Rikke Nielsen: "Magda og de andre børn minder mig om, at det er her, vi er. Nu!"

Uret på pointtavlen viser 16:30. Forældre, børn og bolde myldrer ind i hallen i Gistrup, syd for Aalborg. Det er mandag og snart tid for håndboldtræning for børnene, der alle har et handicap. Her i hallen mødes de på lige fod, og alle hilser hjerteligt på hinanden.
„Jamen, goddaw“, siger Rikke Nielsen smilende. Den tidligere landsholdsspiller er træner for håndboldholdet „Kidz“ og deler gavmildt ud af high fives og krammere til børnene. Så mange krammere man får, når hun at bemærke, før endnu et barn kommer med sin far, der får et kram.
– Åh, kom jeg til at kramme din far, før jeg krammede dig?! Det dur jo ikke, erkender Rikke med et smil og omfavner drengen, der smiler stort inde bag hendes arme.
Rikke er 39 år og mor til otteårige Magda, der har Downs Syndrom. Magda er med på børneholdet, hvor hendes mor er træner. Et job, hvor det ikke er en selvfølge, at spillerne er i topform.
– Der var en far, der sagde til mig, „Min søn har løbet mere på én eftermiddag her, end han har gjort hele sommeren“.
Det gør mig bare glad, erklærer Rikke med et smil. Smilene er overalt. og selvom de børn, der træder ind gennem døren, har det, som på moderne dansk hedder et udviklingshandicap, så bliver de mødt i øjenhøjde, og det er netop hemmeligheden bag holdets succes, mener Rikke.
– De andre forældre ved, at jeg ved, hvad det handler om. Jeg tror, de føler, at her er endelig et frirum! Her er ingen handlingsplaner for dem og deres barn. Her skal der bare spilles håndbold. 

Døjer du?

For Rikke, der var professionel håndboldspiller i seks år, var det vigtigt, at Magda fik lov at spille, da det viste sig, at hun elsker håndbold, ganske som sin mor:
– Så jeg satte en annonce i avisen, hvor der stod, „Kom og spil håndbold med os, hvis du døjer med noget“ Det er sådan et godt nordjysk udtryk. De fejler jo alle mulige ting, men fælles for dem er, at de døjer med noget, erklærer Rikke.
Første mandag, som var i september 2016, kom der 20 børn, og i dag er der 40 på holdet. De er kommet her gennem godt et halvt år, men hver træning begynder med en rundkreds og navneopråb.
– Jeg prøvede engang at foreslå, at vi sprang det over, men det gik ikke, fortæller Rikke med et smil og tilføjer:
– Jeg kan også se, at de udvikler sig socialt, for 11. gang vi sad i rundkreds, sagde Nikolaj pludselig sit navn for første gang. Det rykker, siger hun tilfreds.
I dag sidder børnene også sammen med Rikke og de frivillige hjælpetrænere, som kommer hver mandag. Rikke nævner de fleste navne, nogle gemmer sig, og andre svarer med høj stemme, at de er her i dag. Da alle er blevet hørt og set, går opvarmningen i gang. De leger flyvemaskiner, ståtrold og frøer på banen.
– Hvis det er for kedeligt, så skrider de bare. Det tager de sig ikke af. Når jeg så spørger, „Hvor skal du hen?“ så svarer de bare, „Jeg kommer om lidt“, men de går alligevel, fortæller Rikke.

LÆS OGSÅ: Maria kæmpede sig tilbage efter en svær hovedskade: "Jeg græd kun, når jeg var alene"

Mere nærvær

Hendes egen Magda er i konstant bevægelse, griner og hygger sig tydeligvis meget. Mandag er hendes yndlingsdag, og hun kan næsten ikke vente med at komme ud i hallen, der ligger få kilometer fra huset, hvor også hendes far og to lillesøstre bor.
– Normalt vil Magda gerne sidde lidt med sin iPad, når hun kommer hjem fra skole, men om mandagen sætter hun sig bare og venter på, at vi skal af sted. Hun elsker det, men når klokken er 18, siger hun, „Jeg vil hjem nu!“ Så er hun færdig, fortæller Rikke.
Magda og børnene på håndboldholdet Kidz har et særligt fællesskab, som Rikke er lykkelig for i dag:
– Jeg skulle jo have gjort det for længe siden, siger hun med en hovedrysten ad sig selv. Det er ingen hemmelighed, at det kom som et chok for Rikke, at hun fik et barn med Downs Syndrom, men i dag tøver hun ikke med at give Magda en stor del af æren for, at hun har lært at leve i nuet.
– Jeg er kommet i øjenhøjde og er mere nærværende. Selvom jeg selvfølgelig også har dage, hvor mit overskud er væk, og jeg kan blive utålmodig, så minder Magda og de andre børn mig om, at det er her, vi er. Nu! Det sociale spiller en stor rolle på håndboldholdet, men Rikke har ambitioner på holdets vegne, som indimellem bliver udfordret. På den gode måde.
– Jeg prøvede at lære dem at aflevere, men da jeg så sagde, „En, to, tre – og aflever!“, så stod jeg jo der midt i det hele med spredte arme, og jeg kunne se på Magda, at hun tænkte, „Vil hun så have en krammer nu?!“ De andre børn tænkte det samme, og så giver vi selvfølgelig en krammer, siger Rikke med endnu et smil.