Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

13 anderledes måder at meditere på for dig, der ikke gider sidde i skrædderstilling
Foto: Getty Images 13 anderledes måder at meditere på for dig, der ikke gider sidde i skrædderstilling

13 anderledes måder at meditere på for dig, der ikke gider sidde i skrædderstilling

Har du også prøvet at sidde på en pølle og fokusere på dit åndedræt i forsøget på at finde dig selv, men ender du også altid med en uskøn blanding af ondt i knæet, kedsomhed og tanker, der kører ræs. Så får du her 13 tip fra mindfulnesslærer Sille Lundquist.

1. Drop tanken om, at du skal opnånoget bestemt
Du skal ikke prøve at opnå noget bestemt med din meditation. Meditation handler hverken om at opnå den perfekte lykketilstand eller absolut tanketomhed. Det handler om at være tæt på det, der er lige nu. Der er folk, der bliver helt flove, fordi de har prøvet at meditere, mens foden klør, eller tankerne om det, der skal købes ind til aftensmad, dominerer al ro, men sådan er det. Det handler om at give plads til det, der er. Der er ikke noget, der er forkert.

LÆS OGSÅ: 11 problemer du har med din krop - og hvordan du løser dem

2. Find et fokuspunkt
Når du har accepteret, at meditation er som en åben slette, hvor der er plads til det hele, så find et fokuspunkt, som du giver mere opmærksomhed, end alt det andet, der foregår – se det som et træ på sletten, som du hele tiden vender tilbage til, selvom du måske lige skulle blive optaget af "en fugl på himlen." Fokuspunktet kan være dit åndedræt, lydene omkring dig, fornemmelsen af dine fødder.

3. Vær nænsom
Meditation tager tid og kræver vedholdenhed og ikke mindst nænsomhed over for dig selv. Du skal ikke sidde helt anstrengt med spændte kæber og blive sur på dig selv, fordi din tanker kører ræs, og du tænker: "Shit, jeg skal også huske, at sige til Knud, at ..." Giv dig selv lov til at være, som du er, glem Knud for nu, og vend blot stille din opmærksomhed tilbage til fokuspunktet. Du vil blive forstyrret af tanker, følelser, lyde og lugte, og det skal du ikke bebrejde dig selv.

LÆS OGSÅ: Derfor føles det så hårdt at blive vækket af et vækkeur

4. Sid, gå, stå eller lig
Meditation behøver ikke betyde, at du skal sidde i skrædderstilling. Du kan sagtens meditere gående, stående eller liggende, så længe du har et fokuspunkt.

5. Med åndedrættet som fokus
En af de ting, du kan fokusere på, når du mediterer, er din vejrtrækning. Det giver en meget intim oplevelse af dig selv. Forhold dig nysgerrigt til, hvordan det føles at trække vejret: Hvordan mærkes det ved næseborene, i halsen, brystkassen og maven. Og når du bliver distraheret, hvilket du helt sikkert gør, vender du nænsomt tilbage til at mærke efter åndedrættet.

6. Brug dine skift i løbet af dagen
Har du meget travlt og har svært ved at finde tiden til at sidde roligt, så vær be-
vidst om de skift, der er i løbet af din dag, og brug dem. Når du f.eks. går til og fra arbejde eller fra møde til møde, så prøv at lade være med at tænke på det, du skal nå, når du kommer frem, men mærk dig selv. Lige nu.

7. Fem minutter er bedre end ingenting
Nogle gange kan meditation også bare handle om at komme ud af handlestrømmen, og se, hvad der så dukker op. Så sluk telefonen, luk døren, og sid alene i fem minutter.

8. Gå
Har du et højt energiniveau, kan det måske være svært for dig at sidde stille – måske er det ligefrem ubehageligt. Og så kan det være en idé at gå – det kan også få dig til at falde til ro. Der er noget trygt og genkendeligt for kroppen i de fjedrende bevægelser. Når du går, så hav gerne fokus på dine fødder, og hvordan det føles at gå på det underlag, du går på.

9. Lad hænderne arbejde
Når du laver noget med dine hænder, slår hjernen fra. Derfor gør vi også det, når vi afholder natur-retreats, at vi giver folk en kniv og noget træ og beder dem om at snitte en hest. Og det er sjovt at opleve, hvad der sker – for de bliver så glade, siger Sille Lundquist.

10. Byg et bål
Det at bygge et bål kræver nærvær og omsorg, og samtidig er der noget sanseligt og ur-agtigt over det, der får dig tilbage til noget helt grundlæggende, hvor din hjerne ikke er på overarbejde.

LÆS OGSÅ: Hvorfor larmer min mave?  

11. Find døren til dine sanser
De fleste af os har nogle døre, vi kan åbne, hvor det, vi gør, føles let og ikke anstrengt. Hvor vi bruger vore sanser og kan glemme os selv. For nogle kan det være at lave mad, mens det for andre kan være at sejle eller fiske. Find det, der åbner dine sanser – og nyd kun at gøre det!

12. Løb
Løb kan også være godt for nogle, når det kommer til at få ro, men skal det have en meditativ effekt, er det vigtigt at fjerne dig fra præstationskrav til dig selv. For så snart du har et mål med dit løb og f.eks. træner op til et triatlon, presser du din krop, og meditation handler om det modsatte: At være blid ved dig selv. Det skal ikke være en kamp.

13. Tag naturen til hjælp
Naturen er en oplagt assistent, når det gælder meditation, fordi den bare er der og har en langsommelighed, der smitter af. Mærk efter, hvad du har brug for. En skov giver ro, en stor himmel sætter tingene i perspektiv, mens havet har en helende rytme.

I skoven: Er du meget stresset, så gå en tur i skoven. Det handler ikke om, at du skal fixe noget, for hvis du er deprimeret eller stresset, er der en grund til, at du er det. Men den friske luft vil fjerne lidt af tunnelsynet, ligesom det at være i naturen også vil være godt for dit nervesystem. På den måde vil det alligevel fungere som et quickfix, fordi du vil føle dig renset bagefter.

Du kan også sætte dig under et gammelt træ. Det kan godt være, at det er lidt tyndt i toppen og bredt i røven, men det er et fantastisk forbillede. I Dyrehaven er der træer, der er ældre end København, og læner du dig op ad sådan et, giver det lidt perspektiv til dit eget liv. Det står bare der og er forbundet til jorden, mens det renser luften, og har gjort det i hundreder af år. Det lever, men er meget langsomt.

Under himlen: Læg dig på jorden, og mærk, at du bliver båret, samtidig med at spændingerne slipper, og du får oplevelsen af den samhørighed med naturen, som mange af os mister i hverdagen.

Ved havet: Stil dig på stranden med bare tæer, og mærk fødderne i sandet.

I parken: Du kan sagtens meditere i en park. Selvom skraldebilerne larmer, fuglene pipper, og børnene leger. Lad det være, som det er. Bare træk vejret, og mærk, hvordan jorden bærer dig, hvad enten du står, ligger eller sidder. Udendørs morgenmeditation er en fantastisk måde at starte dagen, fordi du kommer i kontakt med dig selv og dine omgivelser med nænsomhed og nysgerrighed.


LÆS OGSÅ: Tjek, om du spiser for meget protein 

LÆS OGSÅ: Det betyder dine gener for din vægt 

LÆS OGSÅ: Spis dig fra overvægt og hudproblemer med anti-inflammatorisk kost 

Se, hvad vi ellers skriver om: Meditation og Gåture