Sundhed
Har du et spørgsmål om børn og sundhed? Spørg Liselotte Hergel. Hun er forfatter til Gyldendals store lægebog og praktiserende læge i Lyngby med masser af børnefamilier i sin klinik. Send din mail til sund@juniormag.dk
Brevkasse spørgsmål: Kan køresyge være psykisk?
Hej liselotte,
Jeg har et meget stort problem. Vi har en dreng på 12 år, som lider meget af køresyge. Han bliver så dårlig, at han er syg i et par dage efter, vi er ankommet. Han kaster op uafbrudt.
Vi har lige været af sted, og det er som om, han slet ikke kommer ud af køresygen. Vi har været ved lægen, fordi vi var bekymrede for, om han fejler noget alvorligt, fordi han bare ved tanken om at skulle køre et sted hen, som han ikke kender, bliver syg. Det er efter min mening tegn på, at hans angst er noget, der foregår i hovedet. Han kunne godt i weekenden køre til festival, fordi han gerne ville købe en panfløjte, men han kunne ikke køre til en fodboldkamp. Han blev ved med at spørge, hvor byen lå, hvor langt han skulle køre og om jeg troede, han kunne klare det.Vi svarede, at han ikke behøvede at tage med, men der var det allerede for sent. En time senere fik han det dårligt og lå og kastede op i flere dage .
Lægen har undersøgt ham fra top til tå. Blodprøver, afføringsprøver og så videre. Vi har også været ved ørelæge, som har undersøgt ham grundigt. Hvad gør vi? Jeg tror, det er psykisk. Vil en psykolog kunne hjælpe? Vi vil gøre alt, hvis han bare kan få det bedre. HJÆlP!
Venlig hilsen
Kirsten
Hej Kirsten,
Der er meget stor forskel på hvor meget eller lidt, vi rammes af køresyge, og nogle, som din søn, er rigtig hårdt ramt. Køresyge er virkelig ubehageligt og fylder nærmest alt, mens den raser.
Køresyge (eller transportsyge, for det samme gælder søsyge og flyvesyge), skyldes, at hjernen gennem synet registrerer én ting, og balancesystemet i det indre øre mærker kroppens bevægelser, som ikke hele tiden harmonerer med det, øjnene ser. Dét er nogle mere følsomme over for end andre, og man ved ikke, hvorfor det er sådan, men man ved, at langt de fleste efterhånden vænnes til den ubalance med årene, så køresygen letter, og at der er flere ting, man kan gøre for at afhjælpe køresygen.
Lad ham sidde, så han kan se ordentligt ud ad vinduet, og er han stor nok, så lad ham få forsædet. Bed ham om at fokusere på horisonten. Han skal undgå at sidde og læse, tegne eller se film. Undgå selvfølgelig, at der ryges i bilen, og udluft ofte, så luften i bilen hele tiden føles frisk. Sørg for, at han ikke er for sulten, når I skal af sted. Og når han er så dårlig, som han er, så skal han også have køresygepiller eller plaster, som kan dæmpe symptomerne noget og ofte hindre, at køresygen overhovedet får fat.
Der er 2 typer køresygebehandling. Den ene type er antihistamin-piller, og den anden type er scopolamin, som man blandt andet kan give som depotplaster, der sættes bag øret. Barnet skal være over 10 år, før man bruger depotplasteret, og det er på recept. Begge typer har som bivirkning, at man kan blive søvnig, og det er rigtig fint at sove, mens køreturen står på. Er det en kortere køretur, må man opveje ulempen, ved at barnet falder i søvn, med fordelen, ved at barnet undgår at være plaget.
Jeg tror, du har fuldstændig ret i, at det efterhånden har sat sig i ham som noget angstfyldt, og han derfor oplever, at køresygen begynder uden, at køreturen er startet. og at det kan svinge alt efter, hvor vigtigt det, I skal køre til, er for ham. For nogle bliver det også et område, hvor der kan kæmpes kampe, eller hvor barnet pludselig får magten og en masse opmærksomhed. Men om du oplever det sådan hos jer, ved jeg ikke.
Det vigtige nu er at give ham oplevelsen af at genvinde kontrollen over køresygen og troen på, at den vil forsvinde over tid. Begynd med at forklare ham, at køresygen nok skal gå over, og at han vil vænne sig mere og mere til at kunne klare både bil, båd og fly. Aftal med ham, hvordan selve bilturen skal foregå, hvor han skal sidde, og at han skal kigge ud, så der ikke er noget at diskutere, når I sætter jer ind i bilen. Fortæl ham, at fremover vil du sørge for, at han får medicin, der kan hjælpe ham, og at han skal have den i så god tid, at han ikke mærker noget, når I tager af sted. Hvis han hader piller, så snak med hans læge om eventuel udskrivelse af recept på depotplastre.
Din søn skal have flere og flere gode oplevelser i bilen, hvor han stort set ikke mærker sin køresyge, så hans krop og hans psyke begynder at stole på, at køresygen kan undgås eller mindskes til et acceptabelt niveau. Det kan tage tid, fordi han samtidig er bange for, at den skal komme. Tro på det, og få ham helt med på arbejdet, så han virkelig kan slappe af, når han skal af sted. Hvis det ikke rigtig vil lykkes, så tal med hans læge, der kan fortælle hvilke tilbud om for eksempel kognitiv terapi (adfærdstræning), der er i jeres område.
Med venlig hilsen
liselotte Hergel
Kontakt eksperterne Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barn? Så skriv til: Junior, Oxygen Magasiner A/S, Thoravej 13, 3 sal 2400 København NV Eller mail til: sundhed@juniormag.dk Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns sundhed? Skriv til: Junior, Oxygen Magasiner A/S, Postbox 865, 2400 København NV eller mail til: sund@juniormag.dk. Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.