Kristin kommer ind i en meditativ tilstand, når hun strikker: ”Jeg ved ikke noget bedre end at sidde med et par uldsokker på og strikke løs”

Tre ret, fem vrang, tre ret, fem vrang... Pindene bevæger sig let, når Kristin Brynja Gunnarsdóttir arbejder på sit strikketøj, for hun nyder sine strikkestunder, hvor hun ikke blot fremstiller trøjer, tørklæder og sjaler, men også designer strik.

I sine modeller lægger hun – ud over at det skal se godt ud – vægt på, at de skaber en god strikkerytme. Ved trøjen, som hun lige nu arbejder på, er hun endda gået skridtet videre, for her skabes detaljerne i mønstret efter åndedrættet på den, der strikker.

– Man strikker ret på indånding og vrang på udånding. For mig passer det med, at jeg ånder ind på tre masker og ud på fem, forklarer Kristin.

At det skal være rart at sidde med strikketøjet, lærte Kristin allerede, da hun voksede op i den islandske hovedstad, Reykjavik. Hver lørdag besøgte hun sin farmor, og i farmorens lillebitte køkken lærte Kristin at strikke.

I begyndelsen strikkede hun vanter og sokker, og siden fremstillede hun bunkevis af islandske sweatre. – Min farmor lærte mig håndværket, og at det hele skulle være ordentligt – både på for- og bagsiden, fortæller Kristin.

– Mens vi strikkede, snakkede vi, hørte radio eller sad bare og arbejdede, mens hendes ur kunne høres i baggrunden. Tik-tak, tik-tak. Det var hyggeligt og en god måde at være sammen på.

Læs også: Josefine vandt over anoreksien: "Med hæklenålen i hånden slapper jeg af"

En kostbar skat

Med til traditionen hørte, at Kristins farmor kogte klipfisk og kartofler, som de spise til frokost, og om eftermiddagen fik de vafler med hjemmelavet rabarbersyltetøj.

– Det var det samme hver lørdag, og jeg syntes, det var vidunderligt, siger hun. Kristins farmor lærte hende også om den islandske uld, og hvordan den er bygget op med lange, vandafvisende fibre yderst og korte, bløde fibre inderst.

– Hun mente, at tiden er vores kostbareste skat, og derfor skal man bruge den fornuftigt og vælge materialer til sit arbejde, der er den værdige. Det er ærgerligt, hvis man ikke bliver glad for den færdige strik, fordi garnet ikke er af god kvalitet, fortæller Kristin om sin farmors filosofi.

Da Kristin flyttede til København for at studere, havde hun islandsk uld med i bagagen og brugte det blandt andet, når hun sad til forelæsninger. Her opdagede hun, at hun bedre huskede, hvad der blev sagt, hvis hun strikkede imens.

– Nogen troede, at jeg ikke havde opmærksomheden på det, der blev undervist i, men det fungerede lige omvendt: Når mine hænder taktfast strikkede maske efter maske, kom jeg i en flowtilstand, hvor jeg nemmere kunne huske, hvad der blev sagt, siger Kristin og tilføjer, at sådan et flow selvfølgelig kræver et arbejde uden mønstre, hvor man blot kan strikke derudaf.

Både opdagelsen fra forelæsningerne og sin farmors lærdom om den kostbare tid og den islandske uld tog Kristin med sig videre i livet. Hun blev dansk gift, arbejdede som arkitekt og fortsatte strikningen så aktivt, at folk grinede af, at hun ikke kunne gå uden for en dør uden at have strikketøj med.

 – Jeg ved ikke noget bedre end at sidde med et par uldsokker på og strikke løs, siger hun.

Læs også: Wadils: "Det skal være nemt og klassisk"

Uld blandet med silke

Hun oplevede dog, at folk syntes, den islandske uld kradsede. Men i tidligere tider, forklarer hun, hvor ulden blev spundet i hånden, skilte man den ad og lavede underklæder af den inderste, bløde uld og yderklæder af den yderste, grove. Moderne spinderier skiller ikke ulden.

– Derfor kan den godt virke grov ved første bekendtskab, så jeg kan godt se, hvad folk mener, siger hun.

– Men jeg er vild med den uld, jeg har fået den ind med modermælken, og jeg fik lyst til at vise, at den sagtens kan bruges, fortsætter hun og forklarer:

– Når hud og uld har samme temperatur, kradser den ikke.

Man siger, at grov uld stimulerer huden, så man får bedre blodomløb, og bliver den våd af for eksempel regnvejr, bevarer den ved hjælp af de vandafvisende fibre sine isolerende egenskaber bedre end andet uld.

Kristin nøjedes ikke med at tale om sit hjemlands uld, hun gav sig også til at eksperimentere med den, og da hun i 2013 fandt på at få den spundet sammen med thailandsk silke og opdagede, at det gjorde den stærkere og blødere – hvilket i øvrigt havde en flot kontrastfuld virkning – blev hendes garnmærke Einrúm en realitet.

Bluse med tidevandsbølge

Kristin begyndte for alvor at eksperimentere med strikmodeller og kom i tanke om sin oplevelse med forelæsningerne. Sådan blev hun opmærksom på betydningen af strikkerytme, og opdagelsen blev forstærket, da hun skulle strikke et sjal lavet af designer Anne-Grete Duval til hendes garn. Sjalet er designet, så man på hver pind strikker to ret, to vrang, tre ret, tre vrang, fire ret… og så videre op til ti ret, ti vrang.

– At strikke i den takt fungerede som en slags tidevandsbølge, kunne jeg mærke på mit åndedræt: Det gik op, og det gik ned – og gjorde det endnu tydeligere for mig, at jeg skulle tænke rytmen i maskerne ind i mine designs, siger Kristin.

– Det skal være meditativt at strikke, men det må ikke blive kedeligt. Hun finder en bluse frem, der umiddelbart ser ud, som om den er strikket lige op og ned. Tæt på kan man dog ane, at der er et brud på det glatstrikkede med et ganske lille mønster i begge sider og under ærmerne.

– Ved at lave mønsterstriben i det glatstrikkede får man først en lang rytme, hvor man kommer ind i et flow. Så sker der lidt, og derefter kommer man tilbage i en lang rytme, forklarer Kirstin.

Og så er vi tilbage ved hendes nyeste design, som endnu ikke er færdigudviklet, men hvor ideen er, at man vælger antallet af ret- og vrangmasker efter, hvad der passer til ens eget åndedræt.

– Ud over at det er en dejlig proces at strikke efter sit åndedræt, er det sjovt, at den enkelte strikker sætter sit eget præg på trøjen, siger Kristin, der ofte sender sin farmor en tanke.

– Jeg tror, min bevidsthed om det kommer fra den tidslomme, jeg sad i med min farmor i hendes køkken.