ALT for damernes Kvindeløb 2012

Veninder, kollegaer og familie mødtes til Kvindeløbet

ALT for damernes Kvindeløb 2012 er slut i Silkeborg. Og spørger man, hvem den typiske løber var, er svaret: En med godt humør! Ellers var kvinderne i alle aldre og alt fra veninder, kollegaer eller familie.

En sur gammel talemåde lyder, at "kvinde er kvinde værst". Den fordom var meget svær at få bekræftet ved ALT for damernes Kvindeløb i Silkeborg, hvor jeres udsendte hørte den ene historie efter den anden om gode veninder, der ville have en hyggelig dag, kollegaer der kærligt drillede hinanden med, at de havde brug for en udfordring og mødre og døtre, som nogle gange var med for første gang, eller som deltog i Kvindeløbet som en fast tradition.

Her kan du møde nogle af dem, vi talte med efter at løbet og walkruten var vel overstået!

Veninderne

"Vi kommer for at spise sandwich og drikke rosé sammen!" siger Helle med et stort grin, da jeg spørger, hvad der bringer de seks kvinder til Kvindeløbet.

Men det viser sig ikke kun at være den kølige rosé, der har lokket veninderne afsted. Det skyldes også en udfordring i januar, samt at de nu har lagt 5 km. ruten bag sig.

"Nogle følte sig lidt presset af, at jeg var begyndt at løbe 10 km. og nu er der så ikke længere noget, der hedder at løbe 5 km.," lyder det fra en i gruppen til de andres skraldlatter.

En anden supplerer:

"Kvindeløbet tvinger os til at passe træningen i løbet af året. 5 km. kan man altid løbe selv om man lige har spist en halv liter is, men den går ikke med 10 km."



En venindegruppe på tre, som fast løber sammen, har også slået sig ned på markedspladsen med ternet dug og lækker mad, mens solen varmer de ømme løbemuskler. De er heller ikke til korte ruter.

"Ud over at vi hygger os sammen, så er der en stor motivationsfaktor i at være med til løbet. I dag har vi løbet 10 km., men vi løber normalt alt mellem 5 km. og en halvmarathon. Når man løber 10 km. til Kvindeløbet er det en utrolig dejlig rute rundt om søen," siger veninderne Randi, Maria og Hanne, som også deltog i 2011.


Kollegaerne

Længere inde på markedspladsen – og noget mere højtråbende på den sjove måde – møder vi kollegaerne fra X-mile. De cirka otte kvinder har været med til løbet som kollegaer i to år. De har umiddelbart en lidt anden motivation, end at komme i god form.

"Vi er her for at få den gode goodiebag!" kommer det fra en af kvinderne. De andre er helt enige, men deres deltagelse handler også om at få motion og få noget sol – og så at være sammen uden for jobbet.

Det bedste ved løbet – ud over goodiebagen – er firmasandwich, så der er åbenbart opbakning fra chefen til de friske kollegaer.



Mor og datter

Lise J. Pedersen og hendes mor Winnie møder vi næsten lige efter, at de har løbet 5 km. De puster stadig, kinderne er røde og håret klistrer en anelse til panden – men de ser utrolig glade ud.

"Vi er her for at få en mor-datter-oplevelse," siger Lene.

Men selv om det mest handler om at hygge sig, har Kvindeløbet fået konkurrencegenet frem i Winnie.

"Jeg er spændt på, om jeg kommer under 25 minutter. Det var mit mål. Jeg har aldrig deltaget i Kvindeløbet før, men jeg må sige, at det er et fantastisk arrangement. Det har været velorganiseret og med rigtig god stemning og fællesskab," siger Winnie.

Lene løber altid 5 km. på under 20 minutter, så hun ser mest af alt glad og stolt ud over at have fået sin mor med til løbet.



Anja, Charlotte og Lone har også stadig særdeles friske kinder, da jeg møder dem på deres tæppe, mens de tanker op med mad og drikke. To har løbet 10 km., mens en har løbet 5 km.

"Man kan godt synes, det er lidt sejt at have været med, selv om det kun er 5 km.," siger Charlotte og tilføjer:

"Man føler sig lidt vigtig, når man står ved start."

Lone synes hun klarede løbet bedre end forventet.

"Man føler sig lidt presset af, at der er andre løbere. Det betyder noget, frem for at man bare lunter for sig selv," siger hun.



Efter maden skulle veninderne lidt rundt og kigge på pladsen og så hjem og i bad.

Det sidstnævnte var der vist flere der valgte, da klokken begyndte at nærme sig otte om aftenen og solens skygger var blevet længere. Hvad end alle Silkeborg-løberne gør efter løbet, må man håbe, at de klapper sig selv – og deres veninde, kollega, mor eller datter på skuldrene for den gode indsats.