Lær dit barn at være høfligt

Af med overtøjet, madpakken i køleskabet og ind på stuen for at sige godmorgen til pædagogerne og de andre unger. Eller – sådan ser du i hvert fald gerne, at det foregår. Men din purk gemmer hovedet bag dit ben og siger ikke en lyd. Endnu engang hilser du godmorgen på jeres begges vegne.
Men fortvivl ikke. Det gør dig ikke til mor til et uhøfligt barn. Du er blot mor til et barn, der bliver overvældet af vuggestuens leben og måske har brug for tid til at lande.

Og det skal du selvfølgelig give dit barn mulighed for, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Glem alt om at presse på ved at sige ‘jeg vil gerne have, at du siger godmorgen. Kom nu …’ . Også selv om du føler dig beklemt over, at nogle af de andre børn godt kan finde ud af det. Til gengæld skal du holde fast i selv at sige godmorgen.

“Hvis du morgen efter morgen viser dit barn, at man hilser godmorgen, så skal barnet nok begynde at gøre det samme. Dit barn lærer nemlig, hvordan det skal omgås andre mennesker, ved at betragte dig,” siger Margrethe Brun Hansen.

Høflighed er altså ikke en egenskab, dit barn er født med, men noget, det lærer hen ad vejen ved at betragte dig. Det bedste, du kan gøre, er at foregå dit barn med et godt eksempel.

Hvad med dig selv?
Med andre ord er det det, du gør, og ikke det, du siger, at dit barn skal gøre, der batter, når det gælder om at lære dit barn at være høfligt. Hvis du derfor selv er opmærksom på at sige godmorgen, sige tak til far, når han kører en omvej for at hente dig, hilse pænt goddag til familiesammenkomster, holde tilbage for andre i supermarkedet, tilbyde hjælp, tale pænt om andre – ja, så skal dit barn nok begynde at gøre det efter. Det kan altså være en god idé at begynde med at betragte din egen adfærd. Hvor imødekommende og venlig er du egentlig selv?

Hjælp med at sige godnat
Ifølge Margrethe Brun Hansen er det misforstået, hvis I presser på, for at jeres barn skal lire høflighedsfraser af.
“Nogle forældre spørger deres barn, når det rejser sig fra bordet: ‘Nå, hvad hedder det så? Tak for mad. Ja, det var rigtigt!’ Men hvis du selv husker at sige det, så skal dit barn også nok begynde på det,” forklarer hun.

På den måde får høflighedsfraser som ‘tak for mad’ lov til at komme, i takt med at barnet bliver i stand til at føle taknemmelighed over at få serveret mad. Det føler et barn på to år nemlig ikke. Mad er et basalt behov, der skal dækkes. I den alder bliver ‘tak for mad’ presset ud af barnet som en tom frase, barnet ikke forstår eller føler for indholdet af endnu.
“Så bliver det nogle tillærte overfladiske manerer frem for at være hjerteligt ment,” siger Margrethe Brun Hansen.

Desuden kan det give unødige konflikter, hvis I insisterer på, at jeres barn skal sige tak eller godnat. Det kan for eksempel være, at barnet nægter at sige godnat til familiemedlemmer, fordi det ikke begriber, hvad du vil have det til eller hvorfor. Eller måske er genert. Så ender det i gråd og sure miner.

“Det skal komme indefra, og det skal det nok gøre, hvis du selv er et godt eksempel,” siger Margrethe Brun Hansen. Det kan du være ved at sige til dit barn: ‘Kom, nu går vi ind og siger godnat.’ Så følges I ind i stuen, og pyt med om dit barn siger ordet godnat. Det har hørt dig sige det. Det har oplevet dig udføre gestusen, og det er det vigtigste.

At lære et barn at være høfligt er en lang proces, der begynder ved fødslen, og varer, til barnet er seks-syv år.
“Høflighed handler om at kunne udvise empati, omsorg og venlighed. Først når et barn er seks-syv år, er det udviklingsmæssigt i stand til at leve sig ind i et andet menneske, forstå andres motiver, udvise selvdisciplin og ville andre det godt,” forklarer Margrethe Brun Hansen.

Men det nytter selvfølgelig ikke at vente med at lære dit barn høflighed, til det er seks år. Det skal være en løbende proces med dig i rollen som det gode eksempel. “Den proces begynder med, at dit nul tilhalvandetårige barn lærer at mærke sine egne behov – sult, mæthed, friskhed, træthed. Siden hen at mærke andres. For at mærke andre skal vi nemlig kunne mærke os selv” fastslår Margrethe Brun Hansen.

Barnets tidlige oplevelser af, at du forstår, imødekommer og bekræfter det, når det beder om bryst, søvn eller nærhed, er begyndelsen til, at det bliver i stand til at forstå og imødekomme andre.

Træn med dit barn
Det er vigtigt ikke at forvente mere af barnet, end det rent udviklingsmæssigt kan.
“Hvis dit barn på ni måneder rækker ud efter hele kagen på bordet, så lad være med at irettesætte det og tillægge det motiver ved at kalde det grådigt eller uhøfligt. Sig hellere ‘nå, fik du lyst til hele kagen? Men vi skal lige dele alle sammen’,” foreslår Margrethe Brun Hansen. “Børn op til halvandet år er styret af deres lyster; de har brug for øjeblikkelig tilfredsstillelse af deres behov, og de er endnu ikke udviklede nok i hjernen til at tænke på andre. Så det skal vi ikke forvente af dem eller bebrejde dem for.”

Derfor kan et lille barn heller ikke finde ud af at vente. Men det er godt at øve det i det små, for eksempel ved at dit barn venter i de tyve sekunder, det tager at øse kartofler op på tallerknen, mose dem og puste. Det kan være fysisk belastende for barnet at vente, fordi det opbygger så stor en spænding. Men træningen er god, især hvis du bekræfter og anerkender sulten: “ja, du skal have mad nu”– frem for at irettesætte utålmodigheden. Efterligner de voksne
Først om flere år vil dit barn kunne forstå andre menneskers behov, men det kan godt være, at barnet viser kimen til det allerede nu.
“Jeg så i en vuggestue en dreng på knap to år række sin sut til en grædende pige, mens han sagde ‘nårh, nårh’. Den dreng er blevet mødt sådan af sin egen mor eller far, og nu begynder han at eksperimentere med at efterligne sine omsorgspersoner,” forklarer Margrethe Brun Hansen.

Det samme kan være tilfældet, hvis dit barn på to år hele tiden siger tak til alle for alting. Hun forstår endnu ikke betydningen af ordet; hun efteraber blot de voksne. Men hun er i fuld gang med at eksperimentere med at være høflig, og det er hun, fordi høflighed er noget, som allerede gennemstrømmer hverdagen i hendes hjem.