Anmeldelse: Familiemad i IKEA
“En mandag inviterede min mand mig på middag. I Ikeas bistro. Derfor var det med mere syrlighed end sødme i stemmen, jeg svarede: 'Ihh, hvor lyder det hyggeligt." ”
Men da vi i forvejen var havnet i Ikea en mandag aften (behovet for reoler, kasser, lamper og tæpper stopper åbenbart aldrig) og ulvetimen nærmede sig, gav jeg det en chance.
Konceptet har ikke ændret sig meget siden jeg var her sidst. Det er stadig på kantinemanér, at hver spisende tager en bakke og så får øst maden op ved de store metalbakker, som køkkenfolket står og sveder bag.
Jeg hader at spise mad, fordi det er billigt og fordi man skal være mæt, men priserne er næsten et argument for i hvert fald at teste om mad kan være så billigt. Alt ER uhyre billige. 19 kroner for en børnemenu (spagetti, kødsauce, mælk og en ispind) og 19 kroner for en bøf med fritter og bearnaise, som henholdsvis min datter og jeg satte på bakken.
Min mand snuppede den dyreste ting på kortet, der var signaturretten 'kottbullar' med tyttebær, kartofler og sovs. Det var klart det bedste valg. Kødbollerne smagte af kød og den fede sovs blev fint komplementeret af de syrlige tyttebær. Kartoflerne var delvist udkogte, men det var også den væsentligste anke.
Kødsaucen til den mindste medspiser var ok uden at være prangende, og så kommer vi til bøffen med fritter og bearnaise. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til et måltid til 19 kr., som på en restaurant ville koste ti gange så meget, men da jeg som det første smagte saucen, blev jeg positivt overrasket.
“Jeg havde frygtet noget, der smagte som Knorrs pulverbearnaise, men den her smagte faktisk af estragon og havde en fin balance mellem fedme og syre.”
Fritterne var ok sprøde, men så stoppede begejstringen også. Jeg havde skævet til bøffen og haft mistanke om, at det er sådan en type, der ligger i frostdisken og består af en ubestemmelig slags kød. Det var det så også. Og den smagte derefter. Af melklister, affald og rester. Jeg forstår ikke, at Ikea vil servere kød (hvis man kan kalde det det) af så ringe kvalitet. Jeg ved godt, at man ikke kan forvente mere for 19 kr., men hvorfor så ikke hæve prisen med 10 eller 20 kroner, og servere en bøf, man kan kalde kød. Det vil stadig være vildt billigt, og måltidet kunne ryge op i kategorien ’anstændig mad’.
På vej ud til bilen (nu læsset med lys, servietter, et tørrestativ, en skammel, lampe og diverse andre løsdele) var der en stor reklame for deres bøf med fritter til 19 kr. På billedet lignede det en hakkedreng, der både var rød, saftig og bestod af kød. Måske køkkenfolket hos Ikea skulle omsætte det til praksis.