Stina Troest: "Jeg kan have syre i benene og brækfornemmelser – og så bliver jeg alligevel bare ved"

Stina Troest står klar i startboksen på banen i Moskva. Året er 2010, og om lidt bliver finalen til ungdoms-EM i 400 meter hæk skudt i gang. Hun var kun seeded som nummer 10, men nu står hun her. Hun er egentlig ikke nervøs, mens hun venter på startskuddet. Hun er allerede nået meget længere, end hun havde regnet med, så nu vil hun bare gøre det så godt som muligt. BANG! Løbet er i gang, og Stina spurter af sted. På den sidste strækning når hun lige akkurat at løbe forbi den ukrainske favorit, Olena Kolesnytjenko, og snupper sejren med tiden 59.76.
“Aj, hvor var det fedt at vinde. Jeg har aldrig nogensinde følt mig god, men det løb i Moskva kickstartede det hele for mig, og derefter begyndte jeg at fokusere på 400 meter hæk,” forklarer Stina Troest, der indtil da havde prøvet kræfter med alle de forskellige grene af atletikken. Og alle andre sportsgrene i det hele taget.
“Jeg har altid dyrket sport. Håndbold, fodbold, badminton, atletik – jeg har gået til alt. Min interesse har bare altid ligget der.”
Førstepladsen i Moskva kvalificerede hende til ungdoms- OL i Singapore samme år, hvor hun vandt sølv. Og siden er det kun gået én vej for den talentfulde hækkeløber, der senest nåede semifinalen til OL i Rio.

Det bliver i familien

Kærligheden til atletikken kommer ikke fra fremmede. Både hendes mor og far har været danske mestre i 400 meter hæk, så det var naturligt, at hun var med, da hendes mor startede et miniatletikhold op i Amager Atletik Club. Stina var derfor kun tre år gammel, da hun første gang stod i sportstøj og legede sig igennem længdespring, højdespring og diskoskast. Men Stina havde alt for meget krudt bag i til at stå i kø og vente på, at det blev hendes tur til at springe eller kaste.
“Alle de øvelser, hvor du skulle stå i kø – det var ikke mig. Derfor blev jeg løber,” fortæller Stina og griner. For det er frem for alt glæden ved at løbe, der driver hende.
“Hvis jeg ikke dyrkede atletik, ville jeg helt sikkert være maratonløber. Jeg elsker at løbe. Der er mange, der siger, at jeg er helt afhængig af det, og det er måske rigtigt nok. Men jeg får det bare godt af at løbe. Jeg løber aldrig med musik, for det er dér, jeg tænker allerbedst. Det er dejligt at have et tidsrum uden min mobil, hvor det bare er mig. Det er dér, jeg får en pause, og jeg nyder det virkelig.”

Også når det gør ondt?

“Ja! Så har jeg det bare godt bagefter. Jeg har altid været god til at presse mig selv, og jeg er meget stædig. Det er fedt at mærke, at du kan presse kroppen helt derud, hvor den faktisk siger stop. Jeg kan have syre i benene, hive efter vejret og brækfornemmelser – og så bliver jeg alligevel bare ved,” fortæller hun med et stålfast blik.
Sidste år i maj var Stina uheldig at få en lille skade i baglåret efter et løb.
“Når jeg løber de her løb, udsætter jeg jo mine muskler for en kæmpe belastning. Jeg nåede ikke at få jogget ordentlig af efter løbet og fik ondt i låret i flyet på vej hjem. Det blev ved med at genere mig et stykke tid efter.”

Da Stina skulle deltage i OL i Rio i august var hendes baglår igen helt stive efter den lange flyvetur derned. Hun kunne derfor ikke være med i de forskellige træningspas. Faktisk var hun tæt på at melde fra.
“Det er jeg virkelig glad for, at jeg ikke gjorde. Jeg endte med at løbe på smertestillende, og jeg blev nummer 15 i seminfinalen. Det havde jeg slet ikke forventet, så det var superfedt. Jeg løb på 56.00 og er bare så ærgerlig over, at jeg ikke kom under de 56.”
Stædigheden og viljestyrken har hun haft med sig, siden hun var helt lille.

Altid lyst til at træne

Da Stinas lillesøster for nyligt var lærervikar på deres gamle folkeskole, mødte hun Stinas gamle biologilærer, der straks udbrød, at hun aldrig havde haft en elev, der havde været lige så stædig som Stina.
“Jeg har heller aldrig kunnet sidde stille. Min matematiklærer sendte mig ofte ned i gården for at løbe tre runder og komme tilbage igen. Men det er også det, der gjort, at jeg har kunnet træne så meget – og så hårdt. Jeg kan slet ikke lade være,” forklarer den 23-årige topatlet, der i øjeblikket har 10 træningspas om ugen.
I løbet af en uge er Stina typisk i Malmø for at træne sprint på en 200 meter rundbane, i Brøndby for at styrketræne, i Dyrehaven for at løbe interval og på Amager for at løbe. Og så dyrker hun TRX sammen med sin mor.

Hvad gør du de dage, du ikke har lyst til at træne?
“Der sker næsten aldrig. Jeg har et bestemt tidspunkt, hvor der står en gruppe og en træner og venter på mig, så jeg føler, at jeg er nødt til at komme afsted. Og når jeg først står nede i hallen i løbetøjet, har jeg altid lyst.”
Det er Stinas far, der er hendes træner hjemme i Danmark. Hun har også en træner i Ungarn, som hun er på træningslejr hos, og der udarbejder hendes træningsprogrammer, men i det daglige er det hendes far, som svinger pisken.
“Min far har været min træner, siden jeg var 11 år, og det giver også nogle ekstra forventninger og et ekstra pres, men det har jeg ikke noget imod – jeg har selv valgt det,” siger Stina og fortæller, at hun har sagt nej til flere tilbud om at komme til USA og læse på et full scolarship, fordi hun ikke vil have en anden træner end sin far.
Det tætte forhold blev dog sat på prøve, da Stina i 1.g fik et træthedsbrud i foden, der betød, at hun måtte holde pause i seks måneder.
“Min far og jeg er utroligt tætte, men lige dér var vi ikke de bedste venner. Det var sindssygt hårdt. Det var svært for ham at acceptere, at jeg var skadet, fordi han bruger så meget tid og energi på mig. Og det kan jeg også godt se. Der var virkelig dårlig stemning til træning, men jeg var bare heller ikke særlig glad. Jeg snerrede meget og havde virkelig kort lunte, så jeg var nok også lidt hård ved ham.”
I dag er de fine venner igen, men skadespausen har alligevel sat sine spor hos den unge atlet.
“Jeg træner måske ikke helt så meget i forhold til andre, for der er en risiko for at blive skadet, og det vil jeg for alt i verden ikke igen.”
Derfor er det vigtigt for Stina at have andet i livet end atletikken.

To fuldtidsjob på én gang

Ud over at hun med træning og restitution har, hvad der svarer til et fuldtidsjob, læser hun til sygeplejerske. Hun mangler kun ét år, men lige nu tager hun også enkeltfag i fysik og kemi, fordi hun drømmer om at læse medicin i stedet.
“Jeg kunne sagtens leve af atletikken, men jeg vil også gerne have fokus et andet sted, så jeg ikke kun tænker på træning – ellers ville hele min verden gå i stå, hvis jeg blev skadet. Jeg vil også gerne have noget at falde tilbage på, når jeg på et tidspunkt ikke skal dyrke atletik mere.”
Det tætpakkede skema stiller store krav til Stina – både i form af selvdisciplin og logistik.
“Det sværeste er gruppearbejdet på studiet. Jeg har så travlt, at det ikke rigtig kan lade sig gøre at være i en gruppe, så jeg læser meget selv. I går begyndte jeg for eksempel min dag med at læse, så var jeg i Malmø for at træne, hjemme og spise aftensmad ved 22-tiden, og så skrev jeg opgave bagefter. Det er hårdt, men det er noget, jeg virkelig gerne vil.”

Når det hele virker uoverskueligt, tænker Stina på det næste mesterskab. Lige nu handler det om VM i London til august, hvor Stina drømmer om at slå sin placering som nummer 15 i Kina i 2015, og så er forberedelserne til OL i Tokyo i 2020 også i fuld gang.
“Jeg tænker tit på mesterskaberne. Det motiverer mig helt vildt. Mine konkurrenter træner hårdt og springer ikke bare over, så jeg er også nødt til at træne hårdt for at nå mine mål. Jeg vil gerne blive bedre og bedre, og se hvor langt jeg kan komme.”
Stina bor sammen med sin kæreste Rasmus Weynold Jørgensen i en lejlighed på Amager. Han har også et tætpakket program, da han dyrker stangspring på eliteniveau og læser medicin samtidig.
“Det er dejligt, at vi bor sammen, for ellers ville det være virkelig svært at se hinanden. Rasmus træner ofte i Göteborg, så vi har måske to-tre dage om ugen, hvor vi er sammen – eller bare er hjemme på samme tid.”
Rasmus er også manden bag kameraet på mange af de flotte løbebilleder af Stina på hendes Instagram.

Plads til is og chokolade

På Instagramprofilen @stinatroest har hun knap 50.000 følgere, der begejstret liker og kommenterer, når Stina lægger fede løbebilleder op af sin toptrænede krop, der nærmest svæver i luften over hækkene eller spurter af sted på smukke strande eller løbebaner over hele verden.
“Jeg elsker at tage flotte billeder, så I begyndelsen handlede det bare om at lægge nogle fede løbebilleder op, men så eskalerede det. Jeg synes, det er superfedt at kunne inspirere andre, og jeg får rigtig mange søde beskeder og breve fra folk fra hele verden, der gerne vil have et autografkort eller høre mere om, hvordan jeg træner. Det er vildt fedt.”
Scroller du lidt mere rundt på profilen, dukker der også nogle lækre kopper kaffe op mellem Stinas atletiske spring og killer abs. Hun er nemlig ikke fanatisk.
“Jeg spiser sundt, fordi jeg ved, at det er vigtigt i forhold til at kunne præstere til træning og undgå skader, men jeg følger ikke en stram diæt. Jeg har prøvet at have en kostplan, og det dur jeg slet ikke til. Det der med at veje al min mad og stå på en café og spørge, hvor mange milliliter mælk, der er i min kaffe, det gider jeg ikke. Men jeg forsøger at spise sundt,” slår hun fast, men afslører, at der også ryger is og chokolade ned ind indimellem.
“Jeg elsker is og chokolade. Jeg spiser det ikke hver dag, men det skal der helt sikkert også være plads til.”
Selv om hendes kalender er godt fyldt op, finder Stina også plads til de mennesker, hun holder af. Hendes atletikveninder har hun kendt, siden hun var helt lille, og dem ser hun automatisk til træningen, men hun har også stadig en venindeflok fra folkeskolen, som hun ses med.
“Det er skønt at være sammen med dem. Også fordi de laver alt muligt andet end atletik, så vi snakker ikke kun træning, løb og tider. Det er rart.”
Stina har også et tæt forhold til sin familie. Hun træner sammen med begge sine forældre og har det rigtig godt med sine tre søskende.
“Begge mine forældre er enebørn, så vi har altid bare været vores egen lille kernefamilie, og vi er meget tætte alle sammen. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke taler med én fra min familie. Min ældste bror spiller fodbold i Italien, og selv om jeg kun ser ham måske to uger om året, skriver vi meget sammen, og hvis jeg har problemer, kan jeg altid ringe til ham.”
Derfor føler hun heller ikke, at hun har måttet give afkald på noget vigtigt på grund af atletikken.

Tro på processen

Den har ellers fyldt det meste af hendes verden i tyve år, og skal hun give ét godt råd videre, er det at tro på processen.
“Du er ikke bare god med det samme. Det kræver meget tid og træning. Jeg har dyrket atletik, siden jeg var tre år, og det har virkelig taget tid at komme hertil. Det sker ikke bare fra den ene dag til den anden,” forklarer Stina og fortæller, at det nogle gange kan være svært at blive ved med at tro på det. Hun bliver for eksempel ofte sammenlignet med 29-årige Sara Slott Pedersen, der i 2016 blev Europamester i 400 meter hæk og vandt sølv til OL i Rio. Og det kan godt være noget af et pres på de unge skuldre.
“Det fylder meget for mig, at jeg bliver sammenlignet med Sara, for vi er vidt forskellige. Jeg føler faktisk slet ikke, at vi kan sammenlignes. Hun er mere en sprintertype – og hun er meget hurtigere end mig. Til gengæld er jeg mere udholdende, så hun vil vinde på 400 meter, men hvis vi løb 800 meter, ville jeg vinde. Nogle gange bliver jeg bare i tvivl om, jeg kan nå lige så langt som hende,” fortæller hun ærligt og tænker lidt …
For det er ikke ambitionerne inden for atletikken, der fylder allermest.
“Om 10 år håber jeg først og fremmest, at jeg er kommet ind på medicin, men jeg håber også på en OL-finale i Tokyo og flere finaler til de store mesterskaber.”