
Cakenhagen-regnbuekage: Den fineste Pride-kage
Den fineste lagkage i alle regnbuens farver. Chefkonditor Torben Bang fra Cakenhagehar kreeret en drøm af en kage til Copenhagen Pride – og vi har været så heldige at få opskriften, så du kan gøre ham kunsten efter derhjemme. Kagen er en mandel og pistacie kage med blåbær, jordbær og frisk mintganache.
Ingredienser
Kagebunde 1 del.
375 g blødt smør
450 g sukker
120 g æggeblommer (6 stk.)
1,5 tsk. bagepulver
500 g hvedemel
3 ½ dl sødmælk
Kagebunde del 2:
25 g fint-blendede pistacienødder
10 g kakaopulver
90 g fint mandelmel
4 spsk. blåbærpulver (frysetørret)
Lidt grøn frugtfarve
Lidt gul frugtfarve
Lidt rød frugtfarve
Til den mørkelilla bund:
10 g kakaopulver og 15 g mandelmel
Til den lilla bund:
25 g mandelmel og 3 spsk. blåbærpulver
Til den grønne bund:
25 g fint-blendede pistacienødder og lidt grøn frugtfarve
Til den gule bund:
25 g mandelmel og lidt gul frugtfarve
Til den orange bund:
25 g mandelmel og lidt gul og rød frugtfarve
Jordbærkompot:
(laves dagen før)
150 g jordbær
40 g sukker
Lidt vanilje
8 g pektin
Frisk mynteganache:
(laves dagen før)
100 g fløde 38%
5 myntestilke
1 spsk. honning
200 g hvid chokolade
1 tsk. citronsaft
Mørk chokoladeglaze:
150 g fløde 38%
2 blade gelatine
130 g mørk chokolade 66%
Sådan laver du en regnbue-lagkage
Kagebunde 1 del.
- Sigt hvedemel og bagepulver sammen.
- Rør smør og sukker luftigt. Tilsæt æggeblommerne lidt af gangen, og rør, til massen er luftig og ensartet.
- Tilsæt det sigtede hvedemel, og rør det ud i massen, tilsæt sødmælken lidt af gangen, og rør, til massen er ensartet.
- Afvej dejen i 5 skåle af 300 gram pr skål.
Til den mørkelilla bund: Tilsæt 10 g kakaopulver og 15 g mandelmel, rør det ud i massen, til det er ensartet.
Til den lilla bund: Tilsæt 25 g mandelmel og 3 spsk. blåbærpulver, rør det ud i massen, til det er ensartet
Til den grønne bund: Tilsæt 25 g fint-blendede pistacienødder og lidt grøn frugtfarve
Til den gule bund: Tilsæt 25 g mandelmel og lidt gul frugtfarve
Til den orange bund: Tilsæt 25 g mandelmel og lidt gul og rød frugtfarve
Bag hver farve i sin egen springform (ca. 22 cm i diameter) ved 175 grader i ca. 18 min. Stil kagerne til afkøling.
Jordbærkompot (laves dagen før)
- Kog jordbær til en kompot, bland sukker og pektin sammen.
- Rør sukker og pektinblandingen ud i jordbærkompotten, og lad det hele koge op.
- Stil kompotten til afkøling.
Frisk mynteganache (laves dagen før)
- Kog fløde, honning og myntestilkene op i en gryde. Læg låg på, og lad trække i ca. 1 time.
- Smelt den hvide chokolade i en skål.
- Giv mynte-fløden et nyt opkog. Sigt den varme fløde ned i chokoladen, og rør, til ganachen er helt glat.
- Lad ganachen køle af.
Mørk chokoladeglaze:
- Udblød gelatinen i rigeligt koldt vand. Smelt den mørke chokolade, kog fløden op, og hæld det ned i chokoladen. Rør til homogen masse.
- Når glazen er ca. 32 grader, hældes den forsigtigt over kagen. Lad den dryppe lidt af.
- Drys med små guldperler på toppen.
Samling af kagen:
- Skær lidt af hver kagebund – gerne både af over- og undersiden, så farven kommer frem på hver side.
- Start med den mørkelilla bund, smør lidt af mynteganachen på, læg den lilla bund på, smør med lidt mynteganache, så den grønne, gule og orange bund.
- Læg til sidst et lag af jordbærkompotten på toppen, smør siderne op med mynteganachen, så den er helt glat, stil kagen koldt ca. 1 time.
- Lun glazen, til den er ca. 32 grader, hæld den forsigtigt over kagen, og lad den dryppe af.
- Pynt kagen med guldperler og mørke chokoladekrøller.
God bagelyst!
Psssst... Kan du ikke overskue projektet, er det bare med at komme ind i Cakenhagen og bestille et stykke i stedet for. Så får man også den fine Tivoli-udsigt med i købet - Pride-flaget er hejst.