Kvinde på bænk
SPONSORERET indhold

Forårskåd? Bliv klogere på, hvad der sker i din krop, når det er forår

I takt med at dagene bliver længere, og verden får flere farver, så stiger humøret også, vi får mere energi og bliver mere kåde. Men hvad skyldes det egentlig? Og hvad sker der i kroppen, når foråret sætter ind?

Af: Pernille Lewinsky Kofoed Foto: Getty
21. apr. 2022 | Sundhed | Hendes Verden

Det kribler ikke kun i skovbunden men også i kroppen, når foråret kommer, og dagene igen bliver længere, lysere og lunere. De fleste af os kommer ud af vores dvale og liver simpelthen op, og undersøgelser viser da også, at det virker direkte stimulerende på psyken, når solen titter frem, og det bliver lunere i vejret.

Skiftet fra den mørke tid til den lyse har en positiv effekt på både kroppen og sindet, og forklaringen skal findes i en stribe hormoner i kroppen, som lokkes frem af lyset og påvirker både vores sindstilstand, energi- og aktivitetsniveau – og gør os forårskåde.

Bedre humør

De fleste bliver gladere og mere opstemte om foråret. Når humøret tager et opsving i de lysere måneder, skyldes det, at glædeshormonerne serotonin og endorfin stimuleres af dagslyset. Samtidigt opholder vi os mere udenfor, vi dyrker mere motion og er i det hele taget mere aktive – noget der også er med til at booste humøret.

Øget sexlyst

Det er ikke kun temperaturerne, men også sexlysten, der stiger om foråret. Udover at vi føler os mindre trætte, så sætter forårslyset skub i produktionen af lutropin – et hormon, der producerer testosteron hos mænd, udløser ægløsning hos kvinder og øger lysten til sex. Samtidigt virker den lettere påklædning med udsigt til bar og brun hud pirrende. En norsk undersøgelse af forholdet mellem lys og sexlyst afslører, at mens kvinder følger lyset og har størst sexlyst i april/maj, så topper mænds lyst i august.

Læs også: Hvad tænder du på? Sådan bliver du bedre til at sætte ord på

Mere energi

I takt med at lyset tiltager, bliver nætterne kortere, og det reducerer mængden af sovehormonet melatonin. Melatonin har betydning for vores døgnrytme og energiniveau, og jo mindre vi har af det i kroppen, jo mere energi. Samtidig stiger niveauet af dopamin i hjernen, hvilket er med til at forklare, at mange føler sig mere veloplagte, effektive og aktive om foråret.

Mindre søvnbehov

I de mørke vintermåneder producerer hjernen mere af søvnhormonet melatonin. Når forårssolen igen titter frem, rammer lyset nethinden inde i øjet og fortæller hjernen, at den skal nedsætte produktionen af melatonin. Ændringen i niveauet af søvnhormonet gør, at søvnbehovet nedsættes, og vi føler os mindre trætte og har mere energi.

Mere social

Forårets stærkere lys og øgede antal solskinstimer reducerer ikke kun produktionen af søvnhormoner og gør os mere vågne. Lyset øger også udskillelsen af dopamin og serotonin og påvirker vores sindstilstand og introverthed, så vi bliver mere åbne og lyse af sind. Samtidigt er dagene længere, og det åbner mulighed for at tilbringe mere tid sammen med andre.

Større selvtillid

Om foråret er vi mere udenfor. Det er varmere, solen skinner mere, og i takt med at vi bliver brune, føler vi os mere veltilpasse og nyder i højere grad vores eget spejlbillede. Vi har en større glæde ved vores krop, udstråler mere selvtillid og bliver typisk mødt med større opmærksomhed fra det modsatte køn. Alt sammen noget der understøtter, at vi føler os attraktive.

Kilder: Psykiatrifonden, Netdoktor, Videnskab.dk

Anbefalet til dig