Joan As Police Woman

Jeg skal møde hende lørdag kl. 15 foran Vega. Hele dagen har jeg gået og lyttet til hendes andet album, To Survive, for at komme i den rette stemning, inden det går løs. Velankommet til Vega bliver jeg desværre ikke mødt af en sej sangerinde fra New York. Tourbussen er brudt sammen et sted mellem England og København, så mødet og interviewet bliver desværre udskudt.

Fem timer senere står jeg endnu engang uden for Vega, og denne gang kommer jeg ind. Ikke til et interview, men til en koncert, der stadig giver mig gode vibes her over en uge senere. Jeg kommer stadig i tanker om små episoder, som da hårene i min nakke rejste sig, da hun sang To be loved, eller hvordan hun skraldgrinede, da hun og de to musikere ikke kunne blive enige om, hvordan et nummer skulle slutte, og hvordan vi alle jublede, da hun heppede på Obama. Det er ikke ofte, jeg har det sådan efter en koncert, men det skyldes, at Joan Wasser ramlede ud over scenekanten og direkte ind i publikum, der kun kunne nyde at tage imod.

Efter koncerten er jeg blevet inviteret backstage for at møde sangerinden. Hun er der ikke, fordi hun står nede i T-shirt-boden og sludrer med sit publikum. Dernede møder jeg hende så første gang face-to-face. Vi hilser på hinanden og sludrer lidt. Humøret er højt, men et kig ind i hendes brune øjne fortæller, at trætheden har meldt sig hos sangerinden, der på et døgn er fløjet fra New York til London for nu at stå i København. Et par dage efter fanger jeg hende over telefonen i Norge.

Der er ikke meget tough cop over Joan Wasser », hvis scenenavn ellers refererer til hende som Police Woman. Hendes musik er sårbar og melodiøs, men indeholder et perfekt miks af liv og intensitet. Joan Wassers andet album udspil, To Survive, der kom på gaden herhjemme i sommer, indeholder en samling af sange, hvor teksterne er skrevet i skyggen af hendes mors kamp med kræft, som sluttede i hendes død sidste år. På pladen giver hun den som pianist, guitarist og sangerinde, langt fra den musikalske uddannelse  hun tog som klassisk violinist.

Hvordan er du endt som musiker?

“Da jeg gik i folkeskolen, kunne man for 10 dollars om året, leje et instrument. Efter at have overværet en klassisk koncert med blandt andre violin, cello og bas, forelskede jeg mig i violinen og endte med at spille på den, da jeg var otte år. Derhjemme har jeg også altid hørt meget forskelligt musik og har altid været tiltrukket af det. På college studerede jeg musik, men der blev det også tydeligt for mig, at jeg ikke skulle gå den klassiske vej. Efter college flyttede jeg til New York, hvor jeg begyndte at synge, spille guitar og skrive min egen musik og tekster, samtidig med at jeg stadig spillede sammen med en masse forskellige mennesker. I 1999 begyndte jeg at arbejde sammen med Antony and the Johnsons, og det hjalp mig til at føle mig bedre med min egen musik, fordi den musik vi laver er meget ens.”

I begyndelsen af 2000, blev Wasser fuldtidsmedlem af Rufus Wainwright' »s band.

“Han tvang mig til at bruge min stemme på så mange forskellige måder, fordi han var altid meget konkret om den klang, som han ønskede fra sine korsangere. At optræde med Rufus var som to og en halv times work out - det var virkelig intens. Det pressede mig til at være opmærksom på detaljer,” har Joan tidligere udtalt om deres samarbejde.  

Hendes musikalske karriere kulminerer dog i 2003, hvor hun udsendte en EP.

“Det år besluttede jeg mig for at prioritere min egen musik, ellers ville jeg bare ende som hende, der spiller sammen med en masse andre bands. Jeg ville se, hvor langt min egen musik kunne føre mig. Og det førte til udgivelsen af mit første solo-album, Real Life, der kom i 2006.

Hvor henter du inspiration?

“Ved at leve hver dag. Alt, hvad der rører mig eller som bekymrer mig er inspirerende. For eksempel sangen To America (fra albummet To Survive, 2008, red.). Den første halvdel af sangen er lidt opera-agtig og handler om sygdommen, kræft, som kan beskrives som en levende ting, dog uden følelser. I den periode, jeg skrev sangen, havde jeg sygdommen tæt på, da min mor blev ramt af kræft og udtrykker i sangen nogle følelser og tanker. Anden halvdel af sangen handler derimod om America, som længe har været ramt af noget, der kan føles som uhelbredelig kræft, fordi landet af ledet af politikere, som er i gang med at køre det i sænk. Det vil forhåbentligt ændre sig, nu hvor Obama » bliver valgt som præsident!”  

Hvad er historien bag navnet Joan As Police Woman?

“I 70’erne kørte der på amerikansk TV en serie, der hed Policewoman, hvor den kvindelige hovedperson var en chic og bestemt undercover cop, der hoppede rundt i en buksedragt og var super cool. En dag, hvor jeg var ude og gå tur med en ven i ført en buksedragt, syntes han, at jeg lignede hende på en prik, og da jeg gik og grublede over et nyt musikernavn, der gerne måtte være noget helt andet, så folk ikke forbandt mig med violinisten Joan, endte det med Joan As Police Woman.”

Hvad er dine ambitioner?

“At blive ved med at lave musik, udgive plader og spille live. Jeg elsker at spille for et publikum, og hver aften er en fornøjelse. Jeg er taknemmelig for, at mine nærmeste venner bliver ved med at støtte mig, så jeg kan fortsætte. Det er et stort priviligium at være omgivet af mennesker, der accepterer mig uanset hvad. Det giver mig også en frihed til at lave musik, fordi de giver mig kærlighed og støtte.”

Hvad er dit forhold til mode, og hvad er vigtigt i dit personlige udtryk?

“Jeg elsker mode og kan især godt lide stilen fra sidst i 70’erne og start 80’erne, sådan lidt David Bowie-agtig. Jeg kan lide at klæde mig i en kombination af feminint og maskulint, fordi det udstråler både noget styrke og sexet. Jeg kan virkelig godt lide buksedragter, og min favoritdesigner er Judi Rosen » fra New York, der laver fantastiske sager.”