Caroline Fleming om ADHD: ”Jeg vil ikke sige, at det er blevet nemmere…”

Caroline Fleming har lige haft morgenmøde med sin bedste veninde, Søs Honoré, og et par andre. Mødet handlede om start-up-virksomheden Clover Wellbeing ApS, som er nyeste skud på Carolines altid knopskydende idé-træ.

Caroline rydder op og tørrer spisebordet grundigt af for krummer og småpletter. Hun laver kaffe og snakker løs imens. Søs sætter sig ved bordet med sin laptop og arbejder lidt videre, mens Caroline og jeg begynder på interviewet, der skal handle om ADHD. Den diagnose, som hendes yngste søn, Nicholas, fik i februar 2020, og som hun selv fik i februar i år. En diagnose, der kom helt bag på Caroline selv, men som samtidig giver utroligt god mening, når hun ser tilbage på både Nicholas’ og sit eget liv.

"ADHD har skabt mig en karriere, fordi jeg ikke kan sidde stille et øjeblik. Men det er a double-edged sword. For det betyder også, at jeg aldrig stopper. Aldrig sætter mig ned. Og det er ret vildt, for nu, hvor jeg er blevet bevidst om det, kan jeg se, at selv når jeg er ved at falde helt fra hinanden indeni, stopper jeg ikke …"

Hun holder en pause.

"Men se nu der. Jeg er stadig ikke helt glad for det bord her, det generer mig, at det ikke er helt rent. Spisebordet er i messing og mosaik, og for at servicet kan stå lige, er der lagt glasplader oven på det. Under glaspladerne er der stadig nogle krummer. Eller måske er det små pletter. Jeg skal ikke kunne sige det."

Læs også: Piger med ADHD overses: ”Jeg troede, jeg var doven og sjusket”

Det er kun Caroline, der kan se det. Hun rejser sig, fjerner kaffekopperne og tager resolut de store glasplader af bordet. Henter kluden igen og tørrer nu bordet uden glaspladerne af i flere minutter.

"Jeg gider ikke have de glasplader på mere. De skal ikke være her. Det går ikke. Ja, undskyld, men jeg har haft sådan en travl morgen, og jeg har simpelthen ikke nået at tørre af her før i dag. Jeg kan fortælle dig, at da jeg boede i England, fik jeg lavet et køkken i en granittype, som simpelthen var en støvsamler. Så min stakkels Amy – min housekeeper, gud ske tak og lov for, at jeg havde hende – måtte sterilisere bordet seks gange om dagen. Før vi spiste, og efter vi spiste. Til alle tre måltider.

På et tidspunkt var jeg med i en artikel derovre, hvor journalisten i introen havde skrevet, at der var en kvinde i mit hus, der gik rundt og fjernede usynligt støv. Og jeg tænkte: Hvad mener hun? Usynligt støv? Hvorfor kan hun ikke se det? Men i dag tænker jeg: Hvorfor er der ikke nogen, der nogensinde har sagt til mig, at der måske kunne være noget der, som ikke var helt almindeligt? Men det er jo nok fordi, man ikke tidligere har været så bevidst omkring diagnoser."

Caroline er blevet færdig med at tørre bordet af og har sat sig ned igen. Meget mere veltilpas end før. Der er ro på. Hun siger, at hun bedre kan trække vejret nu. Hun fortæller om det nye firma, hun og Søs er ved at bygge op. Det er en platform for emotionel, fysisk, psykisk og intellektuel velbefindende.

"Og jeg har faktisk i mange år talt om velbefindende indefra og ud. Hvordan man bliver den bedste version af sig selv. Allerede for mange år siden begyndte jeg at spise rigtig, rigtig sundt. Dengang var jeg ikke bevidst om, at det handlede om, at jeg er ekstremt følsom. Jeg er hyper følsom fysisk. Jeg er hyper følsom psykisk. Jeg er super, super følsom over for lyde. Og jeg er hyper følsom over for alt, der går ind i min krop. Jeg kan literally mærke mit blod. Jeg kan mærke, når vandet går ind i min krop. Det føles nærmest som saftevand, der bliver fortyndet. Og jeg kunne bare mærke, at det at spise grønt og sundt made me feel good.

Samtidig har jeg haft et kæmpe slikforbrug. Søs og jeg gik på Herlufsholm sammen, og hun kan skrive under på, at jeg var den pige, der åd et halvt kilo slik hver dag. I dag kan jeg se, at jeg har dopet mig selv. Igen uden at være bevidst om det. Men nu ved jeg, at den dope, jeg får af sukker, ikke gør noget godt for mig. Jeg får det dårligt, og jeg kan faktisk få angst, hvis jeg får for meget sukker. Det får mit hjerte til at banke meget hurtigere, og det gør ikke noget godt for min energi. Men nu har jeg altså en meget sød tand, og jeg har heldigvis fundet ud af, hvad jeg skal spise i stedet for. Jeg har et kæmpe forbrug af dadler. Du skal lige smage …"

Hun rejser sig igen og henter to kæmpe æsker dadler fra det eksklusive mærke Bateel. De smager helt guddommeligt, og Caroline forklarer, at dadler regulerer blodsukkerbalancen. Det er kun i weekenden, hun spiser slik med børnene.

Og det får du det så ikke dårligt af?

"Jeg er meget mindful, når jeg spiser slik, og jeg spiser det meget langsomt, fordi jeg ved, at det tager x antal minutter, før det er gået i mit blod, så jeg er nødt til at mærke efter. Er det ikke vildt? Og jeg har også lært nu, at for mennesker med ADHD er sukker noget, man virkelig skal være forsigtig med. Jeg skal også være forsigtig med kaffe. Kaffe har også altid været et drug for mig."

For travlt med at have ADHD til at registrere det

"Når jeg ser tilbage på mit liv, har jeg altid lavet ting, der har været forbundet med ekstrem spænding, og jeg har altid kørt i et meget højt gear.

Lad os bare gå 15-20 år tilbage, da jeg begyndte at arbejde på tv. Jeg lavede ”Baronessen flytter ind”, jeg kørte en full on uge med mine børn. Hver anden weekend, når de skulle bo hos deres far, afleverede jeg dem i skolen, tog i lufthavnen, fløj til Danmark og optog intensivt i to-tre dage. Så hoppede jeg på en flyvemaskine tilbage til London og var mor i de næste ti dage samtidig med, at jeg skrev bøger, designede forskellige kollektioner, passede en kæmpe venskabskreds og kørte et hus på et højt niveau. Jeg sad aldrig ned, men det var min normal. Som min psykiater i dag siger, så har jeg haft for travlt med at have ADHD til overhovedet at registrere det."

Du har simpelthen aldrig tænkt tanken?

"Nej. Da jeg sad hos psykolog Jens Richardt Jepsen, som diagnostiserede Nicholas i februar 2020, sagde han bl.a. til mig: ”Der er rigtig mange forældre, der finder ud af, at de også har ADHD”. Og jeg overvejede da ikke et eneste øjeblik, at det måske var mig. Overhovedet ikke."

Hvad tænkte du så?

"Så tænkte jeg, det må være Nicos far, der har det, det kan da ikke være mig. Men det var også fordi, jeg havde så travlt med at høre, hvad han fortalte om Nico samtidig med, at jeg sad og tænkte over, at Jens Richardt Jepsens bøger stod hulter til bulter oven på hinanden, at han havde en blomst stående, der var gået ud, at hans vinduer trængte til at blive vasket, og at han havde en snavset kaffekop på bordet. Det var meget forstyrrende for mine øjne. Mit fokus er all over the place, sådan har det altid været, men jeg har ikke været klar over det."

Pludselig var der en årsag

Man kommer meget hurtigt ud over stepperne, når man taler med Caroline. Men der er lige brug for at stoppe op og få et par ting på plads, inden vi galopperer videre.

ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, der giver børn, unge og voksne problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Undersøgelser peger på, at 3-5 procent af alle børn opfylder diagnosekriterierne for ADHD, og mindst 2 procent af alle voksne har ADHD.

Nicholas begyndte i udredning i august 2019.

Hvad var grunden til, at I begyndte udredningen af Nicholas?

At vi flyttede til Danmark. Jeg er overbevist om, at hvis jeg aldrig var flyttet til Danmark, så var Nico aldrig blevet udredt. I England gik Nicholas på en dejlig lille skole med 12 børn i klassen. De arbejdede altid i grupper af fire og kun i 30 minutter ad gangen, så var der break, og der var masser af sport i løbet af dagen.

Da vi kommer til Danmark, starter Nico på Den Internationale Skole, og allerede tre uger inde i skoleåret bliver jeg kaldt ind til samtale, hvor jeg får at vide, at jeg har en dreng, der har virkelig brug for støtte. Efter halvdelen af en matematiklektion med 25 elever og én lærer er han f.eks. begyndt at lave baglæns kolbøtter eller har sat sig over i et hjørne for at lege med noget andet. De har fundet ud af, at uanset hvilket fag han har, så kan han ikke koncentrere sig og er all over the place, og han skal have støtte i alle fag."

Hvad tænkte du om den besked?

"Jeg tænkte: Hvad for noget? Skolen er efter sigende en af landets bedste, og kan de virkelig ikke undervise min søn inden for normale rammer? Jeg har igennem hele Nicos levetid følt, at han uden tvivl var anderledes end mine to andre børn. Men jeg tænkte også: Han er tredje barn, der er stor aldersforskel, og måske er der nogle ar efter at være vokset op uden en far. Det kan godt være, at han er mere pylret end de andre og samtidig mere udadreagerende, men han er også den, der kan hænge i armene på legepladsen uden at give slip, og som kan løbe hurtigere og længere end andre på sin alder. Han har en anden styrke. En anden hastighed. Han er lavet af noget andet. Og så er han bare mit ekstra følsomme barn.

Jeg var ikke gået til Jens Richardt Jepsen for at få en udredning, jeg var gået til ham for at få noget hjælp til Nicholas. Og da han så begyndte at fortælle mig om ADHD, knækkede jeg. Fuldstændig. Jeg brød helt sammen, for han sad jo og beskrev mit barn. Pludselig var der en årsag til, at min dreng er, som han er. En årsag til, at jeg, så længe jeg overhovedet kan huske, har været dybt nervøs hver gang, jeg skulle ud ad en dør. Fordi jeg ikke anede, hvordan dagen med Nicholas ville blive.

Nicholas har hele livet har haft de vildeste flip. Flip, som jeg undskyldte, fordi han var en følsom dreng. En anderledes dreng."

Prøv at forklare de flip?

"Hvis ikke han får det præcis, som han vil have det, så flegner han. Det kan være i forhold til venner eller f.eks. i supermarkedet, hvis der er noget, han ikke må få. Han kan gå fra nul til hundrede på et sekund og være meget verbal. Så længe jeg overhovedet kan huske, har folk kigget på mig, som om de har tænkt: Hold da op, kan hun ikke styre sit barn?

Der er jo rigtig mange, der tror, at du har et uopdragent barn, når du har et barn med ADHD. Men du har bare et barn, der ikke udtrykker sig, som andre gør. Og når man ikke er klar over, at man har et barn med ADHD, så overkompenserer man og forhandler med barnet for at forsøge at holde styr på de her flip. Som forælder er man så presset. HELE tiden. Og det var derfor, jeg brød sammen på Jens Richard Jepsens kontor den dag. Fordi jeg lige pludselig fik at vide, at det ikke var min skyld."

Og fordi der var en forklaring?

"Der var ikke kun en forklaring, der var faktisk også noget hjælp. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor ofte jeg har ligget i min seng om aftenen og tænkt: Åh gud, i morgen er der en ny dag, som jeg skal igennem. Og i overmorgen endnu en dag. I min opdragelse har jeg lært at have en facade, hvor alt er godt og perfekt. Oven i at være super presset over at skulle holde styr på Nicholas har jeg skullet opretholde en facade. Så når folk taler om udbrændthed, så kan jeg forstå det på det højeste niveau. Og det giver rigtig meget mening nu.

Jeg har været udbrændt adskillige gange i mit liv, men jeg har lært at samle mig selv op. Som min psykiater siger: ”Caroline, du er simpelthen blevet din egen super-ADHD-coach”. Og det er jeg, fordi der ikke har været nogen, der har taget hånd om mig på noget tidspunkt i mit liv. Jeg har altid skullet klare mig selv."

Følte sig anderledes indeni

Caroline voksede op som baronesse på Valdemar Slot på Tåsinge, og hun mistede sin mor allerede som 11-årig. Sidste år fortalte hun i ALT for damerne, hvordan hun ikke ønskede at følge den vej, der var tradition for i familien, fordi hun følte sig fuldstændig anderledes indeni. Det betød, at hun måtte klare sig uden opbakning og støtte fra sin far og samtidig med den fordømmelse i det adelige miljø, som det medførte.

Hvad var det, der gjorde, at du i begyndelsen af i år pludselig indså, at du måske selv havde ADHD?

"Jeg havde læst de første to-tre kapitler af bogen ”ADHD hos piger og kvinder” af Lotta Borg Skoglund, som jeg havde fået tilsendt, inden den udkom, og pludselig kunne jeg genkende noget.

En dag, da Søs kom forbi, råbte jeg til hende oppe fra toppen af trappen: ”Søs, jeg tror sgu, at jeg har ADHD!”.

Og hvad svarede du så, Søs?

Søs: "Jeg svarede: ”Ja, det ved jeg godt!”.

De griner begge to.

"Og Søs har jo kendt mig for evigt. Et par minutter senere kom en anden veninde, som faktisk arbejder med børn med diagnoser, og jeg sagde det samme til hende. Hun svarede: ”Ja, det behøver du da ikke blive udredt for”. Og sådan har det været med alle, der kender mig. De har alle sagt det samme."

Men hvorfor er der ingen, der har sagt noget så – Søs, det må du kunne svare på?

Søs: "Fordi sådan er Caro jo bare. Jeg havde aldrig tænkt, at det var noget, hun skulle medicineres for, det var jo bare … Altså, jeg har altid set Caro som vanvittigt effektiv. Hun har formået at arbejde i højt tempo og samtidig har hun opdraget nogle dejlige børn. At Nico så er en krudtugle … jamen, det har vi jo altid vidst."

Caroline nikker og tager over.

"Vi har aldrig tænkt, at der var noget, jeg var nødt til at gøre anderledes. Det er først nu, hvor vi kan se, at Nicholas ikke kan eksistere i en almindelig skole, at vi må gøre noget. Han har fået et tilbud om en specialskole nu."

Har du aldrig selv haft problemer i skolen?

"Jeg har talt med min psykiater om det, og han siger, at jeg har klaret mig godt i skolen, fordi jeg har en meget høj IQ. Jeg kunne flyve under radaren, fordi jeg var dygtig. Når jeg ikke gik i skole, dyrkede jeg sport, og når jeg ikke dyrkede sport, gjorde jeg rent. Jeg har altid dopet mig selv ved at holde mig i gang. Skole, sport, rengøring. Og forfra. Jeg har været effektiv, og det har bragt godt med sig.

Mit liv har jo aldrig været en rodebutik. Man siger om ADHD, at det faktisk er en kæmpe gave, hvis man formår at åbne den. Og for mig har ADHD været en gave, for det har betydet, at jeg har kunnet køre et hus på et højt niveau og været alenemor til tre børn, samtidig med at jeg har haft en karriere på tv, skrevet bøger og lavet en helvedes masse andre ting."

Men hvordan føles det at være Caroline i alt det her?

"Jeg er altid – inde i mit fundament – udkørt! Udslidt. Nedbrændt. Nedkørt."

Hun holder en længere pause.

"Jeg er så træt indeni."

Og det er du hele tiden?

"Ja."

Har du lyst til at lægge dig hen på sofaen?

"Nej!"

Men når du siger, du er træt og udkørt, har du så ikke lyst til at reagere på det?

"Det kan jeg ikke finde ud af. I min verden sover man ikke i løbet af dagen. Det gør man bare ikke."

Du kunne jo bare ligge og læse avisen eller en bog …?

"Nej, nej, nej, nej, nej. Men jeg beundrer folk, der kan. Søs, for eksempel. Jeg ringer ofte til hende om eftermiddagen, og så ligger hun fandeme på sofaen! Jeg kan ikke forstå, hvordan hun kan, for jeg har altid lige nogle overflader, jeg kan tørre af."

Så når du tager nogle overflader, på trods af at du er udbrændt, får du det så bedre, eller bliver du endnu mere udbrændt?

"Jeg bliver endnu mere udbrændt på den ene side, men på den anden side har jeg det SÅ godt med, at her er så rent."

Søs: "Jeg tror, det er fordi, at når der er rent, skaber det ro. Det er den måde, Caroline skaber ro på."

"Lige præcis! Lige nu sidder jeg for eksempel og kigger over i sofaen, hvor der har siddet en, og jeg har det helt skidt over, at sofapuden ikke er puffet op. Det ser jeg, mens jeg sidder og snakker med dig. Jeg sidder også og kæmper med, at jeg kan se, at der stadig er pletter på bordet. Og der er også pletter på spejlet bag dig. Så jeg sidder hele tiden og peptalker mig selv til, at jeg skal ignorere det."

Har alle symptomerne på ADHD

Er der andre områder, hvor du er ekstrem?

"Der er vist ingen områder, hvor jeg ikke er ekstrem. Men nu skal jeg på en helingsrejse, hvor jeg skal lære at tage vare på mig selv. Jeg har altid bildt mig selv ind, at jeg godt kunne fortsætte i det her gear, men det kan jeg nok ikke. Jeg er ved at lære, at jeg skal lytte til, at jeg bliver udbrændt. Det er en helt ny ting for mig, og det kommer til at tage tid at lære.

Jeg har altid sådan en sitren i mig, og den vil jeg gerne lære at slukke helt. Tænk, hvis jeg ikke sitrede …! Det er så interessant, for jeg har set et diagram, der viser symptomerne på ADHD, og jeg har dem alle."

Hun finder et lagkagediagram frem på telefonen og holder det op.

"Se her. Restless legs syndrom. Jeg er blevet behandlet for uro i benene, siden jeg var 15 år. Søvnproblemer. Det har jeg haft, så længe jeg kan huske."

Du kan ikke falde i søvn eller …?

"Alt i forhold til forstyrret søvn. Søvnløshed. Oftest har det været lydene. Jeg hører det mindste knirk, som om det er en eksplosion. Og når jeg lægger mig i sengen, har jeg en motorvej af tanker. Da jeg var helt lille, lærte jeg at tælle får for at få ro for tankerne. Det blev så siden til ølkasser. Og jeg har talt flere ølkasser, end Mærsk har fragtet fra Danmark til Asien, det kan jeg godt sige dig. Der er også angst. Det har jeg haft siden mine teenageår."

Angst for hvad?

"Ikke angst for noget som sådan. Det er hjertebanken. Hjertet banker så stærkt, at du tror, du får et hjertetilfælde. Det er en følelse, hvor du næsten ikke kan være i din krop. Det er så forfærdeligt. Jeg talte med en ekspert i går, og han sagde, at det kommer fra udbrændtheden.

Jeg lider også af OCD – Obsessive Compulsive Disorder – som f.eks. betyder, at jeg aldrig går på stregerne på fortovet, at min kaffe på caféer skal laves på en helt bestemt måde, og at jeg er nødt til at tjekke ti gange, om jeg har slukket for gassen og låst døren. Selvom jeg VED, at jeg har gjort det. Hvis ikke jeg gør det, vil der ske min familie noget dårligt. Og det samme gælder faktisk, hvis puderne ikke er puffet og overfladerne steriliseret. Så vil der ske noget dårligt."

Det er godt nok meget omfattende, hvad du skal håndtere?

"Ja, det er det. Men jeg har bare haft for travlt med at bedøve alle følelserne til rigtigt at opdage det. Og mit bedste bedøvelsesværktøj har været min rengøring."

Diagnosen har ændret familiens liv

Da Caroline boede i England, fik hun behandlinger både hos en homøopat og en akupunktør. Det hjalp rigtig godt på uroen i kroppen, men herhjemme har hun ikke kunnet finde nogen, der kan det samme.

For nylig blev hun sat på den samme ADHD-medicin, som hendes søn har stor glæde af, men på Caroline virkede den stik modsat. Hun kunne ikke sove, og hun blev med egne ord helt speedy. Så den medicin har hun droppet. Nu vil hun prøve motion, hvor hun får pulsen op, og har lovet sig selv at gå en tur i rask tempo to gange om dagen. Løb gider hun ikke, og yoga hjælper faktisk ikke på ADHD’en, har hun fundet ud af.

At hun og Nicholas har fået diagnosen, har på mange måder ændret familiens liv.

"Men jeg vil ikke sige, at det er blevet nemmere …"

Hun holder en længere pause.

"Bevidstheden om, at jeg har ADHD, gør, at jeg ikke længere kan ignorere hverken min egen støj eller Nicos støj. Så på den ene side får jeg dobbelt støj, men på den anden side forstår jeg den i dag. Jeg kan lægge armen rundt om min lille Nico og sige: ”Jamen, skat, jeg forstår dig SÅ godt, for jeg er helt ligesom dig på rigtig mange områder”. Jeg forstår fuldstændig hans hyperfølsomhed, og at han f.eks. kun kan have en bestemt slags sokker og bukser på.

Folk har kaldt mig Prinsessen på Ærten igennem hele mit liv, fordi jeg har været så besværlig omkring hvilke senge, jeg kan sove i. Jeg får blå mærker – seriøst – hvis der er den mindste krølle på lagnet eller en lille rille i en af madrasserne længere nede. Hver dag bliver min seng redt så stramt, at en mønt hopper lige op igen, hvis du kaster den ned på madrassen.

Det kunne godt stresse mig inderst inde, når Nico havde sine flip før i tiden, specielt når han havde 50 på en dag, for det ER rigtig, rigtig drænende. Og det er hårdt at vise den tålmodighed og empati, som et barn som Nico har brug for. Der misbruger jeg nogle gange mig selv for at lindre ham.

Mine veninder har somme tider spurgt, hvordan jeg kan være så tålmodig med ham. Men det er jo noget af det, man lærer. Jeg kan være SÅ tålmodig. Og så er der folk, der siger, at jeg ikke opdrager ham strengt nok. Men ved du hvad, jeg gør mit bedste. Jeg gør mit bedste i forhold til, hvad jeg tror, at mine børn har brug for. Og der er mange, der vil sige, at jeg har rigtig velopdragne, søde og dejlige børn. Men Nicholas har brug for noget helt andet, end hans søskende har brug for. Han ser ikke verden, som andre gør, og det er noget, der virkelig rammer mit hjerte rigtig dybt.

Det har gjort, at jeg altid har haft en anden tålmodighed og compassion for Nico. Det har han haft rigtig, rigtig, rigtig meget brug for, for det er ikke altid særlig nemt for ham at være ham. Han har brug for en helt anden medfølelse, for at han ikke skal knække. Og sådan er det bare.

Nicholas har samtidig fået en empati i gave, som er så smuk, og jeg bliver så stolt, for er det ikke bare en af de fineste kvaliteter, man kan have som menneske?"

"Carolineeffekten"

Den kamp, som Caroline kæmper for Nicholas og sig selv, har hun nu taget med over i ADHD-foreningen, hvor hun gerne vil gøre en forskel. Og det gør hun.

Ifølge direktøren for foreningen, Camilla Louise Lydiksen, er der nærmest tale om en decideret ”Carolineeffekt”. Forstået på den måde, at foreningen simpelthen får flere henvendelser, hver gang Caroline bruger sin store rækkevidde på de sociale medier til tale om ADHD.

"Jeg blev spurgt, om jeg ville være ambassadør for ADHD-foreningen, da Nicholas var blevet diagnostiseret, men inden, jeg selv blev det. Og det giver så meget mening at være med til at sætte fokus på det her, for der er alt for mange, der venter alt for længe på at få en diagnose. Det vil jeg gerne være med til at lave om på, og jeg har nu fået en platform, hvor jeg forhåbentlig kan være med til at gøre en positiv forskel for rigtig mange af dem, der har det rigtig svært.

Jeg vil også kæmpe for, at der kommer meget bredere information ud om ADHD. Jeg anede ikke en dut om ADHD før, og jeg synes, jeg kommer fra et welleducated og wellinformed environment, så jeg vil gå ud fra, at der er rigtig mange, der ikke kender nok til det. Kommunerne skal involveres med meget, meget større budgetter for at kunne hjælpe bredere.

Man siger, at der sidder mellem to og tre udiagnostiserede børn i hver klasse, der kæmper! Mange flere lærere skal specialiseres indenfor feltet, og der er flere psykiatere, der skal være til rådighed for at stille diagnoserne. Det er et område, der skal ekspanderes eksponentielt. Jeg håber, at jeg kan være med til at fundraise, så der kommer penge, der kan sætte gang i flere udredninger, og jeg har en drøm om, at man kunne lave nogle flere ADHD-skoler."

Ville du ønske, at du tidligere havde vidst, at du har ADHD?

"Det kan jeg ikke lægge skjul på. Jeg ville gerne have vidst det for 20 år siden, for det er en kendsgerning, at man brænder mange broer, når man har ADHD. MEN hvis jeg havde vidst for 20 år siden, hvad jeg ved i dag, så havde jeg måske truffet nogle helt anderledes beslutninger. Og jeg ved, at jeg er præcis, hvor jeg skal være, i dag. Så et eller andet sted … it’s all meant to be."

Har ADHD også haft betydning for kærlighedslivet?

"Det har det selvfølgelig. Det har haft konsekvenser for kærlighed. For venskaber. For alt."

Så det har haft sin pris?

"Der er en pris, ja. Men mange af livets guldklumper kommer med en pris. Og de guldklumper, jeg har fået, er jeg glad for, at jeg kan give videre til mine børn. På den måde føler jeg ikke, at det har været forgæves."