Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

FIT LIVING tester juicekur
Foto: Getty Juicekure hitter, men hvad kan tre dage med frugt og grønt gøre for din sundhed?

Juicekur: Fup eller fakta

FIT LIVING tester juicekure: Er det en kur, der dur?

Juicekure har erobret en fast plads på sundhedsscenen. Men kan tre dage med frugt og grønt i flydende form reelt både udrense affaldsstoffer og samtidig tanke kroppen op med vitaminer og mineraler? Vi har testet OG spurgt eksperterne.

“Er det overhovedet sundere at juice, eller kunne jeg lige så godt spise grønt og frugt i tre dage,” spørger Janet Skaarup, som har testet tre dage på Original Slowjuice Cleanse. I de tre dage, hvor Janet Skaarup var på juicekuren, oplevede hun både op- og nedture, og en uge efter konkluderer hun:

“Jeg tænkte ikke over det bagefter, men nu en uge efter er det gået op for mig, at jeg faktisk slet ikke har haft lyst til sukker og søde sager, som jeg ellers sagtens kan have. Og jeg har heller ikke spist noget af den slags, siden jeg afsluttede juicekuren. Kaffen har jeg genoptaget, og den savnede jeg også undervejs, så den vane har jeg stadig, men sukkertrangen har jeg sluppet – uden egentlig at lægge mærke til det.

Jeg tabte også to kilo i løbet af de tre dage på flydende kost, men dem har jeg nu allerede taget på igen. Så i den forstand fandt min krop hurtigt tilbage til min normale vægt, da jeg begyndte at spise almindelig igen. Kuren påvirkede ikke min fordøjelse, og jeg synes ikke, at min hud ser anderledes ud.

Mit energiniveau var markant lavere i de tre dage, og det tilskriver jeg mest, at jeg ikke følte mig mæt på noget tidspunkt. Jeg syntes, at det var ret hårdt, mens jeg var i gang med de tre dage på juicekur, og især den sidste dag glædede jeg mig til, at det var overstået – og tænkte ‘aldrig igen’.

Men allerede her en uge efter har jeg sjovt nok faktisk lyst til at prøve igen. For selv om det krævede en indsats, havde jeg en oplevelse af at gøre noget godt for mig selv. Jeg vil dog nok kun tage én dag på juice de næste gange. Det kunne jeg godt finde på at gøre en gang om måneden. For jeg kan rigtig godt lidt tanken om, at kroppen får mulighed for at rense ud. Jeg ved jo ikke, om det reelt sker – men selv hvis det blot er en tanke og en følelse af at starte på en frisk efter en juicekur, har det jo også en værdi i sig selv.

Men hvad mener eksperterne om de populære juicekure. Vi har spurgt to af slagsen ...

Antropolog Bodil Just Christensen: "Idéen om udrensning trækker på en ældgammel religiøs logik"

Faste og udrensning er ikke kun et nyt, trendy fænomen. Det er tværtimod en historisk del af alle religioner. Og blandt andet derfor køber vi hurtigt idéen om at skulle lide afsavn for at blive rene, siger antropolog Bodil Just Christensen om juicekurenes popularitet.

Hvorfor tror du, at juicekure er slået igennem som en markant trend på sundhedsfronten?
“Logikken om at faste og rense ud trækker på et historisk set meget gammelt repertoire, som vi ubevidst meget let tapper ind i. Alle religioner, også kristendommen, har haft faste som en fast praksis, hvor du lider afsavn for at vise, at du er ren. Fasten er i religiøs forstand en form for kropslig renselse. At juice med det formål at rense ud har derfor et meget genkendeligt element, som vi kan oversætte til noget meningsfuldt. I dag er det bare sundheden, der er religionen. Og kroppen, som er templet.”

Vores testperson synes, at det var udfordrende, at hun kun fik flydende kost og var sulten gennem de tre dage på kuren. Men kunne godt lide idéen om, at hun gjorde noget godt for sig selv og sin krop.
“Ja, og der bliver det meget protestantisk. Det vil sige, du skal yde, før du kan nyde – og hvis det gør lidt ondt, så virker det sikkert endnu bedre. Det er en logik, der vil give mening for mange. Sulten, du formentlig oplever, når du juicer i tre dage, er én ting, men der er også nogle andre indbyggede benspænd, du skal overkomme på sådan en kur.”

Hvad er de?
“Det er blandt andet det sociale aspekt. I Danmark er det at samles omkring måltidet stadig en vigtig del af vores omgang med hinanden. Og ikke bare det at samles om måltidet, men også at spise den samme mad, dele kosten. Når vi mødes socialt, spiser vi. Og vi betragter det som uhøfligt at sige nej tak til den mad, der bliver serveret. Hvilket du jo er nødt til, når du er på juicekur.”

Vores testperson valgte at juice henover en fredag-lørdag-søndag, hvor hun ikke havde sociale arrangementer.
“Det er netop min pointe. Hun kunne jo godt vælge at tage sin juice med og i stedet drikke den til en venindes fødselsdag, men det kan føles både akavet og uhøfligt. Der er en del studier, der viser, at vi i Danmark ikke bryder os om at fremstå alt for fanatiske i forhold til sundhed. Så du kan komme til at føle sig en smule udstillet, hvis man for eksempel sidder med sin juice i kantinen, mens kollegerne spiser deres mad. For så bliver det meget tydeligt, at du er på kur – og ikke spiser det samme som alle andre. Undersøgelser med for eksempel mennesker på Nupo-kur, som også er flydende kost, viser, at mange faktisk ender med at isolere sig fra det vigtige sociale samlingspunkt, som det fælles måltid er.”

Men denne kur er kun tre dage?
“Ja, og det klarer du jo sikkert også rent socialt uden de store problemer og med lidt planlægning. Jeg vil blot mene, at en juicekur, som er en ret ekstrem diæt, henvender sig til et særligt segment. Det er en ressourcekrævende kur, fordi du både skal kunne overkomme en vis sult, eventuelt ubehag og træthed, som testpersonen også oplever – og den sociale del, som du skal kunne planlægge dig ud af. Og implicit ligger der også en forventning om, at du skal gennemføre, når du går i gang. Det kan i hvert fald opleves som et nederlag, hvis du kun kommer gennem første dag.”

Hvad ser du som fordelene ved sådan en juice-kur, hvad får du ud af det?
“En empowerment-følelse. Efter devisen: ‘Jeg gjorde det, jeg klarede det!’ Og en følelse af at have gjort noget godt for sig selv, fordi du kun har indtaget økologisk frugt og grønt, hvilket lægger sig op ad samme logik som veganer og raw-filosofierne, det vil sige, hvis grønt er sundt, så er mere grønt mere sundt.”

Er det også faktisk sådan?
“Nej, kroppen har brug for alle former for næringsstoffer, også protein, som du ikke får meget af under en juicekur. Men rent sundhedsmæssigt kan du godt både faste og juice i tre dage uden problemer for kroppen – bortset fra, at du nok vil føle dig sulten undervejs.”

Kostekspert Lars Klingenberg: “Du tager reelt bare en tredages sukkerkur”

Juicekure har ingen effekt på din sundhed, du går glip af næringsstoffer i frugten og grøntsagerne og fylder dig selv med sukker, mens du sætter kroppen under ekstra pres, siger Lars Klingenberg, som er ph.d. i ernæring.

Har det en sundhedseffekt at gennemføre en juicekur. Uanset om det er én eller flere dage?
“Nej, i hvert fald ikke i positiv forstand. Når du presser juicen ud af frugt og grønt, får du et restprodukt, som kaldes pulpen, det vil sige den faste substans, der bliver tilovers. Hovedparten af de gavnlige ting, for eksempel fibrene, befinder sig i pulpen. Du går derfor glip af en meget stor del af de sunde næringsstoffer, når du kun drikker juicen. Samtidig er der meget frugtsukker i den pressede juice. Der er selvfølgelig også nogle vitaminer og mineraler i saften, men de næringsstoffer, som vi ved, videnskabelige undersøgelser har påvist en sundhedsfremmende effekt af, befinder sig i pulpen – ikke i saften. Når du samtidig ikke får andet at spise, har du et relativt stort sukkerindtag – så der er reelt tale om en tredages sukkerkur, hvis du juicer i tre dage.”

Hvilken effekt har det på kroppen?
“Når du indtager en stor mængde sukker, i dette tilfælde frugtsukker, skal kroppen producere mere insulin for at fjerne sukkeret fra blodet. Langtidseffekten kan være nedsat insulinfølsomhed og øget kolesteroltal, fordi overskudssukkeret bliver omdannet til fedt – og det er altså ikke gode effekter. Det sker dog ikke på tre dage, men efter længere tids påvirkning.”

Er det skadeligt at juice?
“Der sker ikke noget negativt ved blot at juice i tre dage, men omvendt gør det heller ikke noget godt for kroppen. Når kalorieindholdet er ganske lavt og tæt på en fastetilstand, sætter du kroppen under ekstra pres. For du er i energiunderskud, samtidig med at kroppen også skal håndtere et stort sukkerindtag.”

Når størstedelen af næringsstofferne befinder sig pulpen, er det så sundere at spise grønt og frugt i tre dage end at juice tilsvarende?
“Ja, hvis du har besluttet dig for kun at indtage grønt og frugt, får du det største udbytte af vitaminer og mineraler, hvis du spiser grøntsagerne og frugterne rå og uforarbejdede. Men – og det er vigtigt at understrege: Du kan hverken spise eller juice dig til et overskud af vitaminer fra grønt og frugt. Hovedparten heri er nemlig vandopløselige, hvilket betyder, at du ikke kan lagre eller ophobe dem i kroppen. Kroppen tager, hvad den skal bruge – og alt overskydende ryger direkte ud igen via urinen. Så hvis du har en forestilling om, at du booster din krop med ekstra mange vitaminer og mineraler, når du juicer, er det derfor forkert. Det er fysiologisk ikke muligt.”

Er det korrekt, at en juicekur eller faste kan give fordøjelsen en tiltrængt pause? 
“Det er noget forvrøvlet sludder. Fordøjelsen har ikke brug for en pause for at fungere optimalt. Den har brug for at blive brugt. Fuldstændig ligesom muskler skal bruges for ikke at sygne hen. Og i særdeleshed har fordøjelsen ikke brug for en pause fra fibre, som juicerne ikke indeholder. Fibre er jo guf for fordøjelsen og noget af det, der gør, at den kører i et godt gear.”

Kan en juicekur hjælpe kroppen med at udrense og udskille ophobede affaldsstoffer?
“Nej, det er decideret forkert, at du kan udrense ved at juice, det har absolut ingen effekt. Det er rigtigt, at vi ophober visse stoffer som tungmetaller, fedtopløselige pesticider og dioxiner, men de ligger gemt i blandt andet fedtvæv i kroppen og i hjernen, som har en meget lav omsætningshastighed – det vil sige, at det tager meget lang tid at skille sig af med. Det er noget, kroppen selv klarer, og du kan ikke speede processen op. Du kan forsøge at undgå at spise alt for mange forarbejdede fødevarer, og du kan eventuelt påvirke den skadelige effekt af for eksempel frie radikaler, hvis du spiser meget store mængder rå kål, løg og hvidløg. Men ikke ved at juice.”

Vores testperson oplevede hovedpine og træthed, hvad kan det skyldes?
“Hvis du er en stor kaffedrikker, kan du formentlig godt opleve en form for abstinenser, der kan give symptomer som hovedpine. Trætheden tror jeg simpelthen skyldes, at hun får så få kalorier og derfor er i energiunderskud.”

Hun havde også en oplevelse af at gøre noget godt for sig selv. Kan følelsen have en værdi?
“Du kan sikkert godt opleve en følelse af velvære ved at juice, hvis du tror nok på, at det har en sundhedseffekt. Det er vel også en af grundene til, at det er blevet så populært. Det er jo både lettere og hurtigere at snuppe en kort kur end at være aktiv dagligt, dyrke motion, spise varieret, skære ned på sukker, alkohol og mættet fedt og droppe cigaretterne. Men det er dét, der har en effekt. Alt, du kun gør i tre dage, har ingen betydning overhovedet. Der er ingen quickfixes i relation til sundhed.”

Du kan læse mere i det nye FIT LIVING. Smugkig i det her

Eksperterne

LARS KLINGENBERG er cand.scient. i humanfysiologi og ph.d. i ernæring. Studieadjunkt i sektion for klinisk og forebyggende ernæring på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

BODIL JUST CHRISTENSEN er antropolog og post.doc. i Forskningsgruppen for Fødevaresociologi, IFRO, Københavns Universitet. Hun arbejder med sociale aspekter af spisning, sundhed, fedme og vægttab.

Se, hvad vi ellers skriver om: Juicekur, Slankekur, Vægttab, Energi og Juice