
Jordbærsuppe med hyld, fløde og grillede jordbær
Et supernemt, friskt alternativ til den elskede rødgrød med fløde. Suppen er lavet på under 5 minutter og kan være en god redning til jordbær, som er blevet lidt overmodne.
Ingredienser
Suppe:
800 g søde jordbær
1,5 dl ufortyndet hyldeblomstsaft
1-2 spsk honning
Grillede jordbær:
200 g jordbær
4 træspyd
1 spsk flydende honning
5 stilke estragon
Til servering: Fløde
Sådan gør du
Suppe: Blend jordbær og hyldeblomstsaft sammen, og smag til med honning. Sæt suppen på køl frem til servering. Server den iskolde suppe med fløde til.
Grillede jordbær: Sæt jordbærrene på spyd, og grill dem ca. 2 minutter på hver side. Dryp flydende honning over de grillede jordbær, og drys med estragon.
Tip: Den lakridssmagende estragon og de søde jordbær smager supergodt sammen. Men er der børn, som spiser med, kan det godt være en god ide at springe krydderurterne over.