole-hjemsamtaler. Det kan jeg som ene forælder ikke kæmpe imod, tænker jeg. Det tænker Sofie Münster godt, at jeg kan. 

– Samfundet fremmer præstationskulturen i en helt ekstrem grad, og det er selvfølgelig uden for din kontrol. Men jeg tror på, at vi som forældre kan gøre rigtig meget for at være en modvægt til det. Hvis dine børn mærker, at du selv har et afslappet forhold til både de nederlag og skuffelser, de oplever på deres vej, og også tør at stå ved dine egne, er du kommet rigtig langt, mener Sofie Münster.

De er jo uundgåelige, nederlagene. Også i forældrerollen. I avisernes debatsektioner er det netop alle vores fejl og mangler som forældre, der bliver pinpointet igen og igen, og måske kender du følelsen af at blive helt opgivende af at blive banket oveni hovedet med alt det, du ikke kan. Forestillingen om, at vi skal være perfekte som forældre, vil Sofie Münster gerne til livs.

– Det er som om, at lige netop i forældrerollen er det ikke i orden at være i tvivl. Men du kan ikke gøre dig forhåbninger om at være perfekt i din opdragelse hver gang, der er noget på spil, så jeg kunne godt tænke mig en større accept af, at vi som forældre tager en rejse sammen med vores børn. Jeg tror vitterlig på, at refleksionen over det, vi gør, er det, der gør os bedre på langt sigt. For når vi reflekterer over, hvad vi gør, øver vi os på at gøre det bedre, og at være forældre er noget, vi skal øve os på. 

Tvivlen på egne evner kender Sofie Münster godt. Når man i en alder af 32 har skrevet to bøger om opdragelse, driver et helt website om samme og har været vært for et TV-program med den skråsikre titel Opdrag en vinder, kan det godt være lidt angstprovokerende for hende at tænke på, hvordan hun i sit eget privatliv skal stå på mål for det, hun prædiker overfor andre.

– Jeg kan godt få lidt præstationsangst. Jeg ved godt, at nogle vil tænke ”hun har sikkert helt styr på det derhjemme”. Det har jeg altså ikke. Alle børn er forskellige, og der er en million ubekendte, hver gang du står i situationen, hvor det brænder på med dit barn. Jeg kommer også til at have hylescenerne i supermarkedet, hvor folk vil tænke: ”hun er da helt på afveje med sin opdragelse”. Men jeg vil gerne have sat ord på, at det er bøvlet at opdrage børn, at det tager rigtig lang tid, og at vi ikke kan det fra starten. Så kunne det jo være, at der var mindre barriere for at tage kampene.

Vi har talt i to timer, og babyen har ikke lavet en hylescene – endsige sagt en eneste lyd. Til gengæld er der noget, der runger indeni mig: Det er okay, at jeg, efter næsten 12 år som mor, stadig øver mig.

Bliv selv bedre:

Stå ved egne fejl 

Vis at du går igennem den samme proces som dit barn, når du skal lære noget nyt, for eksempel på dit arbejde. Fortæl, når du har begået en fejl, når du er i tvivl, om du kan løse en bestemt opgave, eller når du har kastet dig ud i en udfordring, der gør dig usikker. Vis også dit barn, når du tager fejl overfor ham eller hende. Pointen er ikke at sige undskyld, men at fortælle, hvordan du vil øve dig på at gøre det bedre.

Dæmp opmærksomheden på præstationer

Tænk over, hvordan du fordeler din opmærksomhed mellem dit barns sejre
og nederlag, og spørg ind
til processen i stedet for resultatet.

Drop mærkater

Lad være med at stemple dit barn som ´en rigtig læsehest` eller omvendt ´vi kan bare ikke matematik i vores familie`. Det låser dit barn fast i en forestilling om, hvad han eller hun skal leve op til, eller hvad hun umuligt kan lære. 

Spot de gode eksempler

Hold øje med situationer, hvor dit barn godt kan det, som han eller hun i andre situationer har svært ved. Gider han godt at blive ved med at kæmpe med computerspillet, selvom han dør, men går helt i sort, når matematikopgaven er svær, så brug det som eksempel ved at sige: ´Hvad gør du her for at blive ved? Kan du sige det samme til dig selv, når du…?

Kilde: Bogen Klog er noget, man øver sig på af Sofie Münster

Om Sofie Münster

32 år, stifter af onlinemagasinet NOPA – Nordic Parenting.
Formand for børne- og socialminister Mai Mercados (K) opdragelsesudvalg og forfatter til bøgerne Klog er noget man øver sig på og Kærlighed er ikke nok. I januar 2018 var hun vært på TV2-programserien Opdrag en vinder. Privat er hun mor til Filippa, 12, og Lucca, 4 mdr., som hun har sammen med sin mand, Peter.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre og Børneopdragelse