”Vi vil gerne vise vores piger, at fodboldidoler også kan være kvinder”

Forskelsbehandling i fodboldklubben

Da Julie-Elsebeth som otteårig første gang stak sin fod i en knoppet fodboldstøvle, var hendes medspillere drengene fra barndomsbyen. Der var intet pigehold, hvor hun boede, og derfor blev hun automatisk en del af drengeholdet. Det samme gjaldt to andre piger.

På hendes Instagram-profil, der i dag har over 100.000 følgere, har hun delt et opslag, hvor hun fortæller om de negative oplevelser, der var forbundet med tiden som fodboldpige i en ellers mandsdomineret verden.

”Når vi skulle spille kamp, havde vi piger vores eget omklædningsrum. Jeg kan huske, at vi nogle gange blev glemt inden kampene, når der skulle snakkes taktik. Vi blev ikke hentet. Men det var jo nærmest ligegyldigt, om de glemte os, for vi startede alligevel på bænken,” fortæller hun.

Som ung var det også kutyme i fodboldklubben, at pigerne arvede drengenes aflagte og slidte trøjer.

”Man vidste altid godt, hvem der havde haft trøjen før én selv. Det var en stående joke, at jeg spillede i nummer seks, der var Nickis gamle trøje. Det er jo en meget tydelig måde at gøre op på, hvilket hold der er vigtigst for klubben.”

Sendt ned på de bagerste baner

Julie-Elsebeth har, sammen med sin familie, rejst rundt i England for at støtte dette års kvinde-EM.

Da finalen i sidste weekend blev afgjort på Wembley Stadium i England, sad Julie-Elsebeth på tilskuerrækkerne sammen med knap 90.000 andre mennesker. Kampen er den EM-finale nogensinde, der har haft flest tilskuere. Både blandt mænd og kvinder.

Selvom fodboldkvinder, både herhjemme og i udlandet, har bevist, at de kan trække tilskuere til, har Julie-Elsebeth altid oplevet, hvordan hendes kvindefodboldhold har måttet tage sig til takke med mindre attraktive baner. En tendens, hun mener, kan skade kvinders talentudvikling på banen.

”Selvom vores fodboldhold var lige så godt som mændenes, blev vi sendt ned på de bagerste baner, der skrånede, og hvor halvdelen af banen kunne være fyldt med vand. Spillet bliver mere tilfældigt, når der er jordknolde og ujævnt underlag. Det giver ikke de bedste betingelser for, at kvindefodbold kan nå derhen, hvor det sagtens kan.”

For hende er det vigtigt, at kvindelige fodboldspillere bliver taget lige så seriøst som deres mandlige pendant. Ellers risikerer man, ifølge hende, at tabe de talenter, der potentielt kunne blomstre op.

”Hvis der ikke kommer lige forudsætninger, og tingene ikke får fokus, så fordrer man ikke pigerne til at give den en skalle, gøre en indsats og vise deres bedste.”

Artiklen fortsætter under billedet...

Sportsidoler kan også være kvinder

Når Julie-Elsebeth under dette års EM har taget sine døtre med ind på stadion, har hun sikret sig, at de har mødt spillerne efter kampene. Som barn manglede hun kvindelige fodboldforbilleder, og hun vil gerne undgå, at det samme sker for hendes piger.

”Vi vil gerne vise vores piger, at fodboldidoler også kan være kvinder,” fortæller hun og fortsætter:

”Kvindernes kampe blev ikke vist i fjernsynet, så når jeg tænkte på professionelle fodboldspillere som barn, tænkte jeg overhovedet ikke på kvinder. Man drømmer kun om det, man godt kan se, og det kunne alle drengene. De kunne se, at man kunne blive vist i fjernsynet, og der kunne sidde fyldte stadioner og heppe på en.”

Efter EM vil hendes døtre hele tiden spille fodbold i haven, og de spørger deres mor, hvornår landsholdsspilleren Katrine Veje kommer forbi og spiller med dem. De går pludseligt op i fodbold, fordi de har kunnet se, at fodbold også er for piger.

”Den her slutrunde har været så fantastisk, og at se fodboldkvinderne endelig få lidt af den opmærksomhed, som deres enorme arbejde fortjener, har været kæmpestort,” slutter Julie-Elsebeth.