Tilde Wexøe Munkholm Den store bagedyst
SPONSORERET indhold

Tilde fra bagedysten: ”Jeg blev meget skuffet over mig selv efterfølgende”

A-D-V-A-R-S-E-L – indeholder spoilers – læs ikke, hvis du ikke har set afsnit 6 af den store bagedyst endnu….

Af: Hanne Bang Foto: DR & Privat
06. nov. 2021 | Mad | ALT.dk

Det kom som en kæmpe overraskelse for mange seere, da det endte med at blive 23-årige Tilde fra København, der røg ud af jubilæumssæsonen af Den store bagedyst allerede i program 6. Men den populære og kreative amatørbager med de fine lyserøde kagekreationer kunne ikke levere på sit sædvanlige høje niveau, og derfor blev det hende, der måtte forlade bageteltet. En beslutning som vores brugere her på ALT.dk i hvert fald ikke er enige i, hvis man kigger på denne afstemning, hvor Tilde ligger helt i top på listen over, hvem vi hepper på i denne sæson.

LÆS OGSÅ: Frederik fra bagedysten: ”Jeg har fået så meget positiv respons på netop den kage”

Vi tog fat i Tilde for at høre hende om, hvordan det egentlig føles at ryge ud af bagedysten, hvem af de andre deltagere, hun hepper på, og OM hun ville melde sig til igen, hvis hun kunne. Læs med her:

Der var nok ikke så mange, der havde regnet med at det var dig, vi skulle sige farvel til i bagedysten. Havde du det selv på fornemmelsen?

”Jeg var rigtig rigtig ked af at ryge ud, og der var mange tårer både under og efter programmet. Det var virkelig hårdt at ryge ud, når det noget man brænder for at lave. Vi havde dannet sådan en lille bagedyst-familie, og den var slet ikke sjov at forlade.

tilde-bagedysten.jpg
Foto: DR

Det gik desværre ikke så godt i teltet de dage, og jeg havde klart på fornemmelsen, at det var min tur til at tage hjem, selvom jeg håbede på det modsatte helt til det sidste. De andre deltagere var simpelthen så dygtige, og når man så kommer ind og ikke leverer det perfekte resultat, kan det afgøre det hele. Du har jo kun den ene chance…

Det tog også hårdt på mig, for jeg ville virkelig gerne være nået længere. Jeg er jo meget perfektionistisk og har tit høje ambitioner og forventninger til mig selv, så jeg blev meget skuffet over mig selv efterfølgende. I dag er jeg dog stolt over at være kommet til program 6, og over de kager, jeg har bagt i teltet.

Hvad har overrasket dig mest ved at være med i Den store bagedyst?

Det er overraskende hårdt at være med i bagedysten, for der er virkelig meget forberedelse til hvert program. Der er hele den kreative proces med at udvikle opskrifter og øve bagningerne, samtidig med at man også har sit familieliv og et fuldtidsarbejde.

Hele det pres der er på en, det kan virkelig være psykisk hårdt. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at der er 1 million mennesker, der sidder og kigger med derhjemme. Man vil jo rigtig gerne gøre det godt, og vise at man er dygtig, så derfor stiller man nogle høje krav til sig selv.

Det gør jo så, at man også hurtigt kan blive skuffet eller ked af det, hvis man ikke lever op til det. Sådan følte jeg det i hvert fald meget. Derudover er det en hel ny verden - med mange kameramænd, interviewfolk og produktionsholdet, der står og kigger på en, når man skal bage – det er altså lige noget, man skal vænne sig til.

Det er jo tydeligt, at det er hårdt for dig at ryge ud - set i bakspejlet, ville du så melde dig til igen?

Jeg var meget ked af at ryge ud, for jeg håbede jo på at komme meget længere. Men desværre så fungerede det bare ikke for mig i teltet de dage. Det har været en virkelig fantastisk oplevelse at være med i bagedysten - noget som jeg ikke ville bytte med andet. Så jeg ville klart melde mig igen, selvom det har været hårdt!

Hvem hepper du selv på i det felt, der er tilbage nu?

Alle de skønne deltagere, der er tilbage, er bare så dygtige og søde. Jeg har knyttet mig meget til Frederik og Sæþór, da vi har kørt sammen og fulgtes ad fra København til Clausholm Slot, når vi skulle optage. Så vi tre er virkelig kommet tæt ind på hinanden og har fået et unikt venskab. Så de to kære mænd - dem hepper jeg på 💗

Hvis jeg ville melde mig til at være med i bagedysten, hvilket råd ville du så give mig?

Bare gør det! Det er megasjovt at være med, og så er det en oplevelse, man aldrig vil glemme! Mit råd er, at man skal være forberedt på, at det er hårdt og at hele dit liv kommer til kun at handle om bagning og Bagedysten i flere måneder!! Så det er virkelig en bonus, hvis man har familie og venner, der kan støtte en undervejs. Derudover så skal man huske at være sig selv - både til casting og i teltet, hvis man er så heldig at gå hele vejen!

Anbefalet til dig