Herlige Svend aka. Sebastian Lynggaard: ”Der er svaghed i at indrømme, at jeg var pisseked af det”

Da Sebastian Lynggaard var i starten af sine tyvere, stod han en dag under bruseren hjemme hos sin daværende kæreste. Som enhver anden dag, og som han havde gjort så mange gange før. Han tager shampoo i, skyller det ud, kører sine hænder gennem håret – og kigger så på sine hænder. I afmagt.

”Så er det bare Chewbacca-hænder. Der er hår over det hele, og jeg tænker ’Hvad sker der? Hvad fanden er det her for noget?’” fortæller Sebastian om det brusebad, som han her over ti år senere stadig kan huske tydeligt.

Han hopper ud af badet og når ikke engang at tørre sig, før han sætter sig med sin telefon i hånden og går i gang med at google. Han finder hurtigt frem til, at det er normalt at tabe omkring 100 hårstrå, når man er i bad, og det giver ham en smule ro på, men tanken kører stadig bagerst i hovedet: Er han ved at tabe håret? Allerede?

Sebastian Lynggaard er kendt på Instagram under navnet Herlige Svend, hvor han deler sjove memes med sine over 90.000 følgere. Det er lyserøde memes med søde dyr, men som altid bunder i en eller anden form for politisk agenda eller kommentar på sexistisk opførsel. Sidste år udgav han bogen ’Mandsforræder’, og nu har han gæstet vært Josefine Stork i ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

Podcastens samtale starter ved hårtabet, for Sebastian fortæller, at han har levet et liv indtil da ’som blommen i et æg’. Noget der også bliver tydeligt, når hårtabet er hans første og største udfordring, forklarer han.

”Du er ikke sådan en, der taber håret”

Efter brusebadet gik det stærkt for Sebastians hårpragt – det, der var tilbage. Det blev nemlig i løbet af en kort periode meget tydeligt, at hårene ikke længere hang fast i hovedbunden.

”Det var brutalt. Jeg gik på bar og sådan nogle ting, som man jo gør i den alder, men til sidst endte jeg med ikke at kunne gå ud, uden at folk spurgte, om jeg godt var klar over, at jeg var ved at tabe håret. Jeg blev sindssygt opmærksom på det, selv om jeg prøvede at overbevise mig om, at det bare var stress, og at det nok skulle komme tilbage. Jeg endte jo med at rende rundt med noget, der lignede en fucking vandmand på hovedet,” griner han i dag.

En dag endte han hjemme hos en god kammerat, hvor spotlyset på badeværelset gik direkte igennem den sparsommelige hårpragt. Der kiggede han sig selv i spejlet og sagde meget bestemt til sit spejlbillede: ’Du er ikke sådan en, der taber håret! Det er du ikke!’

”Er det ikke sygt?” resonerer han i ’Tungdom’.

For hårtabet bragte et væld af følelser med sig. Når Sebastian kigger tilbage, kan han godt se, at det var, som om al hans usikkerhed pludselig blev samlet et sted. Det var et stort blåt mærke, som alle kunne se, og som nogle mennesker valgte at trykke på ved at kommentere på det. Og det gjorde nas, forklarer han.

I bagklogskabens lys ved Sebastian nu, hvordan hans liv indtil da var bygget op omkring en række læresætninger. Noget med, at andre har det sværere end ham, at han bare skal op på hesten igen eller at han skal være klar over, hvor heldig han er.

”Sådan nogle sætninger er som oftest vigtige og gode, men de giver også meget lidt rum til rent faktisk at vælte. Men på en eller anden måde var jeg klar over, at det her var en lille, latterlig, overfladisk ting. Det var ikke noget, man skulle gå op i, fordi der netop var andre mennesker, som havde det værre end det, og derfor nægtede jeg også at tage det alvorligt – og det er jo der, at problemet vokser,” husker han.

Derfor nægtede han også at tage sine følelser alvorligt. Det var nemlig, som om han ikke måtte tillade sig at have de følelser, fordi det ikke var et reelt problem i samfundet.

”Det er bare fucking hår! Det var ikke noget, der måtte få mig ned med nakken. Der er jo en svaghed i at indrømme, at jeg faktisk var pisseked af det,” erkender Sebastian Lynggaard.

Han oplevede også, hvordan følelserne endte over i at være en form for forsmåethed, for hvorfor fanden skulle det ske for ham. Hvorfor var det ikke en anden? Følelserne endte med at blive til vrede, og det gik ud over hans omgivelser. Han var – med sine egne ord – pisse utilfreds.

Forskellige rammer i opdragelsen

I dag ser han oplevelsen i et andet lys. Han kan godt se, at hans reaktion ikke var hensigtsmæssig – hverken for ham selv eller for omgivelserne. I dag ved han nemlig, at man som menneske har et ansvar for at kommunikere sådan nogle følelser ud til omverdenen, før man brænder sammen, men det, oplever han, at mænd er dårlige til, og derfor brænder de sammen.

”Jeg har det lidt svært med det her. For jeg ved godt, at det er latterligt, men det voksede inde i mig, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Det handlede jo om, at jeg måtte anerkende hårtabet. Erkende, at det havde ramt mig. Og jeg måtte indse, at jeg blev nødt til at bede om hjælp for at kunne komme videre,” fortsætter han.

Der var altså brug for hjælp til at afkode de følelsesmæssige signaler, som kroppen gav ham – og netop det understreger Sebastian Lynggaard som værende en af sine primære missioner i dag, hvor han skriver bøger og memer søde dyr med vigtige budskaber. Han mener nemlig, at mange mænd ikke har lært netop at afkode de følelsesmæssige signaler.

”Det handler om, at vi helt fra folkeskolen og endda tidligere bare ikke har de samme rammer, som piger har. Vi har nogle gange lavere forventninger til drenge i følelsesmæssige samtaler. Baren er på nogle områder sat lavere for drenge, og det ender med at bide mig i røven, da jeg taber håret, fordi jeg ikke har fået den træning. Fordi jeg har fået lov til at hoppe over, hvor gærdet er lavest i så lang tid.”

Han husker særligt, hvordan drengene i hans folkeskoleklasse blev sendt ud for at spille fodbold, hvis der var problemer i klassens pigegruppe, og at det også er en af grundene til, at drenge ikke får et sprog for deres følelser. De – og han – bliver simpelthen ikke trænet i den dybe, følelsesmæssige samtale på samme måde, som pigerne gør. Han fortæller, at man ser i forskning, at forældre også har tendens til at bruge mindre komplekse, følelsesmæssige ord over for drengebørn i forhold til pigebørn.

”Man skåner drengene, og der ligger derfor måske en mindre grad af eftertænksomhed og følelsesmæssig refleksion, fordi vi ikke lærer det fra barnsben. Vi fortæller sådan en som mig, at man er mere simpel end pigerne. At man ikke har lige så mange følelsesmæssige strenge at spille på, som pigerne har. De har seks, men drengene har kun tre – og det tror man på,” siger han.

”Problemet er bare, at når man bliver voksen, eller når man er en ung mand, og finder ud af, at der er nogle andre strenge inden i én, så passer man ikke ind i det at være en dreng eller en mand, og hvad gør man med det? Jamen, man pakker jo de strenge væk for fanden. Man snakker ikke med nogle, fordi det ikke passer ind i forestillingen om, hvad det vil sige at være en dreng. Det bliver bare værre og værre, fordi man skærer de der strenge af, og så går det på et eller andet tidspunkt i forrådnelse, hvor du låser dig fast i løgnene.”

Og det var præcis det, der skete for Sebastian, da han begyndte at tabe håret. I stedet for at forsøge at bearbejde de følelser, det bragte op, besluttede han sig for at få en hårtransplantation, fortæller han i ’Tungdom’.

Vi skylder verden at vise smerten

Gennembruddet for Sebastian Lynggaard kom, da han en dag gik ind til sin ven Steve, som han boede med på daværende tidspunkt. Han havde overvejet hårtransplantationen i en sådan grad, at han var begyndt at gå til konsultationer forud for netop den operation. Men den dag satte han sig i sengen ved sin kammerat og åbnede op. I ’Tungdom’ beskriver han det, som om det var en bums, der væltede ud med pus, da han først begyndte - og Steve lyttede. ”Let’s go for at pint,” foreslog Steve, og de to mænd fortsatte snakken over en øl til sent ud på aftenen. Dagen efter bestilte Sebastian tid til frisøren for at få barberet resterne af sin hårpragt af.

”Jeg havde undervurderet, hvor meget det påvirkede mig på en måde, som jeg ikke er særlig stolt af. At miste sit hår er objektivt en fucking lille ting. Men det handler jo ikke om håret,” slår Sebastian fast.

For Sebastian handler historien om at miste sit hår mere om at indse, at der er noget, man ikke er god til. At han ikke kunne finde ud af at tale om sine følelser. Samtidig var der også et element af, at han ikke ville være til besvær. At han ikke ville sidde over et spil FIFA og pludselig fortælle, hvor skidt han gik og havde det – han ville ikke ødelægge stemningen. Men omvendt kan han godt se i dag, at hvis hans bedste ven gik og havde det svært, men ikke sagde det til ham, ville han blive såret. Det betød også, at den relation Sebastian fik med Steve efter den betydningsfulde aften sammen var en hel anden, end det tidligere havde været.

”Jeg tror, at en del af udfordringen ligger i, at man ikke er god nok til at erkende, at det er et nyt sprog, nogle af os skal lære. Det kan måske lyde banalt – måske for kvinder – men samtalen er nødt til at starte med nogle af os. Det er et sprog, vi ikke har lært, fordi vi på en eller anden måde har fået ind i vores hoveder, at det ikke er særligt naturligt for os at tale om det. Der er ingen quick fixes. Det handler om at prøve at mærke efter, hvad ens krop fortæller, og når vi tror, at vi ved, hvad det er for en tvivl eller smerte, der er inde i os, så skylder vi verden at vise den. For at vokse som personer og vokse sammen også,” mener Sebastian.

I dag øver Sebastian sig stadig på at have et sprog for sine følelser og at spille på alle de strenge, han fik ved fødslen. En af måderne er blandt andet ved at tale med sine venner om, hvordan han har det – uanset hvor banalt det måtte lyde.

”Tulip har jo et slogan til fodboldkampe, som hedder ’pause er lig med pølse’, og så er vi nogle drenge, der har ændret det i vennegruppen til at være ’pause er lig med følelse’,” griner han i ’Tungdom’.

Det betyder, at det kvarter, der er mellem fodboldkampens to halvlege, bliver brugt på at tale om følelser, og på at tale om, hvordan man går og har det, fortæller Sebastian. Og så oplever han, at når gruppen sidder på en bar efterfølgende følger op på samtalen, og derfor får de talt om deres følelser, og hvordan de går og har det.

”Det kan da godt være pisse ubelejligt, fordi man gerne vil fortsætte og bare køre derudaf, og man vil jo gerne have det grineren. Men det her handler om at forebygge det fald som, vi ved, kommer på et eller andet tidspunkt. Det handler om, at jeg gerne vil udvide den kasse, vi kan være i, så der er mere plads. Vi kan stadig have det grineren, men vi skal også have det grineren, når vi falder, så vi kommer hurtigere op igen, og det kræver, at vi har nogle dybere relationer at falde ned på, og det får vi kun, hvis vi er ærlige. Der er sådan en mærkelig form for oprigtighedsunderskud i vores køn, fordi vi har fået at vide, at vi er simple, og det hele bare er for sjov,” forklarer han.

Den banale træning

Med Sebastians frisørtid for at få barberet håret af fulgte en tid, hvor han erkendte, at han faktisk kunne blive ramt af kriser ret hårdt, at det er helt okay, men også at den del af ham selv, hvor han forstår sine følelser, slet ikke er blevet bygget færdig – og at han stadig den dag i dag bygger det op. For Sebastian er samtalen om følelser nemlig ikke et sprint. Det er et maraton og et træningscenter, vi skal besøge jævnligt.

”Det er så underligt, fordi det er så banalt, men det kræver træning,” slår han fast.

I dag er han stadig ved at aflære alt det, han lærte, da han voksede op, men han ser det som værende meget normalt. Og når han kigger tilbage, er han ikke i tvivl om, at der er sket mere for ham og hans sprog de seneste seks måneder, end der er sket de sidste fem år, fordi der har været fart på, og det gør, at han ikke altid har tid til at mærke efter, men det er også okay, slår han fast.

Særligt denne tid, hvor han har sagt sit faste lønmodtagerjob op for at blive influencer på fuld tid med sin Instagram-profil, har han svært ved at mærke efter, hvordan han har det.

”Jeg prøver at være ekstremt ærlig omkring det at gå selvstændig. Jeg kunne jo godt komme ud guns blazing og sige, at nu er det kraftedeme ’hokus pokus, Sebber i fokus’ men den sande version er jo, at det har været en sindssygt hård proces. Det her med at have en Instagram-konto har været mega svært og krævede sindssygt meget af mig. Både i forhold til at give mange fremmede mennesker et indblik i mig, hvor jeg ikke vidste, hvor hårdt det ville være, men også fordi det har taget mega meget tid, som jeg ikke har været opmærksom på.”

”Det bed mig i røven, fordi jeg endte med at have to jobs sideløbende, og det kunne jeg ikke klare. Jeg nåede at sige fra i god tid, men det var ikke en beslutning om at gå selvstændig. Det var simpelthen en erkendelse af, at jeg ikke kan mere, og der er jeg stadig ved at finde mit fodfæste efter den erkendelse,” forklarer Sebastian Lynggaard.

I ALT for damernes podcast ’Tungdom’ kan du også høre Sebastian læse et brev op til sit yngre jeg og give konkrete råd til, hvordan man som mand kan udvide sit følelsesmæssige sprog.