Ingredienser
Arbejdstid: 50 min.
Hævetid: 1½ time
Kogetid: 4 x 2 min.
Bagetid: 18 min.
Dej:
25 g gær
3½ dl vand (lunkent)
2 spsk. koldpresset olie
2 spsk. sukker
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. salt
150 g rugmel (eller grahamsmel)
ca. 350 g hvedemel (med højt glutenindhold, f.eks. pizzamel)
Fyld:
75 g rosiner
Pynt:
1 æg
1 knsp. salt
1 tsk. stødt kanel
3 spsk. sukker
Sådan laver du bagels:
- Rør gæren ud i lunkent vand (maks. 37 grader). Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen smidig og elastisk i 5-10 min. Tilsæt rosiner og evt. lidt mere mel – dejen skal være temmelig fast.
- Form dejen til en kugle, og læg den i en skål smurt med olie. Dæk med et fugtigt viskestykke, og lad den hæve et lunt sted i ca. 1 time.
- Slå dejen ned, og lad den hæve i ca. 15 min.
- Vend dejen ud på et mel-drysset bord, del den i 10-12 stykker, og form dem til boller. Stik pegefingeren gennem midten af en bolle, og sving dejringen rundt om fingeren som en hulahopring, til hullet er ca. 3 cm. stort.
- Læg dejringen på en bage-plade med bagepapir, og gentag med alle bollerne. Lad dejringene hæve tildækket i 15 min. Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
- Sæt en stor gryde vand over at koge. Læg 2-3 bagels i gryden ad gangen, og kog dem i ca. 1 min. på hver side – lidt længere, hvis du foretrækker en meget sej krumme.
- Tag dem op med en hulske, dryp hurtigt af på et stykke køkkenrulle, og læg dem tilbage på bagepladerne.
- Pisk ægget sammen med salt, og si det. Pensl bagels med æg, og drys med kanelsukker.
- Sæt pladerne i ovnen i 15-18 min. Afkøl bagels på en bagerist.