
Varme hveder med fordej
Bag dine varme hveder med en syrnet fordej (biga). Det giver hvederne masser af smag og er ikke spor svært – du skal bare gå i gang dagen før.
Ingredienser
Varme hveder med fordej
Hviletid: 12-24 timer
Hævetid: 3-4 timer
Bagetid: 20 min.
Fryseegnet
Fordej/biga:
250 g hvedemel (erstat evt. halvdelen med grahamsmel)
2½ dl vand
2-3 g gær
Dej:
15 g gær
3 dl vand (eller mælk)
1 æg
1 spsk. rørsukker
1½-2 tsk. salt
450-500 g hvedemel
1-2 tsk. stødt kardemomme
75 g blødt smør
Sådan laver du varme hveder med fordej
Fordej/biga:
1. Rør mel, vand og smuldret gær sammen i en skål, og læg en tallerken eller låg over. Lad skålen stå på køkkenbordet til næste dag.
Dej:
2. Rør gæren ud i vand eller mælk, og tilsæt æg, sukker og salt. Rør mel (gem lidt) og kardemomme i, og tilsæt fordejen fra dagen før. Ælt dejen godt igennem i 8-10 min. – gerne på maskine. Ælt smørret i dejen, og lad den hæve tildækket til dobbelt størrelse (det tager 1½-2 timer).
Hvedeknopper:
3. Vend dejen ud på et meldrysset bord, fold den sammen et par gange, og tril den løst til en pølse. Del den i 12 lige store stykker (a ca. 110 g), og form dem til boller. Sæt bollerne med lidt luft imellem i en dyb bradepande (ca. 22x30 cm) beklædt med bagepapir. Lad dem hæve tildækket til dobbelt størrelse, så de hænger sammen (det tager 1½-2 timer).
Bagning:
4. Varm ovnen op til 250 grader. Drys evt. overfladen med lidt mel, sæt bradepanden midt i ovnen, og bag hvedeknopperne i 15-20 min., til de er gennembagte. Mål evt. efter med et stegetermometer, der skal vise 98-99 grader. Løft hvedeknopperne op ved hjælp af bagepapiret, og sæt dem til afkøling på en rist.
Servering:
5. Flæk hvedeknopperne, og rist dem i ovnen ved 250 grader i 5-10 min. eller brug en brødrister.
Tip
Jeg lavede fordejen med halvt grahamsmel. Du kan også bruge groft mel i selve dejen – erstat så op til en tredjedel af hvedemelet med grahamsmel eller dit fortrukne fuldkornsmel.