Her er rådene til dig, der er introvert
SPONSORERET indhold

Her er rådene til dig, der er introvert

Simone er en af de mange kvinder, som er introverte. Selvom det ofte opfattes negativt, er der mange styrker ved det, forklarer cand.mag, journalist og forfatterAnna Skyggebjerg.

04. feb. 2015 | Sundhed | Eurowoman

Hun har selv fortalt om sit liv som introvert og står bag bogen "Introvert – stå ved dig selv". Også betegnelsen "særligt sensitiv" omhandler, at vi ikke alle sammen finder energi i at være udadvendte og opsøgende, som tilfældet er med tidligere topmodel Sille Lundqvist.

På nettet findes der hundredvis af billeder af Simone Holland-Møller, hvor hun poserer foran kameraet i fashionable antræk. Hun deler både sine tanker, drømme og op- og nedture på bloggen opkaldt efter hende selv; Simone Moelle. 25-årige Simone er en del af den danske modebranche og som sådan har hun penduleret fra shows og messer til fester under modeugerne og deltager i diverse pressearrangementer. Ikke meget tyder umiddelbart på, at hun er, hvad man kalder introvert. Men det er hun.

- Helt inde i hjertet, er jeg nok introvert. Jeg har også en meget udadvendt side, men jeg bliver enormt udmattet af at være sammen med andre mennesker. Jeg oplader, når jeg er alene. Jeg er i en branche, hvor det kræver, at jeg tager til mange selskaber og snakker rigtig meget med mange mennesker og small talker, men det falder mig ikke naturligt, men jeg har øvet mig i det. Når folk møder mig, vil de nok mene, jeg er udadvendt, men det afhænger meget af det miljø, jeg er i. Jeg skal føle mig tilpas. Nogle gange lever jeg lidt livet inde i min hjerne og jeg tænker rigtig meget over tingene. Nogle gange for meget, fortæller Simone Holland Møller til Eurowoman.dk.

Fredag aften: Hjem eller øl?
Den drænende følelse, Simone får af at tage ud og være på, er hun ikke ene om, forklarer Anna Skyggebjerg.

- Man plejer at sige, at introverte udgør mellem en tredjedel og halvdelen af os alle. Men det er vigtigt, at sige, at ingen er hundrede procent introverte eller hundrede procent ekstroverte. Vi befinder os hver især et unikt sted i spændingsfeltet mellem "meget introvert" og "meget ekstrovert", forklarer Anna Skyggebjerg.

Ifølge forfatteren er det introverte træk karakteriseret ved, at du får energi af at være alene eller sammen med få mennesker, som du kender godt. En ekstrovert derimod får sin energi af at være sammen med mennesker – selv samme situation, som tapper den introverte.

- Det klassiske eksempel er, at fredag eftermiddag siger den introverte: "Hold da op, det har været en hård uge. Jeg er helt smadret. Nu trænger jeg bare til at komme hjem og smække benene op og være lidt alene." Fredag eftermiddag siger den ekstroverte: "Hold da op, det har været en hård uge. Jeg er helt smadret. Nu trænger jeg bare til at komme ud og drikke et par øl.", forklarer Anna Skyggebjerg.

"Jeg skal være klassens udadvendte pige..."
I dag har Simone fundet sig til rette med begge sider af skalaen og mener selv, hun befinder sig et sted mellem de to poler med hovedvægt på introvert. Hun dyrker både sin udadvendte side, men sørger også for at pleje den side, der kræver fordybelse, stilhed og nærhed. Det ene behøver ikke udelukke det andet, mener hun. Men det har ikke altid været så simpelt.

- Da jeg lige var startet på min bachelor, kom jeg fra en rigtig god gymnasieklasse, hvor vi alle sammen havde det rigtig godt sammen. Så at skulle lære alle at kende i min nye klasse var virkelig udfordrende, og jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle være klassens udadvendte pige. Men jeg brugte enorme mængder energi, og det virkede bare slet ikke. Jeg tror også, at folk kunne mærke, at det ikke var ægte, og det endte med at være en "failure" på alle punkter. Ud over at være enormt ressourcekrævende for mig selv, endte jeg med ikke at være særligt tæt med særligt mange, siger Simone.

Hun forklarer beslutningen om at vælge at være udadvendt med, at hun så op til dem, der var sådan.

- Jeg har altid set op til alle de her udadvendte piger, der bare kan gå ind i et rum og shine, og det var jo muligheden for en ny begyndelse. Det stod på en måned. Og jeg endte med at være enormt ked af det, for det virkede jo ikke. Jeg gjorde op med mig selv, at det bare ikke er mig, og så tiltrak jeg de rigtig personer for mig, siger Simone.

Slår knuder på sig selv
Simones forsøg på at passe ind i det ideal, hun havde, er ikke atypisk adfærd, hvis du sidder med et introvert kort på hånden, forklarer Anna Skyggebjerg.

- Forskning viser, at mennesker er så forblændede af det ekstroverte ideal, at vi per intuition tillægger de ekstroverte en lang række positive træk på bekostning af opfattelsen af de introverte. De meget talende og sociale bliver opfattet som de dygtigste. Og oven i købet bliver de meget talende og sociale opfattet som pænere og mere sympatiske end de stille. Det betyder, at mange introverte går rundt og slår knuder på sig selv for at leve op til det ekstroverte ideal, for hvem vil ikke gerne opfattes som dygtig, pæn og sympatisk? Rigtigt mange introverte skriver til mig og fortæller, hvordan de – inden de fandt ud af, at de er introverte – havde en konstant fornemmelse af at være forkerte. Det er ret hjerteskærende, synes jeg.

I dag er Simone blevet langt bedre til at takke nej, når overskuddet ikke er der til de store sociale armbevægelser og der er underskud på kontoen. Under den netop overståede modeuge piskede hun ikke rundt, som hun tidligere har gjort, og det valgte hun at skrive et indlæg om, hvor hun forklarede, at hun kategoriserede sig selv som "udadvendt introvert".

- Jeg fik overvældende respons på det. Det er ikke noget, jeg har snakket med så mange andre folk om, og når jeg har, har folk virkeligt godt kunne forstå det. Og jeg tror, det handler om, der er flere der er en kombination af de to sider, end man lige skulle tro.
Føler du ikke, du går glip af noget?

- Havde du spurgt mig for nogle år siden, havde jeg nok sagt ja, men jeg har prøvet det ræs og kan bare mærke, at det udmatter rigtig meget. Det har taget mig to dage at komme oven på modeugen nu. Så det der FOMO, der bliver snakket så meget om, er jeg blevet bedre til at håndtere, og bliver ikke ramt på samme måde mere. Når jeg scroller ned i mit Instagram feed, kan jeg godt tænke, at det ser sjovt ud, men at jeg ikke nødvendigvis ville ønske, at jeg var der, siger hun.

Men i en verden, hvor det er in at være på og eftertragtet at være i fokus – og alle prøver at være det, også dem, der inderst inde ikke er det, så kræver det nogle gange forklaring.

- Jeg prøver på at forklare, at man nogle gange ikke er herre over, om man er på den sociale side eller er indelukket, og at det ikke altid noget, man kan gøre for. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke gør sig selv til et "offer". Det kan komme til at virke som en undskyldning og som om man er en lille sensitiv mus, der bare vil være derhjemme, så det kan være godt at gøre opmærksom på styrkerne, siger Simone.

"Du skal stå ved din introverthed"
Og styrkerne er der mange af, lyder det fra Anna Skyggebjerg:

- Generelt er introverte gode til for eksempel at arbejde selvstændigt, gode til at analysere, tænke kreativt, lytte. De lader sig ikke så let trække med af den kække stemning, og er ikke så risikovillige som ekstroverte. På det mere personlige plan kan man måske sige, at introverte er gode venner og kærester, fordi de er gode til at lytte, gode til at sidde hos og til at tænke nye veje, når tempoet trænger til at komme lidt ned. Og på det helt personlige plan, så er introverte karakteriseret ved at have et rigt indre liv - og det er en kilde til stor livskvalitet, siger hun – og understreger, at det ikke dermed er sagt at ekstroverte er det modsatte.

- Man skal stå ved sin introverthed, men man skal ikke lade sig tyrannisere af den og ikke bruge sin introverthed som "sovepude" for aldrig at komme ud af sin komfortzone: "Jeg kan ikke tage med til fest, for jeg er introvert!". Vi bliver alle sammen det bedste, vi kan blive, ved at udfordre os selv og ind imellem træde ud af komfortzonen. Det gælder både introverte, som måske trænger til at komme lidt mere ud, og ekstroverte, som måske trænger til at komme lidt mere ind, slutter hun.

Anna Skyggebjerg har tidligere givet disse 3 råd til introverte om, hvordan man bliver bedre til smalltalk:
1. Det er meningen, at smalltalk ikke skal tage særlig lang tid. Så du skal ikke blive utryg, når samtalen begynder at gå i stå. Det er okay. Og det er ikke dit ansvar at fylde tomheden ud. Slap af.

2. Smalltalk skal ikke gå i dybden. Jeg ved, du synes, det er underligt, men du gør klogt i at acceptere det: Smalltalk må gerne både begynde og slutte med en førstedames pæne overarme. Du behøver ikke anstrenge dig for at føre samtalen et spadestik dybere. Slap af.

3. Når smalltalk handler om dig, så er det ikke at lyve, at du ikke fortæller hele sandheden. Øv dig hjemmefra på nogle sætninger, du vælger at fortælle om dig selv. Ingen har krav på den udfoldede historie, og den hører i øvrigt slet ikke hjemme i det forum. Nøjes med at sige: "Ja, det er et spændende job, jeg er meget glad for det." Slap af.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde indstillet mig på, at min far ville dø af druk"

LÆS OGSÅ: Se hvordan Emma svarede igen, da hun blev udsat for hævnporno

LÆS OGSÅ: Derfor skal du ikke fortælle andre om dine mål