Interview med Michelle Kristensen
SPONSORERET indhold

Michelle Kristensen: "Jeg har prøvet ALLE slankekure..."

… så jeg forstår helt ind i hjertet, hvor svært det kan være at tage sig sammen til at træffe sunde valg", siger 31-årige Michelle Kristensen, der med egne ord voksede op som en „lille tyk drengepige”. Mød Danmarks mest efterspurgte sundhedsguru og hør, hvad der er kvinders største slankeudfordring.

Af:: Birgitte Bartholdy Foto: Les Kaner
06. aug. 2015 | Sundhed | Fit living

Michelle Kristensen kender snart hver en asfaltstribe på de danske landeveje. Efter hun er braget igennem som danskernes sundhedsguru nr. 1, bruger hun nemlig en stor del af sin tid på at rejse rundt og holde foredrag og arrangere bootcamps i alle hjørner af landet.

Det er også der på landevejene i bilen sent om aftenen, hvor hun har været i gang fra tidligt om morgenen, hvor hovedet snurrer, og hun skal holde sig vågen fire timer mere, inden hun rammer sin hoveddør i København, at hun kan blive mest fristet til at bryde sine egne sundhedsregler.

– Det sunde valg i den situation er selvfølgelig mandler, som der sagtens kan ryge nogle stykker ned af, men jeg kan også få et kæmpe behov for lys chokolade, lakridser og kaffe, hvis den er helt kritisk, indrømmer hun.

Og så kommer problemet. Som sundhedsekspert i Go’Morgen Danmark på TV 2 har hun understreget så mange gange, at man helst ikke skal drikke kaffe efter kl. 16, og at det er bedst at undgå slik … at det også er gået op for mange af landets tankpassere.

SE OGSÅ: Har du styr på sukkeret? 

– Så hvis jeg går ind på en tankstation efter kaffe og slik, har jeg tit oplevet, at jeg bliver irettesat af tankpasseren – med et stort smil naturligvis: „Det der må du vist ikke, det siger du selv.”

Det er så også den eneste ulempe ved at være danmarksberømt sundhedsekspert, hun lige kan komme i tanke om. Og måske skyldes hendes succes netop, at folk kan mærke, at hun selv har kæmpet så meget med sin vægt og kan finde på at bryde sine egne regler.

– Jeg forstår helt ind i hjertet, hvor svært det kan være at tage sig sammen. Måske kan folk også mærke, at jeg er glad og fjollet og ikke gider være superseriøs hele tiden. Der skal være plads til at nyde livet og grine. Og så gør det sikkert heller ikke noget, at jeg er jyde.

Min søster bliver let for tynd, jeg bliver let for tyk
Hun voksede op i Aars i Nordjylland som en lille tyk krølhåret drengepige.

– Helt fra fødslen var jeg virkelig doven. Jeg blev undersøgt i hoved og røv, fordi jeg ikke gad bevæge mig. Min mor og far var så fortvivlede, at de satte min storesøster til at løbe rundt med mig, mens jeg lå på et tæppe, så jeg i det mindst blev lidt aktiveret. Måske var det dengang, vi grundlagde min storesøsters tilbøjelighed til at blive for tynd og min tilbøjelighed til at blive for tyk, griner hun.

I hvert fald lå det ikke i kortene, at Michelle skulle blive sundhedsekspert. Og som 10-årig, hvor hun ellers var begyndt at spille håndbold og fodbold, lå hun stadig over kurven for normalvægtige hos sundhedsplejersken og blev drillet med det.

– Men det var slet ikke så tosset at være lidt bastant på banen, især i håndbold. I det hele taget gjorde mine vægtproblemer mig ikke mere tilbageholdende. Jeg var meget aktiv og udadvendt og havde mange venner. Når der blev sat en musical op på skolen, synes jeg altid, jeg skulle synge solo og stå forrest. Og folk oplevede mig som sjov, det hjalp meget.

Det forhindrede dog ikke, at slankekure tidligt holdt deres indtog i hendes liv.

– Mine forældre kæmpede virkelig, men ofte forgæves. Dengang ville jeg have røde pølser hele tiden, elskede slik og sukker og hadede alt andet. Jeg drømte om at blive konditor eller bager og få nem adgang til søde sager. Problemet for forældrene var også, at Michelles storesøster helst ikke skulle tabe sig mere, så det var lidt af et puslespil.

SE OGSÅ: 29 råd, der slanker og gør dig sund

– Det er interessant, at der i den samme familie kan være så enorm forskel på kropstyper. Det har været meget medvirkende til, at jeg er blevet så interesseret i sundhed.

Den brændende interesse for kost og ernæring kom for alvor, da hun gik i gymnasiet, spillede håndbold på et højt plan og fik en motiverende idrætslærer. Langsomt begyndte hun at gå op i, hvad hun spiste. Og som hun siger:

– Jeg har nok været på alle de kure, der findes.

Hvad tænker du om dem, når du ser tilbage?

– At det var et helvede, mens det stod på, men at de også gav mig en viden om, hvad der virker og ikke virker. De sidste kilo røg af, da jeg efter gymnasiet tog med en veninde fem måneder til Ghana for at passe børn på et børnehjem og fik en langvarig omgang diarré.

Jeg kunne slet ikke finde ud af at sige nej
Siden har Michelle Kristensen holdt sig rimeligt slank.

– Men kun fordi jeg træner og tænker over min kost. Ellers tager jeg på.
Hun begyndte at læse idræt i Aarhus og blev samtidig personlig træner og instruktør på forskellige fitnesshold, hvor hun opdagede, at hun var god til at undervise. Efter sin bachelor arbejdede hun i ni måneder på La Santa Sport som sportsinstruktør, inden hun flyttede til København og gik i gang med en kandidat i human ernæring, hvor hun også fortsatte som træner ved siden af studierne – og var tæt på stresskanten.

– Jeg kunne slet ikke finde ud af at sige nej, og samtidig havde jeg konstant en kæmpe dårlig samvittighed. Især over for dem, jeg samarbejdede med på studiet. Jeg blev skrøbeligere psykisk. Man skulle bare prikke til mig, så begyndte jeg at græde. På grund af presset tabte jeg også meget hår og mistede det halve af mit øjenbryn fra den ene dag til den anden. Jeg var nødt til at gøre noget for at få mindre travlt.

Til sidst besluttede hun at droppe ud af universitetet og i stedet slå sig ned som selvstændig sundheds- og træningsekspert.

– Men jeg skulle lige trække vejret dybt, inden jeg fortalte mine forældre det. Min far er skolelærer, og min mor pædagog, og der er ingen i deres familier, der er selvstændige, så det var lidt af en omvæltning. Men de har støttet mig rigtig meget.

SE OGSÅ: Sådan fyrer du op for din forbrænding 

Kvinder tæller for tit kalorier
Og det gik jo. Mere end bare godt. Michelle Kristensens bøger med kost- og træningsråd sælger i høje oplag, op imod 800 kvinder har været igennem hendes populære bootcamps, og mange flere har hørt et af hendes foredrag eller hendes råd på morgen-tv.

Hvor oplever du, at det typisk går galt med sundheden?

– Mange kvinder tilsidesætter sig selv for at få familielivet til at hænge sammen. De føler, der ikke er tid til at træne, og de spiser forkert og måske endda også i perioder for lidt og har derfor en dårlig forbrænding. Samtidig er de vildt gode til at finde fejl ved, hvordan deres krop ser ud og stresser over alt det, de ikke har og ikke kan. Når kvinder beslutter sig for at tabe sig, går alt for mange af os også for meget op i at tælle kalorier og veje os i stedet for at gå op i at få energi og en sundere krop, siger Michelle Kristensen, som tilføjer, at kvinder til gengæld også er gode til at tage viden til sig og omstrukturere hverdagen efter den.

– Og så fungerer kvinder virkelig godt i et fællesskab, hvor man sammen sætter sig nogle mål. Når de først får styr på deres livsstilsændringer, smitter det ofte af på familien og veninderne.

Hvordan motiverer du bedst kvinder til at træne?

– Vi kommer ikke udenom, at det er motiverende, når kroppen forandrer sig til det bedre, og mavefedtet forsvinder. Men undervejs på mine bootcamps bliver mange lige så optaget af de andre positive følgevirkninger. At de f.eks. kommer af med søvnløshed, migræne eller andre skavanker og får mere energi. De opdager også, at de ikke behøver at veje maden hele tiden, men fint kan spise den mad, de synes smager godt, og samtidig leve sundt.

SE OGSÅ: 17 myter om din træning

Jeg blev afhængig af at træne
Grundtemaet i Michelle Kristensens sundhedsfilosofi er, at det skal være så enkelt som muligt.

– Jeg går selv kold i, at maden skal købes i specialbutikker og suppleres med hundrede mærkelige piller, som jeg skal købe på nettet. Og jeg har for travlt til at bruge lang tid i køkkenet. Sund mad skal i min terminologi være velsmagende og samtidig nem og hurtig at lave med ingredienser fra supermarkedet. Små ændringer i hverdagen kan have stor betydning, siger hun.

– Rigtig mange siger, at de ikke har tid til at træne, fordi de kører børnene til alt muligt. Så plejer jeg at spørge, om de ikke kan træne, mens børnene træner. Hvem siger, at de skal blive og kigge på hver gang?

Hun er klar over, at det kan være svært at være den første, der udfordrer vanens magt.

– I begyndelsen bliver man måske set på med mærkelige øjne, hvis man siger nej til kage på kontoret, træner hver morgen og overlader det til manden at køre børnene i skole og kun tager et enkelt glas vin ved en middag. Men min erfaring er, at andre bliver inspireret, og så er du ikke er alene længere.

Det sværeste er faktisk at holde fast i sin nye livsstil, siger Michelle Kristensen.

– Vi er tit lidt for gode til at give alt andet end vores manglende selvdisciplin skylden for, at noget ikke virker. Det er også derfor, at min branche kan overleve i rigtig mange år endnu. 

På den anden side synes hun også, det er vigtigt at sige, at sundhed ikke er lig med at leve totalt asketisk.

– I perioder har jeg selv været for fanatisk. Jeg blev afhængig af at træne og sagde nej til fester, byture og middage. En dag vågnede jeg op og tænkte: „Hvad har jeg egentlig gang i? Jeg er jo aldrig glad mere.”

I dag har hun fundet en god balance mellem fest og hverdag og er meget tilfreds, også med at se så mange andre blive gladere og udvikle sig på hendes camps.

– Jeg giver den rigtig meget gas for tiden, så fundamentet er lagt, og der kan blive plads til at stifte familie, når den rigtige kæreste dukker op. For det vil jeg også gerne.

Men hun er blevet god til at mærke, når hun har for travlt, siger hun.

– Så kan jeg finde på at aflyse alt i min kalender, sove længe og se tv-serier. Eller løbe en ekstra lang tur. Jeg elsker at løbe helt Ninja-agtigt i Københavns gader, når det er mørkt, og jeg kan få lov at være i fred med mine tanker.

SE OGSÅ: Kristina Trolle: Jeg troede en perfekt krop var vejen til lykke

DE TRE STØRSTE MISFORSTÅELSER OM SUNDHED
Du skal sulte dig for at komme ned i vægt
Alt for mange tæller hektisk kalorier i stedet for at holde fokus på, om de er sultne eller mætte og mærke efter, hvad maden gør ved deres krop. Mange tror f.eks., at det er sundt at drikke en light sodavand med nul kalorier frem for en friskpresset juice med 100 kalorier. Men juicen med alle sine næringsstoffer er klart det sundeste valg.

Fedt skal undgås
Fedt feder, hvis du spiser store mængder, men samtidig holder især umættet fedt dine celler sunde og gør dit blodsukker mere stabilt, så du ikke får lyst til søde sager hele tiden. Spis især det umættede fedt, som du finder i f.eks. olivenolie, rapsolie, avokado og nødder. Det er også okay at spise mættet fedt i f.eks. smør, kokosolie og fed ost, men pas på mængderne.

Træning skal bare brænde kalorier af
Vi ser det som noget helt naturligt at børste tænder morgen og aften. Jeg ville ønske, at flere så på træning og motion som en selvfølge, der holder humøret og energien oppe.

SE OGSÅ: Mathilde Norholt: "Er der kage i nærheden, kan jeg ikke holde fingrene væk"

MINE 4 BEDSTE SUNDE RÅD TIL DIG
Spis en god, mættende morgenmad
Indtag proteiner, frugt og grønsager, så er der også større chance for, at du tager de sunde valg resten af dagen.

Gør din træning sjov
og noget du ser frem til. Hvis du ikke kan løbe, kan du måske cykle eller gå. Træn for at holde dig slank – men også som et værn mod smerter og stress og for at få energi og et bedre humør.

Værdsæt den nydelse, du tillader dig
Hvis du spiser kage en gang om ugen, en trerettersmenu til en middag eller går i byen en gang imellem, så nyd det! Hvis du bliver for rigid omkring dine kostregler, får du nemlig sværere ved at holde dem.

Tag en fastedag nu og da
Jeg har selv været totalt imod faste, men nu faster jeg 22-24 timer en gang om ugen i de perioder, hvor jeg ikke har for travlt. Faste gør dig bevidst om, hvorfor du spiser. Keder munden sig, eller er du faktisk sulten?

SE OGSÅ: 5 retter, der hjælper med overskud i hverdagen

SE OGSÅ: fit tester: Hot træning og høj forbrænding

SE OGSÅ: Spænder dit selvværd ben for dit vægttab?