Teitur Skoubo slipper for straf i voldssag: Nu reagerer han
Retten har talt, og den tidligere realitystjerne slipper for straf.
Fredag sad den tidligere realitystjerne Teitur Skoubo endnu engang i Københavns Byret i en sag, hvor han og to andre mænd – på henholdsvis 19 og 20 år – var tiltalt for vold.
Nu er dommen faldet, og den 30-årige færing slipper for straf. Det skriver SE og HØR.
Artiklen fortsætter under videoen...
Domsmandsretten fandt, at Teitur og den 19-årige havde udøvet vold mod hinanden. Men da det blev vurderet, at episoden hører ind under straffelovens §248 om slagsmål, bortfalder straffen for de to mænd.
Ifølge Ekstra Bladet forklarede dommeren, at selvom flere af parterne havde indrømmet at have slået, var der ikke nok beviser til, at de kunne dømmes efter anklageskriftet.
Desuden blev den 20-årige frifundet for alle anklager.
Teitur, som tidligere er blevet dømt for vold, er også en lettet mand, som på Instagram har sat et par ord på dagens udfald.
– Nu kan jeg ånde lettet op, slappe helt af og nyde sommeren fuldt ud, skriver han blandt andet.
Anklagemyndigheden vil nu nærlæse dommen, inden de tager stilling til, om de eventuelt vil anke.