
SPONSORERET indhold
Moussecake med Bailey
Overdådig chokolademoussekage med Bailey - den perfekte afslutning på en lækker middag eller måske nytårsmenu? Kagen er lidt af en bombe, så lidt frisk frugt, vaniljeis eller bær vil give et skønt modspil.
(12 personer)
Ingredienser
150 g mørk chokolade
6 æg, delt i blommer og hvider
100 g flormelis
25 g kakaopulver
1 spsk. majsstivelse
1 spsk. vand
Creme:
3 blade husblas
300 g mørk chokolade med et
kakaoindhold mellem 55-65 %
1 dl sødmælk
1 stang vanilje
1 1⁄4 dl Bailey
5 dl piskefløde
Pynt:
1 spsk. kakaopulver
Tilbehør:
hindbær eller jordbær og flødeskum
- Smelt chokoladen. Pisk æggeblommer og flormelis skummende. Vend sigtet kakao og majsstivelse i. Rør chokoladen og vandet i. Pisk hviderne stive, og fold dem i.
- Foer en springform på 22 cm i diameter med bagepapir. Kom dejen i, og bag bunden ca. 40 min. ved 180 gr. Afkøl den.
- Udblød husblassen 10 min. i koldt vand.
- Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad eller i mikroovn.
- Varm mælken op med den flækkede vanilje stang. Lad mælken trække 5 min. Fjern vaniljestangen, og varm igen mælken op til kogepunktet. Smelt husblassen heri.
- Rør nu lidt efter lidt den varme mælk ned i chokoladen. Rør Bailey i. Pisk fløden til let skum, og vend den i chokoladen.
- Foer en springform på 22 cm i diameter med bagepapir. Læg den bagte kagebund i. Kom chokolademoussen over kagebunden i springformen. Dæk den til, og stil den i køleskabet i 3-4 timer.
- Pynt med sigtet kakaopulver. Skær kagen i portionsstykker, og servér den med hindbær eller jordbær og flødeskum.