Millefeuille opskrift
SPONSORERET indhold

Mille feuille: Sådan laver du selv napoleonskager

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Mille feuille er en klassisk flødekage, der består af sprøde og florlette butterdejsplader, med en blød vaniljecreme i midten. Kagen har faktisk intet med Napoleon at gøre. På tysk hedder den Cremesnitte, og på fransk Mille Feuille (1000 blade) efter de mange lag i butterdejen. Men derfor skal du da ikke snydes for opskriften på den lækre napoleonskage eller mille feuille. En mille feuille kendetegnes ved at være formet som et rektangel og have mindst to lag butterdej og fyld i midten. Dette fyld kan f.eks. være flødeskum, flødecreme, syltetøj eller kompot. Det øverste lag butterdej skal ydermere have et lag glasur – i denne opskrift er det chokoladeglasur. Se hvordan, du selv laver hjemmelavede mille feuilles eller napoleonskager her:

Af: Marie Melchior Foto: Betina Hastoft
08. jan. 2022 | Opskrift | Hjemmet
9 mille feuilles | Total: 51 min | Arbejdstid: 45 min

Ingredienser

Det skal du bruge:

  • 100 g flormelis
  • 1 pk. optøet butterdej (6 plader)
  • Vaniljecreme:
  • 1 vaniljestang
  • 2 æggeblommer (pasteuriserede)
  • 3 spsk. sukker
  • 2 spsk. maizena
  • 2½ dl sødmælk
  • 1 dl piskefløde
  • Glasur:
  • 200 g flormelis
  • 2 spsk. vand
  • 100 g mørk chokolade

Sådan laver du hjemmelavede mille feulles:

  1. Tænd ovnen på 180 grader. Drys flormelis på bordet. Skær hver dejplade i 3 stykker, så du har 18 stykker butterdej. Vend stykkerne i flormelis, og fordel dem på to bageplader med bagepapir.
  2. Bag stykkerne på midterste ovnribbe i 5-6 minutter, lige til dejen hæver sig (bag en plade ad gangen). Læg et stykke bagepapir og en anden bageplade henover, og bag yderligere i 15 minutter. Afkøl stykkerne på en bagerist.
  3. Vaniljecreme: Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer med vaniljekorn, sukker og maizena.
  4. Kog mælken op med vaniljestangen. Fjern den, når mælken koger. Hæld den kogende mælk i æggemassen lidt ad gangen, og pisk godt til.
  5. Hæld det hele tilbage i gryden. Varm op til kogepunktet under omrøring. Når cremen tykner, tages den fra varmen og afkøles. Rør i cremen undervejs. Når cremen er helt kold, så pisk den godt igennem.
  6. Pisk fløden til skum. Vend flødeskummen forsigtigt i cremen.
  7. Smør halvdelen af bundene med et tykt lag creme.
  8. Glasur: Rør flormelis med kogende vand til en tyk glasur. Smelt chokolade over vandbad. Pynt de resterende bunde med glasur.
  9. Kom chokoladen i en sprøjtepose, og lav striber ovenpå. Kør et træspid eller kødnål igennem striberne, så der dannes et flot mønster. Læg de pyntede bunde ovenpå cremen.
mille-feuille-opskrift.jpg
Let & lækkert: Skøn millefeuille med dejlig vaniljecreme imellem de sprøde lag butterdej.

Anbefalet til dig