– Jeg havde en ret normal graviditet. Efter jeg holdt op med
at kaste op hver dag i andet trimester, forsvandt kvalmen, og jeg fik mere
energi, siger Johanne Eidstuen på 23 år.
Mod slutningen af graviditeten blev hendes blodtryk højere
end normalt, og hun oplevede mere væske i kroppen. Hovedpine og sløret syn
fulgte til sidst, så Johanne besøgte hospitalet flere gange for at få et ekstra
tjek.
– Udover alt dette blev jeg syg med halsbetændelse og
mellemørebetændelse omkring uge 35 i graviditeten, og jeg fik øjenkatar, som
blev behandlet med antibiotika. Da jeg gik i fødsel, var min krop allerede
temmelig udmattet, siger hun.
På mors dag det år sad Johanne sammen med sin familie om
aftenen for at fejre det. Pludselig gik hendes vand. Efter et tjek på
hospitalet tog hun hjem med besked om at komme tilbage, når det begyndte at gå hurtigere.
– Klokken fire næste morgen var veerne blevet så kraftige,
at jeg ikke kunne sove. Klokken 8 tog vi tilbage til hospitalet, og et par
timer senere blev jeg indlagt og fik lov til at sidde i et bad. Det hjalp mig
med at slappe af mellem veerne, siger Johanne.
– Da resten af vandet blev taget, gik der ikke lang tid, før
min pige var ude. Det var en fantastisk følelse endelig at have hende på mit
bryst.
Kæmpede med amningen
Da den nybagte mor havde svært ved at amme i de fem dage, de
var på hospitalet, blev hun tilbudt opfølgning et par dage efter hjemkomsten.
De første par dage efter hjemkomsten bestod primært af
udpumpning af brystmælk, madning, bøvser, bleskift, søvn samt vask og
sterilisering af flasker og udstyr.
Johanne bemærkede, at det ene bryst var blevet lidt hårdere
og mere rødt. Det var ikke så meget, at hun troede, det var en decideret
brystbetændelse, men at hun skulle passe på ikke at lade det udvikle sig.
– Jeg masserede mit
bryst og malkede det i håb om at løsne op for klumperne. Derudover tog jeg
varme brusebade.
En uge efter hjemkomsten tog Johanne sin datter med til sine
bedsteforældre i et par dage. Hendes mormor havde arbejdet som barnepige i
mange år og havde hjulpet utallige kvinder med amningen. Nu var det
barnebarnets tur til at få gavn af hendes viden.
– Min mormor bemærkede, at mit bryst var blevet værre, siden
hun så det kort efter fødslen, og vi havde mistanke om, at det var begyndelsen
på brystbetændelse. Jeg havde ikke mange symptomer, mit bryst havde bare nogle
lidt lyserøde pletter og nogle hårde klumper, men de føltes ikke så store,
siger Johanne.
– Jeg var
selvfølgelig også meget træt, men jeg tænkte, at det var helt normalt lige
efter en fødsel og med en nyfødt baby i huset.
Sammen med sin mormor lykkedes det hende at lægge datteren,
Amelia, til brystet uden smerter. I halvandet døgn havde Johanne en god
oplevelse af det og følte hyggen, nærheden og trygheden ved at amme.
Forfrysninger og smerter
Så begyndte det at gøre rigtig ondt i det ene bryst, når hun
ammede i den side. Johanne skreg af smerte. Hun begyndte at frygte hver gang,
hun skulle amme på den side, men bed tænderne sammen og håbede, at det ville gå
væk.
– Da smerterne kom, indså vi, at det var en rigtig
brystinfektion, siger Johanne.
Omkring 24 timer senere rystede hun, når hun stod op om
natten for at amme. Den unge mor troede, at det skyldtes vinterkulden, at hun
var træt som nybagt mor, og at det var sent på aftenen.
Efter amningen pakkede hun dynen tæt omkring sin krop og
tænkte, at det ville gå over, når hun fik kropsvarmen tilbage. Næste morgen var
hun dog stadig ret kold. Hendes familie, som var kommet på besøg, var iført
undertrøjer og havde det varmt.
– Jeg var kold, klam og rystede. Da gik det op for os, at
jeg havde feber og forfrysninger, og vi besluttede at ringe til skadestuen,
siger Johanne.
I bilen på vej derhen gik det op for den 23-årige, at hun
var blevet sløv og havde mindre og mindre energi. Da de kom frem, måtte hun
støttes. Der blev taget en række prøver, og Johanne sad i venteværelset i en
time. Hendes krop føltes koldere og koldere, og Johanne frøs selv efter at have
taget tre vinterjakker på.
– Til sidst kunne jeg ikke sidde oprejst længere. På vej til
lægen måtte jeg støttes, og derinde fik jeg endnu et anfald af forfrysninger.
Alarmen gik i gang
Johanne blev sendt til gynækologisk afdeling, og pludselig
var hun omgivet af flere sundhedspersoner. Selv var hun ganske svimmel. Der
blev foretaget nye undersøgelser og målinger. Hendes temperatur var steget til
over 40 grader, hendes puls var høj, og hendes CRP var skyhøj. Anæstesilægen
blev tilkaldt.
– Kort tid efter fik
jeg en intravenøs slange i armen og fik forskellige former for antibiotika,
smertestillende medicin og væsketerapi. På dag tre var min CRP stadig skyhøj.
Jeg havde blodforgiftning, siger Johanne alvorligt.
I fire lange dage var hun indlagt og fik antibiotika
intravenøst. Der blev taget blodprøver flere gange om dagen. Johanne tror ikke,
at hun dengang helt indså, hvor alvorligt det faktisk var.
– Jeg distancerede mig nok lidt fra det, der skete, og lod
sundhedspersonalet gøre deres arbejde. De hjalp mig med at pumpe og havde gode
samtaler om pumpning, amning og erstatninger. Jeg følte mig godt passet på hele
tiden, og det hjalp selvfølgelig, at min mor og Amelia var hos mig hele tiden,
siger Johanne.
– Jeg havde virkelig
prøvet alt, og til sidst indså jeg, at det bedste for både min datter og mig
var at stoppe med at amme og pumpe og gå over til modermælkserstatning i stedet,
tilføjer hun.
At stå i minutter
Set i bakspejlet har Johanne fået at vide, at det ifølge
lægen på hospitalet var et spørgsmål om minutter. Hvis hun var blevet indlagt
bare fem minutter senere, er det usikkert, hvad resultatet ville have været.
Familien følte virkelig frygten for at miste hende.
– Min mor fik at vide, at jeg var kritisk syg med sepsis.
Der gik ikke mange minutter, før det virkelig kunne have været et spørgsmål om
liv eller død.
Efter at være blevet udskrevet fra hospitalet tilbragte
Johanne og Amelia en uge hos hendes bedsteforældre. Her fik hun mulighed for at
komme sig over den voldsomme oplevelse, mens der blev passet godt på hendes
lille datter.
– To-tre dage efter jeg var kommet hjem, gik det op for mig,
hvad jeg havde været igennem. Jeg tænkte på, hvordan min datter kunne være
vokset op uden at lære sin mor at kende, siger Johanne stille.
I dag nyder Johanne sit travle liv som småbørnsmor. Hun
elsker at se Amelias udvikling, og hvordan hendes personlighed bliver mere og
mere tydelig, som dagene går.
– Jeg tror måske, at jeg sætter lidt mere pris på de små
ting efter den skræmmende oplevelse, jeg havde, da hun stadig var nyfødt, siger
Johanne.
Hun har en klar opfordring:
– Det er bedre at kontakte skadestuen én gang for meget end
slet ikke.
Brystbetændelse
Brystbetændelse er mest almindelig i de første måneder efter
fødslen, men kan forekomme i hele ammeperioden. Det anslås, at 10-20% af
ammende kvinder kan opleve en eller anden grad af brystbetændelse.
Alt, hvad der får mælken til at samle sig i brysterne i
længere tid end normalt, øger risikoen. Det øgede tryk fra mælken får vævet i
brystet til at reagere med betændelse. Det får brystet eller dele af brystet
til at blive hævet, ømt og smertefuldt.
I nogle tilfælde kan bakterier forværre brystbetændelsen.
Betændelsen udvikler sig derefter til en infektion.
Når din mælkeproduktion starter, ca. 2-4 dage efter fødslen,
er det almindeligt at få ømme bryster. Det forsvinder normalt af sig selv ved
hyppig amning og må ikke forveksles med brystbetændelse.
Det kan være svært at skelne mellem ikke-bakteriel og
bakteriel brystbetændelse. Derfor starter man normalt med behandling uden
antibiotika.
Hvis denne behandling resulterer i en klar forbedring inden
for 12-24 timer, er der højst sandsynligt tale om en ikke-bakteriel betændelse.
Hvis du får højere feber og en stærkere sygdomsfølelse, som ved influenza, kan
du have en bakteriel infektion.
Kilde: Helsenorge