Maria kæmpede sig tilbage efter en svær hovedskade: "Jeg græd kun, når jeg var alene"

– Jeg har grædt meget, men kun når jeg var alene. Når jeg sad i bilen på vej hjem til mine forældre i Viborg, så græd jeg. De ved det ikke, for jeg tørrede altid øjnene en halv time før, jeg ankom!
Maria Christensen er en sej ung kvinde. Om det er, fordi hun spiller fodbold, eller om hun spiller fodbold netop derfor, er ikke til at sige. Uanset hvad så er den veltrænede, 21-årige målvogter for fodboldklubben Fortuna Hjørring mere end almindeligt målbevidst. Den 23. maj 2015 fik hun nemlig en modspillers knæskal i hovedet under en kamp i kvindernes bedste fodboldrække, 3F Ligaen.
– Smerten var voldsom, men forsvandt med det samme, og så kom kvalmen, fortæller Maria.
Det, hun selv og alle andre troede, var en hjernerystelse, viste sig at være en livsændring af de helt store:
– Jeg lå på sygehuset og kunne ikke mærke min krop. Jeg kunne intet! Min familie græd omkring mig, og jeg havde overhovedet intet tilbage af min sædvanlige selvkontrol. Det var virkeligt hårdt psykisk, fortæller Maria.

I dag, knap to år efter, kan Maria både gå og stå på mål igen. Det er ikke et mirakel, men vilje og hård træning, for Maria ville, at den læge skulle få ret, som sagde til hende: „Jeg kigger med, når du spiller på landsholdet“.
Hun er på A-landsholdet og skal formentlig med til EM til sommer. Maria er flyttet sammen med tre holdkammerater i et hus, der ligger klods op ad Fortunas baner i Hjørring. Dagene består af træning og hvile, for begge dele er vigtige på vejen tilbage mod målet.
– Jeg har skullet lære, hvad kroppen kan klare, men i min verden var jeg aldrig usikker på, at jeg ville komme tilbage. Det skulle nok lykkes, siger Maria med et smil. Hun er båret af en vilje til sejr og er sikker på, at det har hjulpet hende gennem en tid, hvor nederlaget ellers virkede nærliggende.

LÆS OGSÅ: Hjernerystelse: Derfor skal du tage den seriøst

Svære følelser

– Jeg ville ikke ynkes, så i min familie jokede vi med det. De kunne for eksempel finde på at sige: „I må ikke give Maria et glas vand, for hun kan ikke holde på det“.
Maria smiler, selvom det er barske minder:
– Jeg havde det forfærdeligt, men det viste jeg ikke. Første gang, jeg græd, var en måned efter ulykken. Den 22. juni kunne jeg nemlig være blevet student, og den dag havde jeg en hel tudedag sammen med min mor, som vist var lettet over, at jeg endelig viste mine følelser, fortæller Maria.
Et halvt år senere fik hun hevet sin eksamen i hus, men den tale, hun ville have holdt for sin familie, måtte hun droppe:
– Jeg brød fuldstændig sammen. Vi er kommet så tæt på hinanden efter det her, og da jeg stod og så på dem alle sammen, blev jeg så rørt, fortæller hun.
Familien har været en uvurderlig støtte for Maria, der flyttede hjem til sin far og hans kone, da hun blev udskrevet fra sygehuset.
– Min mor og søster besøgte mig så tit, de kunne. Jeg sov meget og fik soveværelset hjemme hos min far, for jeg kunne nærmest intet. Det var ydmygende, at jeg skulle have hjælp til at gå i bad og på toilet, men det var nødvendigt, fortæller Maria.
Lægerne sendte hende hjem med beskeden om, at „det ville gå over“, men for Maria var der ikke tid til at vente. Hun skulle tilbage til sit mål. Til sit liv:
– Jeg blev hjulpet meget af en neurofysioterapeut og af akupunktur. Jeg kæmpede for at lære at gå: Først med en sele på et løbebånd og så med et stativ. Træning har altid gjort mig glad og givet mig en god følelse af selvkontrol, fortæller Maria.
Hun drømmer også om at blive lærer, men ulykken har sat hendes evne til at læse og huske tilbage. Hun erkender, at hun har prioriteret fodbolden over alt andet, for det var det vigtigste for hende:
– Jeg vil gerne lykkes med flere ting, men jeg har været stålsat i at nå mit mål om at komme tilbage og spille fodbold. Det er gået ud over noget andet, men når jeg lå i min seng og lavede mavebøjninger, så følte jeg, at jeg genvandt kontrollen, fortæller Maria.

På mål igen

Både før og efter ulykken har Maria oplevet mennesker, som ikke forstår hende. Før var det klassekammeraterne, der ikke forstod, hvorfor hun aldrig drak eller havde ret meget tid. I dag er hun tvunget til at prioritere sig selv og sit velbefindende højt, ellers ryger hun på bænken.
– Søvn og hvile i løbet af dagen er vigtigt for alle elitesportsudøvere, men det er blevet specielt vigtig for mig. Min træthed har kostet mange familiefester, og jeg har virkelig måttet lære at sige nej. Det var jeg ikke god til før, men hvis jeg ikke har overskud, så siger jeg nej i dag. Det er jo min krop, som jeg skal leve med resten af mit liv, pointerer Maria.
Netop fremtiden tegner igen mere lys end mørk. Maria er tilbage i sit mål for fuld kraft og vigtigst af alt: Hun er ikke blevet bange for at stå der:
– Jeg spiller bare fodbold og tænker ikke på andet. Heldigvis! Jeg vil ikke have, at mine holdkammerater skal tage hensyn. Når jeg får en bold i hovedet til træning, kan jeg mærke, at alle tænker „uhhh“ – men jeg tænker bare „AV!“, fortæller Maria med et smil og tilføjer:
– Jeg ser mig selv som Maria. Ikke som et offer!