1. Det er ikke dejligt
Det er hårdt at løbe. Alt for hårdt. Og jeg tror aldrig, at jeg kommer til at kunne lide det. Men jeg kan godt lide fornemmelsen bagefter: En krop, der er træt på den rigtige måde, og en selvtilfredshed på størrelse med nyfodret hankats. Det bliver ikke meget bedre end det.
2. Fortovet er et stort løbebånd
Man kan sige meget grimt om det at løbe, men man kan ikke beskylde det for at være besværligt. Løb er nok noget af det mest enkle, man kan foretage sig rent motionsmæssigt, og du kan gøre det lige så snart, du træder ud af din hoveddør. Det er sgu da smart!
LÆS OGSÅ: Er du stresset? Her er den simple øvelse, der hjælper
3. Morgenløb er det bedste løb
Jeg løber helst om morgenen. Ikke fordi det er bedst for min forbrænding (og dog ...), men fordi det så er overstået. Tanken om at skulle ud at løbe senere på dagen kan være meget anstrengende at have hængende over hovedet, ligesom man også kan nå at finde på mange undskyldninger for ikke at få det gjort. Til gengæld er tanken om, at man HAR været ude at løbe utroligt dejlig, og man kan gå og lune sig ved den hele dagen. Morgenløb giver dig også mulighed for at sige: "Jeg var lige ude at løbe i morges," når du kommer på arbejde, og så svarer folk gerne: "Hvor er du sej", og så siger du "haha, nej slet ikke, det er faktisk virkelig dejligt". Og så er du pludselig sådan en frisk/irriterende type, der løber om morgenen.
4. Løb kan faktisk varieres
Ja, løb er jo ikke den mest alsidige sportsgren. Det er der nogle, der godt kan lide. Jeg synes, det er jævnt kedeligt og i kombination med det at være forpustet, kan det for mig gå hen at blive direkte frygteligt. Men jeg har fundet ud af, at løbeturen kan peppes op på flere måder:
- Gør noget ud af løbemusikken. Jeg erfarede, at hvis jeg fulgte mit løbeprogram og for eksempel skulle løbe et kvarter, så vidste jeg, at jeg på min spilleliste skulle igennem "På Det Shit Igen" (Vild Smith), "Shake It Out" (Florence and the Machine), "Riptide" (Vance Joy) og "Tomgang" (Shaka Loveless), før jeg fik en tiltrængt pause med "Road To Nowhere" (Talking Heads). Altså totalt forudsigeligt og virkelig kedeligt, hvilket gav hjernen mulighed for at dyrke lidelsen med konstante tanker: "Åh, hvordan kan det nummer vare så længe" og "Åh, nej, den skal vi jo også igennem"... Men nu har jeg opdaget, at alene det at sætte listen på shuffle gør en forskel. Allerbedst er det dog at lave en lille ændring i spillelisten hver gang. Glade ører, giver glade ben. Eller i hvert fald så glade som de nu kan blive, når de bliver sat til at løbe.
- Løb ræs. Jeg løber langsomt. Det ved jeg, fordi jeg altid bliver overhalet af andre løbere. Mest ydmygende er det, når jeg løber runder i en park, og det samme menneske kommer løbende mod mig igen og igen – endnu inden jeg selv har løbet en runde. Men en gang imellem beslutter jeg mig for, at det skal gå stærkt, og så udvælger jeg mig et menneske, der går et godt stykke foran mig (det kan for eksempel være en hundelufter), og så beslutter jeg mig for "at det menneske skal overhales nu". Hvilket jeg så gør. Og bizart nok, giver det min løbetur lidt pep.
- Skift løberute. Ja, den er indlysende. Men det kan være svært at gøre, hvis man bor et sted, hvor der ikke er mange at vælge imellem, men så er det en mulighed at tage løbeskoene med, når man er på besøg – særligt hos folk, der bor i naturskønne områder. Det virker lidt mærkeligt, så jeg har kun gjort det hos nogle, jeg kender så godt, at de heller ikke synes, at det er mærkeligt, at jeg dukker op i gamle træningsbukser.
5. Pas på...
...rygere. Det er bare ikke rart, når man er ved at kaste sine luftrør og lunger op af mangel på ilt, og så løber ind i en ryger. Det er det rene overgreb på lungerne.
...og hundeluftere. I hvert fald, hvis de har sådan en træk og slip-hundesnor, der kan virke som en slags fælde. Man kan være frisk og hoppe over, men tør man? Har man kræfterne?
6. Lidt er bedre end ingenting
Jeg er typen, der gør, hvad der bliver sagt, derfor trives jeg godt med et løbeprogram, hvor der står præcis, hvad jeg skal gøre og hvornår. Men så er det jo, at livet kommer i vejen. Det kan godt være, at man skal løbe, men der skal også arbejdes, købes ind, hentes barn, væres sammen med barn, laves mad og ligges på sofa. Alting skal passes. Og det betyder, at programmet ikke kan blive fulgt. Men så må man jo gøre, hvad man kan. Så jeg klamrer mig til ordsprogene: "lidt har også ret" og "mange bække små gør en stor å". Hvis jeg ikke troede på det, ville jeg give op, og så ville jeg aldrig kunne løbe de fem kilometer.
LÆS OGSÅ: Så stor en rolle spiller dine gener for din vægt
7. Løb, når chancen byder sig
Det kan være svært at få tid til at løbe – særligt, når det ikke har førsteprioritet, og det har det ikke her. Derfor handler det også om at gøre det, når muligheden lige opstår, og derfor har jeg løbet, når aftaler er blevet aflyst, og når tanken "nu kunne det egentlig være smart, hvis jeg løb" ellers har strejfet mig.
8. Nyd det, der kan nydes
Selvom løb i sig selv ikke er sjovt, så har det nogle behagelige benefits. Man kommer for eksempel i bedre form og får frisk luft. Og så er der kaffen i sofaen, når jeg er kommet hjem! Den er blevet et fast og meget værdsat indslag. I begyndelsen skyndte jeg mig bare videre i dagens program efter løbeturen, men jeg har indset, at når løb er så ubehageligt for mig, skal det selvfølgelig fejres, når det er overstået, og jeg skal belønnes for min indsats, hvor lille den end kan synes.
9. Få styr på stemmerne i hovedet
Når det gælder løb, har jeg to stemmer inde i hovedet: "Mig, der ikke gider løbe" vs. "Mig, der skal kunne løbe fem kilometer til ALT for damernes Kvindeløb". "Mig, der ikke gider løbe" er ret besværlig at have med at gøre. Den finder på alle mulige forhindringer: Så er det vejret, den er gal med, så har den lige læst, at det er dårligt at løbe på asfalt, så er den udkørt, så synes den det er smartere at gå i Netto og få købt ind, så vil den sidde i sofaen og spise slik og se "Modern Family" på Netflix og så videre og så videre... Hvis jeg hørte efter den, ville jeg aldrig komme ud at løbe. Men efter, jeg har lært den at kende, kan jeg nemmere få den til at tie stille. På den måde får "Mig, der skal kunne løbe fem kilometer til ALT for damernes Kvindeløb" også lidt taletid.
10. Man må gøre det, man kan
Den japanske forfatter Haruki Murakami har skrevet bogen "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe". Læs den, hvis du ikke allerede har gjort det, for han både løber og skriver r... ud af bukserne. Jeg når ham ikke til løbesokkerne, men bare fordi andre er bedre til noget, betyder det ikke, at man behøver at lade være med at gøre det.
LÆS OGSÅ: Sådan lærer du at tale pænt til dig selv i spejlet
LÆS OGSÅ: Kan du komme i mental balance på 3 uger?
LÆS OGSÅ: Mød 3 sunde afhoppere: Farvel ekstreme sundhed
