Stéphanie Surrugue: Mit liv er virkelig skørt lige nu

Så var der lige den dag, hvor Stéphanie Surrugues nye træner kiggede hende i øjnene og sagde:

„Jeg kender din type – du vil helst ikke svede, du vil helst ikke stønne, du vil helst ikke en skid. Du vil allerhelst bare vimse rundt, træne lidt og så gå hjem igen. Det går bare ikke med mig, sådan kan jeg ikke træne dig.”

Hun griner, da hun skal beskrive sin reaktion:

– Jeg havde det sådan: „Jamen hallo, jeg betaler dig for at træne mig, du kan da ikke bare slå op med mig”. Men han var meget klar i mælet: Pointen var, at jeg skulle lave noget.

Og det har hun så gjort i efterhånden et par år. Hård funktionel træning, „mandeøvelser”, kalder hun det. Med en mindre revolution til følge, for selv om Stéphanie Surrugue ville have forsvoret, at hun nogensinde kunne blive én af dem, der faktisk er af afhængig af at træne, tænker over, hvad hun spiser og altid har en proteinbar i tasken… Så er det præcis, hvad hun er. Én af dem.

– Det er en kæmpe omvæltning for mig. Jeg er gået fra, at træning var irriterende til ikke at kunne undvære det.

Hun kæmper stadig lidt med overbevisningerne – for kan man godt være vild og eventyrlysten og have appetit på absolut alt, når man samtidig er fornuftig, voksen og sørger for at få sin nattesøvn? Den stritter lidt, frygten for at være kedelig og virke „hellig” i hendes nye livsstil.

Men den samlede effekt af én enkelt beslutning om at hyre en personlig træner for at komme i bedre fysisk form har vist sig at være så enorm, at den dukker op igen og igen, uanset hvilket område af Stéphanie Surrugues liv vi krydser, mens vi drikker kaffe i hendes lavloftede og hyggelige køkken i en af de gamle lejligheder i latinerkvarteret i indre København.

Den beslutning er også indirekte årsagen til, at hun lige nu har orlov fra jobbet som vært og redaktionschef på „Kulturen” på TV 2 News og i stedet siger „Godmorgen” til seerne på hovedkanalen fra studiet på Hovedbanegården.

– Det er gået op for mig, at jeg har en eller anden form for rygrad. Jeg har altid vidst, at jeg har en skør arbejdsmoral og kan knokle i døgndrift og dagevis. Og jeg har kastet mig ud i alle mulige opgaver, fordi det var spændende, sjovt eller bare muligt. Men at bevæge mig fra A til B, ikke fordi det er vildt og skægt, men fordi det er godt for mig – den evne troede jeg ikke, at jeg havde.

– Jeg stoppede med at ryge for fire måneder siden. Det havde jeg aldrig gjort, hvis jeg ikke var begyndt at træne. Jeg har røget, siden jeg var 14 år – og elsket mine Gauloises. Jeg ville heller aldrig have sagt ja til jobbet på „Go’morgen Danmark”, hvis jeg ikke var begyndt at træne. For jeg ville ikke have troet, at jeg havde disciplinen til at stå op kl. 03.30 hver morgen. Jeg er det vildeste B-menneske, jeg har før præsteret at sove over som gæst i programmet.

– Men nu kan jeg tænke om mig selv: „Nå, men jeg er sgu blevet sådan én, der kan tage nogle beslutninger, der handler om mig selv – og føre dem ud i livet”. Det åbner pludselig alle mulige andre døre, for hvad kan jeg så også gennemføre…?

– I begyndelsen syntes jeg, at det var pinligt at møde op hos en personlig træner og være i så dårlig form og helt uden motorisk sans. Og det var pinligt at rende rundt i det center, og jeg sagde nej til en masse ting, fordi jeg tænkte, at jeg ikke kunne, og folk kiggede. Pinligt! Men jeg havde fået nummeret på Rune Raahauge af en ven, som sagde: „Det skal være ham her”. Han træner store, hardcore crossfit-mænd, er fuldstændig ligeglad med mit job og den pudrede medieverden – og jeg elsker, at han er ligeglad med det. Han fik mig til at tage et par boksehandsker på, og så ved jeg ikke lige, hvad der skete…

– Jeg er jo egentlig ret feminin i min adfærd og min påklædning, og jobbet som studievært fremhæver den side, for jeg kan ikke gå fem meter, uden at der står en makeupartist og lægger ny læbestift på. Men jeg har også en meget maskulin energi, ellers ville jeg ikke have lavet alle de ting i mit arbejdsliv, hvor jeg bl.a. har været udsendt til krigs- og katastrofeområder for Politiken.

– Da jeg fik de boksehandsker på, fandt jeg et sted, hvor den energi kan få lov at knalde helt ud. For jeg synes ærligt talt, at det er meget sjovere at stå og smadre på noget og lave nogle kickboxing-inspirerede øvelser, end det er at stå i en „downward facing dog”, som jeg stadig gør til en yogatime en gang imellem.

RIDDERKORSET OG EN SELFIE MED MADS MIKKELSEN

Der er unægtelig et stykke vej fra Stéphanie Surrugues tidligere reporterjob på Politiken, hvor hun bl.a. var udsendt til krigs- og katastrofeområder som Bagdad og det jordskælvsramte Haiti til den røde løber foran Kodac Theatre i L.A. Det var her, hun i år fangede Mads Mikkelsen, da hun dækkede oscaruddelingen for TV 2 og spurgte, om hun ikke lige kunne få et billede til kanalens sociale medier.

– Så sagde han: „Skal vi så ikke lige vise dem, hvor skarpe vi kan se ud?”. Og så lavede han et fjæs, hvor han selvfølgelig lignede en million”. Og jeg tænkte: „Nå, nu har jeg lige lavet en selfie med Mads Mikkelsen, det er alligevel langt ude”.

– Alt det der er jo sjovt. Og ret skørt. Det er ikke vildt med krudt og kugler, som nogle af de hårde og farlige ting, jeg tidligere har lavet på Politiken. Det er mere i den skøre afdeling. Og nu nævner jeg det så igen – men det er også en af grundene til, at jeg har brug for de to-tre timer om ugen, hvor jeg træner. For det er 60 minutter, hvor jeg ikke taler og tænker, men bare er nede i kroppen. En form for udadreagerende meditation, som giver mig en stabilitet.

– Der er rigtig meget halløj i mit liv lige nu. Det føles, som om det her år er eksploderet oppe i hovedet på mig. På den gode måde. Men indimellem har jeg lidt svært ved at følge med. F.eks. landede jeg efter sidste års sommerferie klokken 14 i Kastrup, og klokken 20 stod jeg til fest i DR’s Koncerthus og fik prisen som „Årets Kvindelige Studievært”.

Det kom bag på hende. Men alligevel ikke så meget som den pris, hun fik, da prins Henrik fyldte 80 år. Stéphanie Surrugue er forfatter til bestsellerbiografien „Enegænger – portræt af en prins”, som udkom i 2010, og som hun brugte to år på at skrive. Et par flødefarvede kuverter fra kongehuset med invitationer til officielle arrangementer i anledning af den runde dag var allerede landet i postkassen, men så kom en tredje invitation til „privat audiens”.

– Jeg ringede til Prinsgemalens Sekretariat og spurgte, hvad det betød, og om jeg mon skulle have en fødselsdagsgave med? Nej, det var ikke nødvendigt, fik jeg at vide sammen med det mest tågede svar om anledningen. Så jeg kørte intetanende af sted til Fredensborg Slot. Vi var fem, der blev modtaget af Prinsen, som holdt en lille tale og overrakte Dannebrogordenen. Pludselig var jeg Ridder af Dannebrog. Jeg er sikker på, at han morede sig fantastisk over, hvor glade og overraskede vi blev.

Bagefter ringede Stéphanie Surrugue til sin barndomsveninde i Fredensborg. De havde aftalt at drikke kaffe:

– Jeg sagde til hende, at nu fik hun lige lidt finere besøg, end hun havde regnet med. Og så stod hun ude på vejen i sutsko og knipsede med kameraet, da jeg kom rullende i min lille Renault Twingo med mit ridderkors.

DRAMADRONNINGER OG PARCELHUSDRØMME

Stéphanie Surrugue er fuld af den slags vanvittige og spøjse episoder, og selv om hun i øjeblikket ikke bruger sit formidable talent til at skrive, som har udløst flere journalistiske hæderspriser, så er hun stadig en historiefortæller af rang. Hun samler på dem og færdes ubesværet i alle sociale lag fra de bonede gulve til Københavns vestegn, hvor hun er vokset op med en fransk far, som var cykelrytter og en dansk mor, som arbejdede på den franske ambassade og i dag bor størstedelen af året i Frankrig. Hun mistede sin far, da hun var 20 år, og det er en af de ting, hun nævner, da hun forklarer, hvorfor hun ikke er bange for slå sig på livet.

– Jeg synes, at jeg både mentalt og fysisk er stærkere, end jeg har været i mange år. Jeg har været gennem nogle ret svære og dramatiske skift i mit privatliv, som jeg virkelig har arbejdet med og forholdt mig til. Min fars død kom som et chok. Jeg aflyste mit eget bryllup og flyttede fra parcelhus til en toværelses, da jeg var tæt på 30 år. Det var også et chok. Og det tog mig bagefter lang tid at finde frem til det, der er min form. Indtil for få år siden var mit evigt tilbagevendende spørgsmål faktisk: „Hvorfor kan jeg ikke bare købe et parcelhus, finde en mand, få 2,3 børn og en volvo? Altså please, hvorfor kan jeg ikke det?”

– Men det kan jeg ikke, for det her er min form: en lejelejlighed i Pisserenden. Jeg er et legebarn, jeg vil prøve alt. Jeg tror ikke, at jeg er mere lykkelig end folk i faste forhold. Jeg tror heller ikke, at jeg er mindre lykkelig. Jeg er både glad og ked af det, men måske på en anden måde.

– Du har engang sagt, at det, som mænd ikke ved om kvinder, er, at: „Vi skal have masser af kærlighed og ingen løgne, for så bliver vi så utrolig søde, trygge og overbærende”. Hvad handler det om?

– Ja, det handler om erfaringer, jeg har gjort mig. Særligt har jeg haft en lærerig oplevelse med en mand, som virkelig havde en lemfældig omgang med sandheden og også løj for sig selv. Det var en overraskelse for mig at opdage, at store armbevægelser, dramatik og lidenskab i kærlighed ikke nødvendigvis bunder dybt, men faktisk kan være dødoverfladisk. Dét lærte jeg noget af. Jeg har ret let ved at blive forelsket, men i dag vil jeg hellere gå en runde for meget end én for lidt og overveje, hvor det skal udvikle sig hen.

Dramadronninger, som Stéphanie Surrugue kalder de lidenskabelige løgnere, er dog et mindretal. Faktisk er de fleste ekskærester blevet til gode venner, bl.a. kokken Bo Bech, som står bag Restaurant Geist i København.

– Bo og jeg skåler på, at vi egentlig har det bedre sammen som venner end kærester, og jeg er sgu så glad for at have den type mandevenner, for det understreger, at: „Ja, kærligheden var der. Det var rigtigt med dig og mig. Vi skulle bare finde en anden måde at være „dig og mig” på.”

PÅ TOUR MED LETH

Der er især én mand, som Stéphanie Surrugue har et blødt punkt for. Det handler ikke kun om mandens vid og stil, men også om, at han på én gang nærmest er et nationalklenodie og samtidig tæt flettet ind i hendes egne minder som barn af en fransk cykelrytter. Det er naturligvis forfatteren og filmmanden Jørgen Leth, som Stéphanie Surrugue nu for andet år i træk har delt bil og liv med under hele Tour de France. De har den samme passion for cykelsporten, og det er netop Tour de France, der popper op, da hun skal nævne den vildeste oplevelse i et helt igennem vildt år.

– Jeg har en kæmpe nostalgi i forhold til Frankrig og cykelløb, og jeg elsker Tour de France. Jeg er vokset op med lyden af Mader og Leth i tv’et, og nu er det mig, der kører gennem Frankrig med Jørgen Leth – der må jeg altså knibe mig selv i armen.

– Men man skal også være lidt skør for at synes, at det er en fed arbejdsopgave. Vi er af sted i knap en måned og arbejder næsten døgnet rundt – og cykelløb fylder alt, man kan ikke rumme andet. Og man må som kvinde ikke være sart. Vi er 15 på holdet med kommentatorer, reportere og teknikere, og jeg er den eneste kvinde. Og det gælder over hele linjen.

Der er et mundheld i Tour de France, der hedder: „Kvinderne i Touren bliver smukkere og smukkere dag for dag”. De her mænd er jo væk hjemmefra fra deres koner og kærester i tre en halv uge, og det bliver varmere og varmere. Så den sidste uge, hvor mandehørmen er helt ekstrem, er jeg ret glad for at være vokset op på vestegnen. Jeg kan godt sige fra.

– Men både Jørgen, Dennis Ritter og Rolf Sørensen er supergalante, og jeg kan sidde og kikke på dem og tænke: „Tænk, at jeg er en del af det her”. Og så er der jo Jørgen, som har bagsædet i vores bil, for der skal være plads til alle hans bøger. Hver gang han åbner munden, kommer der kulturhistorier og anekdoter glidende i min retning, og jeg elsker det.

– Jeg føler mig virkelig privilegeret, når vi under store protester fra Jørgen holder ind foran en McDonalds omkring midnat, fordi alt andet er lukket, og han så sætter tænderne i en burger og med sin nasale stemme siger: „Det minder mig om dengang, jeg lavede en film med Andy Warhol.” Og så holder jeg så meget af hans klasse. Jeg har flere gode bekendte, som er årtier ældre end mig, de har en erfaring og et intellektuelt overskud, som jeg kan lære noget af – og så har de bare den der klasse.

– Jeg kan komme ned til morgenmad på et dødssygt fransk motorvejshotel, og så kan Jørgen finde på at sige: „Du minder mig om en ung Claudia Cardinale, Stéphanie”. Så bliver jeg så glad over at få sådan en kompliment en tidlig morgen, hvor jeg egentlig mest af alt føler mig som en trucker, fordi vi igen skal ud og køre 300 kilometer.

JEG KAN IKKE UNDVÆRE

KAFFE. Jeg kan ikke stå op klokken 03.30 og komme gennem „Go’morgen Danmark” uden mindst 10 kopper kaffe. Det er sikkert usundt i de mængder, men det er nødvendigt.

MIT SOCIALE LIV. Jeg har ikke prioriteret mine venner og familie så højt, da jeg var yngre. Arbejde kom først, men i dag vil jeg ikke undvære at se dem tit, spise med vennerne og rejse med min familie.

TRÆNING. Jeg bliver irritabel og træt af mig selv, hvis jeg ikke har mulighed for at træne. Så savner jeg at få knoklet igennem og føle mig udmattet på den der kropslige måde.

STÉPHANIES 3 SUNDE TIP:

1. START DAGEN MED EN HALV LITER VAND

Det lægger en god bund og gør, at jeg lettere drikker vand i løbet af dagen.

2. SPIS SALAT OG KØD ELLER FISK

Jeg elsker at spise mad, men er ikke særlig vild med at lave mad. Jeg har fjernet stivelsen, og det har gjort mit liv lettere. Jeg kan også godt lide den rene madoplevelse i en god salat og et godt stykke fisk eller kød.

3. UNDGÅ STRESS

Jeg bliver både træt, tyk, ked af det og får dårlig hud af stress. Jeg undgår det ved at holde helt fri, når jeg har fri, rationere mine kræfter og prioritere min søvn i højere grad end før.

SE OGSÅ: Bodil Jørgensen: Det handler om at se livet som en gave

SE OGSÅ: 4 kvinder: Bogen der ændrede mit liv

SE OGSÅ: Michelle Kristensen: "Truckerbad giver mig tid til motion"