Anne Grethe og Jeanette Lundgaard badehus i Blokhus
SPONSORERET indhold

Ventede i 22 år på 8 kvadratmeter: Nu er det endelig vores

En gåtur på stranden i 1996 fik Anne Grethe Lundgaard til at skrive sig op til et af de små, hvide badehuse, så familien havde et samlingssted på stranden. Det har familien endelig fået – med 22 års forsinkelse – og til stor glæde.

Af: Anette Løkken Sørensen Foto: Jens Bach
28. feb. 2022 | Bolig | Hjemmet

Side om side ligger de. Hvidmalede, små og forblæste. Badehusene på Blokhus Strand er ikoniske og eftertragtede. Især det sidste ved Anne Grethe Lundgaard fra Pandrup alt om. Hun stod nemlig på venteliste i 22 år.

Artiklen fortsætter efter videoen...

– Jeg gav ikke op. Jeg ville have et hus, hvor jeg kan sidde og kigge ud på havet, mens jeg spiser aftensmad, forklarer 71-årige Anne Grethe med et smil.

I 2018 fik hun endelig tilkendt plads nummer 11 på stranden, fik hus på og har siden nydt det hver eneste dag i sæsonen, som strækker sig fra begyndelsen af maj og til slutningen af september.

Denne solrige dag inviterer hun på kaffe inde i huset, hvor der er plads til et par bænke over for hinanden og et bord i midten. Husets altoverskyggende plus er selvfølgelig udsigten til Vesterhavet, som ligger få meter fra huset, og hvis brusen altid er underlægningslyd herinde.

LÆS OGSÅ: Bedstefars badehus er mere end blot et hvidt skur

Over for Anne Grethe sidder hendes datter, Jeanette, der også blev skrevet op til et badehus tilbage i 1996. Mor og datter var nemlig sammen i Blokhus for at lufte barnevognen med Jeanettes søn, Frederik, der dengang var baby.

– Vi gik hernede på stranden og blev enige om, at det kunne være skønt med et badehus. Jeg tænkte også, at det var smart, at jeg kunne gå indenfor og pusle Frederik, når vi var ved stranden, fortæller Jeanette, der i mellemtiden er blevet 47 år.

Mor og datter lagde vejen forbi turistbureauet i Blokhus og blev skrevet op til et badehus. Det kostede dengang 50 kr. om året, og så var det bare om at vente. Og vente. Og vente!

– Da Frederik så blev 18 år, tænkte jeg:"Nu gider jeg ikke vente mere!" Så jeg købte en campingvogn, jeg kunne køre herned i. Jeg elsker den campingvogn, for det er også rart med et toilet, siger Jeanette og tilføjer med et smil:

– Men mor blev på listen!

Der er 47 badehuse på stranden i Blokhus.
Der er 47 badehuse på stranden i Blokhus.

Til fest og hverdag

Ja, Anne Grethe blev på ventelisten, for hun ville jo have den her udsigt, og fire år senere blev hun belønnet:

– Jeg fik at vide, at jeg havde fået en grund, så nu skulle jeg jo have et hus. Jeg ringede til den vognmand, som står for at flytte badehusene i Løkken og Blokhus frem og tilbage, og han fortalte, at der var et gammelt badehus i Løkken, som jeg kunne købe.

Anne Grethe ser sig tilfreds omkring på de otte kvadratmeter, som huset rummer. Her er lyst og indbydende: Langt fra den mørke cigarkasse, som familien overtog.

– Jeg malede loftet, væggene. Det hele blev hvidt, fortæller Jeanette.

Hun viser billeder på sin telefon fra dengang, de satte huset i stand. Frederik, barnebarnet i barnevognen, som i mellemtiden er blevet en voksen mand, satte nye plader udenpå og hjalp sin mormor med at renovere huset. På den måde fik han en stor rolle i forhold til huset, omend noget anderledes end det oprindeligt var planen.

– Han bor i København nu, men når han er hjemme, så kommer han. Jeg fejrede min 70-års fødselsdag i august 2020 i 29 graders varme og med krabbekløer og hvidvin; det var en dejlig dag, mindes Anne Grethe.

Hun er fodplejer og zoneterapeut og arbejder på deltid i sin klinik, som ligger hjemme i Pandrup. Egentlig havde Anne Grethe planer om at gå på pension, da hun fyldte 65, men samme år døde hendes mand, der er Jeanettes far, og så skulle Anne Grethe ikke på pension alligevel:

– Nej, så var det rarere at fortsætte med at arbejde; jeg kommer jo i kontakt med så mange mennesker og har mange stamkunder, fortæller Anne Grethe.

Jeanette fandt den blomstrede voksdug i Netto og satte det også på skabslågerne for at skabe sommerhusstemning.
Jeanette fandt den blomstrede voksdug i Netto og satte det også på skabslågerne for at skabe sommerhusstemning.

Skøn beliggenhed

Anne Grethe er vokset op med ture til stranden i Saltum lidt længere nordpå, men først som voksen fik hun et forhold til de små badehuse, som er så karakteristiske for Blokhus og Løkken.

– Jeg var gode venner med politikeren Kirsten Jacosen, som boede i Blokhus og havde badehus nummer seks herhenne. Vi sad tit hernede i hendes hus og fik en god snak, fortæller Anne Grethe.

Nu er det hende, der sidder her: Ofte med sin kæreste, Per, Jeanette og hendes mand, som datteren driver tømrervirksomhed med. Anne Grethes øvrige familie –to døtre og de fem børnebørn – kommer her også, men de bor lidt længere væk, så det er naturligvis ikke så ofte.

– Min søster har også en nøgle til huset, for når jeg ikke er her, så kan hun jo lige så godt få glæde af det. Vi kan jo lige så godt dele, pointerer Anne Grethe.

Det koster 2.000 kroner om året at have huset, men så er der også en nærmest ubetalelig havudsigt med i købet. Man må ikke overnatte i husene, og de bliver kørt væk fra stranden henad efteråret for at komme tilbage i april, men det er helt fint for Anne Grethe, der ikke savner noget mere permanent.

– Jeg ville aldrig drømme om at have et sommerhus. Der er alt for meget arbejde med det, erklærer hun.

Hun ser ud af vinduerne i sit lille, hvide badehus og tilføjer med et smil:

– Jeg nyder det, hver gang jeg er hernede!

Anbefalet til dig