Marina Abramovic: "Folk forstår ikke, at det sværeste er at lave ingenting"

LÆS OGSÅ: Peggy Guggenheim: Denne kvinde var en af det 20. århundredes største kunstsamlere

Hvad gør Marina til en af verdens bedste performancekunstnere?
– Lad os kalde hende Marina Abramović. Jah, sorry, men det ligger mig meget på sinde at gøre op med den udbredte men dårlige vane kun at omtale kvindelige kunstnere med deres fornavn. Vi får dem til at lyde som små søde piger, selvom vi ikke bevidst mener det sådan. Vi kalder jo aldrig Picasso for Pablo, Jorn for Asger eller Kirkegaard for Søren, pointerer Tine Colstrup.

Jeg omformulerer lige.

Hvad gør Marina Abramović til en af verdens bedste
performancekunstnere?
– Abramović har været aktiv som performancekunstner i mere end 40 år og udfordrer stadig den dag i dag normerne for, hvad en performance og et kunstværk og en kunstner kan være. I sine tidligere værker bl.a. fordi hun var hård ved sig selv og gik til ekstremer, hvor hun også indimellem risikerede sit eget ve og vel. Når du oplever et andet menneske i ekstreme situationer, gør det indtryk. Det er det, krops- og performancekunsten kan: påvirke på en meget direkte måde, fordi handlingen ikke er friseret igennem et andet medium, men finder sted lige nu og her. Abramović skar i sig selv, lå nøgen på isblokke, slog sig og lod sig slå, var nøgen og sårbar og afgav kontrollen over situationen igen og igen, siger Tine Colstrup.

Hvilke temaer kredser hun om i sine værker?
– En af styrkerne ved Abramovićs værker er deres åbenhed, at de kan handle om mange forskellige ting samtidig. At rense og rense ud er et af de gennemgående temaer, symbolsk, fysisk, mentalt. Som når hun vasker et bjerg af blodige knogler med sæbevand for at vaske skylden, krigen og smerten væk, eller når hun mindre dramatisk tømmer hovedet for alle de ord, hun kan komme i tanke om, til hun ikke kan komme i tanke om flere. Eller når hun med inspiration fra forskellige åndelige traditioner dyrker stilheden og enkelheden i nærværet med et andet menneske eller med naturen. Men i alt dette ligger der samtidig temaer om køn, magtrelationer, kontrol. tilfældighed, udholdenhed, energi, opgør med den vestlige verdens værdisystemer som de eneste gældende, kærlighed, tillid mellem mennesker, samvær og så videre, siger Tine Colstrup.

Det er Marina Abramovićs evne til at være til stede i nuet, der gør hende særligt interessant. Som en anden mindfulness-instruktør kræver hun, at publikum er til stede nu, nu og nu.

Det ved hendes danske performancekunstner-kollega Lilibeth Cuenca Rasmussen, der også underviser i performancekunst på Institut for Kunst på Universitetet i Bergen. Hun har genopført flere af Marina Abramović og partneren Ulays værker og kender hende fra sin tid i New York fra 2007-2011.

– Performancekunst er mere interessant og vigtigt end nogensinde, fordi du bliver nødt til at tage stilling til den, fordi den udspiller sig live. Du kan ikke undgå at forholde dig til den med din krop og det rum, du er i, når du oplever den. Du kan ikke undgå at blive påvirket af den. Den virtuelle verden overtager mere og mere vores fysiske kontakt med hinanden. Når Marina Abramović laver kunst, er det nærværende. Det er det, vi mangler i denne her tid. Hun har ramt noget, vi har brug for, siger Lilibeth Cuenca Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Marina Abramovic har levet af sin krop i et halvt århundrede

Hvad er Marina Abramovićs styrke?
– Marina Abramovićs performances er long durational performances, udholdendhedsperformances. Hun har fået popstatus, og det er beundringsværdigt, når vi taler performancekunst, som er den mest snævre kunstform indenfor billedkunst. Det ville svare til, at en lyriker fik stor succes med sine digte og slog en krimiforfatter af bestsellerlisten. Marina Abramović er en dygtig markedsfører. Hun er karismatisk og hendes personlighed er halvdelen af produktet, siger Lilibeth Cuenca Rasmussen.

Marina Abramovićs ærinde er måske netop at få folk til at glemme deres mail og newsfeed og bare lave ... ingenting. Den sværeste kunstform.

– Folk forstår ikke, at det sværeste er at lave ingenting. Det kræver 100 % af en, for der er ikke nogen historie at fortælle, ingen genstande at skjule sig bag. Kun ens egen tilstedeværelse. Man må stole på sin egen energi, siger Marina Abramović i filmen The Artist is Present.

Nok kan performancekunst hjælpe os med at glemme mobiltelefonen og i stedet blive optaget af kroppen og rummet. Men performancekunst er også interessant, fordi genren er så alsidig.

– Performance er en virkelig sprælsk kategori og kan dække over helt væsensforskellige ting. En performance kan involvere en eller mange, der kan være rekvisitter eller ikke, scenen kan være det offentlige rum eller et kunstrum, det kan være en pludselig happening eller en proces over lang tid, nogle performances er udelukkende lavet til video og ikke til et livepublikum, osv. Spillereglerne er forskellige fra performance til performance, og alt muligt kan ske på tværs af genrer – ofte i et sært felt af noget velkendt og noget uforudsigeligt. Det holder én på dupperne, siger Tine Colstrup.

Men mest af alt foregår performancekunst i hovedet, hvis du spørger kunstneren selv.

– Performance er en sindstilstand. Publikum er ligesom en hund. De kan fornemme usikkerhed og frygt, og hvis du ikke er til stede. Det gælder om at få performer og publikum i samme sindstilstand, siger Marina Abramović i The Artist is Present.

Performancekunst opstod som et alternativ til malerkunsten i 60'erne og var en reaktion på det økonomiske opsving, hvor kunst og et par Yves Saint Laurent- sko i lak pludselig blev sidestillet.

– Performance har rødder i teater, dans, rituelle handlinger og konceptkunst. Performancekunsten var et brud med den traditionelle, pæne, borgerlige kunstverden – med alt det stivnede liv i guldrammer i museumsrummene og med kunsten som salgbare objekter for et voksende kunstmarked. Så historisk er performancekunsten tæt forbundet med traditionsopgør og kapitalismekritik, siger Tine Colstrup.

Mange kvindelige kunstnere kastede sig over kunstformen, fordi den var ny, og derfor var der heller ikke en flok gamle, garvede mandlige kollegaer, hvis opmærksomhed de skulle kæmpe imod. Tag bare Yoko Ono, der i 1964 fremførte Cut Piece, hvor hun bad publikum om at klippe sit tøj i stykker.

– Det kan være helt tåkrummende forfærdeligt at overvære en performance, fordi du ikke aner, hvad der skal ske, og du kan blive stresset eller nervøs både på performerens og egne vegne – hvilket er et emotionelt engagement, kunstnerne helt kalkuleret kan iscenesætte, naturligvis, siger Tine Colstrup.

LÆS OGSÅ: Christian Mørk: "Det var som at drikke sig hamrende fuld hver dag at være sammen med hende"

3 x øjenåbnere

Kurator på Louisianas udstilling med Marina Abramovićs værker, The
Cleaner, Tine Colstrup, svarer på hvad Marina Abramovićs mest bemærkelsesværdige værker er.

– The Artist is Present fra 2010 kender mange. Her sad hun i tre måneder, godt 700 timer, på en stol på Museum of Modern Art i New York, hver dag i hele museets åbningstid, uden pause. Hun havde forberedt sig i flere måneder inden, så hun kunne undlade at spise og gå på toilettet i løbet af de 7-10 timer, hun dagligt skulle sidde. Både den fysiske og den mentale stamina er bemærkelsesværdig, men det er også bemærkelsesværdigt, at det var publikum, der havde hovedrollen. Abramović sad stille og tilbød sit blik, helt enkelt. Men hvad folk så, og hvordan de reagerede, når de sad og kiggede hende i øjnene, havde hun intet med at gøre. Mange begyndte at græde, og folk følte alt muligt, mens hun bare sad der. Åbent og uden at styre 'indholdet'.

– I Rhythm 0 fra 1974 havde hun ligeledes sat en scene og tilsyneladende taget rollen som hovedperson. Men værket handlede udelukkende om publikums ageren. Hun havde placeret 72 meget forskellige objekter på et bord – alt fra franskbrød, smertestillende piller, olivenolie og beklædningsgenstande til en pistol med en tilhørende kugle. Et skilt fortalte, at publikum kunne bruge genstandene på hende, som de ønskede. Nogen greb ind og stoppede løjerne, da en gæst efter mange timer ladede pistolen og holdt den op foran kunstneren. Da stod hun tilbage og var nøgen på overkroppen, med sår, udtværet makeup og diverse påskrifter, som et lettere rystet billede på, hvordan publikum havde forvaltet den mellem-menneskelige relation og den kontrol, hun havde givet dem. Hun var fornedret, ja, men det var dem, som havde fornedret hende, der stod tilbage som værkets tydeligste motiv.

– Og så kan jeg personligt godt lide det værk, hvor hun ligger på ryggen og skriger, til hun mister stemmen. Uden at vi ved hvorfor. Værket hedder Freeing the Voice og er fra 1976. Det er et ekspressivt lydværk og handler bl.a. om at rense ud, så man kan starte fra en slags nulstillet tilstand – katharsis er et fænomen og tema, hun beskæftiger sig med igen og igen. Men hun undlader – hvilket kendetegner hendes praksis – at låse værket fast i én tolkning, og i sin enkelthed er performancen åben for alle mulige fortolkninger. En kvinde ligger og skriger. Bare det. Og som verden ser ud lige nu, synes jeg egentlig, det er meget passende.