Verdens bedste rabarbersnitter
SPONSORERET indhold

Verdens bedste rabarbersnitter

Her har vi erstattet de klassiske hindbærsnitter med rabarber - men det bliver de bestemt ikke dårligere af!

Foto: Columbus Leth
29. jul. 2015 | Opskrift | BoligLiv


Rabarbersnitter

Tid: ca. 30 min. plus hvile- og bagetid, samt tid til afkøling
(Ca. 20 stk.)

125 g smør
220 g hvedemel
80 g sukker
30 g kokosmel
2 æggeblommer
ca. 200 g rabarbermarmelade

Glasur:
200 g flormelis
ca. 1 æggehvide
kagekrymmel – gerne forskellig
slags

1. Smuldr smørret i melet, og tilsæt sukker og kokosmel.

2. Ælt dejen hurtigt sammen med æggeblommerne. Er den for tør, tilsættes lidt mere æggeblomme. Pak dejen i husholdningsfilm, og læg den koldt 1 time.

3. Del dejen i to portioner, og rul dem ud mellem to stykker bagepapir til to stykker på ca. 3 mm’s tykkelse. Stykkerne skal helst være samme størrelse.

4. Læg det ene dejstykke på en bageplade med bagepapiret under. Fordel marmeladen på dejen, og læg forsigtigt den anden bund over. Luk til ved at trykke dem let sammen, så marmeladen ikke løber ud under bagningen.

5. Bag ved 175 grader i midten af ovnen i ca. 15 min., til overfladen er gylden. Hvis kagen buler lidt op under bagningen, kan man trykke den forsigtigt på overfladen, så snart den kommer ud af ovnen, så bliver den jævn igen. Afkøl kagen.

6. Rør en glasur af flormelis og æggehvide evt. tilsat lidt kogende vand. Dekorer kagen, og drys med krymmel. Lad glasuren størkne, og skær derefter kagen i snitter med en skarp kniv.

TIP
Rabarbermarmeladen kan erstattes af hindbær- eller jordbærmarmelade.


SE OGSÅ: Verdens bedste hindbærsnitter
SE OGSÅ: Verdens bedste kiksekage
SE OGSÅ: Lækre og nemme makronsnitter