Karina tog lykkepiller: "Man bliver ikke glad, man bliver bare mere ligeglad"

”Hey, er du ikke lidt trist igen?” Sådan begyndte omgivelserne at spørge Karina Jørgensen efter måneders snigende tristhed. Og Karina var også trist. Det begyndte med en stressende graviditet med barn nummer to, og da hendes far døde, og hendes mor kort efter fik lungekræft, gik hendes stress over i tristhed og en fødselsdepression.

"Jeg kunne godt se, hvad de mente, men jeg ville ikke indse det, for det er et kæmpe tabu. Min sundhedsplejerske sagde også, at jeg muligvis havde en depression og skulle gå til læge, men jeg sagde bare nej og nej," mindes Karina, der alligevel blev overtalt til at gå til lægen, hvor hun fik konstateret depressionen og startede på antidepressiv medicin.

"Jeg orkede ikke at kæmpe imod, for jeg havde også et barn, jeg skulle tage mig af. Jeg kunne se på, at han græd, men ikke overskue at trøste ham. Så den var jo helt gal," indrømmer Karina.

Som i en boble

Selvom Karina kun fik en lav dosis medicin, følte hun, at hun var inde i en boble, hvor der blev lagt låg på hendes følelser.

"Man bliver ikke glad af lykkepillerne, man bliver bare mere ligeglad. Man er ikke i kontakt med sig selv, og man er hverken glad-glad eller sur-sur," siger Karina, der desværre ikke fik det bedre og blev indlagt på psykiatrisk skadestue.

I 7 uger fik hun medicin, faste rutiner og tilbud om motion. Men udover, at lægerne opdagede, at Karina fik det bedre af at gå ture, fik hun ikke anden hjælp, og hun følte ikke, at hun blev rask.

"Medicinen virkede, for boblen blev stærkere, og jeg blev mere følelsesløs. Men al skammen og tristheden ligger jo hele tiden uden for boblen og banker på, så når boblen brister, er man bare tilbage til start," siger Karina, der blev sendt hjem igen efter 7 uger.

Hendes daværende kæreste havde sørget for, at deres dreng var startet tidligt i vuggestue, så hun kun skulle være alene med ham få timer hver dag. Men det gik ikke. Da den lille var et år gammel, besluttede Karina og kæresten at gå hver til sit, så han kunne fokusere på deres dreng og give ham en god og stabil hverdag.

Går flere kilometer hver dag

Hvis Karina selv skal pege på, hvad der satte skub i hendes helbredelse, er det ikke medicinen eller indlæggelsen, men de lange gåture, som hun aldrig er stoppet med.

"Der er ikke nogle tanker, der er så tunge, at de ikke kan gås væk, man skal bare gå langt nok. Nogle dage er det tre kilometer, andre er det syv. Jeg vil kæmpe med alt for at slippe for medicin, hvis gåturene en dag ikke skulle virke mere," siger Karina, der gik til sin egen læge og bad om hjælp til at trappe ud af medicinen, da hun havde etableret sig i en ny hverdag med egen bolig og som weekendmor for sine to børn.

Lige fra starten havde hun lovet sig selv, at det var målet, og selvom lægerne undervejs havde sagt til hende, at hun ikke skulle regne med at blive medicinfri, var hun fast besluttet.

"Jeg var heldigvis blevet advaret om, at når man trapper ud, skal man lære sig selv at kende igen. Jeg måtte nogle gange ringe til veninder og spørge, om det var en okay følelse, jeg havde, fordi jeg ikke havde følt noget i så lang tid," mindes Karina, der også valgte selv at betale for at gå til psykolog.

Jeg er ikke svag

Karina mener selv, at hun i dag har fået så gode værktøjer ved egen og psykologens hjælp, at hun kan undgå medicin igen. Hun har aldrig følt sig så svag, som da hun sagde ja til medicin. I dag ved, hun, at hun er lige det modsatte.

"Når man er ramt af depression, er det jo ikke fordi, man er svag. Det er fordi, man har været stærk for længe. Jeg tænkte, at det kun var svæklinge, der får depression. I dag skjuler jeg ikke længere min fortid, men står frem som her, fordi jeg vil al den skam og uvidenhed til livs," siger Karia, der især gerne vil af med uvidenheden om de såkaldte lykkepiller.

"I amerikanske film spiser de lykkepiller som bolcher, og så bliver de glade. Sådan virker det ikke. Man tager ikke lykkepiller, fordi man er lidt trist. Det er at negligere alvoren ved at have en depression og tage antidepressiv medicin – hvis bare det var så nemt," slutter Karina.