Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Gris i gryde
Foto: Lars Ranek Gris i gryde

Gris i gryde

Gris i gryde

Du får det allermest smagfulde og møre stykke svinekød, når det har lækre sager både indeni og rundt omkring og får en lang tur i ovnen.

plate 4-6
printer Print

ca. 1 kg udbenet svinebov, forberedt til rullesteg
fint havsalt
3 gulerødder
1-2 fennikel
4 bananskalotteløg
1 bundt bladpersille
2 fed hvidløg
2-3 store modne tomater
ca. 40 g pancetta
3-4 små kviste rosmarin
1½ tsk korianderfrø
½ tsk fennikelfrø
olivenolie
peber
3-4 spsk vineddike
kødsnor
2 dl hvidvin

Sådan laver du gris i gryde

Drys kødet med lidt salt på begge sider, og lad det trække, mens grøntsager til braisering og fyldet gøres klart.

Gør gulerødder, fennikel, skalotteløg, persille, hvidløg og tomater i stand. Skær gulerødder, fennikel og tre af skalotteløgene i grove stykker, og stil dem til side sammen. Hak det sidste skalotteløg og hvidløgsfeddene meget fint, og stil dem til side for sig selv. Hak tomaterne meget fint, og kom dem i en skål. Skær pancettaen i bittesmå tern, og kom dem i en skål. Hak nålene af 2 rosmarinkviste meget fint, og knus koriander- og fennikelfrø i en kværn eller morter.

Grøntsagerne til at lægge ved rullestegen: Sauter de grove grøntsagsstykker i olie i en stegegryde. Lad det tage 5-6 minutter, og krydr med salt og peber undervejs. Tag grøntsagerne op, og stil dem til side.

Fyldet til rullestegen: Kom lidt mere olie i gryden, og sauter pancettaternene blidt i 3-4 minutter. Tilsæt det finthakkede skalotteløg og hvidløgsfeddene, og lad dem blive klare, ikke brune. Tilsæt tomater, krydderier og 2 spsk vineddike. Skru lidt op for blusset, og lad væden fra tomater og vineddike dampe næsten helt væk. Smag til med salt og peber. Tag gryden af blusset, og lad fyldet køle af et par minutter.

Dup kødet tørt, og læg det på et stort spækbræt med indersiden opad. Fordel fyldet over kødet, og rul det stramt sammen som til en rullepølse. Stik evt. kødnåle i for at holde rullestegen sammen, mens du snører den med kødsnor. Det behøver ikke se slagtertjekket ud, bare det holder kødet godt sammen om fyldet.

Tænd ovnen på 175 grader varm luft. Tør gryden ren med køkkenrulle, kom lidt olie i den, og brun stegen godt på alle sider. Læg de sauterede grøntsager og de resterende rosmarinkviste ned ved kødet. Hæld vin og 2-3 dl vand ved. Læg låg på gryden, og bring det hele i kog. Flyt straks gryden ned i ovnen, og lad stegen braisere i godt en time. Tag gryden ud, og stik i stegen, den skal være helt mør.

Lad stegen hvile i ca. 20 min. før den befries for snor, skæres ud og serveres med skyen og grøntsagerne. Brød og en grøn salat er godt til.

SE OGSÅ på Hjemmet.dk: Lækre lynstegte retter

Få mere inspiration til lækker mad på ALTfordamerne.dk/opskrifter

Se, hvad vi ellers skriver om: Simremad